Mille.
P.S. Maaske kunde Du spørge Bruun, hvis Du træffer ham, om der kunde
være Tale om Smitte, da der jo dog er oliemalede Vægge. Jeg har her
været i reformert Kirke. Sproget var smukt, men Talen led, fandt jeg, af
Svulst og var uden den faste, religiøse Tankegang og solide Petriske
Bygning. Alligevel var det en Nydelse, som sagt, for Sproget. Bed Karl,
at han vogter sig for Forkølelse efter Ridtet, hvad der saa let sker.
Til Anna bliver der sendt den Chocolade, vi drikker her om Morgenen. Den
er jo drøjere end den fra Cloetta.
* * * * *
Ida gled gennem Rørholms Gang; hastig, saa underlig smalskuldret gled
hun ind i Kabinettet.
-Nej, han var der ikke--ikke endnu.
Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme
i Gangen:
-Hm, nu kan De komme til at servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun.
Hr. Ellingsen svarede hende ikke. Han blandede sig aldrig i
Personale-snak, men han havde idag og fremtidig besluttet først at
servere, naar "den Herre" var kommen.
-Det går jo forresten ikke noget, om han kommer eller ej; paa Pengene er
man da vis, sagde Buffetjomfruen skingert, mens Ellingsen gik med en
Dug. I Gangen stødte han paa et ungdommeligt Par, der gantedes og lo.
Damen, en buttet, lille rødmosset En, slog Klappen paa Døren lige
overfor Idas Kabinet ned med et Smæld:
-Optaget, raabte hun.
-Optaget, sagde Herren og slog paa Klappen med sin Stok; og den yngre
Opvarter, som allerede havde set dem, raabte ved Buffet'en:
-The, Smør, ristet Brød, fire bløde Æg....
-Seks, brølte Herren, og Døren blev smækket i.
-Seks, lød det videre som en Fanfare fra Buffet'en til Køkkenet; mens
Ellingsen, med Dugen paa sin Arm, aabnede Døren til Kabinettet, hvor
Ida, i Hast, gemte et Par Smaapakker under sin Kaabe.
-Her er nok travlt, sagde hun.
-Ja, sagde Ellingsen, der lagde Dugen paa og glattede den med de
skrumpne Hænder, saa Celloloid-Manchetterne stod langt frem: Gudskelov,
vi maa ikke klage....
Ida havde sat sig (det var, som hun fik et Slags Sting i den sidste Tid,
naar hun bøjede op ved Rørholm), og Ellingsen sagde:
-Men saadan mod Foraar er jo osse altid den bedste Tid her i
Forretningen.
-Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hørt hvad han havde sagt, men
hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med
Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; næsten som paa Hoteller
uvilkaarligt de Folk plejer, der gaar i en Skræk for en Dag ikke at
kunne betale.
-Vejret er saa smukt, sagde hun.
-Det er Sæsonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der lød
en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade.
Ellingsen holdt sit Hoved paa skraa og smilte: Ja, det er de unge
Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Døren og
tilføjede, før han gled ud:
-Saa venter vi en lille Stund.
Ida blev siddende. Der var kommet saadan en underlig Stirren i hendes
Blik og hun tænkte, havde kun tænkt det ene, siden hun kom: Hvis han
blot vilde sige mig, naar han ikke kommer. Men pludselig smilte hun ved
Tanken om Karls altid sorgløse Ansigt:
-Men han tænker ikke paa det, sagde hun og blev ved at smile.
Der lød to Slag paa Døren, og hun fløj op.
-Er det Dig? sagde hun. Stemmen slog over, og Karl stod midt i Døren.
-Er Du her, sagde han.
-Jeg har En med; og han traadte til Side for Knuth. Ida var standset og
blevet blussende rød, og Karl sagde--det kom maaske lidt pludseligt og
lidt for muntert--:
-Knuth var s'gu ogsaa sulten.
Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg trænger mig
ind her, Frøken. Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at
Taarerne stod hende i Øjnene:
-Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun.
Og efter et nyt Øjeblik sagde hun, som måtte hun slippe bort:
-Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik.
Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, før Døren lukkede sig
og de blev ene.
-Naa, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig:
det gaar nok over ... Ta' Tøjet af.
