Den rigtige Frost var kommen.
Det var klare og høje Morgener med Sne over Vejen og Sne vidt ud over
den frosne Sø. Ida traadte saa rank i Gangstien, medens Rytterne kom to
og tre, i hastigt Trav, fra Østerbro, paa dampende Heste.
-Halløj, sagde Ida til en Dreng, der faldt paa en Glidebane.
-Halløj, raabte han igen og var oppe og fløj videre.
To gamle Herrer havde ogsaa set til.
-Op igen, sagde den ene, og han lo til Ida: det er Ungdommen.
Alle de gamle Morgenherrer skulde snakke med Ida, naar der var blot et
Ord at lægge ind; og Ida nikkede:
-Ja, Hr. Herredsfoged, sagde hun; hun kendte dem alle, de gamle Herrer.
De to Gamle gik videre, og den ene sagde--han havde Øreklapper--langsomt
og tydeligt:
-Det er dejligt, De, at se paa et sundt Ansigt.
Den anden blev staaende lidt og saá efter Ida--der var ogsaa noget
ligesom en egen Rejsning over hende, over Hofterne--:
-Ja, Ungdommen bli'er køn i Solen.
Henne ved Arbejderboligerne kom Boserup og Kaas skridtende frem mod Ida
i store Galocher.
-Det er noget sent, De gaar hjemmefra, sagde Frøken Kaas, idet hun gik
forbi.
-Ja, sagde Ida og blev ved at gaa: jeg vil helst gaa i Solens Skin.
-Men sikken dejlig Morgen, sagde hun; hun var allerede nogle Skridt fra
dem.
-Ja, det fryser otte Grader, halvraabte Kaas, der var i sorte Vanter.
-Aa, Kulden varmer, raabte Ida tilbage.
-Ikke at tale om Skindkaaben, sagde Boserup, der slet ikke var standset
og allerede var en halv Snes Træer fremme. Hun talte om, at man vel
ogsaa burde klæde sig en Smule efter Stillingen.
-Ja, sagde Kaas, der gik og tænkte paa Ida (det var, ligesom Ida aldrig
havde nogenting at sige sine Kolleger mer, hvad der krænkede dem):
-Hun er nu blevet svært højhælet i den sidste Tid.
Ida vendte, næsten helt henne ved Østerbro, og løftede sit Slør: Jo, nu
var Farvandet frit; og hun gik tilbage, med Solen i sin Ryg, og smuttede
ind om Hjørnet ved Rørholm. Den gamle Tandløse lukkede Døren op til et
Kabinet, som havde han ventet hende.
-Der er varmt, sagde han.
-Ja, Tak....
-De gi'er os nok som sædvanlig. Ida fik Kaaben af og Bordet rykket frem
i Stuen og Magasinovnsdøren op, hvor alle Kullene brasede.
Den Tandløse nikkede og havde lukket Døren, hvor han stille slog Klappen
ned (der var noget over Kelner Ellingsen, naar han opfyldte sine
Pligter, der mindede lidt om en underordnet Kirkebetjent, som aabner
Stolestaderne for Lejere under en Højmesse) før han gik for at bestille
Frokosten.
Ida dækkede selv og hun lagde Violer hen til Karl og hun fik Smørkagen
ud af sit Papir: saa dejlig frisk den var. Det slog et Slag paa Døren
med en Stok:
-Godmorgen, sagde Karl: Du har s'gu ogsaa altid noget at pakke ud....
-Godmorgen.
Han kyssede hende paa Kinden og fik sin Overfrakke hængt hen.
-Her er da varmt, sagde Ida og strøg sin Kind mod hans, mens hun saá op
paa ham, ufravendt. Hun vilde saa gerne blive staaende saadan, et
Øjeblik, og se ham lige ind i hans Øjne.
-Her er s'gu dejligt, sagde Karl, der kom til Sæde og huggede i
Frokosten, mens Ilden bagte hans Ben.
Ida sad og lo:
-Nu har Du det godt, sagde hun.
-Ja, sagde Karl, der dyppede ristet Brød i sit Æg og saá ud over Bordet
og over mod hende:
-Dette er det bedste Maaltid paa Dagen.
Ida skar Smørkagen for--hun havde lidt mange Smaabevægelser, naar hun
var saa glad--:
-Den er fra Vimmelskaftet, sagde hun og gjorde et Kast med sit Hoved med
en Bevægelse, der egentlig var Olivias.
-Gud bevar's; Karl tog et Stykke: Ja, Du stryger s'gu rundt, sagde han
med lidt blød Stemme.
-Ja, lo Ida og nikkede. Hun havde faaet den Vane at gøre saadan mærkelig
runde Øjne, naar hun var glad.
Karl blev ved at spise, med sine Jockeyben strakt frem foran Ilden,
langsomt, det ene Stykke efter det andet. Men Ida skubbede til sin Kop
og til sin Tallerken for at faa Plads og fortælle:
-Nej, for nu maa Du høre--det er utroligt....
Det var en Historie, en lang Historie om en Flaske "Drikke"....
-Naa, saaledes, sagde Karl: Ja, I tømmer s'gu Smaabægrene derovre.
-Jeg da ikke, sagde Ida og tog hans Haand over Bordet.
-Nej--Du behøver det vel ikke ... Man skal vel ikke have baade i Pose og
i Sæk.
-Karl....
Men "Drikken" var en Flaske Dôm, og Frøken Friis havde sat Flasken lige
ind i Gangskabet, midt for--det er osse utroligt--og saa kom Profossen,
da Petersen stod der ... med det aabne Skab--og han saá
den--ligestraks--naa, aa, som han blev, Du véd det ikke....
Karl var færdig med at spise og sad og skød store Ringe ud i Luften fra
sin Cigaret.
-Og nu tror jeg ikke, at Friis bli'r Assistent, sluttede Ida, med
forskrækkede Øjne.
-Det var da Skade, sagde Karl. Men Friis hører vistnok til dem, der
hytter sig.
-Men, og Ida gjorde to Nik: hun har kun fem og tyve Kroner om Maaneden.
Hun havde rejst sig og stod bag Karl og gned sin Hage hen over hans
Haar, mens Karl sad og ligesom sagte brummede:
-Men Profossen skulde s'gu være ansat i Rom, sagde han.
Ida lagde begge sine Hænder om hans Kinder:
-Hvorfor?
-Jo, for de, der løber rundt om Paven, ser s'gu saadan ud i Ansigtet.
Ida blev ved at le, mens hun lagde sig ned paa Gulvet og støttede Albuen
mod hans Knæ. Saadan tav de lidt, til Karl sagde:
-Véd Du, nu rejser Moderen--sikkert.
-Rejser? hvorhen? det gav et lille Sæt i Ida.
-Til Genève. Han slog et Smæld med Læberne.
-Bedstemoder Aline skal s'gu drives hjem....
-Fru Feddersen? Og din Moder henter hende--Ida saá op og igen ned--:
Hvor det er kønt af hende.
Det var, ligesom Ida pludselig havde rystet lidt i Mælet, og Karl
nikkede eftertænksomt, mens han blev ved at se ind i Ilden:
-Ja, saadan er hun.
Kullene i Ovnen faldt sammen:
-Du, saa dømmer (det kom sagte og der var en særlig ligesom udenadlært
Klang paa "dømmer") saa dømmer hun hende da ikke ... saa haardt.
Karl blev ved at se paa Kullene:
-Det véd jeg s'gu ikke ... hun dømmer hende vel som de andre--men hun
henter hende.
Ida rørte sig ikke, man kunde næsten tro, hun pludselig havde faaet Vand
i Øjnene.
Karl nikkede igen til Ilden:
-Og hun skal s'gu nok faa hende genindsat i sine Værdigheder, sagde han.
Ida svarede ikke, og hun havde taget Hænderne bort fra hans Knæ.
-Hvad tænker Du paa? spurgte han.
-Paa din Mo'r.
Det kom dybt, og hun lagde Hovedet ind mod hans Side, mens Karl førte
Haanden over hendes Haar, og Kullene blev ved at falde sammen, lidt
efter lidt.
-Du er saa behagelig, naar Du tier stille, sagde han og blev ved at føre
Haanden over hendes Haar--helt blødt, men der var alligevel altid noget
ved det, naar han kærtegnede hende, ligesom han kærtegnede en Jagthund.
