Da jeg vaagnede sent imorges -- for jeg faldt først i Søvn hen mod
Morgenstunden -- sagde jeg til mig selv, inden jeg endnu havde aabnet
Øjnene: »Dette vil blive Dig en Sorgens Dag.« Men i samme Nu, mine
Øjne havde skimtet Dagens lyse Solskær, i samme Nu steg der som en
Lærketrille indeni mig: »Godmorgen, Skønjomfru, Godmorgen til Livets
Dejlighed!«
Og ud sprang jeg af Sengen, og jeg saá mig selv i Spejlet med
lysklare Øjne, med friske rødmende Kinder og med et Smilehul som et
Kys.
Saadan har hele Dagen været mig én stor Forbavselse. En Forbavselse
over, at jeg ikke er ulykkelig, men mest dog en Forbavselse over, at
Ingen synes at have opdaget nogen Forandring hos mig.
Altsaa er jeg tilsyneladende den samme som før. Intet rødt Kors i
Panden, ingen sort Streg paa Næsen. For alle Andre den samme, kun
ikke for mig selv. Thi for mig selv er det, som om jeg fra et trangt
Puppedække, der skjulte Livets vidunderlige Mening for mig, er fløjet
ud i al Aabenbaringens Herlighed som en lykkefortumlet Sommerfugl.
Tung var min Gang før. Nu er det, som svævede jeg let hen over Livets
Bekymringer, som om jeg havde Vinger, der bar mig over alle
Vanskeligheder. Jeg staar paa en Jord, der hæver sig under mig, og
jeg favner en Himmel, der sænker sig ned over mig. Der er jublende
Musik rundt om mig, og jeg selv er som en Sang, der stiger og
stiger ...
Hvad vil det sige at lyve? At have en Hemmelighed saa bedaarende og
sød, at man ikke vil dele den med Nogen! Det er let at lyve ... Lyve
er et grimt Ord, men Meningen er smuk. Hvad andet er det Solen gør,
naar den, gemt bag en Sky, lister en enlig Straale ned til Violen ved
Markvejen? Hvad andet er det, naar to Fugle leger Skjul bag Træernes
Blade?
Jeg spadserede gennem Byen i Formiddag. Tusinder af Mennesker mødte
jeg. Hvad saá de i mig? En ung Pige som Tusinder andre unge Piger, en
ung Pige, der gik sig en Tur, beskyttet, bevogtet af sin Moder. Men
hvad de ikke saá, og hvad de ikke maatte se, fordi det var hendes
livsalige Hemmelighed, det var det Blik, den unge Pige vekslede med
en ung Mand paa den anden Side Gaden ... det var, at hun hos
Blomsterpigen paa Hjørnet tog to Violbundter, førte dem begge til sin
Mund, og at hun saa købte det ene, mens han straks efter købte det
andet og kyssede det.
Hvor dejligt det er at leve, hvor dejligt at være ung. Lad nu komme,
hvad der komme vil; lad Fremtiden blive end aldrig saa sort. Den
Lykke, der nu rejser sit Guldtempel i mit Hjærte, vil kaste Genskin
gennem alle Tiders Nat.
Og saa, min Elskede, bøj dit Hoved ned til mig og lad mig fylde dit
Øre, saa det aldrig glemmer det, med min frydefulde Bekendelse: »Jeg
er lykkelig, lykkeligere end Sproget, som er skabt for Handel og
Vandel og ikke for Elskende, kan udtrykke det -- lykkelig ved at være
Din, lykkelig ved, at Du vil eje mig ... Godnat.«