Ida var ude. Et Øjeblik, kun et Nu og kun med Albuen, støttede hun sig
til Væggen. Men da hun kom hen til Buffet'en og saá Buffetdamens
Rotteøjne paa sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme:
-Frøken, vi bli'er tre ... og hun blev staaende der og talte og lo,
muntert, uden Tanker--til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind, og hun
fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede paa
Stolene. Knuth begyndte at tale, i en ærbødig og halvhøj Tone, mens han
slog Øjnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo
ogsaa i en Art Kaserne, Frøken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth
blev ved at tale, med samme Ærbødighed, lidt mere stammende: om
Theatret, som snart var forbi, og Foraaret, der snart kom.
Ida svarede med Ja og Nej. Og man hørte igen ikke anden Lyd end Klirren
af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Sølvlænke, som
Knuth drejede rundt om sit Haandled.
-Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu før Ellingsen var ude.
Og de begyndte at spise, mens Ida holdt Æggebægeret op fra Bordet, som
var hun bange, hendes Ske ikke skulde naa hendes Mund, og Knuth blev
siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme ærbødige Stilling. Men
Karl søgte efter Idas kolde Haand under Bordet og trykkede den.
-Er der ikke Bagværk, sagde han--han talte i en Tone, som vilde han kæle
for hende, og han undgik at bruge Du, uden at vide det--: For Frøken
Brandt har s'gu altid Kager i Lommen.
Ida rejste sig og tog Pakkerne frem under Kaaben.
-Jo, gu' er der Kager, sagde Karl, og mens Ida skar for, lagde han,
stadig for at være god imod hende, sin Haand ned over hendes Haandled,
men Ida tog Haanden bort.
-Værsaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et
pludseligt Ryk.
-Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det
renser Halsen.
Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde
han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida:
-Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bøjede sig over hende.
Ida svarede ikke. Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Hænder.
-Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se paa hende,
til han pludselig kyssede hende, bag hendes Øre.
Ida havde ikke rørt sig, men paa én Gang rejste hun sig, og, skælvende
over hele Kroppen, som om hun frøs, klyngede hun sig ind til ham:
-Men jeg har jo givet Dig alting, sagde hun. Der var noget i Tonen som
et Skrig, der ikke blev skreget.
-Pus, Pus, Pus.
Hans Stemmes Ømhed var ægte, og der lød noget i den, som man næsten
kunde tro var Smerte:
-Pus, Pus.
Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og
tørrede sine Øjne: Nu er det forbi.
Og pludselig løb hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnæen frem og stak
den ned i hans Lomme.
-Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig.
Men Ida strøg Hænderne over sit Haar:
-Han er saa elskværdig, sagde hun.
Karl lo:
-Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er
forliebte.
Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han.
Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde:
-Vi ler af Dem, Knuth.
-Og af hvad? sagde Knuth.
-"Skaal", sagde Karl bare og tømte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde:
Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom før. Tak,
Frøken, sagde han. Karl lo igen, plirende med Øjnene til Ida, strækkende
Benene fra sig:
-Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen.
Ida skænkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne. Solen faldt ind over
Dugen og over hendes Haar, naar hun bøjede sig, mens hun begyndte at
tale om Jylland. Om Aarhus, hvor jo "Grev Knuth havde boet"....
Hun havde været der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien
... Aa, hvor var der smukt i Riis Skov.
Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun ved at tale om Aarhusturen og
om Francks og om Strandpromenaden. Hun vidste sikkert ikke selv, at hun
maaske søgte de Erindringer ligesom til et socialt Rygstød.
-Ja, sagde hun: hvor var der dejligt paa Strandpromenaden ... vi var der
om Aftenen ... Olivia og jeg.
-Saa, sagde Karl, nu er vi ved Olivia.
Men Knuth, der vist ikke hørte stort andet end Lyden af hendes Stemme,
og som ved Stavelserne Aarhus kun for sig saá de tørre og solbagte
Brosten foran Domkirken, sagde ganske aandsfraværende:
-Ja, paa det Hotel sad man jo et Par Aar.
Karl sad og gyngede overskrævs paa sin Stol, foran de to, med Cigaretten
mellem Læberne, skottende til Knuth og plirende til Ida.
Saa sagde han:
-De er s'gu en kvindekær Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvære.
Ida blev rød og smilede dog, mens hun sagde hastigt:
-Men vi kom ikke til Marselisborg.
Og Knuth, der maaske blussede stærkere end hun, sagde:
-Jo, vi kom der jo ofte--fra Garnisonen.
Karl blev ved at sidde og gynge paa sin Stol, mens han saá veltilfreds,
med Øjnene ud over Bordet, frem mod Ida, der skyggede let med sin Haand
mod Solen; hun blev som altid saa ungpigeagtig køn, naar hun talte om
Francks.