-Og jeg vilde netop en Gang gerne sige saa meget.
-Hvad vilde Du saa sige? sagde han og tog ikke Haanden fra hendes Haar.
Der gik et Øjeblik:
-Tak, hviskede hun ganske sagte.
Der kom en Trækning ved hans Mundvige, og Haanden søgte ind mod hendes
Nakkehaar:
-Og jeg faar aldrig Lov til at takke Dig.
-Jo, sagde hun og saá ikke Ilden mere--hvis Du--en Gang vilde takke ...
for Dig selv.
Karl bøjede sig ned over hende; der var det i hans Øjne, som fik dem til
at ligne Fløjl.
-Du, Pus, sagde han.
Ida besvarede ikke hans Kærtegn, og hun saá ikke op, mens hun sagde--han
hørte det knap--:
-For jeg tænker jo altid paa din Mo'r, hvad hun vilde tænke.
Der forløb et Sekund.
-Det er s'gu ikke Umagen værd, sagde saa Karl og slog over i Tonen.
Men Ida havde rejst sig og hentet hans Frakke (hun fik Øjnene tørrede
lidt derhenne imens) og bredte den ud for Varmen med Foeret ind mod
Ilden. Hun sad og glattede med Hænderne paa den bløde Silke. Hun holdt
saa meget af den Overfrakke:
-Foeret holder da endnu.
-Ja.
-Hm, og Ida smilte: hvor Du var glad, da Du fik den.
Karl rejste sig og rystede sine lange Ben.
-Det var da osse blevet paa Tiden, sagde han og trak Frakken paa sig,
mens Ida hjalp ham: at faa no'et paa sig, der kunde gi'e Varme, paa de
Morgenture.
Ogsaa Ida fik Tøjet paa: Farvel saa, sagde hun og lagde Armene om hans
Hals, før hun ringede, og Ellingsen kom ind. Hr. Ellingsen havde en
Maade at komme ind ad Døre paa, som kom han ind gennem en Sprække.
Portemonnæen laa allerede fremme henne bag Karls Tallerken (det var en
Ruslæders Herre-Portemonnæ, Ida havde faaet sig) og Karl betalte, mens
Ida slog sin Skindkrave op, og Hr. Ellingsen gik for at bytte den store
Seddel, medens Ida snappede Portemonnæen til sig.
-Farvel, Pus, sagde Karl igen og gyngede hende lidt frem og tilbage, med
Hænderne om hendes Liv, medens Ida smilte:
-Farvel.
Hun blev staaende lidt:
-Véd Du, jeg er altid saa glad, naar jeg gaar.
-Saa-aa, lo Karl og slap hende.
-Jo, sagde Ida, og hun blev staaende tæt ved hans Skulder: for saa véd
jeg igen--alting.
-Farvel.
Gangdøren slog i. Ida gik altid først, og Karl ventede, til hun var
kommen et Stykke. Hr. Ellingsen gav Karl Pengene tilbage, som Eichbaum
stak i sin Lomme, og den Tandløse begyndte at servere af, med Hovedet
bøjet paa Skraa: der var bestilt to Kuverter til ti tre Kvart.
-Her er s'gu Søgning, sagde Karl, der ventede endnu.
-Ja--her er virkelig blevet--Hr. Ellingsen udtalte V'et i "blevet"--ikke
saa lidt om Formiddagen ... i Forretningstiden.
-Godmorgen.
Ida gik Damer og Herrer forbi og de lysende Træer; hun vidste, at nu var
Karl drejet om Hjørnet og gik bagved hende paa Gangstien--slængende
behageligt, med Stokken i sin Arm og Idas Ryg foran sig, saadan i køn
Afstand: dette var s'gu den bedste Cigar, han fik hele Dagen, sagde han
hver Morgen til sig selv.
Der kom Ryttere forbi, og der kom Damer forbi: Havannarøg var skam
nydelig i saadan stille Luft.
Et Par Løjtnanter red op paa Siden af Karl og holdt Hestene an med et
"Morgen".
-Morgen, mumlede Karl.
-De gaar s'gu og ser ud som en Grundejer, sagde den ene, en Knuth.
-Ja, man gør sine Overslag, sagde Karl.
Løjtnanterne lo og blev holdende. De talte om Krydset paa Dyrene, mens
de to blev ved at holde, til der lød nye Hovslag bag dem, og de to
Uniformerede hilste. Det var Kate med Tjeneren, som ogsaa halvt holdt
Hesten an:
-Godmorgen ... ta'er Deres Mo'r saa Billetten imorgen? spurgte hun ned
til Karl.
-Det var Bestemmelsen, sagde Karl, der maalte Dyret.
-_Bon voyage_, sagde Kate og svippede med sin Pisk.
De to Løjtnanter halvsnærrede noget, om Frøkenen tillod, og Kate sagde:
-Gudbevar's (Knuth havde ligget i Garnison i Aarhus); og de red videre
alle tre, langsomt, Kate imellem Officererne:
-Naa, det var den, I ventede paa, sagde Karl, der fulgte dem med Øjnene;
nu hilste Kate med Hovedet ned til Ida.
-Men hun ri'er s'gu godt, tænkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem
Tænderne; han havde en mærkelig Signalhvislen, som kunde høres saadan
noget som en halv Fjerdingvej--og Ida, der skred foran, gik langsommere,
til han naaede op til hende: det var ligesom han trængte til at tale
lidt med hende. Men han sagde ikke andet end:
-Hun ri'er s'gu godt. Og han blev ved at se efter hendes tyveaarige
Taille, der paa Hesteryggen.
-Hun er saa køn, sagde Ida, og hendes Øjne straalede mod Karls.
Nu bøjede de om derhenne, mens Karl stadig saá efter dem; Løjtnanterne
var blevet saa bøjelige i Overkroppen:
-Nu skal vel den Smør-Avance ogsaa til Husarerne, sagde Karl.
De var kommet til Glidebanen, hvor Drengen dumpede før, og
pludselig--det var maaske af Glæde, fordi Karl havde kaldt--gav Ida sig
til at glide. Hun satte Benene lidt for ungdommelig skrævende, mens hun
lo:
-Du vilde s'gu ikke blive graciøs paa Skøjter, sagde Karl, og Ida smilte
igen.
Saa skiltes de paa Hjørnet.
Karl gik videre og tænkte paa, at han kunde egentlig ligesaa godt ride
med Kate om Morgenen, for han kom s'gu ikke paa Kontoret før alligevel...
-Og det er et dejligt Dyr, sagde han.
Da han kom op paa Kontoret, var Frøken Koch derinde. Hun havde Brillerne
af--hun havde lige mødt Ida i Mellemporten--og stod og saa hen efter von
Eichbaum.
Karl fik sine Bøger frem og Kontorstolen drejet op.
--Naa, saa Kavalleriet skeler til Smørret, tænkte han. Han begyndte paa
Bøgerne.
... Ida sov ikke ind, hun laa i det grønlige Skær og tænkte paa Fru von
Eichbaum, der vilde rejse ... Saa kønt, det var af hende. Hun rejste for
at hente hende og dømte hende ikke.
Ida laa stille og stirrede ind i det lysegrønne Skær.
Tankerne førte hende saa langt.
Nede slog Portene op og i.
Ida vilde sende Blomster til Fru von Eichbaum, naar hun rejste. Ja, hun
vilde sende en Buket ud paa Jernbanen.
* * * * *
Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Spisestuen foran den lukkede
Kuffert, da Fru Mourier arriverede med Kate.
-Men, Emilie, sagde Fru Mourier, rejser Du i Silke?
-Gud, Vilhelmine, altid. Det er da det eneste praktiske. Silke ryster
man jo Støvet af.
Generalinden tog Replikken op, mens Fru von Eichbaum kaldte paa Julius,
og sagde:
-Nej, rejse i Uld, vi, Du, som hader Smuds.
Kate, der havde en stor Mappe under Armen og stod i Spisestuen, med
Læberne skudte frem, som vilde hun fløjte, men beholdt Lyden for sig
selv, spurgte, om de vilde se Tegningen til Hovedbygningen paa
Ludvigsbakke.
-Lille Kate, at se Tegninger nu; det var Fru von Eichbaum, der talte:
Minuttet før man skal rejse....
