Man maa dog ikke tro, at denne Ondskabsfuldhed i mindste Maade
anfægtede Hr. Mørch. Han smilede tværtimod ekstra velfornøjet,
løftede sit Glas, blinkede til mig og sagde: »Glerups Velgaaende,
Frøken! _Jeg_ er ikke bleven skuffet ved at møde Genstanden for hans
Lovprisninger overfor mig.«
Hvor denne Sindsro irriterede mig. Alt -- alt er ham sikkert saa
fuldkommen ligegyldigt. Som han sad dér i Lænestolen, saá han ud, som
om intet i Verden skulde kunne flytte ham ud af hans dovne Velvære.
Jeg tror, at, om Himlen var revnet og et Par Engle var plumpede ned i
Skødet paa ham, vilde han, uden at fortrække en Mine, have sagt
»Velgaaende« til dem. Og hvorvidt jeg synes om ham eller ikke,
skænker han sikkerligt ikke saameget som en Antydning af en Tanke.
Jeg fik et udmærket Bevis derpaa, da vi tog bort fra Restaurationen.
Ved min Kuvert havde der ligget en smuk Buket. Jeg havde egenlig haft
Lyst til at tage den med som en »Souvenir« om mit eneste Æventyr, men
først sagde jeg prøvende: »Det er Synd for de dejlige Blomster; men
jeg tør vist ikke komme hjem med dem.« Herpaa svarede han ganske
tørt: »De er s'gu hellerikke værd at gemme. De er allerede
halvvisne.« I Sandhed, en fyrig og poetisk Kavallér!
Han fulgte mig i Droske til Hjørnet af Forhaabningsholms Allé. Da vi
nærmede os vort Maal, spurgte han, naar og hvor vi saas igen. Jeg
svarede, at vi saas ikke mere.
»Herregud,« sagde han, »nu maa De ikke være saa stræng. Jeg havde
glædet mig saa meget til, at De en Gang vilde besøge mig i mit Hjem.
Dér vilde vi ogsaa have det langt hyggeligere end paa en
Restauration.«
»Nej, det gaar ikke an. Og jeg vil heller ikke.«
»Ja, ja.«
Og han faldt hen i Tanker. Men da Vognen holdt, sagde han, og hans
Stemme havde igen den dæmpede, smukke Klang:
»Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig. Men jeg har aldrig set
en ung Pige saa yndig som De. Og jeg er _meget_ bedrøvet over, at De
ikke oftere vil se mig. Farvel og Tak for iaften.« Han aabnede
Drosken, og, idet jeg gav ham Haanden til Farvel, bøjede han sit
Hoved ned og kyssede den.
»Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig ...« Ja, om jeg vidste,
hvad jeg kunde. Om jeg vidste, naar han er ærlig og naar han spiller
Komedie. Men forresten, nu er det jo forbi, og det er godt det samme.
Uigenkaldeligt forbi. For han foreslog jo ikke en Gang en ny Mødetid.
Tyder det egenlig paa, at han er saa ivrig efter at se mig igen?
Forbi er Æventyret. Og godt, at det ikke gik mere æventyrligt. Uden
at rødme altfor meget -- i Bevidstheden om, at forbi var det, --
fortalte jeg Moder, der ventede paa mig, en lang Historie om Middagen
og Aftenen hos Christiane.
Men sæt, at han ikke havde _bedt_ mig om det Kys ... sæt, at han
havde fortsat den besnærende Melodi ... sæt, at han havde benyttet
sig af min Svaghed!
Skulde De være en honnet Mandsperson, Hr. Mørch, eller blot en lille
Smule -- dum?