14. Februar.

Gaarsdagens Hændelser staar for mig som en Drøm. Men min Dagbog

afslører mig Drømmen som Virkelighed. Jeg synes, det er saa rent

fantastisk meningsløst, hvad jeg har gjort. Alligevel synes jeg, det

er det hidtil eneste i mit Liv, som er værd at optegne. Men atter

siger jeg til mig selv: Du sølle Person, Du latterlige Heltinde, der

har udført akkurat det, som Tusinder af tarvelige Smaapiger ganske

uden Heltemæssighed gør hver Dag.

Ja, om Du elskede ham, og han elskede Dig. Men hvad er det nu? Fra

min Side kun et Indfald, en Grille; fra hans Side vel højst et

Øjebliks Pirring, et pikant Tilfælde, der dumper ned til ham, og som

han ofrer et Par allernaadigste Timer.

* * * * *

Paa Forhaand hadede jeg ham. Han var kommen til at spille en Rolle i

mit Liv; han -- et fremmed Menneske, et Menneske, for hvem jeg intet

var -- havde gjort sig til Herre over mine Tanker, mine Drømme. Hans

Øjne befalede over mig, jeg vilde gøre mig fri for dem, for ham.

Ja, saadan var det. Jeg _maatte_ en Gang møde det Menneske for at faa

Hold i ham, for at kunne tage Kampen op med ham som med et rigtigt

Menneske, ikke et Drømmebillede. Jeg _maatte_ have Scheiken fra

_Suleima_ omsat til Skuespilleren Mørch.

Dette er Forklaringen af, Undskyldningen for, at jeg satte ham

Stævne.

Jeg vilde være fri for ham. Og jeg endte med at love ham nyt Møde.

* * * * *

Jeg vilde føle mig som den stærke overfor ham. Og jeg var det straks.

Jeg nød hans Usikkerhed, hans flove Fornærmethed og hans

Nysgærrighed. Jeg legede med ham, jeg pinte ham, jeg drillede ham.

Men just som jeg troede mig sikker paa Sejren, smed han mig overende.

Jeg sér ham endnu staa foran mig og med høfligt spodske Ord byde mig

Farvel. Jeg følte hans Blik slaa mig i Ansigtet -- og da han vendte

sig om og gik, blev jeg angst for at miste ham. Jeg kaldte ham

tilbage. Jeg følte mig saa svag, og jeg følte mig lykkelig ved det.

* * * * *

Det fremmede Menneske. Ja, vist er han mig fremmed. Dog véd jeg

aldrig, at jeg har følt mig saa gode Venner med Nogen som med ham.

Der kunde slet ikke være Tale om at være _fornem_ og _Dame_ overfor

ham. Hans Ord, hans Stemme ligesom tog mig ind til sig, saa

selvfølgeligt og dog saa ærbødigt. Der var noget vidunderlig

musikalsk i den Maade, hvorpaa han afstemte sit Væsen efter mit. Jeg

har kun haft en lignende Fornemmelse, naar jeg dansede med en Herre,

der fast og sikkert bar mig ind i Musikens Rytme. Naar jeg lukker

Øjnene, kan jeg endnu høre hans Stemme. Ja, der er Rytme i den, og

jeg er tilmode, som jeg danser -- en blød, langsomt vuggende Dans.

Jeg hører hans Afskedsord, mens han tog begge mine Hænder og saá mig

smilende, saa mildt, og slet ikke paatrængende, ind i Øjnene:

»Farvel, De meget søde, ubekendte Pige, som jeg er forfærdelig glad

over at have truffet.«

Underligt, at Øjne kan være saa forskellige. For Fremtiden vil hans

Øjne ikke gøre mig bange.

* * * * *

Jeg vilde heller ikke være bange for at møde ham igen. Jeg vilde

ovenikøbet være glad ved det, det vilde more mig. Naar blot det ikke

var saa ganske uden al fornuftig Mening. Naar blot det ikke var saa

grænseløst letsindigt.

Forresten, er det saa ufornuftigt at være letsindig? Hvem takker En

for, at man aldrig gør andet, end hvad der er dydigt og kedeligt?

Hvorfor skal man være saa ængstelig for at stjæle en og anden smuk

Blomst fra en Have ved den støvede Landevej, hvor man vandrer? Jeg

sprang gærne gennem Gærdet, tror jeg, selv om Kjolen fik en Rift,

hvis ikke min bekymrede Moders Blik skræmmede mig. Dine bedrøvede

Øjne er det, som jeg frygter, Moder. Hvis Du opdagede noget, Du vilde

jo slet ikke kunne forstaa mig, Du vilde anse mig for et fortabt

Menneske. Og dog -- Sløret! Hvordan er det kommet i dit Eje? Naar i

dit Liv har Du haft Brug for det?

Dette Slør, der fortæller om hemmelighedsfulde Vandringer og endnu

gemmer en Duft som af forbudte Blomster.

Julies dagbog · 第 24 / 103 题