-Der er da en Time til, sagde Kate.
Men Fru von Eichbaum tog altid hjemme fra bestemt en halv Time før, "som
om man vidste, hvad der i det sidste Nu kunde hænde".
De kom alle ned i Drosken og kørte af sted, med Julius paa Bukken. Fru
Mourier talte om, at hun kom vist ogsaa til at rejse, om nogle Dage--til
Aarhus.
Mourier skrev jo, at de maatte gi'e de to Middage.
-Med Gaardene selv kunde det jo være det samme. Men det var de
Forpagtere og Godsforvaltere, som Mourier mente maatte be'es som de
plejede ... Og man er jo dog altid afhængig, sagde Fru Mourier, i Tider
med den Konkurrence.
-Deri gi'er jeg virkelig Mourier Ret, sagde Fru von Eichbaum: at støde
den Slags Folk er altid urimeligt.
-Ja, det mener netop Mourier, sagde Fru Mourier.
Da de kom ind i Salen paa Banegaarden, ventede Fru Schleppegrell og
Fanny, som var i Kapothat med vinrøde Baand under Spidshagen. Fru
Schleppegrell gik hen og omfavnede Fru von Eichbaum og sagde: Aa ja, Gud
ske Lov, det blev, Du, og, hvor maa Line være Dig taknemmelig....
-Kære Anna, sagde Fru von Eichbaum: det er dog virkelig ikke værd at
tale om de to Døgn og paa en moderne Jernbane.
De satte sig alle ved et af de runde Borde om Pillerne, mens Fru von
Eichbaum iførte sig vaskede Randers-handsker til Rejsen og Fanny bragte
en Hilsen fra Hofdame Frøken Juul.
-Ja, sagde Fru Schleppegrell: Emma (Hofdame Frøken Juul bar Navnet Emma)
sagde saamæn igaar til mig: "Bedste Ven, det vil jo være en Lettelse for
hele Kredsen".
Men Fru Mourier fik Taarer i Øjnene og sagde:
-Hvor Gensynet med Dig, Emilie, alligevel bliver svært for Aline.
Ventesalen begyndte at fyldes, mens Kate skrællede sig en Appelsin og
Generalinden og Fru Schleppegrell talte om Genève-Chocolade. Ja, Emilie,
sagde Admiralinden: naar det blot ikke var formegen Ulejlighed, at Du
bestilte mig tyve Pund--direkte. Genève-Chocolade er jo den bedste for
Fanny.
Karl dukkede frem mellem de Rejsende, med Stokken under Armen og
hængende Skuldre. Naa, sagde han: I har naturligvis været her en Time.
Han kyssede Fru von Eichbaum paa Kinden og gav hende en lille
Rejseflakon med Eau de Cologne, udstyret med Ruslæder: Værs'go, sagde
han. Karls Penge slog i den sidste Tid saa mærkelig godt til og egentlig
var han jo opmærksom af Naturen. Han hilste rundt paa de andre, og Fru
Mourier sagde smilende:
-Det var en opmærksom Søn. Han bli'er en god Ægtemand.
-Er De vis paa det? sagde Karl, der var kommen hen mellem Fru Mourier og
Kate, og han rynkede Næsen.
-Hm, hvad hører der til en god Ægtemand? sagde Kate.
-At han skal være et rigtigt Mandfolk, sagde Karl.
Kate saá op, og der kom noget i hendes Øjne, et kort Nu, som gjorde, at
Karl ligesom rykkede hendes Stoleryg lidt nærmere.
-Ja, det har Karl saamæn Ret i, sagde Fru Mourier.
Ventesalsdørene blev aabnede, og Julius samlede Smaabagagen sammen.
-Men i Genève, hørte man Fru von Eichbaum sige til Fru Schleppegrell:
kan man jo altid gaa i reformért Kirke.
Fanny, der saá paa Karl og Kate gennem Lorgnon, sagde til Generalinden:
Ja, de har skiftet Præst, han skal ha'e et henrivende Sprog.
Fru Mourier, der sidst kom af Sædet, sagde: Naa, jeg bryder mig nu
aldrig om at høre fremmede Udlæggelser.
De kom alle ud paa Perronen, og Fru von Eichbaum fik en Kupé. Der var
noget ved Fru von Eichbaum, som straks lod Konduktører og alle den Slags
Folk springe, og det uagtet hun ikke netop gjorde Indtryk af at ville
give Drikkepenge. Hun stod ind, medens alle de andre, undtagen Karl og
Kate, klumpede sig sammen foran Døren, saa Frøken Kjær, der kom løbende,
helt forpustet, med Idas Buket, knap kunde naa hen til Trinnet.
-Det var lidt Blomster fra Frk. Brandt ... hun kunde desværre ikke komme
selv.
Fru von Eichbaum tog Blomsterne og takkede: det var saa kønt af Frøken
Brandt. Og Frøken Kjær forsvandt igen ligesaa pludselig og
forlegent-højrød i Hovedet som hun var kommen, medens Fru von Eichbaum,
der sad paa Sædet med Buketten, sagde:
-Kære Børn, det er jo rigtig saa venligt af hende ... men Blomster paa
en Rejse er jo noget af det mindst praktiske, jeg véd. Tag Du dem hjem
med, Vilhelmine, hvor de kan komme i Vand.
Hun rakte Fru Mourier Roserne:
-Her lægger man dem i et Næt og finder dem bare visne om Morgenen ...
Buketten gik videre til Kate, der blev staaende med den i Haanden:
-De er smukke, sagde hun og saa særdeles ligegyldig ned paa de lange "La
France"-Grene.
-Ja, sagde Karl og smilede paa én Gang saa kønt ned mod de lyserøde
Kalke: Det er s'gu godt ment.
Saa genoptog han Traaden--de havde talt om Knuths Dygtighed som
Rytter--og han sagde med rynket Næse om Greven:
-Nej, det er s'gu en Jumber. Hvor kender De ham fra?
-Han har jo ligget i Aarhus. Og De vil jo ikke ride med mig.
-Det er et dejligt Dyr, sagde Karl blot og nikkede ud i Luften.
Konduktørerne lukkede Dørene, og Efternølerne halsede ud af Ventesalene,
fulgt af Hotelkarle, der pustede. Døre kom op igen og i igen, og paa én
Gang var det, et Nu, som alle skændtes, Karle, Konduktører og Rejsende.
-Kære Du, sagde Fru v. Eichbaum, der stod bag sin Kupédør saa rank som
et Lys: at Folk, der skal rejse, dog aldrig indretter deres Tid.
... Toget var gledet bort, og de saá kun endnu en Gang Fru von Eichbaums
hvide Lommetørklæde, før de alle vendte sig og gik.
Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl:
-Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen.
-Men nu kommer Knuth, svarede Kate.
-Men saa kan han jo ri'e med, sagde Karl.
Det blev en Aftale; og Karl gik.
Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen, og de andre
karte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde:
-Vi dømmer hende jo ikke. Men Du, der er dog Ting, som man ikke fatter.
-Naa, sagde Fru Mourier og saá frem for sig: det sidder vel i os alle,
og naar man saa ikke vokser fast til den, man har....
-Ja, kære, svarede Generalinden, men der er jo dog Ting, man tøjler....
Kate sad og saá ud efter Schleppegrells. Nu kom de op i Sporvognen. Fru
Schleppegrell lod altid Konduktøren tage saadan rigtig et fast Tag om
sit Liv.
-Fanny, sagde hun, da de begge var vel inde: det er jo slet ikke værd,
der tales videre om, at vi var paa Banen.
Fru Mourier var kommen hjem og var falden til Sæde med alt Overtøjet
paa. Hendes Tanker var ved Aline.
-Ja, ja, sagde hun: hun har det Værste igen. Hun tænkte paa Hjemkomsten.
-Kate, sæt saa de Blomster i Vand ...
Kate saá sig rundt i Stuen:
-Jeg har glemt dem i Vognen, sagde hun og gik ind til Viktoria.
Fru Mourier blev siddende med Tøjet paa. Hun sad og smilte: hun var
kommen til at tænke paa Karl. Hun kunde saa godt lide ham. Der er ikke
noget skabagtigt ved ham, sagde hun altid til Generalinden.
* * * * *
Ida sad paa Kaféen, foran Ilden, ved Siden af det dækkede Bord, da det
tog i Døren og hun rejste sig--Rødmen fløj helt ned over hendes
Hals--men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev.
