Hvor taabeligt jeg bar mig ad i Formiddags. Moder og jeg var paa vor
sædvanlige Tur. Udenfor en Boghandlerbutik -- det var i Nygade --
stod en pelsklædt Herre. Idet vi passerede ham, vendte han sig om.
Jeg saá kun hans Øjne, de mødte mine med et lynsnart gennemborende
Blik, jeg vidste i det samme, at det var ham, Skuespilleren fra
forleden, Scheiken fra _Suleima_. Det var, som det svimlede for mig,
mit Blod standsede, men straks efter følte jeg, hvordan det foer mig
til Hovedet og gjorde mig purpurrød i Ansigtet. Det Hele varede kun
et Par Sekunder; han var allerede forsvunden, og Moder havde
heldigvis ikke lagt Mærke til min Opførsel. Jeg Fæ. Hvad gik der dog
af mig? En fremmed Herre ser tilfældigt paa mig, tankeløst og
ligegyldigt, og jeg er daanefærdig.
Jeg er rasende paa mig selv, jeg kunde have Lyst til at banke mig
selv. Og jeg er rasende paa ham. Nu tror naturligvis den indbildske
Skuespiller, at han har gjort et overvældende Indtryk paa mig. En ny
Erobring -- og en latterlig let.
... Der er dog sære Træf i Livet. Nu havde den Skuespiller ikke været
i min Tanke siden hin overspændte Suleima-Drøm; jeg havde egenlig
glemt ham. Saa møder jeg ham i Formiddag, og i Eftermiddag hører jeg
ham omtale.
Jeg var til Fødselsdag hos min Kusine, Emmy Lorenzen. Emmy, der er 37
Aar og Enke efter en Vingrosserer, er Verdens største Pjattegaas.
Under en kærligt deltagende Maske og med sukkersøde Ord fortæller hun
de skandaløseste Ting om Albyens Mennesker, baade dem, hun kender, og
dem, hun ikke kender. Jeg tilstaar forresten, at det morer mig at
høre hendes Sladder -- man er ligesom lidt »med«, naar man har
faaet en »Time« hos hende. Men bagefter har jeg en modbydelig
Kvalmefornemmelse ved at tænke paa hendes Oversnagen; det er, ligesom
man var bleven klæbrig baade paa Sjæl og Legeme, og man føler Trang
til en grundig Afskylning ind- og udvendig.
Mens jeg nu sad og legede med hendes to søde Smaapiger, hørte jeg
Emmy, der var i Lag med et Par ligesindede Veninder, nævne Alfred
Mørchs Navn. Jeg nægter ikke, at jeg blev nysgærrig, og at jeg
distraheredes i min Leg med Børnene. Med det ene Øre var jeg henne
ved det hviskende Snadrekompagni, der stak Hovederne sammen og saá
uhyre betaget og indigneret-henrykt ud.
Hvad jeg opsnappede af Samtalen, var følgende: Alfr. M. havde forført
en ung Pige. Nu var den unge Pige bleven sindssyg, og hendes Broder
havde svoret at ville dræbe M. Historien var saa paalidelig, som den
vel kunde være, for min Kusine havde den fra en Dame, hvis
Rengøringskone var Tante til selve Tjenestepigen hos den forførte
unge Piges Forældre.
Men det var ikke nok hermed. Hr. M. havde en Mængde andre
Skændigheder paa sin Samvittighed. »Ingen Dame kan modstaa ham,«
sagde Emmy med en lækkersulten Gysen. Paa dette Tidspunkt blandede
jeg mig i Samtalen og spurgte: »Hvad vil det sige, at ingen Dame kan
modstaa denne Hr. Mørch? Hvilken hemmelighedsfuld Magt besidder han
da?«
»Ja, min søde Pige, tag Du Dig bare iagt,« svarede Emmy. »Jeg skal
sige Dig, hvad man fortæller om Alfr. Mørch. Han hypnotiserer de
Damer, han lægger an paa. Han ser stift paa dem med sine blanke,
sorte Øjne, og væk er de. Han skal ogsaa tage En saa underligt i
Haanden -- det skal være, ligesom der risler en varm Strøm igennem
En, bare han rører En.«
Skønt jeg fandt Emmys Skildring af den slemme Hr. M. usigeligt
latterlig, maatte jeg dog med en vis Ængstelse mindes mit Møde med
ham om Formiddagen. Jeg lod imidlertid som intet og spurgte i en
ligegyldig Tone: »Hvem er han egenlig, denne forfærdelige Don Juan?
Hvorfra stammer han? Jeg synes, man hører saa lidt om ham som
Skuespiller.«
Og nu fik jeg følgende romanagtige Beskrivelse: Mørch gik for at være
Søn af ganske jævne Borgerfolk i en Provinsby. Men i Virkeligheden
var hans Fader en meget fin Mand, og Moderen, som vistnok var død,
skulde have været Guvernante hos en udenlandsk Diplomat. Saameget var
sikkert, at Mørch, lige fra han kom til Kjøbenhavn som ung Student,
havde haft mange Penge at raade over og paa en paafaldende Maade var
bleven protegeret. Han havde først studeret Jura, men var nu for to
Aar siden gaaet til Teatret. Nogle ansaa ham for et stort Talent, men
de Fleste syntes ikke om ham som Skuespiller.
»Jeg finder, han er udmærket i _Suleima_,« var jeg saa uforsigtig at
bemærke.
»Men Gud, min sødeste Pige,« sagde Emmy, »i _Suleima_ har han jo ikke
ti Ord at sige.«
»Nej, men desmere spiller han med Øjnene,« faldt en af de andre
Pjattesøstre ind.
Herover lo de Alle meget, og jeg tvang mig til at le med; jeg syntes,
der var noget, jeg maatte skjule, og jeg var yderlig misfornøjet med
mig selv.
Men Emmy klappede mig paa Kinden med sin fugtige Haand og smiskede:
»Ja, søde Barn, de Øjne, de Øjne ... tag Dig vel iagt for dem.«
-- -- Det var i det Hele taget en rigtig modbydelig Dag. Jeg føler
mig tilmode, som om jeg har været i daarligt Selskab og er bleven
raat behandlet og ikke engang har haft Selvfølelse nok til at værge
mig.
Jeg kunde græde af Harme. Nu vil jeg tvætte mig ved at læse, inden
jeg falder i Søvn, J. P. Jacobsens Digt om Volmer og Tove:
For alle mine Roser har jeg kysset ihjæl,
alt mens jeg tænkte paa Dig.