Jeg er glad over, at jeg fik Lov til at være lidt sammen med ham
iaften. Imorgen skal han spille en stor ny Rolle, som han har sat
saameget ind paa. Jeg blev kun en Times Tid hos ham for ikke at
forstyrre ham. Han kom lige fra Generalprøven og var i udmærket
Humør. Den eneste af Kollegaerne, som han har Tillid til og paa hvis
Dom han sætter Pris, havde sagt, at han spillede godt.
Det er sjældent, at han taler om sig selv som Skuespiller. Men iaften
trængte han, kunde jeg mærke, til at aabne sit Hjærte, og jeg tror
nok, han kunde lide, at jeg var hos ham.
Jeg sad stille og nød ham, nød det at se dette ellers saa beherskede
Menneske i Stormflod over alle Sluser. Pludselig saá han hen paa mig
og stoppede op midt i et lidenskabeligt Punktum, lo og sagde: »Du ser
helt forskrækket ud. Du tror vel, at jeg er bleven tosset?« Lidt
efter fortsatte han: »Jeg skal tilstaa Dig, hvad jeg forresten
haaber, Du allerede længe har haft en Anelse om --: jeg er ikke slet
saa koldsindig, som jeg lader. Det er (han smilede) Skaberi det Hele.
Egenlig er jeg det mest fanatiske Menneske i Verden; men jeg har
regnet ud, at man i enhver Henseende opnaar større Effekt ved kun at
lade Vulkanen virke som en sydende Understrøm, der heder Jorden og en
sjælden Gang overrasker med en lille Eksplosion.« Han blev igen
alvorlig: »Jeg er maaske alligevel ikke saa udspekuleret. Men
ligemeget forresten. Det er paa Understrømmen i mig, jeg er Kunstner.
Det er den, der burde kunne og ogsaa skal gøre mig til en bedre
Skuespiller end de fleste andre, som enten rasler afsted for fuldt
Bjældespil eller lunter af i hæderlig Hverdagsagtighed -- begge
Dele lige uinteressante, fordi de fattes det kun anede, det
hemmelighedsfuldt truende eller dragende, som er Poesi.«
»Du er vist slet ikke vigtig?« sagde jeg -- ikke mere ondskabsfuldt,
end at han uden Vanskelighed kunde forstaa, at han ialfald i mig
havde en beundrende Tilskuer.
»Jo« -- svarede han og knælede ned for mig -- »jeg er vigtig, meget
vigtig endogsaa. Men véd Du hvorfor? Fordi jeg har Dig. Thi af Dig
har jeg lært at spille min Rolle godt.«
»Saa var det egenlig mig, der burde være vigtig?«
»Jeg vil ogsaa haabe, at Du maa være det imorgen Aften. I det mindste
en lille Smule glad.«
-- -- -- Naturligvis skal jeg i Teatret imorgen. Desværre sammen med
Emmy, hvis Pjat jo nok skal gøre sit til at ødelægge Nydelsen for
mig. Men jeg havde ingen anden Udvej. Jeg turde ikke tage imod Billet
af ham. Saa fik jeg Emmy til at invitere mig -- som Forskud paa min
Fødselsdag.