Ja, jeg er lykkelig, saa lykkelig, at jeg bliver unøjsom. Siden
endogsaa Solen maa finde sig i at have Pletter, er der jo egenlig
ingen Grund for mig til at græde, fordi der drager en og anden Sky
over min Lykke.
Saa fornuftigt taler jeg til mig selv, naar det vel er forbi og Solen
igen skinner. Men saalænge det staar paa, er jeg mindre heltemodig.
Det, som volder mig de fleste bedrøvede Øjeblikke, er hans
snegleagtige Forsvindingsvæsen. Det er, som om han altid var bange
for at strække sig for langt frem, at komme mig for nær paa Livet --
aandelig talt. Pludselig, allerbedst og allerhyggeligst som vi
sidder, er han borte. Og tilbage bliver kun en forsigtigt tilknappet
Sneglehus-Herre. I samme Nu er det, som om Hundreder af Mile lægger
sig imellem os. Vore Hænder, der har hvilet fast og varmt i hinanden,
glider slapt ned, og jeg kender hverken hans Stemme eller Ansigt
længer. Jeg har drømt at jeg var sammen med _ham_, min Elskede, jeg
vaagner og finder mig sammen med en fremmed Herre, der konverserer
mig med anstrængt Høflighed.
Om jeg blot turde spørge ham, hvorfor han er saadan. Frygter han, at
jeg har Planer med ham? Hvis det ikke var, fordi jeg overhovedet ikke
vil lade ham vide, at den Tanke beskæftiger mig, saa sagde jeg en Dag
til ham: »Du skal ikke være bange. Jeg aspirerer ikke til at blive
gift med Dig.«
Nej, han kan forsaavidt være tryg. Jeg har tænkt meget over det, og
jeg er paa det Rene med, at jeg, selv om han foreslog det, ikke vilde
gifte mig med ham. Det vilde være Synd for os begge. For ham er det
en Livsbetingelse at være fri og ubunden, og jeg vilde lide altfor
meget ved at føle mig som den Klods, han havde om Benet. Jeg taaler
ikke at tænke paa den Tid, dette er forbi. Naar jeg tænker paa, at
hver lykkelig Dag, der forundes mig, er et Skridt henimod det store,
mørke Intet, synker min Sjæl sammen i fortvivlet Rædsel. Og dog har
han Ret. Vor Kærlighed er ingen Køkkenurt, der kan gemmes hen til en
Husholdnings Behov. Den er en Blomst, som dufter sødt og straaler
skønt og dør hurtigt, fordi dens Liv har været saa stærkt.
Vor _Kærlighed_. Har han nogensinde brugt det Ord? Nej, saa lidt som
han nogensinde har sagt: »Jeg elsker Dig.«
Nu véd jeg godt, at Ord gør det ikke. Han kan elske mig usigelig
højt, fordi han ikke _siger_ det, og hvis jeg ikke af andre Grunde
kunde vide, at han elskede mig, var det intet Bevis, om han saa
hundrede Gange i Træk forsikrede mig: Jeg elsker Dig.
Han kalder mig _Barn_. Men naar han tager mig om Hovedet, ser mig ind
i Øjnene og siger: »Du søde Barn!« -- kan han da ikke se, at Barnet
brænder af Længsel efter at høre de forjættede Ord, de Ord, der er
lovede -- i Digt og i Drøm -- ethvert forelsket Barn?
Og er det af Forsigtighed, at Du, min kloge Ven, ikke vil udtale de
Ord, som jeg i frydefuld Lykke giver Dig, saa ofte Du vil høre dem,
da spørger jeg: Kan saa megen Forsigtighed forliges med, hvad Du
iaften fortalte mig? ... Jeg stod foran Toiletspejlet. Da saá jeg
Dig bagved mig. Dit Blik hvilede paa mig med en ganske uforsigtig
Ømhed, og, idet Du lagde din Arm om mig, sagde Du de straks lidt
dunkle Ord: »Og der var Brus af hvide Duer om hende!« Jeg kiggede
spørgende paa Dig, og Du fortsatte:
»Det er et Digt, som har vibreret i mig, fra jeg var Barn, og som er
Tekst -- der er ikke flere Ord -- til et Billede, jeg den Gang saá.
Det var en Sommermorgen paa Landet ude i en solfyldt Gaard. En ung
Dame -- jeg havde aldrig set et Væsen saa fint og yndigt -- traadte
ud i blaa Kjole og med en lille Spaankurv i Haanden. Hun tog af
Kurven en Haandfuld Ærter, og i samme Nu var Luften om hende ét hvidt
Brus. Fra alle Gaardens Længer susede Duer ned over hende. De satte
sig paa hendes Hoved, Skuldre, Arme, Bryst og Hofter, saa hun var som
klædt i dem. For min barnlige Sans var det et Æventyrbillede, det var
selve den dejlige Snehvide. Men siden har Billedet formet sig til en
Aabenbaring af den kysk og frimodigt elskende Jomfruelighed, og den
Aabenbaring holder jeg nu i mine Arme.«
-- -- -- Mon Du, efter at have fortalt mig dette, havde begaaet nogen
letsindig Uforsigtighed ved at tilføje: »Jeg elsker Dig« --? Men
frygter Du at fordærve Barnet og gøre hende altfor indbildsk, mon Du
da burde have ladet dine hvide Duer bruse ned over hende?