25. Marts.

Da jeg i Formiddag sad ved det aabne Vindue for at nyde den solvarme

Foraarsluft, saá jeg min Genbo i travl Beskæftigelse. I en stor Kasse

pakkede han Bøger og Skilderier. Mens han var saaledes beskæftiget,

kom »Favoritindens« Vogn kørende. Han hørte Vognen komme, han kastede

et hastigt Blik ned paa Vejen, skyndte sig saa at trække Gardinerne

for Vinduet. Damen steg ud, og Vognen kørte bort, som sædvanlig. Jeg

tænkte ikke mere over den Ting, havde allerede glemt min Genbo og

hans Veninde. Jeg sad og stirrede ud i den muntre Foraarsdag, og

mine Tanker vandrede til ganske andre og mig mere magtpaaliggende

Sager. Da -- der kunde vel højst være gaaet fem Minutter -- ser jeg

»Favoritinden« træde ud af Porten. Hun var stadig tilsløret, hun

holdt Haanden presset mod Brystet, og hun ligesom havde Vanskelighed

ved at gaa. Hun stod et Øjeblik lænet op mod Porten, saa rettede hun

sig rankt op, slog hæftigt Sløret tilside fra det uhyggeligt hvide

Ansigt, gik tværs over Vejen -- jeg maatte nu rejse mig for at se

hende -- og saá op mod min Genbos Vinduer.

Var det virkeligt eller en Indbildning? Jeg syntes at høre en haansk,

truende Latter. Saa forsvandt Skikkelsen ned ad Vejen.

Men mit lyse Foraarshumør var spoleret. Jeg kunde ikke faa ud af min

Erindring det forvredne, blege Ansigt med den afmægtige, næsten

latterlige Trods, og i mine Øren har hele Dagen skurret den

Ydmygelsens bitre Latter, som jeg hørte ... for jeg _maa_ jo have

hørt den.

Han maa være en raa, en brutal Person, min Genbo. Men alligevel, nej

... _saa_ uværdigt havde jeg i hendes Sted ikke kunnet bære mig ad.

Hvis hans Forelskelse er forbi, saa maatte hun dog have mærket det.

Har han ikke villet sige hende det, saa kunde hun have tvunget ham

til det.

_Det_ véd jeg, at den Dag, _han_ ikke bryder sig længer om mig, den

Dag, jeg blot mærker Træthed hos ham, i samme Øjeblik gaar jeg fra

ham. Han skal ingensinde faa den Fornemmelse, at vort Forhold er ham

til Byrde. Jeg vil være for stolt til at leve paa Naade og

Medlidenhed hos ham. Han skal end ikke høre nogen Klage fra mig ....

Jeg skal forsvinde fra hans Vej, og Intet skal nogensinde senere

minde ham om mig.

... Godt, at det ikke var iaften, jeg skulde til ham. Jeg har været

saa forpint hele Dagen, og jeg véd, at jeg vilde have lavet en

Grædescene, hvis jeg havde været sammen med ham.

Og jeg, som netop skulde overraske ham med at være en flink og

lykkelig Pige! Maa se at sove mig væk fra alle de grimme Tanker.

Julies dagbog · 第 45 / 103 题