_Suleima_ blev en Skuffelse. Dog Musiken var dejlig -- døsigt
vuggende, vildt jublende, saa velsignet fri for moralske Skrupler.
Egenlig var der kun én Scene, som gjorde Indtryk paa mig. Suleima har
lagt sig til Hvile i sin Faders Telt. Da bryder en fjendlig
Araberstamme ind i Lejren, og dens Høvding river Suleima op fra
hendes Leje og bortfører hende. Suleima har ligget og drømt;
Bortførelsen maa tænkes som en Fortsættelse af Drømmen. Hun sér den
prægtigt hvidklædte Scheik bøje sig ned over hende, hun møder hans
beundrende Blik, og endnu næppe vaagen lader hun sig modstandløs tage
af ham, halvt lammet af Rædsel, halvt magtstjaalen af den Tilbedelse,
hun læser i sin Bortførers Blik, og af Situationens æventyrlige
Voldsomhed. Navnlig den unge Scheik virkede betagende. Maaske var det
slet ikke Meningen, at der skulde lægges denne Erotik eller Poesi
over Pigerovet; Scheiken havde kun en lille Rolle i Stykket og
forsvandt i de senere Akter, men ialfald for mig var hans Optræden
Aftenens Glanspunkt.
Jeg har aldrig før set denne unge Skuespiller. Han har sikkert et
stort Talent. Hans Navn har jeg en enkelt Gang læst i Bladene; jeg
mindes dog ikke, at han blev fremhævet i Anmeldelserne af _Suleima_.
Han hedder Alfred Mørch.