1. April.

Min elskede Ven! Dette Brev, som Du aldrig skal læse, skal sige Dig

alle de Ord, der dør paa mine Læber, naar jeg er sammen med Dig,

fordi de er for barnagtige og dumme til Dig, Du kloge og forsigtige

Mand.

Her, hvor jeg har Dig nærværende kun i min Sjæl, her kan jeg tale

frit og dristigt til Dig uden Frygt for at møde det ironiske Smil i

din Mundkrog, som Du sagtens er stolt af og som hæver Dig saa højt

over en lille uvidende, forelsket Pige.

Jeg vil først fortælle Dig, hvordan og hvorfor jeg blev Din.

Du kender mig jo egenlig slet ikke. Du havde Grund til at tro slemt

om mig, for saadan som jeg kom til Dig, kom jeg som En, der sagde:

»Her er jeg. Tag mig.«

Jeg blev Din, fordi Du instinktmæssigt forstod mig. Du forstod i alt

Fald saameget, at Du her havde mødt et lille Væsen, som det gjaldt om

ikke at skræmme; som Du maatte behandle som skøre Sager. Naar jeg sad

hos Dig de første Gange, sad jeg altid paa Springet til at løbe min

Vej. Et forhastet Ord, et overilet Kærtegn, og jeg var flygtet. De

Ord, Du _ikke_ sagde, det var dem, der erobrede mig.

Du kender mig vist slet ikke. Nu er jeg Din, og jeg vil vedblive at

være det, saalænge Du vil have mig. Men hvis Du tror, at det er dine

Kys, dine Kærtegn, dine Favntag, som gør mig til Din, da tager Du

Fejl. Jeg er ingen Snærpedorthe, jeg er ingen serafisk Jomfru

Spidsnæse. Jeg er lykkelig hver Gang Du tager mig i dine Arme. Jeg

drikker dine Kys saa gærne, som Blomsten aabner sig for Sommerens

Dugg. Jeg er jo Din, af Lyst, med Glæde. Jeg er Din for at _være_

Din. Du skal ikke have mig som et Kviksølv, der løber bort mellem

dine Hænder. Min Herre og Mester -- se, alt hvad mit er, det giver

jeg Dig uden Spidsfindighed og Forbehold.

Men hvad jeg saa gærne vilde, at Du skulde forstaa, det er dette: Jeg

kan saa godt undvære Kyssene og Kærtegnene, jeg vil elske Dig lige

højt uden dem. -- Det vilde gøre mig saa ondt, om Du, naar jeg er

gaaet fra Dig, tænkte: Hun er en Frøken Let-paa-Traad, en Frøken

Kys-i-Kroge, der kommer til mig med sit hidsige Blod og sine

letsindige Lyster.

Kan Du mon forstaa dette, vil Du mon tro det? Jeg forlanger intet

andet end at være hos Dig, se Dig, høre Dig tale. Ja, jeg vilde endda

være lykkelig ved mindre. Du siger, at Du ofte er uoplagt til at

tale: at Du trænger til at være i Ro med dine Tanker. Véd Du, hvad

der er mit højeste Ønske? At jeg en saadan Dag, hvor Du lukker Dig

inde med din Kunst, maatte faa Lov at sidde i en Krog af din Stue.

Jeg skulde være saa musestille, Du skulde ikke føle Dig forpligtet

til at tage nogetsomhelst Hensyn til mig, Du skulde blot lade mig

nyde den Lykke, at jeg, _jeg_ var den eneste, som Du taalte om Dig i

dine ensomme Øjeblikke.

En saadan Time nyder jeg ofte i min Fantasi. Jeg prøver da paa at

gætte, hvad der bevæger sig inde i Dig. Jeg ser Dig sidde med halvt

lukkede Øjne, med nervøst dirrende Øjenlaag og Haanden støttet mod

Panden. Men naar jeg saa sér, at Du pludselig hæver Hovedet og

stirrer frem med et stort skinnende Blik, da véd jeg, at Du har faaet

den klare, lykkelige Tanke, Du ledte efter, og mit Hjærte frydes i

Takt med dit. Og saa sér jeg Dig omsider med en triumferende Mine

strække Armen i Vejret; der er Sejrssmil over dit Ansigt; Du tænder

glad og tilfreds din Cigaret, der er gaaet ud, mens Du tænkte, og

idet Du mindes, at din Veninde sidder i din Stue, gaar Du hen til

hende, tager hendes Haand og siger, at Du er glad over, at hun er hos

Dig, og at hun har været forfærdelig artig og sød og slet ikke har

forstyrret Dig.

Falder det Dig aldrig ind, at det er saadan, jeg elsker Dig? Eller

vil Du ikke vide det? Er Du bange for, at jeg skal holde _for_ meget

af Dig?

Aner Du heller ikke, hvor drøjt det er for mig at skilles fra Dig de

Aftener, jeg har været hos Dig? Du _maa_ ikke tænke om mig: Hun er et

drevent lille Pigebarn, vant til at spille sine Forældre paa deres

agtværdige Næser. Nu har hun hemmeligt været ude at more sig, og nu

er det en ny Fornøjelse for hende at opspinde en Fabel for at narre

sin Moder.

