Der staar et Billede -- mellem mange andre -- paa hans Skrivebord.
Det Billede hader jeg. Det forestiller en ung Dame med store mørke
Øjne, der ser ud, som om de afspejlede en Drøm om Elskov og Kys. De
er sikkert meget smukke, men paa mig gør de et ligefrem ækelt
Indtryk.
Hver Gang jeg har været hos ham, har jeg haft paa Læben at spørge om,
hvem hun er. Men det blev stadig ikke til noget.
Saa iaften fik jeg det alligevel at vide. Han var gaaet ud af
Dagligstuen, og jeg stod foran Skrivebordet og saá paa Damen. Jeg
vidste ikke, at han var kommen tilbage, før jeg pludselig hørte hans
Stemme lige bagved mig:
»Ja, hun er smuk, synes Du ikke?«
»Det er hun vist.«
»Kender Du hende ikke? Det er den bekendte Fru Paula Hansen.«
Og saa fik jeg en lang Lektie om Fru Paula. Det syntes ham næsten en
Trang at fortælle mig om hende. Han var en intim Ven af hende og
hendes Mand; navnlig før var han kommen overordenlig meget i deres
Hus. Hun var saa sød og nydelig, saa begavet og morsom ... Jeg har
aldrig hørt ham være saa begejstret for Nogen. Og hvert Øjeblik
forsikrede han: »Jeg holder forfærdelig meget af hende.«
Pludselig midt i sin Veltalenhed spurgte han smilende:
»Du bliver da ikke jaloux paa Fru Hansen?«
»Hvor falder Du paa det?«
»Aa, jeg syntes, Du blev saa tavs.«
... Jaloux, nej, jeg er ikke jaloux, og jeg vil ikke være det. Men
hvis han tror, det morer mig at høre ham en hel Aften fortælle om Fru
Paula Hansen, tager han unægtelig fejl.
Efter min Mening ser hun ikke fin ud. Og det Udtryk i Øjnene giver
hende noget vist ... ja, noget vist demimondeagtigt.