Min Genbo begynder at interessere mig. Alt gaar tilsyneladende saa
afmaalt, saa stille og korrekt ovre hos ham, dog fører han, denne
næsten maskeagtige Kavallér, sikkert et bevæget, et æventyrligt Liv.
Man ser ham saagodtsom ikke gaa ud, men han modtager en Mængde Besøg.
Der kommer ogsaa Damer til ham. En kommer om Formiddagen; men hende
modtager han ikke altid. Igaar f. Eks. gik hun ud fra Huset to
Minutter efter at hun var gaaet ind. Men bag et Gardin stod min Genbo
halv skjult og kiggede ned, for at se, hvor hun blev af.
Stakkels lille smukke Du! Tror Du ikke, jeg kunde se, hvor bedrøvet
og krænket Du var, skønt Du forsøgte at sætte et uforknyt Ansigt op
og med rank værdig Holdning -- uden at vende Dig om -- spadserede ned
til Gl. Kongevej. Aa fy, fy! Slemme Mand paa den anden Side Gaden,
hvor kan man nænne at tage saa haardt paa saadant et lille blødt og
forelsket Barn!
Saa er der den anden -- Favoritinden har jeg døbt hende. Hun besøger
ham om Eftermiddagen og paa en meget forborgen Maade. Hun kommer
altid kørende i en lille Enspænder-Karet, der ser ud som en
Doktorvogn. Hun er tæt tilsløret og i en stor Pelskaabe. Hendes
Skikkelse, høj og fornem, tegner sig nydeligt henne ved Porten i det
gule Lys fra Lygten bagved.
I hende er min Genbo sikkert meget forelsket. Jeg véd altid, naar han
venter hende. Han er da hvert Øjeblik ved Vinduet, aabner det,
spejder ned ad Vejen, lukker, gaar tilbage i Stuen og kommer straks
efter igen. Naar han endelig har opdaget Vognen, ruller han hurtigt
Persiennegardinet ned. En lille Stund flakker hans Skygge ensomt om;
saa dukker pludselig en Skygge til frem, en Dame-Skygge. Derpaa
glider begge Skyggerne bort, og jeg aner, at min Genbo og hans Dame
har taget Plads i Spisestuen ved det beredte Bord, som jeg har set
blive dækket af den ældre, bondeklædte Kone, der er min Genbos
Husholderske.
En Times Tid senere er der festligt oplyst i Dagligstuen. Jeg kan
gennem Persiennetremmerne skimte den funklende Prismekrone med dens
Ringe af blege Stearinblus og Omridset af en vældig gyldent-lysende
Lampeskærm; et Sted er en Persiennetremme brækket, og gennem dette
Kighul ser jeg paa Værelsets Bagvæg et Stykke af et stærkt belyst
Maleri: et Kvindehoved og en nøgen Arm. Men min Genbo og hans Gæst
ser jeg ikke mere. De har sagtens slaaet sig ned i den høje Vægsofa,
der skjules af store Planter, og hvorfra Værelset maa tage sig meget
smukt ud -- med Perspektiv ind i de andre Stuer, som ogsaa er
oplyste, Soveværelset af en grøn Ampel, der tegner sig som en sløret
Maane paa de hvide Puf-Rullegardiner.
Saa sidder jeg, mens vi holder Skumring hos os, og fantaserer i min
Karnap-Lænestol. Jeg prøver paa at tænke mig derovre hos Genboen --
tænke mig i hendes, den tilslørede Dames Sted. Hvem kan hun være? Er
det tænkeligt, at det er en pæn Dame, en Dame, som jeg kunde have
truffet sammen med, en Dame, der hører til det gode Selskab og som
maaske, saasnart hun forlader min Genbo, optræder som dydig Datter af
agtede Forældre -- ligesom jeg? Men sæt nu, at jeg var hende, var det
da muligt, at jeg, efter at have været derovre, vendte hjem, uden at
Nogen kunde se eller mærke noget paa mig, uden at jeg vilde synke i
Jorden af Skam over mig selv? Nej, nej, umuligt! Det er ingen Dame,
der besøger min Genbo. Det er et foragteligt Væsen, et Fruentimmer
af den laveste Art. Men hvorfor er hun da saa bange for at blive set?
hvorfor kommer hun saa forsigtigt tilsløret? En Demimondedame vilde
ikke behøve at skjule sig. Desuden -- jeg véd ikke, men der er noget
saa ubestemmelig fint og frygtsomt, saa spejdende og saa
sødt-forbryderisk over hende, naar hun, efter først ligesom at have
betænkt sig, raskt aabner Porten. Hun _maa_ være en Dame. Maaske
ovenikøbet en meget fornem Dame.
