Erik var her i Eftermiddag. Vi talte ikke om andet end Mørch. Erik
spurgte, om jeg ikke havde Lyst til en Gang at træffe sammen med ham.
Jeg svarede Nej. Og jeg fingerede en Historie om en Dame, der kendte
ham og som havde fortalt mig, at han var en kedelig Praas.
Erik maatte nu i Marken med en ny Lovtale over sin Ven. Han var fuld
af Haan over den Dame, der havde givet mig Oplysninger om Mørch. Han
levnede hende ikke Forstand for to Skilling. Hun var naturligvis en
Gaas, som Mørch ikke havde gidet spilde sit Vid paa.
Jeg førte dog min Klientindes Sag med Dygtighed. Jeg opfandt
utrætteligt nye Anklager og Anker, som jeg saa havde den Fornøjelse
at høre Erik gendrive. Sandelig, Hr. Mørch, det maa iaften have
ringet Landestorm for Deres Øren.
Men arme Erik! Han skulde bare vide.
Ved Godnat-Passiaren stor Grædescene mellem Moder og mig. Først græd
jeg, fordi hun igen plagede mig med Erik. Saa græd hun, fordi jeg
sagde, at hun kun tænkte paa at faa mig ud af Huset og var ligeglad,
enten jeg blev lykkelig eller ulykkelig. Tilsidst græd vi begge i
fælles Erkendelse af, at Livet ikke er andet end den bare Travrighed,
og i gensidig Anger over de onde Ting, vi havde sagt hinanden.
Dette Hus udmærker sig absolut ved sin Regnmængde. Jeg skulde næsten
tro, at det endogsaa overgaar Bergen.