Saamange forskelligartede Indtryk er iaften strømmede ind over mig,
at jeg ikke kan klare mig dem.
Jeg begynder med Begyndelsen.
Paa Vejen til Teatret underholdt Emmy mig med at fortælle om ham og
Fru Paula Hansen. Om jeg ikke havde hørt, at de to nu var Kærester?
_Hele Byen_ (Emmy er altid Ordfører for hele Byen) talte ikke om
andet.
Jeg havde foresat mig ikke at lade mig anfægte af Emmys Sladder.
Ligesom Katoliker, for at værge sig mod syndige Tanker, uafladeligt
beder deres Rosenkrans, saaledes vedblev jeg at fremmane mig hans
Ansigt, saadant som det kærligt ser paa mig, og gentage forelskede
Ord, han har sagt mig. Dog Fristeren slap mig ikke. Mens Emmys
giftige Ord ustandseligt dryppede i mine Øren, rejste Tvivlens og
Fortvivlelsens Spørgsmaal sig triumferende i min Sjæl: »Hvad véd Du
egenlig om ham? Du Daare, der vil fæste Lid til En, Du ikke kender?«
Hans Ansigt forvandledes for mig: det blev stift og koldt. Og hans
Ord lød spottende, og jeg hørte ham sige med en ond Latter: »Ikke
sandt, hun er smuk?«
Da vi stod udenfor Teatret, havde jeg mest Lyst til at løbe min Vej.
Løbe bort fra det altsammen, fra Livet, der er saa umuligt at faa
Rede paa; fra Menneskene, der mest pønser paa at gøre Livet ondt for
hinanden.
Saa fandt jeg mig siddende i Salen mellem den summende Sværm. Jeg
hørte Latter og ligegyldig Pjat af Folk, der var komne i Teatret for
at slaa nogle Timer ihjæl, og jeg syntes, det var oprørende, at _han_
skulde give sin Kunst til denne uforstaaende, hjærteløse Hob.
Da pludselig hørte jeg Emmy hviske: »Der er hun!« Jeg fulgte
Retningen af Emmys Blik, og jeg saá oppe i Balkonen paa første Række
en Dame, jeg straks genkendte fra Portrættet som Fru Paula Hansen.
Ja, hun er smuk. Ikke med regelmæssige Træk, men med en blød Ynde
over hele den fine og elegante Person, og først og fremmest med
vidunderlige Øjne.
Jeg véd ikke hvorfor. Jeg følte straks kun Sympati for hende. Der
var, som hun sad der tilbagelænet i Sædet, uden Opmærksomhed for
Publikum omkring hende, et Præg af tankefuld Sørgmodighed over
hende, som rørte mig.
Jeg kunde ikke faa Blikket fra hende. En underlig Trang kom op i mig
-- en Trang til at lære hende at kende, at kysse hende og sige til
hende: »Lad os to være Venner.«
Saa blev jeg reven ud af min Stemning ved, at Emmy hviskede: »Gud
véd, hvor mange _Veninder_ han iaften har siddende her i Teatret.«
... Musiken begyndte, og der blev stille i Salen. Altsaa nu om et
Øjeblik kom det. Og næppe var den Tanke opstaaet i mig, før jeg følte
Angsten klemme mig om Hjærtet, saa jeg troede, jeg skulde besvime.
Med fugtige Hænder krammede jeg mit Lommetørklæde, sanseløs svarede
jeg Emmy paa nogle Spørgsmaal, jeg aner ikke om hvad.
Saa var Tæppet oppe. Jeg saá Ansigter bevæge sig deroppe bag
Lysrækken, jeg hørte dem tale, og jeg hørte, at der af og til blev
lét og klappet rundt om mig -- jeg lo selv med, tror jeg, men jeg
opfattede ikke et Ord af det, der blev sagt. Jeg sad som i lam
Vildelse.
Saa med ét var det, som om der blev kaldt paa mig. Der gled Slør fra
mit Blik, en varm Strøm rislede gennem mig: han stod deroppe, og han
talte.
Var det en Hallucination? Sad jeg i hans Stue, og var det mig, han
talte med?
