Erik kommer hjem om otte Dage. Jeg havde Brev fra ham imorges. Det er
sandelig ogsaa paa Tide, han kommer, for jeg gaar her og bliver
befængt med alle Slags sygelige Tanker.
Men nu skal det være forbi. Erik bringer Fornuften og Sundheden med
sig. Vi vil snakke godt og fortroligt sammen, og jeg vil sige ham
rent ud, at vi helst maa gifte os straks. Det duer ikke for mig at
gaa længere herhjemme og leve paa Virkeligheds-Smalkost og saa tage
en daarlig Revanche i min egen og Moders Drømmeverden.
Ja, det skal blive dejligt at komme ud af alt dette, at blive
omplantet i en stærk og kærlig Jord, at føle man har noget at leve
for, at have sit eget hyggelige Hjem, hvor man kan trække Vejret
frit, hvor Luften ikke er tung af Nag og Græmmelse, brudte
Forhaabninger og hver Dags pinefulde Bekymringer.
Selv det, ikke daglig at skulle se Moders sørgmodige Ansigt, vil
føles som en Husvalelse. Ja, min egen søde Mo'r, det er stygt af mig
at tænke saadan. Men Du vilde tilgive mig, hvis Du rigtig vidste,
hvor ilde det staar til med mig -- at min unge Sjæl slider sig
tildøde som et Dyr i Bur. Paa en eller anden Maade maa jeg ud. Det
ender med, at jeg gør en Dumhed, hvis mit Haab til Erik skuffes. Nej,
nej, det _maa_ ikke ske. Erik, dit Navn er den Talisman, jeg bruger
mod alle onde Fristelser.
Ogsaa mod de sorte Øjne, der nu er over mig i mine Drømme. De sorte
Øjne, som jeg foragter og spotter, men som ikke slipper mig; som
pludselig lyser mig imøde, bedst som jeg tror dem fordrevne, -- fra
Hjørner og Kroge, fra Gardinernes Folder, fra Mørket i mit Værelse,
naar jeg vaagner om Natten. Deres Glans lammer min Vilje, jeg bliver
kold om Hænderne og hed i Hovedet. De er der pludseligt og kommer saa
nærmere og nærmere. De er alvorlige og bydende, de ser paa mig med en
sikker og rolig Vilje. De siger til mig: Følg! De har været mig saa
nær, at jeg har følt deres Blik svidende i mine Øjne, og jeg har
grebet mig i at rejse mig for at følge dem.
Men det er jo Vanvid. Jeg har sagt det atter og atter til mig selv:
Hvad har jeg med de Øjne at gøre? De vil jo heller ikke Dig noget.
Dér møder jeg et Menneske, jeg ikke kender. Han sér paa mig, og jeg
bærer mig ad som en tosset lille Skolepige. Jeg hører siden en
taabelig Snak af pjattede Fruentimmer ..... naa, hvad saa? Dermed
burde den Historie være forbi. Men nej, istedetfor begynder den nu
først ret. Skønt det er ikke sandt. Øjnene har forfulgt mig, lige
siden den Aften, jeg var til _Suleima_. Nu véd jeg det -- det var
Øjnene, der bortførte Suleima. Jeg husker slet ikke, hvordan han
ellers saá ud, jeg mindes end ikke Klangen af hans Stemme.
Ja, ganske sikkert, Du er paa Veje til at blive gal, Julie. Og det er
paa høje Tid, at Erik kommer. Jeg hilser Dig, min kære Ven, jeg
hilser Jer, mine kære, gode, blaa Øjne.