Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktøren, sagde han, og hendes Haand
faldt bort fra hans Knæ, ned, overmod Stolens Arm....
Saa saá hun en Dame, der var kommen op paa en Line, en uhyre lyserød
Dame, og hun hørte igen Folk le og saá Karl nikke til sig henne fra
Staldaabningen (han holdt aldrig af, naar hun sad saadan, som hun ikke
kunde røre sig) og hun smilede paany, mens han kom hen imod hende.
-Der er Herrens Overflødighed, sagde han og stak sin Arm ind under
hendes.
Ida sad et Nu med Hovedet støttet mod hans Skulder: Det er li'som hjemme
paa Havnepladsen, sagde hun med en Stemme, der skælvede ganske lidt.
-Men Schreiber var s'gu god, sagde Karl.
-Aa, sagde Ida: Olivia gemte hans Portræt i sin Syæske.
Den imposante Dame blev fremkaldt og fremkaldt. Tilsidst fik hun Touche,
for Jublen vilde ikke lægge sig.
-Godaften, min Pige, sagde Herren fra før og vinkede venligt Damen af.
Men Paukerne blev ved at skratte, da Ida greb Karl om hans Arm:
-Dér er Frøken Friis, sagde hun. Hun var blevet stiv som et Lig.
-Naa, til Helvede, og Karl drejede Hovedet noget hastigt. Ja, dér er
hun, sagde han.
Men Frøken Friis, der kom lige imod dem, nikkede kun hjemligt og glad:
-Godaften, er De ogsaa kommet paa Amager? sagde hun og skred videre med
løftet Skørt. Der var noget eget tilvant og glad fremtrædende over
hendes Ryg og nedefter. Da hun havde naaet sin Stol og satte sig, sagde
hun til den lille, stornæsede Herre i hendes Kølvand:
-Det er Barndomsvenner.
-Naa, sagde han langtrukkent: saá er det kriminelt.
-Det er en slem Lømmel, mumlede Karl, da Parret var forbi. Han blev
siddende og stirrede stift paa Spidsen af sin Cigar, til han sagde som
En, der har opgjort et ulysteligt Regnskab:
-Naa, hun holder s'gu nok Bøtte.
Men han blev alligevel siddende tavs, med et Udtryk, som Cigaren ikke
smagte.
Ida bøjede sig frem, for der var kommet et Mellemrum mellem deres Stole,
og med et Smil hviskede hun (men det vibrerede lidt om hendes Mund)
ganske sagte:
-Karl, og det var det første, hun havde sagt siden Frøken Friis var
gaaet forbi: jeg bryder mig ikke om det.
Og hun gav sig til at tale, lidt livligt og lidt stærkt, mens det
summede om dem; Tykkerten fra Linen var nu kommen til Hest.
-Du kunde gerne sidde lidt roligere, sagde Karl.
Ida havde et Nu pludselig Taarer i Øjnene, men saa smilte hun igen (hun
forstod ham jo saa godt), og hun hviskede endnu en Gang, med Ansigtet op
imod ham:
-Karl, jeg bryder mig slet ikke om det.
-Det kunde vel osse lidt nytte, sagde Karl, stadig med samme Stemme og,
med pludselig Mine til at rejse sig, lagde han til:
-Jeg vil s'gu gaa ud til Direktøren.
-Vil Du gaa igen? Det kom saa hastigt, og Ida løftede Haanden saa meget
som en Tomme for at standse ham (og vidste vistnok ikke, at det til
allersidst ogsaa var af Forfængelighed).
-Jeg kan jo osse bli'e, sagde Karl.
-Barndomsvennerne morer sig ikke, sagde Kavalleren til Frøken Friis, der
gav sig til at nikke til Ida to Gange.
Der lød en Fanfare: Dér har vi Jokeyen, sagde Karl og strammede sig
uvilkaarligt i Sædet, som alle de andre, da Rytteren jog forbi: Han
rider godt.