Og Karl sagde pludselig med et Nik og skød Læberne frem, mens Øjnene
smilede:
-_Mais il n'a pas tort, monsieur le comte; madame est bien jolie._
Der gik, uden at hun vidste det, en pludselig Sky hen over Idas Ansigt
ved Lyden af de franske Ord (der kom saa mange franske Smaasætninger i
Karls Tale paa det sidste), men saa smilede hun igen, lykkelig foran
Karls Øjne, der "tog" hende, og hun løftede sit Glas og nippede til det,
med sine Øjne i hans.
Til hun sagde (de havde tiet et Nu alle tre), og de sidste Stavelser kom
pludseligt, næsten sørgmodigt:
-Hvor det dog er længe siden.
Karl, der sad og funderede inde i en anden Tankegang, sagde, mens han
skød Røgen ud gennem Næsen:
-Men de Aarhus Grosserertampe er s'gu dygtige.
Uden at have hørt det sagde Ida og slog et Par lysende Øjne op mod Karl:
-Hvor mon man er i den næste Ferie?
Og Karl svarede, idet Smilet kom igen i hans Øjne:
-Ja, Fanden véd....
Men Ida maatte gaa. Klokken var altfor mange. Knuth rejste sig: Tak for
idag, Frøken, sagde han og stødte sit Glas mod Idas. Der var noget
underligt, ligesom af en Sprællemand over Knuths Bevægelser, naar han
pludselig kaldtes ud af sin Aandsfraværelse.
Ogsaa Karl stod op.
-Naa--_allez-y_, sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han
til Knuth--maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller
muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham--:
-Satan, saa hun lod Beauté springe igaar i Dyrehaven.
Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Læberne:
-Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu.
Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa. Et Øjeblik holdt han
Ida foran sig: Naa, Pus, sagde han, og hans Stemme blev pludselig øm, da
han saa Udtrykket i hendes Øjne: det var jo en dejlig Dag.
-Ja.
Hun støttede sig til ham.
-Naar Du blot kommer, sagde hun, og med et Smil hviskede hun, men det
bævede lidt i hendes Mundvige:
-For det er saa svært at gaa ud af den Dør, naar man har ventet her
alene.
Man kunde næsten tro, at Karl pludselig var blevet rød. Men han sagde
kun, saa meget blødt:
-Tak for idag, Pus.
Og hastigt, med det samme Udtryk af Angst i sine Øjne som før (men det
var maaske kun, fordi de nu skulde skilles) slog Ida sine Arme om hans
Hals:
-Du, Du....
Saa gik de ud. Paa Gaden gik de ved Siden af hinanden alle tre. Ida var
bleg, det saá man nu, hun kom ud i Luften. Men Karl, der gik og fløjtede
sagte, sagde glad:
-Nu ku' vi se Lejligheden.
Ida blev blodrød og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone:
-For Frøken Brandt har lejet Lejlighed ... nu ka' vi gaa derop.
-Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa
Karl saá, helt forbavset, hen paa hende:
-Naa, ja, saa la'er vi vær'.
Lidt efter skiltes de.
-Tak, Frøken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.
Karl og han gik ved Siden, af hinanden hen ad Fortovet. Karl røg og
Knuth gik og tyggede paa sin Stok.
-De er en lykkelig Mand, Eichbaum, sagde Løjtnanten saa.
Karl skød Cigaretrøgen fra sig, men Knuth sagde i samme drømmende Tone:
-Ser De, det er de ømme Piger, man ska' ha'e.
Karl gik lidt, før han sagde:
-Ja, det er nok de bedste at ha'e. Han lagde et tøvende Eftertryk paa
"ha'e", som om han standsede foran et eller andet fortiet "Men"; og de
gik lidt igen, før han sagde, i sin slæbende Tone:
-Men De er s'gu en Drømmer, Knuth ... Og en kvindetilbedende Person.
Pisken røg nervøst bort fra Knuths Læber.
-Ja, hvad er der andet? sagde han.
-Der er s'gu ogsaa Tilværelsen, sagde Karl og rynkede sin Næse: Og
derfor maa man regne den ud--desværre.
Knuth gik og saá ud for sig.
-Ja, sagde han: man regner jo nok--men jeg véd ikke, undertiden synes
jeg, det er, ligesom det var en anden, der lagde Tallene sammen.
-Er De ogsaa Filosof? sagde Karl sløvt.
