For det Tilfældes Skyld, at jeg gaar til Stævnemødet iovermorgen, maa
jeg i Tide forsyne mig med et Skærmbrædt. Jeg har i saa Henseende
tænkt paa Christiane, det eneste mig fuldtro Menneske i Verden.
Veninder har jeg aldrig haft. Christiane kaldes min Veninde, men hun
er nærmest min Slavinde. Hun er Datter af en tarvelig, men velhavende
Mand; hun blev sat i samme Skole som jeg, men hun følte sig som et
Væsen af lavere Race. I et Anfald af Ædelhed tog jeg mig af hende, og
da jeg nød Ry for min rappe Tunge, vovede Ingen at fornærme min
Protegée. Christiane har siden dyrket mig med en urokkelig
Hengivenhed. Det er dog Synd at sige, at jeg har forkælet hende. Der
er intet Menneske, som jeg kan være saa utaalelig imod; hun oprører
mig ved sit ydmyge Væsen og sit forskræmte Udseende; hendes Blods
hundske Respekt for mig fattige Professordatter vækker min Foragt.
Men paa den anden Side kan jeg vanskeligt undvære hende. Jeg kan
lide at herske saa uindskrænket over en Menneskesjæl. Uden at knurre
lader hun mig udøse alt mit gnavne Humør over hende. Fuldkommen
lykkelig indsuger hun min Naades Solstraaler.
Min tro Christiane ligner en blond Æbleskive. Hun har et kuglerundt
Hoved, tyndt hvidgult, glansløst Haar, ingen Øjenbryn, en
fregneomkranset Stumpnæse og Knaphul-Øjne. Af Figur er hun en Prop.
Egenlig det man kalder styg, er hun dog ikke. Hun er bare slet
ingenting. Der mangler hende alt det, som gør et Egenvæsen ud af det
Fællesmenneskelige. Men som hun er, er hun lykkelig. Hun kender ikke
til Ærgærrighed eller blot Ønsker paa egne Vegne; hun ønsker og
haaber kun for og sammen med mig.
Nu har hun det sidste Aar været fuldstændig optaget af Erik. Hver Dag
sidder hun og venter paa, at han skal fri, og er ligefrem benauet ved
Tanken om, at nu kommer det.
Alligevel, naar jeg i Morgen gaar ud til hende og siger: »Christiane,
jeg skal til Stævnemøde med en Herre, og Du maa hjælpe mig« -- saa
vil hun ganske vist lige i Øjeblikket se en Smule forvirret ud, men
hun vil ikke prøve paa at ræsonnere eller gøre Indvendinger. Hun vil
simpelthen tage til Efterretning, at nu er det ikke Erik og
Forlovelse, der staar paa Dagsordenen, men Letsindighed og
Stævnemøde, og hun vil, naar Stævnemødets Time oprinder, sidde hjemme
og have Hjærtebanken, ligesom jeg, og hun vil, det syndefulde Asen, i
sine Tanker svælge i min gode Mad og min Champagne.