Ida fik det aabnet og læst, straks, mens hun stod oprejst, midt paa
Gulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst.
Jeg maa for Skams Skyld ride med Smørret nu til Morgen. Vi ses. Karl.
-Er Herren syg? sagde Ellingsen, saa stilfærdigt. Han havde bare en Gang
slaaet Øjnene op, mod hendes Ansigt.
-Ja, sagde Ida saa godt som uden at vide det.
Hun saa kun et Øjeblik ud over Bordet:
-Saa skulde jeg betale, sagde hun og smilte paa én Gang (det Hele var da
saa rimeligt; det var naturligvis Fru von Eichbaum, der havde bestemt
det, iaftes, paa Banegaarden); men pludselig tænkte hun paa, at
Ellingsen vilde kende Portemonnæen, og hun sagde:
-Aa nej, det kan ogsaa vente; og hun blev ved at tale med Ellingsen,
mens han hjalp hende Tøjet paa og til hun fik sagt "Farver", uden at se
sig om.
Ellingsen slog Dørklappen for og serverede af og glattede Servietterne
lidt. Der var, over Ellingsens Haandbevægelser, mens han gjorde det,
noget vist bekymret, som henlagde han sørgerandede Salmer paa et
Pulpitur.
Ida gik paa Vejen rankt og hurtigt, medens hun smilede igen: Det var jo
saa rimeligt, og Karl (mens hun tænkte hans Navn, naaede Smilet ogsaa
til Øjnene, de havde været ligesom saa runde og stive, skønt der var
Glans nok over dem) holdt saa meget af at ride ... Hun blev ved at
smile: Ja saa kønt han red ...
Men--jo--hun vilde gaa hurtigt ... for hvis de red og kom denne Vej ...
Hun vilde alligevel, hun vilde nødig møde dem ...
Hvordan det nu var, gik hun dog hvert Øjeblik langsomt, og det var
ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder først stak op saa pludseligt og
lige ved hende, saa hun knap fik nikket. Men den gamle Herredsfoged
standsede hende og holdt begge hendes Hænder fast mellem sine strikkede
Vanter. Det var et velsignet Vejr med den høje, klare Luft, sagde han:
-Ja, det er en stolt Luft for os, der har det ringe med Hørelsen, sagde
han. Men i det samme hørte Ida Trav bag sig, og hun maatte gaa fra ham:
det var vist dem, men det lød, som var der tre Heste ...
... Ida vidste ikke selv, hvorfor hun tog Vejret saa langt, da hun havde
vendt sig halvt og saá Knuth, der kom travende der, paa den anden Side
af Kate.
Hestene kom stadig nærmere, og Ida vilde lige til at hilse, da Kate
Mourier holdt sin Hest an.
-Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun, oppe fra Dyret, og de andre
standsede som hun.
Ida blev rød og saa bleg:
-Godmorgen, sagde hun, og der var med ét det forrige stive Udtryk i
Øjnene.
-De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige ved
Ida og ikke havde kunnet faa fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfældigt,
den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, røre ved Idas
Kind, saa Ida saá op, lynsnart, et Sekund----
-Uh, sagde Kate, der havde set ud over Søen (Knuth tog ikke sine Øjne
fra Ida): I saadant et Vejr maa der være fælt paa Galehuset.
Hun nikkede igen og satte Hesten i Vej:
-Hun er egentlig sød, sagde hun, mens de travede.
-Ja, sagde Karl langsomt: hun er saa køn, naar hun er bedrøvet.
Kate lo: Gud, hvor det ligner Dem. Er hun ikke køn, naar hun er glad?
-Næ, sagde Karl.
-Og hvorfor?
Karl red lidt: Hun er vel ikke vant til det, sagde han saa og nikkede.
Knuth var kommen en halv Hestelængde bag de andre: han sad og vendte sig
to Gange i Saddelen for at se sig tilbage.
-Naa, Knuth, kaldte Kate, og Knuth red til. Lidt efter spurgte han:
-Er hun paa Kommunen?
-Ja, sagde Karl.
-Allez-y.
De slog over i skarpt Trav.
Under hvert Hvil i Kasernegaarden den Formiddag gik Knuth saa underlig
og tyggede paa sin Piskeknap.
Den skrævende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen,
naar Knuth aad Pisk og naar han fik det ligesom lidt mørkere i Øjnene.
-Vrøvl, sagde Knuth. Men paa Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu
haft et nydeligt Smil, da hun stod og saá op til den Landløber.
Ida var hjemme. Hun havde nikket til Portneren og paa Trappen talt med
Josefine--der stod ligesom Storm af Josefines Skørter i disse Dage--og
oppe i Kamret havde hun lukket sit Vindu: hun følte kun én Ting,
bestandig igen: den fine Strejfen af Karls Pisk over sin Kind....
* * * * *
-For Satan--naa, han saá mig vel ikke. Karl sprang ved Femtiden om
Trappehjørnet op til Idas Kammer, ligesom Dr. Qvam lukkede Døren op paa
første Sal. Oppe ved Døren blev han staaende lidt, indtil han hørte Dr.
Qvams Skridt dø bort nede i Gangen.
Saa slog han to Slag paa Døren, som han plejede.
-Du var saa køn imorges, blev han ved at sige til Ida; og han blev hos
hende lige til sidste Minut.
Men da han kom ned, stod Qvam udenfor den urolige Gang og talte med
Frøken Koch.
-Godaften, sagde han noget lavmælt, og han kom forbi.
Frøken Koch havde ikke svaret, men hun saá hvast efter ham; og hendes
Samtale med Qvam gik i Staa.
-Maa man spørge, sagde hun saa pludselig, midt inde i noget andet: hvad
saadanne Mennesker tænker paa--
Dr. Qvam stod lidt:
-Der er vel dem, som aldrig tænker ret langt, sagde han: Og for dem er
det jo lettere ikke at tænke længer end de vil.
Frøken Koch lukkede Munden sammen, saa den ikke var mer end en Streg.
Lidt efter sagde hun:
-Sig mig, Doktor, hvad burde der egentlig gøres ved Verden?
Qvam fløjtede:
-Jeg véd s'gu ikke; medmindre man skulde behandle et vist Antal Mandfolk
ligesom man behandler Hingstene og gøre dem til Arbejdsheste, der gik
roligt foran den store Vogn.
Han tav lidt:
-Paa den Maade, sagde han saa, vilde man jo tillige naa det
anerkendelsesværdige Resultat: efter Evne at affolke Jorden.
-De er en fornuftig Mand, Doktor, sagde Frøken Koch.
-Naa, sagde Qvam: Herren véd det. Man bliver vel bitter ved at gaa paa
et Galehus og mest ved at tænke paa dem, der ikke spærres inde....
* * * * *
Drosken holdt udenfor Porten paa Toldbodvejen, og Karl kom ud:
-Saa, nu Sjalet ned om Ørene----
Ida skulde agere Generalinden ind forbi Portner Svendsen, og hun gik paa
Tæerne for at faa Højden, leende, med Kniplingstørklædet ned over
Ansigtet.
-Han er der s'gu, sagde Karl, der skævede hen til Portner-Hullet, mens
Ida blev ved at gaa paa strakte Fødder:
-Saa. De var frelste inde i Gaarden og de lo paa én Gang, sagte, begge
to. Men Karl sagde og nikkede:
-Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralen flyttede.
-Hvorfor?
Karl smækkede med Læberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot.
De listede op ad Trapperne, og Ida traadte fejl og lo igen, før de
naaede Døren.
-Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tøjet af.
-Ja, sagde Ida og lo, men skælvede alligevel. Men Karl, der aabnede
Døren til Spisestuen, sagde bare: De er s'gu i Seng, som om det var
derfor, hun rystede; men Ida ventede lidt inde i Karls Værelse, til han
kom tilbage.
-De sover, sagde han, og han førte Ida, der gik saa varsomt endnu, ind
hvor i Dagligstuen Lampetterne var tændte og Vinen stod paa Bordet.
-Hvor her er fint, sagde Ida og trykkede sit Hoved mod hans Skulder.
-Ja, sagde Karl: iaften er Du Svigerdatteren.