Men Knuth, der blev ved at gaa og se ud for sig, sagde stadig i samme
Tone:
-Men man skulde være gaaet ind i Marinen.
Og lidt efter:
-For saa kunde man idetmindste være taget til Siam.
Og der slaas de.
-De er s'gu beruset, Knuth, sagde Karl og smed sin Cigaret. Og idet han
standsede paa Hjørnet, fortsatte han inde i sin Tankegang:
-Ser De, man ta'er jo ikke en Pige for Evigheden.
-Det er hele Historien, afgjorde han og hilste med sin Pisk.
Karl kom ind paa Kontoret, meget for sent, og Bogholderen sagde ham
nogle ubehagelige Ord. Det gjorde han ret ofte i den sidste Tid. Men
Karl svarede ikke og satte sig blot foran Pulten, hvor han slog
Protokollen op. Der var fuldt af Tegninger til Staldene paa Ludvigsbakke
paa alt Klatpapiret:
-Saa til Helvede, iaften skulde han danse igen.
Paa én Gang kom han til at smile. Han tænkte paa Knuth:
-Han ser s'gu i Nærheden af et Skørt ud som han, der svømmede over til
Kæresten.
Og pludselig følte han en Længsel, en rent legemlig Længsel efter Ida,
saa stærk, som ikke paa længe.
... Ida var gaaet op i sin Lejlighed og havde taget Overtøjet af.
Rundtom stod de nye Møbler og de gamle, pakkede i Lærred: hun maatte
tage fat. Men paa én Gang kastede hun sig, midt mellem de gamle Møbler,
hvis Kanter tittede frem bag Drejl og Bast, ned over den nye Seng, og
med Ansigtet ned i Puderne og med fremstrakte Arme, som var de naglede
til det nye og brede Leje--græd hun og græd hun.
... Karl havde været hos hende samme Dag, om Eftermiddagen, oppe paa
Værelset; og nu skulde han gaa og han var forelsket og hed--ogsaa nu.
Ida stod med Armene om hans Hals.
-Hvor skal Du være iaften? sagde hun.
-Hjemme.
Han vidste knap, han løj, før han havde gjort det.
-Farvel, Pus, sagde han og kyssede hendes Haar.
Saa gik han.
Ida blev siddende længe foran sin uryddelige Seng.
Men da hun kom ned i Thestuen, sagde Kjær:
-Men hva' er det? Jomfruen har røde Øjne.
Frøken Helgesen talte bag Maskinen om Herren paa "A". Nu maatte
Professoren dog vist snart bestemme sig:
-Nu regner Patienten ud, sagde Frøken Helgesen: at der hvert Aar er lige
mange, der skriver et T for et F.
Og Frøken Friis, der ostentativt stoppede sorte Silkestrømper, hvoraf
hun havde trukket den ene som en Handske langt op ad sin Arm, sagde:
-Uh, den ækle Person, han er det rene Gespenst.
Frøken Kjær sagde, mens hun saá ind i Gasflammen over Bordet:
-Nej, ikke det ... men der er noget over ham, som gik han og vidste, at
vi alligevel allesammen maatte løbe lige i Gabet paa ham.
Men Frøken Øverud, der smurte Mad, sagde i Sammenhæng med de røde Øjne:
-Det kommer af den megen Nattevaagen. Jeg er ogsaa plaget af 'et. Men
jeg bruger Søvand i en Flaske.
Ida gik til sin Nattevagt.
* * * * *
Julius aabnede Droskens Dør uden for Ankomststationen, og Generalinden
steg ud.
Hun gik igennem Forhallen ind i Ventesalen, hvor hun fandt Fru Mourier i
en Sofa.
-Gud, Du, Godmorgen, sagde hun: hva' det er for et raakoldt Vejr.
Men Fru Mourier, der hvert Øjeblik fik Taarer i Øjnene, sagde, at hun
havde ikke lukket et Øje om Natten: For som hun har ligget der i Køjen,
Lotte, og lyttet efter hvert Slag af den Dampmaskine.
Hun tænkte stadig paa Aline, som de var komne for at hente.
-Og det er det, Du, sagde han: altfor god imod hende tør man heller ikke
være.
-Kære Vilhelmine, sagde Generalinden og satte sig ved Siden af Fru
Mourier: her siger jeg jo som Emilie: det kommer man over ved Ro og saa
først og sidst lade som der intet er passeret.
Men Generalinden glattede alligevel uden at vide det sine Randers
Handsker opefter Haandledet, saa man saá hele Formen af Neglene.