Ida nikkede kun foroverbøjet, medens der var noget over hende som over
et Barn, der stopper Fingrene i Ørene, naar det vil læse, og hun tog
ikke Øjnene fra den nøgne Mand, der satte i Spring.
Folk klappede og klappede.
-Han springer godt, sagde Karl.
Og Ida, der nu uvilkaarligt blev ved med Øjnene at følge det nøgne
Legeme, sagde sagte og blev rød, far hun havde sluttet Ordene:
-Han er dog ikke saa smuk som Du.
Karl saá pludselig ned paa hendes Ansigt:
-Du er s'gu begyndt at se paa Mandfolk, sagde han.
Og han lo, mens han pludselig strakte Benene:
-Skal vi saa gaa, sagde han, da Jockeyen var ude, og de rejste sig.
Først henne ved Indgangen hilste de paa Frøken Friis.
De kørte igen tavse. Ida havde stjaalet Karls Haand, der ikke var saa
livlig bag Handsken:
-Kan vi ikke køre til "Dagmar" idag?
-Jo-o, sagde Karl, og lidt efter:
-Folk træffer man alligevel allevegne.
Og idet han pludselig gned Hænderne, sagde han i en anden Tone, som en
Mand, der har taget sin Beslutning:
-Saa vil vi s'gu spise.
Han sagde, han vilde ha'e Hummer: Men Du skal drikke Porter til, sagde
han, og der kom et snaksomt Velvære over ham, som om han allerede sad
foran det røde Dyr og Salatbladene.
-Iaften vil vi drikke, sagde Ida.
-Frøken Friis' Skaal, sagde Karl fra sit Hjørne; og de blev begge tavse
igen, stirrende ud hver af sit Vindu.
-Nu er vi ved Højbro, sagde Ida.
-Naa, Gud ske Tak, sagde Karl, og han forandrede ikke Stilling, før
Drosken holdt og de naaede Restauranten, hvor Kelnerne løb i det meget
Lys mellem mange Gæster, og de fik et Kabinet.
-Det er det gamle, sagde Ida med saadan en lys Stemme, og hun fik Kaaben
af.
-De er s'gu alle éns, sagde Karl, der allerede var midt i Studiet af
Spisesedlen. Men da Fadene kom, vaagnede han op og slog Hovedet helt
tilbage af Velvære: Der maa Mad til, sagde han, og han begyndte at
spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Last og Fast. Om Knuth: han er
s'gu rent gal, sagde han og missede med Øjnene til Ida: men en prægtig
Fyr. Og om Admiralen: nu havde han været upaalidelig igen; han kunde
s'gu heller ikke la'e de Hunkøn gaa. Og om Bogholderen: Han bli'er,
ryste mig, værre og værre, sagde han og rynkede Næsen, mens han blev ved
at spise.
Men Ida, der sad og saá paa ham, sagde og smilte:
-Du ser saa godt ud, naar Du spiser; og hun førte sin Haand ind under
hans Manchet op ad hans Arm.
-Ja, sagde Karl, der lo; hvis jeg spiser godt; og han trykkede Armen ned
mod hendes Haand.
Ida sad og stirrede ud i Luften: Nu kan vi snart spise derhjemme.
-Ja, sagde Karl blot.
Men Ida blev ved at tale om Lejligheden: Saa kønt der blev--nu var
Tæpperne kommet ... til at gaa over begge Gulve ... aa, Mønstret var saa
smukt, med lutter visne Blade, strøede overalt ... og Portièrerne
ligesaadan ...
Hun blev ved at fortælle om de lutter gule og brune Farver i
Gulvtæppemønstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i
Verden vilde hun blive ved at tale og--tav.
-Men naar bli'er der færdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og
regnede noget ud.
-Jeg véd ikke, sagde Ida, med Hovedet støttet i sin Haand, med en
Stemme, der pludselig sitrede.
Den Ruslæders Portemonnæ var allerede kommen hen ved Foden af hans Glas.
Han tog den tankeløs op og aabnede den. I det forreste Rum laa der et
Brev.