Ida slog et Nu et Par pludseligt straalende Øjne op paa ham, mens hun
paa én Gang rødmede, og Karl, der havde mødt hendes Øjne, trak (han
vidste det maaske slet ikke selv) Skulderen bort, en Anelse bort, hvad
hun dog fornam.
-Det er Marinens Madeira, sagde Karl.
De drak lidt, til Karl strakte sig, med Benene frem, i den store Stol og
Ida bragte ham en Skammel, og de hørte ikke andet end Gassen, der kogte:
-Her er rart, sagde Karl.
-Ja.
Ida laa nede paa Gulvet, med Hovedet mod hans Ben, og hun skælvede lidt
i Stemmen endnu, men paa én Gang blev hun munter, kun ved at fornemme
den ømme Drift i hans Fingre mod hendes Nakke--og hun saá sig om,
nedefra, og pegede paa Kniplebrædtet, mens hun lo, uden at vide hvorfor:
-Det har hun ikke med, sagde hun.
-Nej, sagde Karl og løftede hende op, men Ida rev sig løs og tog Klædet
fra Brædtet og begyndte at haandtere Pindene: Pas Du paa, sagde Karl,
der havde bøjet sig og sad og pustede i hendes Haar, mens hun holdt op
at kniple, og hun sagde, med lukkede Øjne, saa sagte, at det lige kunde
høres og ikke mer:
-Iaften gifter vi os.
Karl saá op i hendes Øjne, der havde aabnet sig, med et andet Blik end
det, der var i hendes--og det havde givet det samme lille, umærkelige
Ryk i ham som før--:
-Det har vi vel gjort før, Pus, sagde han lidt højere end hun--og hendes
Hage løftedes fra hans Haar.
-Men vi drikker jo ikke, sagde Karl. De havde tiet et Nu og han rakte
hende Glasset op over sit Hoved--som hun tog og ikke rørte.
-Der har vi s'gu Tegningerne ... Karl fik pludselig Øje paa Pakken paa
Marmorbordet i Hjørnet.
-Hvad for Tegninger? spurgte Ida og vidste knap selv, hvad hun havde
sagt.
-Dem til Ludvigsbakke, sagde Karl, der havde rejst sig: Nu vil vi s'gu
se dem.
-Nej, hvor kommer de fra?
Ida var lige saa hurtigt derhenne.
-Det er Kate, der la'er dem ligge og drive her, sagde Karl, der havde
taget Pakken og skudt Kniplebrædtet bort.
-Sikken Mængde, sagde Ida. Der var Blad indeni Blad.
De rullede Planerne op og holdt paa dem med Albuerne, mens de sad i
Sofaen ved Siden af hinanden:
-Det er Hovedbygningen, sagde Karl: naa, stort ska'et være.
-Aa, der er Taarne, sagde Ida.
-Ja, sagde Karl og tjattede til hende: naar Du bare ser et Taarn. Det
var italiensk Stil med Taarne og flade Tage. Ida rejste Planen op og
støttede den mod Lampen: Men det bli'er dejligt, sagde hun.
Karl sad og snuste: Ja, det vil passe kønt til Omgivelserne, sagde han
og rynkede paa sin Næse. Han sad og viftede med den ene Haand hen foran
Planen, medens Ida blev ved at se paa Bygningen.
-Du, sagde hun: fra det Taarn kan man se hele Bræstrup.
-De skulde s'gu se lige til Horsens, sagde Karl. Han sad og nikkede
foran Planen: Og Terrasser er der ingen af, men det er det, de Folk
bygger altid saadan, at man ser, de alligevel ikke har Penge nok.
De gik til det næste Rids. Det var Planen over første Sal. Ida førte
Fingeren fra Stue til Stue, og Karl kontrollerede Bogstaverne paa
Planens Fod: Det var Dagligstuen--to Dagligstuer--og det var
Theværelset....
-Og alt det er Spisestuen, sagde Ida.
-Atten Alen i Længden, sagde Karl og nikkede ligesom bifaldende.
Og dér var Billardet--i Taarnet.
-Jeg tænkte det s'gu nok, sagde Karl: der bliver en storartet Udsigt
efter Middagen.
Det begyndte at interessere ham; han fulgte Bogstaverne og udmaalte
Værelserne, spændte med Fingrene og nikkede: Der var gennembrudte
Vægge--Spejlglas gennem det Hele....
-Jo, hun har luret sig no'en Dessiner til i Udlandet, sagde han.
Ida havde sluppet Planen; hun havde aldrig set saadant et Hus.
-Hvor de faar megen Plads, sagde hun og saá hen over de mange Rum: Men
vi vil ikke kende det igen.
Karl blev ved at maale og studere:
-Ja, indvendig er det godt (han smækkede med Tungen) det er s'gu godt.
-Ja, og ligesom en lille Smule sky lagde hun sit Hoved ned paa hans
Skulder: de har jo Pengene ...
Karl nikkede og saá fra Planen op i Lampen:
-Ja, sagde han.
Han blev ved at se en Stund ind i Lampeskinnet:
-Det var os, der skulde haft det, sagde han saa.
Pludselig smilede Ida:
-Ja; og ogsaa hun saá ind i Lampelyset.
-For det var da det, man var født til, sagde Karl.
-Ja, Du....
-Du ogsaa, sagde Karl og sank ligesom lidt i Stemmen.
Han tog den næste Plan. Det var alle Soveværelserne med Toiletværelser,
og med Bade og med Garderober. Fra A til Ø stod det hele Alfabet paa
Ridsets Fod. Karl snøftede og han gned sine Hænder.
-Satans, sagde han: hun er s'gu indrettet paa at gifte sig....
-Og seks Gæsteværelser....
Han talte dem op:
-Med Bad til hvert.
Det morede ham, næsten som Kate havde været en Elev i Komfort, der var
gaaet i Skole hos ham:
-Det er engelsk, sagde han: det er godt; og han kløede sig i Haaret: Hun
er en Satan, hun har s'gu luret sig Dessinerne til....
Ida blev ved at sidde med Hovedet mod hans Skulder, følgende hans Hænder
og seende op i hans Ansigt: det var ligesom hun ikke rigtig kunde følge
med i alle de mange Rum.
-Ja, de faar det dejligt, sagde hun.
-Gu' faar de det dejligt, og han flyttede sig lidt i sin Iver: det var
den næste Plan, Staldbygningen. Flot, flot, sagde han: Hun er en Satan.
Stalden var ogsaa engelsk (og han forklarede) med Rum til Dyrene som i
England til de store Væddeløbere.
Ida beundrede i Stilhed--hun forstod sig nu ikke paa Stalde--og mens hun
saá hen over Planen, sagde hun pludselig:
-Det er dog godt, at Fa´r er død.
Karl gav sig til at le, bøjet over Ridset.
-Ja, sagde han: det vilde ikke være no'et for den Gamle....
Og han blev ved at le ved Tanken om at se gamle Brandt i Kates engelske
Staldbygninger.
Ida havde rejst sig, og paa én Gang sagde hun--og vidste slet ikke,
hvordan det faldt hende ind, for et Minut før havde hun aldrig tænkt
derpaa--:
-Véd Du, nu vil jeg leje mig en Lejlighed.
-Hvad vil Du?
-Ja, jeg vil leje en Lejlighed--
Hun havde længe tænkt, hun vilde hellere ha'e en Lejlighed....
-Hvor? sagde Karl bare.
Og paa én Gang vidste Ida, hvor det skulde være: i Ole Suhrsgade, for
det var saa nemt; og hun vidste, hvordan hun vilde ha' det: fire
Værelser; hun havde altid tænkt det, saadan en Lejlighed som
Kristensens.
Hun stod paa den anden Side af Bordet og bøjede sig frem under Lampen,
saa Skyggen af hendes Hoved faldt over Ridset til Staldene.
-Og Møblerne staar jo til ingen Nytte i Horsens, sagde hun.
Hun var saa ivrig, at hun blev rød i Kinderne.
-Ja, det er udmærket, sagde Karl: han sad endnu med Ridset i Haanden.
Ida gik over til ham og tog ham ned om Hovedet.
-Og saa kan Du altid spise Frokost hjemme, sagde hun.
Der var den Klang i Stemmen, som han elskede.
-Du, Pus, sagde han, og han saá op i hendes Ansigt: Hvorlænge kan Du
blive?