-Ja, Du, sagde Fru Mourier og bevægede sit Hoved: men man tænker jo dog
paa hende.
Generalinden sagde i et lidt haardere og ret afgørende Tonefald:
-Men kære Mine, er hun rejst, maa hun jo ogsaa komme hjem.
Hun begyndte at tale om den Forandring af Klimaet, det alligevel vilde
blive for Emilie, da hun hørte Fru Schleppegrell, der arriverede
letstønnende med Fanny i sit Kølvand: Kære Børn, hva' det er for et
Vejr--man mærker Fugtigheden gennem Marv og Ben trods min franske
Undertrøje....
Ordene kom fra Admiralinden i en Strøm: Men som jeg sagde til Vilhelm
(og hun satte sig) idag møder vi....
Fanny havde stillet sig ved Perrondøren. Hun havde et Ansigt, som naar
hun paa Admiralindens Vegne aflagde Ugebesøg i Plejeforeningen og holdt
sig Stuens Bredde fra dens Beboere.
Admiralinden gav sig til at tale om Chocoladen, hun havde faaet, og
Emilie, der altid var lige betænksom, indtil hun pludselig saá rundt paa
Væggene og sagde:
-Kære Venner, hvor her er uhyggeligt ... det er, som ventede man i et
Kriminalkammer.
-Ja, sagde Generalinden, denne Ventestue er virkelig skandaløs i en By
som København.
De tav igen, og pludselig saá de Kate og Karl, der var i Ridedragter,
ude paa Perronen foran Glasdøren.
-Dér har vi de to Unge, sagde Generalinden, og de nikkede alle smilende
derud, mens Fanny betragtede dem i sin Lorgnet.
Kate nikkede igen med Rideslæbet over sin Arm:
-_Voila l'Eglise triomphante_, sagde hun og skød Læberne frem; hun havde
faaet den Vane efter Karl.
-Ja, dér har vi s'gu Tanterne, sagde Karl. Han gik med begge Hænder i
Ridebukserne, mens de slentrede videre.
Men pludselig vendte Kate om og ruskede i Ventesalsdøren.
-Jeg vil skam se dem, sagde hun.
Hun vilde ind, men Døren var laaset: Naa, sagde hun og opgav det, Hæren
rykker jo herud.
Karl, der ogsaa stod og saá ind mod Tanterne, lo højt.
De blev ved at se ind gennem Glasdørene og, mens de stod tæt sammen, lo
de begge i glad Fortrolighed af Familien.
Der begyndte at blive Uro og Støj, og Herrer og Damer stak Hoveder ind
ad Dørene, da Admiralen kom. Han var forkølet og hilste rundt paa
Damerne, før han slog sig ned hos Fru Mourier og pudsede Næse.
-Naa, lille Frue, sagde han, ja, nu er vi her saagu baade med
Redningsbæltet og med Landgangen.
-Aa ja, Gud, Admiral, sagde Fru Mourier, det var, som ventede hun mere
Sangbund hos ham: jeg er, saa mine Ben ryster.
De tunge Bagagevogne begyndte at rulle hen over Perronen, og fremmede
Damer og Herrer samlede sig ved Dørene--ved Fannys ikke, hun havde en
Evne til at slaa en usynlig Kreds om sig, saa der blev et tomt Rum i
hendes Nærhed. Konduktørerne slog Portene op.
-Dér er de, sagde Admiralinden og røg op af Stolen, som vilde hun gaa
frem foran en Front.
Generalinden havde grebet næsten krampagtigt om Fru Mouriers Arm og
sagde med en Stemme, der pludselig rystede af Bevægelse, og som hun igen
vilde gøre rolig:
-Gud, Mine, dette er jo kun en Glæde.
De var alle gaaede over mod Døren.
-Fanny, sagde Admiralinden: Kommer Du?
Og korpulent og bevægelig som en Festarrangør sagde hun til
Generalinden:
-Vi bør være sammen ... Hvor er de Unge?
-Her er Kavalleriet, sagde Karl.
Admiralen kom bagest, med noget i sit Ansigt, som "fulgte" han fra
Frederiksberg en højtstaaende Vaabenfælle fra Landetaten.
Folk trængte sig frem paa Perronen, mens Generalindens Flok stod samlet
og, halvbefippet, saá Lokomotivet glide frem, og mens Admiralinden
bevægede sine Arme to Gange, som om hun allerede aabnede sin Favn for de
Hjemvendte, og Fru Mourier stjal sig til at tørre sine Øjne.