Og nu flyver min Fantasi i vild Fart afsted med mig.
Det er en fornem Dame, der besøger sin Elsker. Hvem er han og hvorfor
har han skjult sig herude paa den stille Forstadsvej? Det var ved den
sidste store Hoffest, da Fyrster fra alle Lande samledes paa
Kongeborgen. Da traf de hinanden, han en fremmed Fyrstesøn og hun en
dansk Godsbesidders dejlige Datter. Den unge Prins blev saa betagen
af den unge Grevinde, at han ikke kunde glemme hende. Og, mens han
foregav en Rejse til Orientens fjærne Riger, vendte han Kursen
tilbage mod Nord, lejede sig gennem sin gamle tavse og tro Tjener en
afsides beliggende Bolig og sendte hemmeligt Bud til sin Elskede: jeg
er her og venter Dig.
-- -- De sidder derovre, der er fint og lunt, og der lugter godt.
Ilden knitrer i Kaminen, der staar Vin i slebne Karaffer og Frugt i
Krystalkummen paa Bordet. De sidder i Sofaen; saa lægger han sin Arm
om hendes Liv, de løfter deres Glas op i Skæret fra Lysene; de ser
paa den funklende Vin, og de sér smilende og lykkeligt paa hinanden,
idet de støder Glassene sammen. Saa siger han: »Min yndige Grevinde,
Timerne flygter fra os. Mødets Stund er snart forbi. Siig mig, elsker
Du mig som tilforn?« Og hun svarer, mens hun holder Armene om hans
Hals og ser ham dybt i Øjnene: »Du, min Prins, Du straalende og
mægtige, læg din Haand paa mit Hjærte og føl, hvor det banker. Det
banker af en altid stærkere Længsel efter Dig.«
Eller hun ligger knælende, i sin lange hvide Silkekjole foran ham, og
hans Haand stryger gennem hendes opløste brungyldne Haar. Og han
siger: »Mange Kvinder har jeg elsket, men ingensinde har jeg smagt
saa liflig en Vin som den, jeg har drukket af dine Læbers
Koralskaal. Mange Kvinder har sagt, at de elskede mig, men aldrig har
jeg hørt saa daarende Musik, som naar dine Kys tilhviskede mig: jeg
elsker Dig.« .... Men hun ligger ganske stille, sér blot op mod ham,
og i hendes lange Øjenhaar hænger to lykkeskælvende Taarer.
Men naar alle Lys i Gadens Huse er slukkede og der kun hos dem
brænder en Ampel som en sløret Maane, da fører han sin Elskede hen
til Vinduet, slaar Gardinet tilside og, mens de stirrer ud i den
stille, hvide Vinternat, peger han paa Vinduet ligeoverfor, og han
siger: »Sér Du, dér bor en stakkels lille Pige. Dag efter Dag sidder
hun, som en Sisken i Bur, og længes. Længes uden at vide efter hvad.
Føler dog, at Livet er ikke at sidde bag en Rude og male Roser og
Violer paa Porcellæn. Aner, at Elskov er den Maler, som sætter Roser
paa unge Pigers Kinder, Violer i deres Blik. Stakkels blege Pige!« Og
hun, den stolte, smukke Kvinde, hun knuger sig frysende ind til sin
Elsker, og hun græder af Medynk over den ukendte Piges Savn og af
Angst for at miste sin egen Lykke.
-- -- -- Saadan sidder jeg og fantaserer og har selv Taarer i Øjnene,
fordi jeg synes, det er saa usselt og armt det Liv, jeg fører --
indtil en Støj ved Døren og et pludseligt Lys river mig ud af mine
Fantasier. Det er Fader, der gaar gennem Stuen for at se efter i
Entréen, om _Berlingske_ Aftenavis er kommen.
Han gaar tavs gennem Stuen med sit Lys i Haanden; men paa
Tilbagevejen siger han: »Var det nu ikke snart paa Tide, at I fik
tændt?«
Saa retter Moder sig i Sofaen, hvor hun har ligget og halvslumret --
eller maaske fantaseret ligesom jeg -- og jeg gaar ned fra
Vinduesforhøjningen, henter Tændstikker og tænder Hængelampen.
Og i Begyndelsen, uden at være oplagt til at tale, hver i sine
Tanker, sætter Moder og jeg os til vort Arbejde ved den store Sykurv,
der altid er fuld af Strømper, Linned eller Dækketøj, som skal
efterses; thi i vort Hus repareres Tingene ti Gange, før de
kasseres.