Christiane stillede i Eftermiddag for at høre, hvordan det var gaaet
med Stævnemødet. For ikke at bedrøve hende -- og for ikke at gøre mig
selv latterlig -- gav jeg hende en blændende Fremstilling af
Aftenens letsindige Glæder. Og da Christiane er et romantisk Gemyt, i
Lejebibliotek-Udgave, fortalte jeg hende, at min Kavallér havde
medbragt en rosenrød Silkemaske, som jeg tog paa, hver Gang
Opvarteren efter 3 diskrete Slag paa Døren traadte ind.
Christiane blev varmere og varmere i sit runde Hoved for hver Flaske
Vin, jeg trak op, og tilsidst spurgte hun ganske ør og forvildet:
»Men saa, Julie ... naar kyssede han Dig saa?«
Jeg kunde have lidt at se mig selv, da jeg med krænket Grevinde-Mine
svarede: »Maa jeg bede mig fritagen for dine Simpelheder, Jane. Tror
Du, det er _bon ton_ at kysse ved Stævnemøder?«
Skamfuld indvendte Christiane: »Jeg troede dog, at saadan noget ogsaa
hørte med.«
»Ja,« -- oplyste jeg med min overlegne Erfaring -- »men ved fine
Stævnemøder kommer Kysset paa et meget sent Stadium. Først skal
Kavalleren længe have gjort en ærbødig Kur, saa en Dag falder han paa
Knæ for sin Dame, og hvis hun da ansér ham for værdig til
Belønningen, rækker hun ham først sin Haand og derpaa sin Kind til
en sirlig Berøring af hans Læber.«
Christiane saá, overvældet af Beundring, paa mig og sukkede: »Jamen,
for at blive gjort Kur til paa den Maade, maa man være meget fin og
meget begavet.«
Tilsidst holdt jeg et lille Foredrag om, at naar alt kommer til alt,
er den eneste paalidelige Lykke dog den at overvinde Fristelser.
Skønt altsaa mit Stævnemøde havde været umaadelig vellykket og min
Kavallér fuld af Galanteri og Forelskelse, havde jeg besluttet mig
til aldrig at se ham mere.
Christiane bifaldt min heroiske Beslutning, men græd af Medlidenhed
med min forgæves smægtende Hyrde.
Hun skulde bare vide, at Hyrden hedder Alfred Mørch, der beder sin
Hyrdinde om et Kys i samme Tone, som om han bad hende om et Stykke
Rejemad.