-Ser Du dem?
-Ser I dem?
Sagde Generalinden; og Kupé for Kupé gled forbi: Vilhelm, er Du her,
sagde Admiralinden.
Kate svippede til Karl med sin Pisk: Se paa Hofmassøsen, hviskede hun.
Der gik ikke en eneste Trækning over Fannys Ansigt, mens hun mønstrede
de første Klasses Kupéer gennem sit Glas.
-Kate, kaldte Fru Mourier, der var helt overvældet af Bevægelse og som
vilde have Datteren hos sig.
-Der er hun, sagde Generalinden og begyndte at vifte med Haanden, og saa
saá de Fru von Eichbaum staa rank i sin Kupé.
De ventede allesammen paa det andet Ansigt, mens de hilste. Fru Mourier
vidste ikke, at to store Taarer løb hende ned ad Kinderne.
-Saa, hviskede Kate til Karl.
-I venter da ikke Aline? lød det saa højt fra Fru von Eichbaum i Kupéen.
De var alle begyndt at følge med det glidende Tog som trukne i en Snor
og blev pludselig staaende. Der var ingen, der sagde noget, til
Generalinden efter et Sekunds Forløb igen begyndte at vifte med sine
Hænder, og Toget holdt.
-Hun tog fra Ringsted (Fru von Eichbaums første Blik havde søgt Karl og
traf ham i Ridedragten ved Siden af Kate) i sin gode Landauer med
Feddersen.
Kate havde drejet sig om paa Hælen: _Quelle blague_, sagde hun til Karl:
Filippine.
-Den gælder ikke.
-Saa? pyh, var det ikke, naar Moderen satte Taaen paa Jorden.
Og pludselig hørte man Admiralinden, der havde behøvet et Øjeblik for at
samle sig, sige: Gud, Emilie, det er da for din Skyld, vi er kommet;
Generalinden gav sig paa én Gang til at græde, mens hun omfavnede Fru
von Eichbaum, og Fru Mourier sagde: Aa, saa er hun hjemme nu....
De talte pludselig højt, ret højt, om Rejsen og Chocoladen og
Dampskibet, som om Fru Aline aldrig havde eksisteret, mens Fru von
Eichbaum et Øjeblik blev staaende foran Kate med begge sine Hænder i
hendes.
-Men, sagde hun næsten rørt: Du ser jo helt blomstrende ud.
Admiralens havde allerede absenteret sig. Admiralinden og Fanny maatte
tage Droske. De skulde til Hendes Naade Frøken Juel.
Admiralinden udtalte sig endnu ikke om Begivenheden, men sagde:
-Kate Mourier bliver no'et svær.
Fanny, der gennem Vognvinduet betragtede Kate og Karl, som modtog deres
Rideheste af Manden, der havde holdt dem, sagde, uden nogen Forklaring:
Hun er en Tøs.
Fanny havde hørt Kates Bemærkning om Hofmassagen.
Admiralinden modsagde ikke sin Datter: Men Du skal se, sagde hun blot:
hun sætter igennem, hvad hun vil ... Det er den Slags unge Piger, som i
vore Dage bliver forsørgede.
-Naar de kan forsørge ham, sagde Fanny.
Fru von Eichbaum og Generalinden var ogsaa komne op i en Droske; de
kørte alene paa Grund af de adskillige Effekter.
-Gud, Emilie, sagde Generalinden: der var jo et Øjeblik, hvor jeg blev
ganske kold--da ingen saá henner--til jeg genkendte din kloge Fornuft.
-Bedste Lotte, sagde Fru von Eichbaum: det var jo det eneste, naar det
da kunde arrangeres.
Fru von Eichbaum nikkede pludselig saa smilende: det var Kate og Karl,
der i Trav og hilsende satte forbi Drosken.
-Hvor det klæ'er hende, sagde hun og blev ved at se efter dem, med en
pludselig Fugtighed i Øjnene: Naar Karl blot ikke forsømmer sit Kontor.
-Kære, Du, Karl, der er blevet som et Kronometer, sagde Generalinden, og
lidt efter:
-Og Du, han sidder vel heller ikke paa den Kontorstol for Evigheden.
De to Søstre sad med hinanden i Hænderne.
... De var hjemme, og Fru von Eichbaum sad paa sin gamle Plads i Sofaen
efter at have haft Ane inde til Nejning.
-Ja, Du, hva' det er velsignet at være hjemme igen mellem de fire go'e
Vægge. For Du begriber jo, der er Ting, man ikke sender med Posten, og,
mellem os sagt, det har ikke været en blot Fornøjelse....