Ida greb ham i Armen: Det maa Du ikke se.
Men Karl havde foldet Brevet ud: Det er jo fra Franck?... Og i en Tone,
som var det et Rykkerbrev til ham, sagde han:
-Det er naturligvis om Pengene.
Ida svarede ikke, men puttede Brevet til sig, mens Karl sagde:
-Jeg forstaar s'gu ikke, hvad Du gør for at lokke alle de Penge fra ham.
-Jeg lyver, sagde Ida og slog pludselig Ansigtet ned mod Dugen; og i
samme Aandedrag--som for at sige, at det skulde han ikke tage sig
nær--saá hun op og sagde:
-Det har jeg jo altid gjort.
Karl, der blev bevæget og knap gjorde sig Rede hvorfor, mumlede:
-Men at lyve sig til et helt Møblement er ikke saa let....
Ida smilede igen, mens hun saá ud over det uendelige Væv af alle sine
egne Udflugter.
-Jo, sagde hun og lo næsten: naar man først er begyndt, saa kan man
altid lyve videre.
-Du bliver s'gu et fordærvet Fruentimmer, sagde Karl. Det var længe
siden, han havde taget saa fast eller ømt om hendes Haand.
-Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu
vil vi drikke. Og hun tog sit Glas.
Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet
ikke sige det:
-Det værste, de kan gøre, er da at gi'e mig min Afsked.
-Det manglede blot, brast det ud af Karl.
-Ja, saa var det da forbi, sagde Ida.
Men Karl svarede ikke, før han sagde, med samme Udtryk som før inde i
Cirkus:
-Men, for Fanden, hun holder vel Bøtte.
Han kaldte paa Kelneren for at betale.
-Skal vi allerede gaa, sagde Ida. Det var som kom der altid ligesom en
Angst over hende, naar de skulde gaa; og hun saá ud over Bordet og
Glassene.
-Det er s'gu paa Tiden, sagde Karl.
Han vidste vist ikke selv, at han sukkede et Par Gange, da han trak en
Halvtredskrone-Seddel op af den Ruslæders Portemonnæ.
Men inde i Drosken sagde han, for han vilde ligesom heller ikke skilles
fra hende:
-Nu ta'er vi hen i Lejligheden.
-Men der er jo ikke istand, sagde Ida.
-No'et er der vel paa Plads, sagde Karl, og han raabte Gade og Nummer ud
til Kusken.
...-Du maa ikke se Dig om, sagde Ida, der ude i Gangen havde faaet en
lille Lampe tændt og som nu aabnede Døren. Men idet hun løftede Lampen
foran sit Ansigt, sagde hun straks og pegede paa to store Ruller, der
stod lænede op imod Væggen:
-Det er Gulvtæpperne.
-Sikken Mængde, sagde Karl, der stod og tænkte paa, at Møblerne vilde
blive for store for Stuen.
-Ja, og hun nikkede til ham: Men Mønstret kan Du ikke se.
-Jeg er forfærdelig tørstig, sagde Karl, der fik Overfrakken af.
Ida havde Rødvin og vilde hente den. Karl gik alene op og ned, med en
Cigar, der var gaaet ud; han stødte i Tanker til Møblerne som til
Stængerne i et Bur. De tomme Vindusaabninger gabede paa ham som et Par
stirrende Øjne.
Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde hælde Vinen i sig.
Men pludselig bevæget, eller desperat--for han kunde i det Øjeblik gerne
have slaaet alle de Møbler i Smadder--sagde han og hans Stemme var lav:
-Naa, Skaal, Pus.
-Ja, sagde Ida og saá fra Stuen, hvor Møblerne, der ikke var paa Plads,
kastede lange Skygger op i hans Ansigt: Det er det første Glas, vi
drikker her.
Og hun drak, til Bunden, med Øjnene fæstede paa hans Ansigt.
... Karl var gaaet.
-Tak, jeg vil blive lidt, havde Ida sagt.
Nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved.
