Hele Dagen igaar var jeg i straalende Humør. Hvorfor egenlig? Der
skete dog intet oplivende, Timerne gik efter den vante Recept, og
Fader var ikke mindre Bedemand end sædvanlig. Alligevel dansede og
sang det hele Dagen inde i mig, Alt syntes mig let og lyst. Jeg
forbavsede dem Alle med min Lystighed. Paa vor Spadseretur maatte
Moder hvert Øjeblik minde mig om, at det ikke var passende at le højt
paa Gaden, og Frantz aflagde jeg om Eftermiddagen et Besøg i hans
Værelse, trakterede ham og mig selv med Cigaretter og lod ham
traktere mig med et Glas Kognak. Drengen blev helt rørt over min
Elskværdighed, det var morsomt at se, hvor han ligefrem var galant
imod mig. Men da jeg gik, sagde han: »Hils _ham_ fra mig.«
Han troede, det var Erik, der var Skyld i mit gode Humør. Nej,
Grunden til min Glæde var saamæn langt fjærnere fra Virkeligheden.
Det var Suleima-Drømmen, der endnu levede i mig. Hvor barnagtigt og
taabeligt!
Endnu taabeligere var det dog, at ogsaa Moders Ord, da jeg vaagnede,
havde Part i min glade Stemning. »Hvor Du saá sød ud, da Du sov!« --
de Ord lød hele Dagen i mine Øren og fyldte mig med kildrende
Velbehag. Altsaa kan Du se sød ud! sagde jeg til mig selv. Altsaa er
Du ikke altid den grimme Unge. Skade blot, hvis det alene er, naar
jeg sover, at jeg har mine nette Øjeblikke. »Frk. Julie Magens havde
igaar en _belle nuit_!« Det lyder ikke ilde, men desværre faar jo
hverken jeg eller Andre Lejlighed til at beundre denne Viol, der kun
udfolder sig om Natten.
Imidlertid, saa latterligt forfængelig havde den moderlige Hyldest
gjort mig, at jeg igaar Aftes, istedetfor at skrive Dagbog, holdt
Revue over mig selv foran Spejlet.
Mit Toiletspejl er ikke kongeligt. Et Halv-Alen højt Gyngespejl i
Nøddetræs Ramme, der staar paa en Kommode. Jeg stillede Spejlet »paa
halv«, saa det mest mulige af Personen kunde overskues, tændte de to
Lys og anbragte Lampen paa Kommoden. I denne magiske Belysning lod
jeg da Frk. Julie præsentere sig i allehaande flatterende Stillinger
og foretage mimiske Øvelser. Jeg forsøger at være upartisk, idet jeg
optegner Resultatet af mine Granskninger:
Julie er en høj, mager Pige uden nogen Slags Frodighed, men ganske
velproportioneret. Hun er smal over Skuldre og Hofter, men til
Gengæld ualmindelig tynd om Livet, saa at hun dog ikke mangler
»Figur«, naar hun bare vilde holde sig lidt bedre, end hun
sædvanligvis gør. Hendes Ansigt er temmelig umuligt, naar det er
alvorligt. Det har nemlig en Næse, som ved sin barokke Konstruktion
forstyrrer ethvert højtideligt Indtryk. Dertil kommer, at hendes Mund
af Naturen er bestemt til at staa en Smule aaben. Naar nu Overlæben i
værdig Alvor stræber ned mod Underlæben, antager hele Ansigtet et
sørgelig faaret Udtryk. -- Julies Ansigt forbedres derimod i høj Grad
ved et Smil. Overlæben kommer da paa sin rette Plads, de pæne store,
hvide Tænder viser sig, og selv Næsen virker ikke saa ilde ind i
Ensemblet. Men først og fremmest er de brune Øjne skabte til at
smile. De kniber sig sammen i en Mængde smilende Rynker og blinker
gemytligt, næsten gaminagtigt, inde fra deres Skjul. Naar Julie
staar med et saadant smilende Ansigt, det krusede mørke Haar ned
over Panden, og kysser paa Fingeren -- hun har nemlig en smuk, smal
og hvid Haand --, er hun ikke fri for at være sød og en lille bitte
Smule -- koket.
»Enkens Datter« koket, den gnavne Professor Magens' »grimme Unge« sød
... nej, min gode Julie, enten lyver dit Spejl eller ogsaa er Du en
bestukken Kritiker.
Alligevel, da Julie gik til Sengs, efter Spejl-Prøven igaar Aftes,
var hun endnu i godt Humør, og som Eftervirkning deraf skrev hun idag
et langt elskværdigt Brev til Erik.
Andet har hun ikke at optegne om Dagen idag.
9-11. Januar.
...... Sand, Sand, intet uden Sand. -- Føre »Dagbog« om Dagenes
altid-et-og-det-samme gider jeg ikke.