Generalinden begreb det: Jeg beundrede jo dine Breve ... der intet
sagde.
-Det værste var jo nu, at der skulde tales og tales til mig, som mener,
at man aldrig véd, hvad man ikke vil vide. Men Aline skal jo en Gang
lægge Hjerterødderne blot. Vil Du tænke Dig, faar hun ikke inat et sandt
Anfald af sin Talesyge--i en Kielerkahyt, hvor hvert Ord kan høres paa
Gangene. Tilsidst gav jeg hende Kloral og sagde, hun ellers var udsat
for Søsyge.
Fru von Eichbaum tav lidt og saá frem for sig.
-Men, sagde hun: hva' et Menneske maa opleve, naar det kaster sig ud fra
sit faste Bolværk.
Fru von Eichbaum tav igen og saá ud som i et langt Perspektiv af det
Ufattelige.
-Men, sagde hun saa: en Rejse frisker jo altid paa Ens Sprog.
Generalinden rejste sig: Fru von Eichbaum maatte trænge til at hvile.
Inde i Kabinettet stod der en Buket.
Det var fra den lille Brandt. Fru von Eichbaum saá paa den. Den var
nydelig:
-Men, Gud, Du, den megen Høflighed, sagde hun: den kan næsten virke lidt
generende.
Generalinden sagde:
-Ja, Du, men det er jo rimeligt, at Mennesket vil vise sin
Taknemmelighed.
Og pludselig inde i en ny Tanke sagde hun: Efter hendes Raad røg jeg jo,
under et Paaskud, forleden hos Mouriers med Svovl ... Men, Mille, nu
skal Du til Ro.
Hun gav Søsteren Haanden, og, pludselig rørte, kyssede Søstrene hinanden
med Taarer i Øjnene....
Karl sad paa Kontoret. Han tænkte paa Filippinen. Genstanden var en
Ridepisk: den maatte s'gu være med Guldknap. Han nikkede over sin
Protokol: Men han vilde vente til efter den første, naar Gagen faldt.
Ida havde gemt en Meldeseddel til om Aftenen. Da hun kom, havde Karl
Tøjet paa og stod under Gasblusset:
-Er din Mo'r saa kommen, sagde hun.
-Ja, sagde Karl, der havde faaet Seddelen, og han slukkede.
-Du maa undskylde. Pus, men jeg har s'gu saa travlt.
-Tror Du, jeg skal gøre Visit, sagde Ida fra Mørket.
-Ja, hvorfor ikke? Karl ravede i Mørket.
-Ja, jeg vidste ikke....
Hun talte saa sagte.
-Ka' Du finde Vej? sagde Karl og aabnede Døren til Lyset....
Men paa Haandtaget rørte hendes Haand et Sekund ved hans saa hjælpeløs
hastigt.
-Godnat, sagde hun.
-Godnat, Pus.
Porten til Gaden slog op, og man hørte de mange Sporvejes Klokker, da
Karl gik ud i Vrimlens Lys.
Ida var bleven mager, saá man, naar hun naaede Lygternes Skær, mens hun
gik tilbage gennem den tavse og halvmørke Gaard.
... Fru von Eichbaum drak The hos Generalinden. Lamperne var tændte og
de talte i deres gode Ro, om Nyt og Gammelt. Pladsen for det Mourierske
Billede havde Fru von Eichbaum forandret. Hun tænkte, hun vilde have det
paa Skrivebordet for Lysets Skyld:
-Véd Du, sagde hun: jeg sad saamæn før Middag og saá rigtig længe paa
Kates Billede. Jeg synes, hun er som forandret. Det er, som var der
kommet noget tænksommere i Udtrykket.
* * * * *
Karl og Ida kørte ud ad Kristianshavn, Lygterne blev efterhaanden faa,
og de herte ikke andet end Hestens sejge Trav mod en ujævn Stenbro.
-Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra
Lygte til Lygte.
-Og koldt er 'et, sagde Karl. De krøb sammen i hver sit Hjørne.
Drosken luntede videre, og de to tav igen.
-Men han kører osse, som om han kørte til Begravelse, sagde Karl.
Og de tav igen.
-Saa var jeg hos din Mo'r, sagde Ida, fra Krogen.
-Naa, mumlede Karl.
-Men hun var ikke hjemme.
Karl tyggede paa sin Cigar, og, vel uden at tænke over det, sagde han:
-Hun var s'gu hjemme.