Jeg maatte knibe mig i Armen for at blive rigtig vaagen og
forstaa, at jeg var paa Komedie. Var paa Komedie og saá min egen
Kærlighedslykke blive spillet. Hørte alle de Melodier, som var
nynnede for mig, lyde i fuldtonende Skønhed oppe fra Scenen.
En uvilkaarlig Angst og Undseelse greb mig. Blodet skød mig op i
Kinderne, og jeg saá paa Emmy, saá paa de andre Tilskuere, om de
skulde have opdaget noget.
Saa kom jeg til at smile af min taabelige Angst og sank hen i en
lykkelig Nyden, var saa lykkelig og stolt og betagen, at Taarerne løb
mig ned ad Kinderne, glemte Alt og Alle om mig, indtil Tæppet faldt
under stærk Applavs, og der blev lyst i Salen og Emmy leende sagde:
»Men Du gode Gud, hvad tuder Du dog for? Der var jo ikke noget
sørgeligt i det.« Men da hun føjede til: »Han spillede forresten
dejligt!« -- steg hun betydeligt i min Agtelse.
I Mellemakten var mit Blik paa Vagt i Fru Paulas Loge. Hun sad nu og
spejdede nysgærrigt rundt i Salen, som om der var noget bestemt, hun
søgte efter. Pludselig mødtes vore Blikke, og jeg syntes, jeg saá et
mørkt Glimt i hendes Øjne. Jeg opdagede ogsaa, at hun siden i Løbet
af Aftenen oftere rettede sin Kikkert paa mig. Skulde hun vide, hvem
jeg er, og skulde hun ane noget? Skulde han --? Nej, det er umuligt.
Alligevel foruroliger det Blik mig, og jeg havde Resten af
Forestillingen en ubehagelig Fornemmelse af at blive bevogtet.
-- -- Saa var Stykket forbi, og vi stod ude ved Garderoben for at faa
vort Tøj. Jeg bad Emmy ikke trænge for ivrigt paa; jeg vilde helst
vente saa længe som muligt for at opsnappe de rosende Ord, der faldt
om ham. Alle var forbavsede over, saa godt han havde spillet. Jeg
hørte En sige: »Nu er hans Lykke gjort. Nu har han da endelig vist,
at han er et stort Talent.«
Nu endelig! Men hvorfor _nu_? Det vidste kun jeg. Om Du, min egen
Ven, havde set, hvor højt jeg i det Øjeblik satte Næsen til Vejrs,
vilde Du have haft Anledning til at knibe mig i Øret og sige:
Vigtigpraas!
-- Ved Udgangen af Teatret løb vi lige paa Erik. Han var straalende
over Vennens Succes og sagde: »Nu vil Du vel indrømme, at der er
noget ved ham!« Forøvrig fortalte han, at han snart igen rejste til
Udlandet. Han havde foreløbig opgivet at begynde en Forretning
herhjemme. Stakkels Erik!
Emmy vilde have mig med hen i et Konditori og drikke Te. Men jeg gøs
for at skulle døje hendes udførlige Kritik over Stykket og Spillet,
og jeg slap fra hende ved en Sporvogn. Da jeg havde kørt et lille
Stykke, steg jeg imidlertid ud. Jeg havde pludselig faaet en
uimodstaaelig Lyst til at se ham endnu i Aften, blot lige se ham og
sige ham, at jeg elskede ham højere end nogensinde.
Naturligvis var det dumt af mig at tro, jeg kunde træffe ham. Jeg var
ved hans Dør. Den var lukket. Og der var mørkt i hans Lejlighed. En
halv Time flakkede jeg om udenfor Huset, saa maatte jeg hjem.
Men paa Hjemvejen var al min Vigtighed borte. Jeg sad i Sporvognen og
havde megen Møje med ikke at græde, mens jeg tænkte paa, at han nu
maaske var sammen med _hende_, og at denne Aften dog burde have været
_min_ -- min helt og holdent.
Mon _han_ iaften har tænkt paa mig? Var det mon en af mine Blomster,
han bar i sit Knaphul? Som et Vink og en Hilsen.
Jeg _vil_ tro det. Og jeg _vil_ ikke tænke paa alt det, Emmy fortalte
mig.
Han kan ikke iaften have været sammen med _hende_. Selv om det ikke
er saadan som Emmy siger, synes jeg, han maatte forstaa, at det vilde
være Synd imod mig.