Ida smilede kun og lukkede sine Øjne.
Karl rullede Planerne sammen, mens Ida gik over til Hjørnesofaen, der,
hvor Stereoskopet stod, som da hun var her første Gang.
-Og saa vil vi ha'e Herremøbler i det store Værelse, sagde hun.
Karl sad i Sofaen, med Nakken ind mod Væggen.
-Nej, sagde han: i det store Værelse vil vi sove.
De sad lidt tavse, mens Gassen kogte og Karl saá over paa Ida, der sad
lige under Blusset, til han pludselig sagde, saadan halvhøjt:
-Det maa være fælt at sidde saadan og vaage....
Og Ida rystede paa sit Hoved og sagde i samme Tone:
-Nej, ikke nu....
Hun tav et Øjeblik:
-For saa kan man sidde og huske alting, sagde hun.
Der var stille igen, saa meget som et Nu, før Karl gik over til hende.
Han fandt ingen Kælenavne, sad bare og strøg hende over Hænderne, ganske
ømt (og helt inde i sig tænkte han: Det bli'er slemt en Gang) til hun
kyssede hans Kind.
-Gaar Du saa? hviskede han.
Hun rejste sig og han hørte Døren til sit Værelse sagte aabnes og
lukkes.
-Har Du slukket? sagde han, da han selv kom ind i sin Stue.
-Ja, hviskede hun.
Og Hænderne, hun rakte ham, var blevet skælvende og kolde.
-Er Du bange, Pus?
-Jeg vil snart gaa, sagde hun, og hun blev ved at være angst og kold.
Sent hen paa Morgenen skulde hun gaa.
Karl var utidig.
-Du behøver kun at følge mig til en Droske, sagde Ida.
Det gjorde han saa kun, og da Ida var inde i Vognen, bøjede hun Hovedet
ned og kyssede hans Haand, der laa paa Vogndøren.
-Jeg blev nu alligevel bange, hviskede hun.
-Naa, Pus, sagde Karl ligesom trøstende. For det var, som om Graaden
vilde op.
Karl drev tilbage.
Lidt efter strakte han sig langt i sin franske Seng.
Han røg sig et sidste Par Drag, mens han saá betænksomt op i Loftet:
-Men man skal nu ikke bilde hende no'et ind, sagde han og nikkede med
Hovedet paa sin Pude.--
Ida var hjemme og kom gennem Porten. Der gik mange Drikkepenge til baade
Portner og Portører. Oppe paa Værelset lagde hun sig paa sin Seng.
-Jo--nu vilde hun ha'e Lejligheden ... og saa vilde hun aldrig mere
derhjem--Nej, hun vilde aldrig mere derhjem.
... Dagen var brudt frem med Regn og Slud. Lægerne havde været der,
forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde været
blege og døde til Knoerne, mens han gned Hænderne over Sygesengene.
Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke.
Portøren purrede de Arbejdende ud og drev paa dem med smaa Udraab
henimod Døren som en Hjord. Og Nøglerne lød og Dørene lukkedes.
-Hvorfor skal jeg ikke med? sagde Bertelsen vist for tiende Gang, og
løftede de lurende Øjne, mens Vandet fra Hanen løb ned over hans Hænder.
-Fordi Deres Moder kommer, Bertelsen, sagde Ida:
-Saa, De er jo ren, Bertelsen, De er jo ren.
Bertelsen betragtede sine Hænder og hver bidt Negl, før han, med
dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, sløv og med
halvlukkede Øjne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi:
-Hvorfor skulde jeg ikke med?
Og Ida gentog:
-Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer....
Og mens Ida syslede, lød atter kun to Syges Stønnen fra Salen og Herren
fra "A"'s Skridt over Gulvet.
Nøglerne lød i Døren til Kvinderne. Det var Qvam, der vendte tilbage.
-Her er mat, sagde han.
-Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde
vaagne.
Og de maa egentlig hellere larme, sagde Qvam: for sløver de, minder her
li'egodt forbandet om Underverdenen.
Han satte sig op paa Bordet under Vinduet, mens Frøken Petersen kaldte
paa Ida fra Køkkenet, om hun vilde hjælpe hende med hendes Kjolerem.
-Gaar De ud i dette Vejr? sagde Qvam.
-Ach, Frøken Petersen skulde i "Udsalg".
-Aa, sagde Ida, der bag Køkkendøren laa ned paa Knæ for at hjælpe,
pludselig med en høj, lys Stemme: saa kunde De maaske se, om der var
Møbelstoffer.
Qvam løftede rask Hovedet:
-Skal De giftes? sagde han.
-Nej, men jeg vil leje Lejlighed; hun stod op.
Qvam satte ned fra Bordet.
-Ja, sagde han: det er vist ogsaa meget fornuftigere.
Han gik hen forbi Køkkendøren og slog Hovedet en Kende tilbage mod
Bertelsen.
-Skal han ha'e Tøjet? spurgte han sagte.
-Ja.
-Godmorgen.
Qvam gik; men Frøken Petersen satte sig. Hun maatte vide Besked: hvor
det skulde være og naar hun havde bestemt det.
-Aa, jeg har villet det længe, sagde Ida, og hun begyndte at fortælle om
Lejligheden og Møblerne, hun vilde have, og Betrækket, hun vilde vælge,
fantaserende om alle de Ting, hun aldrig havde tænkt paa--og hun troede
selv, hun havde tænkt det længe.
-Men i den store Stue vil jeg ha'e Læderbetræk paa Møblerne, sagde hun.
Bertelsen løftede pludselig Hovedet:
-Naar kommer hun? spurgte han.
-Klokken elve, Bertelsen.
Frøken Petersen var blevet ganske følsom ved Tanken om Lejligheden.
-Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun.
Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Øjeblik, mens hun blev ved at
smile.
-Ja, sagde hun og, stille, saá hun frem for sig.
Frøken Petersen var borte--Nyheden havde hun med sig til Spredning--og
Ida bragte Vand til de Syge paa "Salen" og rettede paa deres Puder. Saa
sad hun, hæklende, ved Bordet under Vinduet. Fra den urolige Gang steg
en dæmpet Stønnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille
Klynken.
-Naar kommer hun? spurgte Bertelsen igen.
-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med
nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa
Tankerne om sit "Hjem".
Det slog to døvende Slag paa Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru
Bertelsen, der allerede paa Tærskelen fik Trækninger af Graad i sit
Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem. Og Fru Bertelsen
gik hen mod sin Søn, der ikke rejste sig. Goddag, Jakob, sagde hun
underlig ydmyg-frygtsomt, men han svarede kun med Knurren. Saa flyttede
han sig over til Bordet og Moderen med. Hendes Ansigt, hvor alt Huld var
fortæret, og Hatten--en Sommerkapothat, overtrukket med gammelt
Klæde--tegnede sig mod den graa Væg.
Ida gik ud; fra Køkkenet hørte hun Bertelsens ustandselige Tale som en
vredagtig og undertrykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja,
men Jakob ...
Døren til Kvinderne røg op. Det var Kjær, der først saá sig rundt i
Stuen og saa løb ud i Køkkenet.
-Gud, men Jomfru, naar skal det være? sagde hun: De vil jo leje
Lejlighed.
I en flyvende Fart maatte hun have Rede paa det Hele, og Ida fortalte
alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende,
efterhaanden som hun talte; ogsaa Bertelsen blev ved at snakke, højere
og hidsigere, purpurrød, medens han førte begge de knyttede Hænder op
foran sig, altid i samme Højde, som var de bundne i en Lænke.
-Men, lille Jakob, lille Jakob.
-Sikken et Dukkehjem, De faar, sagde Kjær ude i Køkkenet: Gud, Gud, hvor
jeg glæder mig.
Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone:
-Er hun her for at sige Farvel?
-Ja, den Stakkel.
Bertelsen skød Stolen bort og stod op; gennem Døren saá de Moderen gribe
om hans Arm, men han sled sig løs.
-Forbandede Mær, som Du er, skreg han. Fra Døren til "Salen" væltede han
endnu en Strøm af Skældsord imod hende, mens den knoklede Moder blev
staaende ubevægelig, midt i Stuen, sitrende lidt, som en Skive, naar den
rammes af Kuglerne.
Saa vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Hænder.
-Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude.
