Imorges -- Gudskelov tog jeg selv mod Posten -- Rykkerbrev fra min
Skomager. Seksten Kr. skylder jeg ham for de Laksko, jeg købte til
Ballet hos Eriks Onkel og som Moder troede jeg betalte med de Penge,
jeg den første Februar fik af Grevinde Bjørneklo.
Desværre nej. Thi jeg er i Pengesager Verdens letsindigste Menneske.
Pengene fra Grevinden skyldte jeg min Syjomfru, og det Skrog
erklærede, at hun ikke kunde vente længer.
Nu sidder jeg net i det. Jeg har opgjort min Status, og den udviser
følgende Passiver: 16 Kr. til Skomageren (_maa_ betales meget snart),
5 Kr. til Handskemageren (taaler ejheller lang Henstand) og 5 Kr. til
Christiane -- ialt 26 Kr. Af Aktiver har jeg i kontant Beholdning 1
Kr. 50 Øre, og forresten intet. Med Grevinden er jeg færdig, og
foreløbig har jeg ingen ny Bestilling. De ti Kroner, jeg hver Maaned
faar af Forældrene, forsvinder som Dugg for Solen.
Hvad skal jeg dog gøre? Moder _kan_ ikke hjælpe mig, og desuden tør
jeg ikke tilstaa, at jeg har ført hende bag Lyset. Skulde jeg
forsøge Bedstemoder? Men det er saa vanskeligt at forklare sig
overfor hende; jeg er bange for, at jeg vilde blive stikkende i det.
Jeg véd jo nok, hvor jeg kunde faa Pengene. Erik vilde saamæn
ligefrem blive glad, hvis jeg bad ham hjælpe mig. Men jeg skammer mig
ved at komme til ham. Og vilde han ikke misforstaa det? Ja, _hvis_
jeg var forlovet med ham. Men nu! Nej, nej, for min egen Skyld gaar
det ikke an.
Det er ogsaa utaaleligt at være ung Pige. Til alle Sider og paa alle
Maader er man afhængig -- socialt, moralsk og økonomisk. Havde man
bare Penge nok, saa forresten pyt med det andet. Saa kunde man gøre,
hvad man vilde. Tænk, hvor dejligt at være fri for Gæld og ikke
behøve at nægte sig noget! Ikke behøve, hver Gang man trænger til et
nyt Stykke, at skulle gaa til Moder, som saa atter maa gaa til Fader,
som brummer og giver Ondt af sig og siger Nej ti Gange, inden han
rykker ud med Pengene. Hvor ækle saadanne Penge er, som man
bogstavelig maa tigge sig til, og som kastes til En med vripne
Miner.
Naturligvis, jeg kunde gifte mig med Erik. Saa var jeg ude over alle
Vanskeligheder. Erik vilde ikke nægte mig noget. Han vilde med Glæde
opfylde mine smaa Ønsker; han vilde gærne se mig saa fin og smuk som
muligt.
For to Maaneder siden var jeg ikke i Tvivl om, at jeg vilde gifte mig
med Erik. Jeg synes, det var ligesom en forudbestemt Ting, der ikke
kunde ændres.
Men da han saa kom, tøvede jeg. Og nu synes jeg, det er saa rent
umuligt. Ligesom at smide mig hen, ligesom at give Afkald paa al
større Lykke -- blot for at redde mig ud af Hverdagslivets smaa
Ubehageligheder.
Sagtens er det kun taabeligt Fantasteri. For hvad venter der mig af
anden, større Lykke? Men dog, jeg _kan_ ikke. Saa faar det gaa, som
det vil.