Saa er det da kommet, som det maatte komme. Erik og jeg har sagt
hinanden Farvel.
Jeg er glad over, at det er overstaaet, og at det gik saa stille og
pænt. Jeg føler det som en velsignet Lettelse, at jeg ikke længere
skal møde Eriks forundret spørgende, tungt bebrejdende Blik.
Han havde godt mærket, at der var foregaaet en Forandring med mig.
Han mærkede, at jeg gled længer og længer bort fra ham -- uden dog at
ane hvorhen.
Jeg er glad over, at det er forbi. Det var saa stygt, og det gjorde
mig ond. Det hidsede mig til uretfærdigt Had og det tvang mig til at
handle lavt og uværdigt.
Jeg havde som halvvoksen Pige en Hund. Jeg var lunefuld og ikke altid
god imod den; dog elskede den mig over al Maade. Det hændte, at jeg,
naar den ifølge gammel Vane plantede sig op ad mig, jagede den bort
med ublide Ord. Den luskede da hen i Kakkelovnskrogen og lagde sig
med Hovedet mellem Forpoterne. Men hvert Øjeblik kiggede den hen til
mig, og pludselig stod den igen foran mig, stirrende paa mig med
Øjne, der spurgte: »Hvorfor er Du ond imod mig?« Jeg husker, at der
var Dage, hvor disse stumt anklagende Øjne vakte et instinktmæssigt
Raseri i mig. Jeg kunde have slaaet Dyret ihjæl.
Den samme Følelse har jeg i den sidste Tid haft overfor Erik. Med
hvad Ret krævede hans Øjne mig til Regnskab? Hvad Ret havde de til at
stille sig i Vejen for mit Liv som en anklagende Samvittighed?
Men det værste, det pinagtigste var, at jeg og Erik, naar vi i den
sidste Tid saas, ligesom af en magnetisk Magt førtes til at tale om
»ham«. Ligemeget hvad vi begyndte med, altid endte vi med ham. Hver
Gang Erik traadte ind i Stuen, foresatte jeg mig: »Idag skal _hans_
Navn ikke nævnes«. Saa begyndte vi at tale, tungt og trevent eller
forceret livligt; vi talte om Vejr og Vind, om Venner og Bekendte ...
_Hans_ Navn summede i mit Øre, _hans_ Navn stod i Eriks Øjne, laa
paa hans Læber ... det var haabløst at svirre længer rundt: pludselig
var det nævnt, vi var i Flammen. -- Og saa stadig den samme
foragtelige Komedie om igen, at Erik, som intet forstod, men handlede
som i Blinde, forsvarede sin _Ven_, mens jeg angreb ham.
Nej, det var ikke til at holde ud. Godt, at det er forbi.
Det var i Formiddags. Erik vidste, at Moder idag skulde i Kirke
alene. Saa ringede det. Det var ham.
Han var bleg, men alligevel meget varm. Han sad og tørrede
Sveddraaber af sin Pande. Vi havde vekslet nogle almindelige Ord om
ligegyldige Æmner, saa sagde han -- jeg sad ved Vinduet, han ved det
runde Bord midt i Stuen --: »Gør mig den Tjeneste, Julie, at flytte
Dig herhen. Jeg har noget at tale med Dig om.«
»Og det kan ikke besørges paa Afstand?«
»Nej. Vær nu god og gør, som jeg beder Dig om.«
Jeg satte mig ligeoverfor ham, og der blev en Pavse. Vi var vist
begge lige forlegne og lige ilde til Mode.
Han tog min Haand. Den var iskold, hans varm og fugtig og skælvende.
Han saá alvorligt og kærligt paa mig og sagde roligt:
»Jeg kommer, Julie, for at spørge Dig, om Du vil blive min Kone?«
Spørgsmaalet kom saa pludseligt og saa bestemt formet, at jeg ikke
straks kunde finde Svar.
Han vedblev da:
»Ser Du, jeg kan ikke længer holde dette ud. Jeg har ventet og
ventet, fordi jeg ikke turde spørge. Jeg syntes, der var dog Haab,
saalænge der intet Svar var. Nu maa jeg have Vished. Hvad Svaret saa
bliver, vil det være bedre for mig end de sidste Tiders Angst og Uro.
Du skal svare mig helt ærligt, Julie -- det er det eneste, jeg
forlanger af Dig. Vil Du blive min Kone?«
Jeg havde genvundet min Fatning og jeg svarede, svarede saa venligt
jeg kunde, men sikkert og fast:
»Havde Du behøvet at spørge Erik? Jeg synes det ikke. Nej, Erik, jeg
_kan_ ikke blive din Kone!«
Han slap min Haand og sad nogle Øjeblikke som i Overvejelse, inden
han spurgte:
»Men i Vinter, Julie, da jeg skrev, at jeg kom hjem?«
»Ja, Erik. Den Gang var det anderledes end nu!«
Han havde rejst sig:
»Saa er det, som jeg tænkte. Jeg skal ikke spørge. Du skylder mig
intet Regnskab. Jeg vil ovenikøbet foreløbig helst intet vide. Og nu
levvel, min lille Plejesøster, og gid Du maa blive lykkelig.«
Han bøjede sig ned over mig, jeg følte hans Læber paa min Pande, og
mens jeg endnu sad i min Stol, hørte jeg Entrédøren slaa i efter ham.
Siden har jeg naturligvis grædt mine modige Taarer, men siden igen
har jeg følt mig saa let og befriet. Som om en sort Sky var
forsvunden fra min Himmel, som om en Tynge var væltet fra mit Sind.
Erik er borte. Jeg skal ikke længer møde hans sørgmodige Øjne som en
ond Samvittighed.
Og jeg kan igen tænke med Godhed og Kærlighed paa ham. Aldrig har jeg
set ham saa smuk og mandig, som da han rejste sig for at gaa efter at
have faaet mit Svar. Ingen Taarer, ingen Bebrejdelse eller Vrede i
hans Øjne; kun et mildt og bedrøvet og forstaaende Smil.
Hvor Mænd dog er langt stoltere og bedre end vi Kvindemennesker.