Nej, Du, saadan _maa_ Du ikke tænke. Vel véd jeg ikke det i Verden,

som jeg ikke vilde gøre for at kunne komme til Dig. Jeg beklager mig

ikke, jeg vil paa ingen Maade, at Du skulde mene, jeg fandt min Lykke

_for_ dyrt købt. Men jeg vilde saa nødig, at Du skulde tro, det

altsammen var mig saa let som Ingenting.

Og saa de Dage, der gaar imellem vore Møder? Du kan naturligvis slet

ikke fatte, at tre eller fire Dage kan være en Evighed. Du har altid

nye Ting, der optager Dig. Du arbejder, Du morer Dig, Du lever i en

Verden, som hver Time paa Dagen bringer Dig ny Næring, nyt Stof. Men

naar jeg ikke er hos Dig, saa lukker Tilværelsen sig om mig som fire

kolde Fængselsvægge, der kun varmes af min Længsel efter Dig, kun

farves af Erindringerne fra din Rigdom.

Hvor skulde Du ogsaa kunne vide noget om alt dette? Du sér et glad

Ansigt komme og gaa, men Du kender intet til det Liv, det glade

Ansigt fører fra det Øjeblik, det sender Dig sit smilende Afskedsnik,

og til det Øjeblik, det næste Gang lér Goddag til Dig.

Men hvis dine Tanker nogensinde, naar jeg er borte fra Dig,

falder paa at opsøge mig, og hvis de havde Ævne til at se gennem

Dør og Væg, da vilde de, om de en Eftermiddag gik ud til Huset i

Forhaabningsholms Allé, risikere at se det glade Ansigt forvandlet

til et afskrækkende Jammersminde. Jeg véd ikke, hvordan det kan være;

det er stygt, urimeligt og utaknemmeligt af mig; men de første Dages

straalende Jubel, der bar mig oppe over alle Bekymringer og som

kastede gyldent Skær over alt omkring mig -- den er forsvunden og er

bleven afløst af en knugende Tungsindighed, en pinefuld Angst, der

kun en Gang imellem viger for en kaad Lystighed, en overstadig Trang

til at le højt og høre Støj om mig. Aldrig har mit Hjem forekommet

mig saa fattigt og graat, saa koldt og uhyggeligt, som efter at jeg

har leget Frue i dine Stuer.

Sidder vi ved Middagsbordet og spiser vor Mad i vore Ansigters

Begrædelighed, stiger undertiden pludselig Længslen op i mig som en

Følelse af Forladthed, og jeg maa bide Læberne sammen for ikke at

briste i Graad.

Men i Skumringen plejer det at være værst -- naar jeg sidder og

kryber sammen i min Vindueskrog. Saa kommer Spørgsmaalene mylrende og

stikker deres klamme Rottesnuder op i mit Sind: Hvor er nu _han_?

Hvem er han sammen med? Er han i Selskab med smukke elegante Damer?

Hvordan er han overfor dem, hvad siger han til dem? Ser hans Blik

ligesaa varmt paa dem, som naar han bøjer sig over mig? Er hans

Stemme ligesaa blidt kærtegnende, som naar han hvisker til mig? Og

hvad er jeg nu for ham? Har han blot en Tanke tilovers for mig, eller

glemmer han i andre Arme, at der er et Navn, som hedder Julie?

Jeg véd, min egen Ven, at jeg har ingen Ret til at kræve Dig til

Regnskab. Du har aldrig lovet mig Troskab, og jeg elsker Dig for højt

til at fordre Dig helt. Der var ingen Kontrakt, ingen Betingelser den

Gang, jeg gav mig til Dig, og naturligvis burde jeg have været paa

det Rene med, at jeg ikke var den eneste.

Jeg forlanger jo heller intet nu. Kun vilde jeg, Du skulde forstaa,

at jeg trænger til, at Du er meget god imod mig. Jeg lever jo Dage

igennem af de faa Timers Lykke hos Dig. Og hænder det, som sidst, at

Du siger et eller andet, der lyder koldt eller blot drillende, saa

fryser de Ord sig fast i mig, og der er intet Haab i mit Hjærte, før

jeg atter er hos Dig.

Hvis jeg sendte Dig dette Brev, vilde Du ikke kunne skjule dit

ironiske Smil. Du vilde sige, at jeg var en Nar, og i Øjeblikket --

fordi jeg altid i Øjeblikket mener som Du -- vilde jeg selv føle, at

mit Brev kun var til at smile ad. Men bagefter vilde dit Smil gøre

mig fortvivlet til Døden.

Thi Du vil kun have mig som et glad Ansigt, en Adspredelse i Ny og

Næ. Men jeg er saa ganske uden Hensigt med Dig. For jeg kan intet,

véd intet, er intet uden Dig.

Og derfor bliver dette Brev i min Dagbog.

_Julie._

Julies dagbog · 第 47 / 103 题