Enten er det Foraaret, der gør Herrerne dumme, eller ogsaa er det
Lykken, der gør mig til en anden, end jeg før har været.
Idag var der ikke mindre end elleve -- 11 -- Herrer, der sendte mig
Blikke. Igaar var der fem, hvilket jeg anser for et hæderligt
Resultat i Betragtning af, at det var Regnvejr.
Aldrig i mit Liv har jeg før faaet Blik, det, man kalder at »faa
Blik«. Det er noget, der er kommet sammen med alt det andet
mærkværdige.
Jeg tilstaar ærligt, at det fryder mig. Hver Herre, der ser en Smule
forlibt paa mig, er mig et Vidnesbyrd om, at _han_ (Han den eneste,
den store) dog muligvis ikke lyver, naar han siger, at han finder mig
smuk.
Det morer ham aabenbart ogsaa at høre om de smaa Sukces'er, jeg har
haft. Dog, da jeg sidst fortalte ham om »saadan en yndig Herre«, der
fire Dage i Træk havde smægtet til mig paa Gl. Kongevej, sagde han i
en misfornøjet Tone: »Det kan jeg ikke lide. Du skal love mig, at Du
aldrig mere ser til den Herres Side.«
Jeg gad vide, om det virkelig var alvorligt ment. Skulde _han_ kunne
falde paa at blive jaloux? Hvor ganske sindssvagt urimeligt, men hvor
dejligt!