3. April.

Saa er det da kommet, som det maatte komme. Erik og jeg har sagt

hinanden Farvel.

Jeg er glad over, at det er overstaaet, og at det gik saa stille og

pænt. Jeg føler det som en velsignet Lettelse, at jeg ikke længere

skal møde Eriks forundret spørgende, tungt bebrejdende Blik.

Han havde godt mærket, at der var foregaaet en Forandring med mig.

Han mærkede, at jeg gled længer og længer bort fra ham -- uden dog at

ane hvorhen.

Jeg er glad over, at det er forbi. Det var saa stygt, og det gjorde

mig ond. Det hidsede mig til uretfærdigt Had og det tvang mig til at

handle lavt og uværdigt.

Jeg havde som halvvoksen Pige en Hund. Jeg var lunefuld og ikke altid

god imod den; dog elskede den mig over al Maade. Det hændte, at jeg,

naar den ifølge gammel Vane plantede sig op ad mig, jagede den bort

med ublide Ord. Den luskede da hen i Kakkelovnskrogen og lagde sig

med Hovedet mellem Forpoterne. Men hvert Øjeblik kiggede den hen til

mig, og pludselig stod den igen foran mig, stirrende paa mig med

Øjne, der spurgte: »Hvorfor er Du ond imod mig?« Jeg husker, at der

var Dage, hvor disse stumt anklagende Øjne vakte et instinktmæssigt

Raseri i mig. Jeg kunde have slaaet Dyret ihjæl.

Den samme Følelse har jeg i den sidste Tid haft overfor Erik. Med

hvad Ret krævede hans Øjne mig til Regnskab? Hvad Ret havde de til at

stille sig i Vejen for mit Liv som en anklagende Samvittighed?

Men det værste, det pinagtigste var, at jeg og Erik, naar vi i den

sidste Tid saas, ligesom af en magnetisk Magt førtes til at tale om

»ham«. Ligemeget hvad vi begyndte med, altid endte vi med ham. Hver

Gang Erik traadte ind i Stuen, foresatte jeg mig: »Idag skal _hans_

Navn ikke nævnes«. Saa begyndte vi at tale, tungt og trevent eller

forceret livligt; vi talte om Vejr og Vind, om Venner og Bekendte ...

_Hans_ Navn summede i mit Øre, _hans_ Navn stod i Eriks Øjne, laa

paa hans Læber ... det var haabløst at svirre længer rundt: pludselig

var det nævnt, vi var i Flammen. -- Og saa stadig den samme

foragtelige Komedie om igen, at Erik, som intet forstod, men handlede

som i Blinde, forsvarede sin _Ven_, mens jeg angreb ham.

Nej, det var ikke til at holde ud. Godt, at det er forbi.

Det var i Formiddags. Erik vidste, at Moder idag skulde i Kirke

alene. Saa ringede det. Det var ham.

Han var bleg, men alligevel meget varm. Han sad og tørrede

Sveddraaber af sin Pande. Vi havde vekslet nogle almindelige Ord om

ligegyldige Æmner, saa sagde han -- jeg sad ved Vinduet, han ved det

runde Bord midt i Stuen --: »Gør mig den Tjeneste, Julie, at flytte

Dig herhen. Jeg har noget at tale med Dig om.«

»Og det kan ikke besørges paa Afstand?«

»Nej. Vær nu god og gør, som jeg beder Dig om.«

Jeg satte mig ligeoverfor ham, og der blev en Pavse. Vi var vist

begge lige forlegne og lige ilde til Mode.

Han tog min Haand. Den var iskold, hans varm og fugtig og skælvende.

Han saá alvorligt og kærligt paa mig og sagde roligt:

»Jeg kommer, Julie, for at spørge Dig, om Du vil blive min Kone?«

Spørgsmaalet kom saa pludseligt og saa bestemt formet, at jeg ikke

straks kunde finde Svar.

Han vedblev da:

»Ser Du, jeg kan ikke længer holde dette ud. Jeg har ventet og

ventet, fordi jeg ikke turde spørge. Jeg syntes, der var dog Haab,

saalænge der intet Svar var. Nu maa jeg have Vished. Hvad Svaret saa

bliver, vil det være bedre for mig end de sidste Tiders Angst og Uro.

Du skal svare mig helt ærligt, Julie -- det er det eneste, jeg

forlanger af Dig. Vil Du blive min Kone?«

Jeg havde genvundet min Fatning og jeg svarede, svarede saa venligt

jeg kunde, men sikkert og fast:

»Havde Du behøvet at spørge Erik? Jeg synes det ikke. Nej, Erik, jeg

_kan_ ikke blive din Kone!«

Han slap min Haand og sad nogle Øjeblikke som i Overvejelse, inden

han spurgte:

»Men i Vinter, Julie, da jeg skrev, at jeg kom hjem?«

»Ja, Erik. Den Gang var det anderledes end nu!«

Han havde rejst sig:

»Saa er det, som jeg tænkte. Jeg skal ikke spørge. Du skylder mig

intet Regnskab. Jeg vil ovenikøbet foreløbig helst intet vide. Og nu

levvel, min lille Plejesøster, og gid Du maa blive lykkelig.«

Han bøjede sig ned over mig, jeg følte hans Læber paa min Pande, og

mens jeg endnu sad i min Stol, hørte jeg Entrédøren slaa i efter ham.

Siden har jeg naturligvis grædt mine modige Taarer, men siden igen

har jeg følt mig saa let og befriet. Som om en sort Sky var

forsvunden fra min Himmel, som om en Tynge var væltet fra mit Sind.

Erik er borte. Jeg skal ikke længer møde hans sørgmodige Øjne som en

ond Samvittighed.

Og jeg kan igen tænke med Godhed og Kærlighed paa ham. Aldrig har jeg

set ham saa smuk og mandig, som da han rejste sig for at gaa efter at

have faaet mit Svar. Ingen Taarer, ingen Bebrejdelse eller Vrede i

hans Øjne; kun et mildt og bedrøvet og forstaaende Smil.

Hvor Mænd dog er langt stoltere og bedre end vi Kvindemennesker.

Julies dagbog · 第 48 / 103 题