Jeg havde i Nat en underlig Drøm. Jeg var ude i en Ørken. Hvordan jeg
var kommen dér, véd jeg ikke. Drømmen begynder med, at jeg stod midt
paa den store Sandslette. Jeg maa have gaaet længe, for jeg var saa
træt, at jeg næsten ikke kunde flytte Fødderne; de hang fast i
Sandet, som om der var bundet tunge Blylodder ved dem. Ejheller kunde
jeg drage Vejret. En kvælende Varme fyldte min Mund, min Næse og mine
Øren. Og dog brændte Solen ikke min Ørken. Der hvilede over den en
ulden graa Himmel, og Himlen sænkede sig mer og mer ned mod mig. Det
var som et Filttæppe, der skulde kvæle mig. Og Sandet var ikke hvidt,
men gulligbrunt, og der steg op fra det en Dunst som af Svovl. Jeg
følte med mig selv, at jeg om faa Øjeblikke vilde være død. Jeg
klagede ikke. Jeg prøvede end ikke paa at raabe om Hjælp, men jeg
græd stille. Saa gled min Bevidsthed bort, jeg drømte, at jeg faldt i
Søvn. I min Drøms Drøm hørte jeg en sagte vuggende Musik -- jeg
husker, jeg tænkte: nu spiller de til min Begravelse --, men Musiken
steg og steg, Trommer og Pauker faldt ind, jublende Fløjtetoner, jeg
laa som i en Luft af brusende Musik, der vældede ind over mig, og jeg
sagde til mig selv: Du maa skynde Dig at vaagne, ellers kommer Du
ikke med til Festen. Og jeg vaagnede -- i min Drøm -- og stod atter i
Ørkenen, men Musiken spillede stadig, og jeg hørte en Stemme kalde:
Suleima! -- Jeg saá mig om og se: ude i Horisonten skimtedes noget
hvidt, en Prik kun, men nærmere og nærmere kom det med flyvende Hast.
Da svarede jeg: »Min hvide Scheik, min Brudgom og Frelser!« Rundt om
mig lysnede det, Himlen hævede sig og hvælvede sig klar og ren, jeg
fornam den kølige Luft fra et nært Kildespring, og dér fløj han mig
imøde, med flagrende hvid Burnus og ombrust af Musik, min hvide
Scheik paa sin sorte Hingst.
... Saa vaagnede jeg. Ved min Seng stod Moder smilende og sagde: »Du
dovne Pige, som sover til langt op paa Dagen. Forresten saá Du saa
sød ud, mens Du sov, at jeg ikke nænnede at vække Dig. Jeg har staaet
og sét paa Dig i vist over ti Minutter.«