Fru Bertelsen svarede ikke. Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang
hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortælle for hundrede
Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet--for denne Søn ligesom for
hans to ældre Brødre:
-Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brødre. Og alting var godt,
til han gik en Dag fra sit Kontor, og kom hjem, han ligesom hans Brødre:
han var gaaet; var staaet op fra sin Stol; Pennene havde han lagt
nøjagtig i Rad (jeg saá det jo selv) og Linealen paa sin Plads og hans
Bøger var førte (jeg saá det jo selv) til han gik og kom hjem og det var
forbi for ham ligesom for hans Brødre.
Hun kunde ikke græde, men det lød, som hun græd:
-Ligesom for hans Brødre.
-Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.
Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine Øjne,
som var de blinde, sagde hun:
-Og saa er det Ens egen Skyld--
De Ord var Fru Bertelsens første Tanke og hendes sidste lige fra den
Dag, Hr. Overlægen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man
ogsaa Børn med et drukkent Mandfolk?
-Og saa er det Ens egen Skyld....
Ida havde ikke hørt Døren gaa, men pludselig vendte hun sig, og Herren
fra "A" stod paa Tærskelen: smilende stod han og saá paa dem begge.
Fru Bertelsen løsnede sine Hænder fra Ida's, og gik hen mod Døren til
Gangen.
-Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida, og Fru Bertelsen saá ind paa
"Salen", hvor Sønnen sad, sammenkrøben i en Krog, paa en Sengekant.
-Nej, lad ham sidde, sagde hun. Og Ida lukkede Gangdøren, mens Fru
Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med Øjnene fæstede paa Døren til
"Salen" og gik.
-Ønsker Doktoren noget? spurgte Ida.
Men Herren paa "A" blev kun staaende med det samme Smil. (Jo, han er
vist alligevel gal, tænkte Ida.)
-Nej Tak, sagde han kun og rørte sig ikke.
Det blev Skumring.
Hele Dagen havde Damerne raslet med Nøglerne og var røget ud og ind for
at spørge om Lejligheden, og Ida havde svaret næsten lidt febrisk,
udmalende alting, saa det og saa det.
Nu sad Frøken Kjær et Øjeblik med Ida ved Bordet, og de talte, lidt
afbrudt, om det samme.
-Hm, sagde Kjær: saa faar man da et Sted, hvor man kan sove.
Ida nikkede. Hun greb sig idag hele Tiden i at sidde med lukkede Øjne.
Nu aabnede hun dem. Inde forbi Døren paa "Salen" drev og drev Bertelsen
som en Skygge, og pludselig hørte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der,
helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen.
-Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun.
De sad tavse en Stund. Fra de Uroliges Gang lød den samme dumpe Stønnen
som den hele Dag op imod dem, som en ubestemt og fjern Klagen, mens
Bertelsen blev ved at glide forbi Døren som en Skygge, der viskedes
ud--i Mørket.
-Ja, hvad mon et Menneske som hun stiller op med Livet? sagde Frøken
Kjær, der tænkte paa Fru Bertelsen.
Hun tav lidt igen.
-Ja, hun dør jo en Gang, svarede hun sin egen Tanke.
Herren paa "A" gik, som han plejede. Det var, som den dæmpede Stønnen
dernedefra slog bølgende sammen om hans Skridt.
-Her er alligevel trist idag, sagde Kjær og stod op.
Ida gøs uvilkaarligt.
-Ja, sagde hun: nu skal vi tænde.
Kjær gik og Patienterne fra Kælderen kom tilbage, og en Tid efter suste
Josefine ind med Maden, mens Ida slog de vækkende Slag paa Frøken
Petersens Dør.
Josefine var i disse Dage i rent ud ondt Humør. Der lød ikke saa meget
som en Visestump paa Trapperne, og nu stod hun og faldt i Tanker, mens
hun tog Maden op.
-Nej, Frøken, sagde hun: Man sku' aldrig gøre no'et for et Mandfolk.
-For de er no'en Hunde, erklærede hun, og hun tog igen fat paa
Udpakningen. Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag for
Lyset at udrede af Konduktør Andersen.
Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Frøken Friis der alene. Hun lagde af
gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskørt. Frøken Friis lagde
mere og mere Vægt paa en moderne og tidssvarende Underbeklædning.
Mens Ida drak sin The, sagde Frøken Friis:
-Naa, De vil bo privat, hører jeg; naar skal der lyses?
Hun begyndte at le, mens hun trak i Rucherne:
-Ja, det skal vel ikke være fra Prædikestolen.
Frøken Friis nynnede, mens hun blev ved at arbejde med Rucherne:
-Jeg havde forresten ikke troet, De var saa fornuftig, formente hun saa
pludselig og nikkede over til Ida. Derpaa sagde hun ikke mer. Men Koppen
rystede i Idas Haand.
Da Ida vilde gaa op, mødte hun Frøken Boserup paa Trappen.
-Saa ta'er De vel Deres Afsked, sagde Boserup.
Det havde Ida slet ikke tænkt paa.
-Aa, mente Boserup: Gudskelov, der bli'er nok Vakance. Jørgensen
begyndte ogsaa at indrette Lejlighed et helt Aar før hun blev gift.
Der skød en hastig Flammen op i Idas Ansigt. Hun blev ganske bleg.
-Man tør vel indrette sig et Sted at være, sagde hun. Hun havde aldrig
talt saa haardt og hun vidste ikke selv, hvorfor hun gjorde det nu.
Men da Boserup kom ned i Spisestuen, sagde hun:
-Gudbevar'es, tal ikke til Brandt om Lejligheden. Den Due har ogsaa
Kløer.
-Men naar man lejer Lejlighed og møblerer med Læderbetræk, skulde man
helst ikke ta'e Brødet ud af Munden paa andre.
Øverud sagde paa sit Fynsk:
-Læderbetræk, det var der ogsaa i Rygeværelset paa Broholm ... det var
saa kønt og saa rart køligt at sidde paa--efter en Middag.
... Ida havde tændt Lampen oppe paa Værelset. Hun vidste ikke selv,
hvorfor al den urolige Angst var kommen op i hende igen. Men pludselig
gav hun sig til at skrive til Karl:
"... Men Du maa ikke være vred, hører Du, det maa Du ikke--for det, Du
véd. Jeg blev jo kun saa bange og kan Du ikke forstaa det? Men jeg vil
jo kun, som Du vil altid; véd Du da ikke det? Og det var jo kun, fordi
det syntes mig ligesom din Moder var der hele Tiden--men Du maa ikke
være vred, min egen, egen Ven--vil Du vel?"....
Karl var ved at trække i Ridebukserne, da Julius næste Morgen bragte
Brevet.
Han stod lidt og saá paa Brevskabet, med halvrynket Næse, far han
aabnede det og læste det, stadig med samme Udtryk i sit Ansigt. Saa
klædte han sig paa. Men da han var færdig og kom ned paa Gaden, slog han
sig med Pisken over Laarene:
-Fruentimmerne tænker s'gu ogsaa altid saa urimelig længe over hver
Ting.
Kate var allerede i Sadlen, da han kom.
-Nom d'un chien, sagde hun: vous n'êtes pas matinal.
Karl skød Læberne frem:
-Jeg har læst Forretningsbreve, sagde han og steg op i Stigbøjlen.
Kate hilste med Pisken op til sin Moder. Fru Mourier kom altid, i
Frisérkaabe, hen til Vinduet for at se "de to Unge" ride ud.
* * * * *
Det var Onsdag efter Frokost, og Generalinden skrev til sin Søster, Fru
v. Eichbaum:
Kære Emilie!
Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale
at jeg skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet hændet med
Undtagelse naturligvis af, at vi hjærtelig savner Dig, Mille. Dit Hus
staar nu som blæst og venter kun paa Dig og Hjemkomsten (Hyacinterne
mellem Vinduerne er sprungen ud; de to blev røde, skønt Asmussen saa
bestemt havde lovet dem alle blaa, men i og for sig kønne i Farven, hvad
jeg ogsaa sagde ham, da jeg bestilte Blomster til Geburtsdagen hos
Schleppegrells). Der var rigtig net og hyggeligt (vi fik
Maraschino-Fromage, Du véd, men den var ikke lykket; Anna har det jo med
altid at forsøge nye Opskrifter), skønt vi var to flere end vi kunde
sidde.