Ida hørte ikke mer Hestens Hove. Det var det, hun havde tænkt, tænkt paa
lige siden: Hun var hjemme; lige fra hun stod foran Døren, der blev
lukket, vidste hun: hun var hjemme.
De hørte Lyden af nogle Fiedler og nogle Horn. Der har vi s'gu Manegen,
sagde Karl og skød op i Sædet. Der blev Folk og Støj og Lys af
Gasfakler.
-Nu skal man li'e godt se paa Genstandene, sagde Karl og strakte Benene
saa hjemligt i Skæret af Gassen.
-To; han skød Penge ind til en Frøken ved Telthullet, mens han--han
havde igen faaet den Manér at kigge hvert Kvindfolk op under
Hatten--kiggede hende ind i Ansigtet.
-Hva' sukker Du for? sagde han, da han vendte sig til Ida.
-Aa, jeg fryser, sagde hun, som i et Sæt.
Karl tog hende under Armen ved Indgangen. Aa, sagde han, mens en Dame
allerede fløj, florbeskørtet, gennem Tøndebaand, og alle Pladser var
fulde af Københavnere og Amagere: her varmer s'gu Staldluften.
-Hvor her er mange, sagde Ida.
-Ja, sagde Karl, der skuttede sig, mens Musikken skraldede: Det er dog
altid en Afveksling.
-Det er s'gu godt, sagde han lidt efter, og han mønstrede, nikkende og i
ét Blik, Krikken og den florbeskørtet og de syv Musikanter og Publikum.
-Her er s'gu godt, gentog han og gned sine Hænder, saa det knagede i
hans Stol (der bredte sig ogsaa gerne saadan et vist Velvære over ham
efter de Eneture i Droske, naar han kom mellem flere Mennesker).
Et Par Klovner væltede sig om paa Jorden, mens den graciøse Dame
pustede. De stødte Peber, og de "kørte i Holstenskvogn", saa det
drønede.
-De har Puder paa Ballerne, sagde en Herre bagved Karl, og alle de
Omsiddende lo og fniste.
-Her vil Folk saagu' more sig, sagde Karl og gned sig op ad sit Ben,
indtil han pludselig stødte sin Stok (det var, ligesom hun sad saa ene)
op mod Idas Hage.
Hun fo'r sammen; saa smilte hun, og et Nu holdt hun, med sin Haand,
Sølvknappen fast mod sin Hage.
-Ja, sagde hun.
Et Par musikalske Akrobater havde begyndt at spille "den sidste Rose"
paa en Violin, og der blev mere sløvt i Publikum, og stille. Karl holdt
Cigaren mellem Tænderne og førte den op og ned i den bedrøvelige Takt.
-Men, sagde Ida pludselig, sagte: jeg har maaske ogsaa været der for
tit.
Karl vendte sig: Herre Gud, tænker Du paa det endnu?
Og pludselig gættende hendes hemmelige Angst og Tanke, sagde han og slog
med et godmodigt Klap ned paa hendes Haand (han vilde i det Hele saa
gerne trøste hende i den sidste Tid):
-Moderen véd s'gu aldrig nogenting.
Ida klemte fast om hans Haand: Aa, Du, hviskede hun. Men Karl rankede
sig i Sædet med strakte Ben:
-Naa, dér har vi Baronen, sagde han, og han viftede til ham med sin
venstre Haand.
Baron-direktøren fremførte to Heste. De dansede Vals og satte over
Barrièrer; de brune Skind spændtes og skinnede under Springene, alle
Ansigter vendtes og fulgte dem. Saa lød der pludselig, bagfra, en Stemme
gennem Teltet:
-Det er s'gu godt, Baron.
Alle Folk lo, overstadigt, mens Herrerne slog Stokkene mod Stolene og en
Dame ovre paa den anden Side lo ustandseligt for, saa hun vred sig paa
sin Stol.
-Se dog, se dog, sagde Ida.
Men to brede Mænd henne ved Teltvæggen, der fulgte hver Hestenes mindste
Bevægelse, sagde:
-Det er hørt.
Folk begyndte at le igen, saa de virrede med Hovederne, leende ad
hinanden, fordi de lo ad ingenting.
-Men de springer smukt, sagde Ida, der holdt den venstre Haand mod sit
Bryst og støttede den højre mod Karls Knæ.
Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under smaabitte Sug af
Cigaren, nikkede og sagde, med sit betænksomme Udtryk:
-Det var en Springer for Kate.