Ved Desserten brød de Unge op--Karl havde Kate--og nød den søde Fromage
i Kabinettet. Desværre tror jeg, der er kun daarlige Udsigter for Fanny.
Frøken Juel sagde mig forleden ved Pastor Jørgensens Forelæsninger (han
er nu færdig med Baggesen; han talte, Du, tre Kvartér om Sofie Ørsted,
hvad der jo var ret overflødigt for os i Familien, da vi kender det
bedre), at Prinsessen efter al Rimelighed slet ikke skal have Hofdame.
Sagen er vel den, at de venter, den saksiske Prins meget snart vil gifte
hende og saa var det jo ogsaa overflødigt. Desuden er det jo naturligt,
at de vil spare. Nu taler Anna om, at Fanny kunde lære Massage. Dér
kommer det jo kun an paa Armkræfter, og dem siger de, hun har, trods
Maven, der er vedblivende slet. Det bedste var naturligvis, om Skeel
endelig en Gang vilde gifte hende. Karl har vel skrevet Dig til. Jeg ser
ikke meget til ham, men hører ham i Huset til hans gode, faste Tider.
Kære Mille, det er, som jeg altid har sagt, at kom han i noget fast,
vilde Familieroen nok falde over ham. Vi er jo, Gud være lovet, ikke af
noget springsk Naturel. Kate og han rider nu hver Morgen deres lange Tur
ad Broen (jeg synes, hun bliver mer og mere stilfærdig og faar mer og
mer af Vilhelmine) og taler meget Fransk: de har jo alle de fælles
Minder fra Lausanne. I de franske Forelæsninger er vi naaet til
Chateaubriand. Det er meget interessant, men han har jo været et uroligt
Hoved. Vilhelmine læser nu hans Værker; Du kender hendes Grundighed.
Saasnart Foraaret gryer, tager de fat paa Hovedbygningen paa
Ludvigsbakke. Karl og Kate laver stadig i Forening om paa Planerne, men
Huset bliver dejligt (Etatsraad Schmidt fra Aarhus, Du véd, som var til
Geburtsdagen, sagde mig jo ogsaa, at Mourier nu tjente sine Par Tønder
Guld om Aaret) med Badeværelser som i Aix-les-Bains. Den lille Brandt
skal have været her forleden og spurgt, om hun skulde se til dine
Blomster. Det var jo meget betænksomt, men ret overflødigt, finder jeg,
for det har man jo dog Ane til. Ane sagde, at hun saá daarlig ud og
underlig gammel. Men hun er vel ogsaa snart i de Aar, hvor unge Piger
bliver gamle Jomfruer. Røg har der været i Køkkenet, saa jeg tilsidst
lod Petersen komme (han havde faaet en Sønnesøn, saa jeg havde ham inde
til et Glas Madeira), men han sagde, det var Vejret, saa det er der jo
ikke noget at gøre ved. Hils Aline, det er jo sørgeligt med hendes Ben.
Bruun siger (han ser foraset ud, Stakkel, overhængt som han er med
Praksis) at det maa vel være en Slags Lammelse--og det er da intet
Under. Gud, Du, at Folk i den Alder vil udsætte sig for alle de
Sindsbevægelser. Her hilser alle.
Din trofaste Søster Lotte.
P.S. Vilhelmine bragte forleden Dag sit og Kates Billede i Ramme,
nydeligt og med deres Navnetræk. Jeg stillede det foreløbig foran paa
den store Etagère. Kate er nydelig, med den slanke Figur. Det er taget
hos Hansen, hvad jeg raadede. For Fanny var taget forleden hos en anden
i et Vindu, og det var afskyeligt. Jeg tror jo nok, at Anna venter
Chocoladen.
Fru von Eichbaum svarede om Lørdagen:
Kære Charlotte.
Tak for dit Brev og alle de rare Efterretninger. Vi har det nogenlunde
(jeg nægter jo ikke, at jeg længes efter Hjemmet og den gode Ro) men for
Alines Skyld bliver vi endnu sagtens til Slutningen af Maaneden, for jeg
mener som saa, det er bedst, at hun først kommer hjem, naar hun er i den
fulde og klare Ligevægt. Med Benene er det noget bedre (Dr. Brouardel,
en rigtig dygtig Læge, som ogsaa har givet mig en Slags Salve eller
saadanne mod vore tørre Hænder, at smøre Morgen og Aften, siger, at det
er en Svækkelse i Knæene) skønt ikke godt; det er som de ikke rigtig vil
bære hende, skønt hun er blevet meget mager. Naar Solen skinner, sidder
vi dog om Formiddagene jævnligt paa Terrassen for at nyde den frie Luft.
Om Personen taler vi naturligvis ikke, og, vil Du forstaa, i det Hele
ikke om, hvad der er sket. Den Slags fægter man kun ud med sig selv.
Stuepigen siger, at Madame ofte græder om Morgenen, hvad jeg lader som
jeg ikke mærker. Har hun Taarer, maa hun helst græde dem ud. Du véd, jeg
mener, at naar blot ingen ser det, bliver Folk ogsaa nok trætte af at
græde. Men om fjorten Dage, tænker jeg, vi rejser, og Aline tager saa
efter et Par Dages Forløb hjem paa Gaarden. Og naar hun har været hjemme
en Maanedstid, kommer hun til Byen, i al Ro, ganske som hun plejer om
Foraaret. Men alt det behøver der naturligvis ikke at tales om, hvad der
er bedst. Her paa Hotellet tror de vedblivende, at hun er paa Efterkur
fra Vichy, som jeg sagde straks. Vilhelmine skrev til mig (jeg havde
ogsaa Brev fra Anna, hun er paa Rejser tit lidt generende med sine mange
Kommissioner; at Fanny ikke blev Hofdame, har jeg altid tænkt, de tager
dem ikke saa unge af Hensyn til Indtrykket) og var fuld af Lovtaler over
Karl. Det glæder mig jo inderligt, at han kan være noget for Mine og
Kate, som hun skrev, naar han blot ikke forsømmer sit Kontor. Om en Ting
maa jeg bede Dig, at Du for Guds Skyld sørger for, at der stadig luftes
i Lejligheden. Jeg vilde jo aldrig tilgive mig, om de fik saa meget som
en Bronchit. Du véd; at, er man borte, kan man faa Idéer, som næsten
forstyrrer Ens Ro (at være daglig sammen med Aline, gaar jo heller ikke
sporløst hen over Ens Nerver), og jeg kan vaagne om Natten i Sved ved
Tanken om at der skulde kunne være nogen Smitte efter Mary. Man aabner
jo nutildags heller ikke en Avis uden at læse om disse Baciller
allevegne. Karl skriver, at den lille Brandt har lejet sig en Lejlighed
udenfor Hospitalet. Jeg finder jo, hun kunde haft nok i et Værelse, hun,
som dog har Bolig, og ikke er anderledes vant. Men det maa jo blive
hendes Sag, naar hun vil (hun har lejet i Ole Suhrsgade, Du kender
Lejlighederne fra Plejeforeningsbesøgene, tre Værelser, med broget
Tapetpapir paa Væggene) for man skal aldrig blande sig i fremmede Folks
Ting. Jeg tænkte paa, Lotte, at hvis Du saá hende, kunde Du maaske
spørge hende om en virksom Desinficering. Hun maa jo vide det, da hun er
fra Hospitalet. Og Tanken om Smitten lader mig ingen Ro, om der nu kom
nogen Slags Sygdom ind i den sunde Familie. Jeg beder Dig en Dag, naar
Du kan, paa min Bikubebog (den ligger i Skrivebordsskuffen over mod
Vinduet) at hæve halvthundrede Kroner at give til Karl. Det koster ham
naturligvis at være Kavaler for Vilhelmine, som ikke tænker paa Penge,
og hernede er ikke dyrt, naar man lever med en fornuftig Økonomi. Bed
Ane dække Møblerne i Kabinettet med et Par Lagener, at hun ikke glemmer
det. Det pressede Fløjl taber sig saa let i Solen nu, hvor den begynder
at staa længere paa (her er næsten Foraar og Violer paa Gaden) mod Syd
som det er. Tak Vilhelmine for Billedet--ja, Kate har jo ganske hendes
Ungdomsfigur. Aline hilser mange Gange og ligesaa jeg alle.