Hun vilde kun være ene, naar hun tog sin Kaabe og sin Hat og naar hun
gik. Men da hun kom ned paa Gaden, næsten løb hun. Hun tænkte: hvis hun
mødte Frøken Friis--i Porten--eller udenfor--og hun løb, som om hun
derved kunde undgaa det.
Men hun naaede op i sit Kammer og havde ikke mødt nogen.
Hun tog sit Overtøj af. Men paa Gulvet blev hun ved at vandre. Saa
aabnede hun Døren. Hun vilde se Roed og Frøken Petersen, se dem, inden
de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst. Mod Vinduet
paa Gangen lysnede det allerførste Skær af Dagen og de Syge blundede.
Sagte drejede hun Nøglen om og gik ind. Roed og Frøken Petersen sad hver
paa sin Side af Kakkelovnen, stive i Øjnene af Søvn.
-Gott, Gott, er det Dem, sagde Frøken Petersen.
-Jeg vilde ta'e lidt Kloral, sagde Ida, og aandsfraværende, eller
frygtsomt, glattede hun med sine Hænder ned over Roeds Haar.
-Hvor De er kold, sagde Roed med de Forvaagedes underligt ligegyldige
Stemme.
-Ja.
Ida slap hende og gik hen til Tærskelen til "Salen". I den nærmeste Seng
rørte Patienten sig, og Ida gik ind. En skægget Mand med blaa Briller
laa og stirrede op paa hende.
-Godaften, Frøken, sagde han med saadan en ydmyg Stemme.
-Herre Gud, Lauritzen, sagde Ida, er det Dem.
Patienten svarede ikke. Det var en Dranker, som var her for tredje Gang.
Han laa kun og knugede Hænderne:
-Jo, det er mig, sagde han saa og blev ved at knuge Hænderne, saa
Knoerne blev hvide.
Og mens han saá hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs
hans Sider, sagde han--det Blik maa En have, der korsfæstes--:
-Jeg kan ikke andet.
Ida lænede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun
fortvivlet.
... Karl var kommen hjem. Halvt afklædt blev han ved at marchere paa
Gulvet.
-Det er utroligt, sagde han.
-Det er s'gu utroligt, blev han ved at sige, mens han standsede paa sin
Marche og nikkede ind i Lampen.
-Men de Fruentimmer er s'gu ogsaa blinde, sagde han og nikkede ind i
Lyset.
Endelig satte han sig hen paa sin Seng.
-Hm, og han fortrak Ansigtet, som var ogsaa det ham Højst ubehageligt:
og saa har Knuth naturligvis siddet og dinglet paa Wienerkaféen for at
vente.
Tilsidst kom han ned mellem Tæpperne. Han laa paa Ryggen og stirrede op
i Luften.
-Det er mærkeligt, men de ender s'gu alle med at blive simple i en Seng.
Karl v. Eichbaum slukkede sit Lys. Men i Mørket laa han længe og kastede
og vendte sig og virrede med Hovedet, men ogsaa hans Hænder var særligt
urolige--som en Mand, der er plaget af besværlige Fluer ...
... Han var heller ikke i noget lyst Humør, da han stod op, og
Skilningen kunde han ikke faa lige, mens han blev ved at sidde og herse
med Kammen og Børsterne foran sit Spejl. Men paa én Gang løftede han
Ansigtet og, idet han saá sig selv lige ind i Øjnene i Spejlet, sagde
han halvhøjt og med et Nik:
-Ja, det er det: et Menneske gør s'gu, hvad han maa.
Ida havde ventet længe oppe paa Kammeret. Nu maatte hun ned i Thestuen,
nu maatte hun derned. Hun gik gennem den urolige Gang, ind gennem den
rolige.
Aldrig syntes hun, hun var gaaet saa rank. Nu var der kun Døren, som
skulde aabnes, og Tærskelen, som hun skulde over.
-God Morgen.
Hun var derinde. Og i et Nu havde hun lyttet efter sin egen Stemme og
set paa Alles Ansigter, at de vidste intet; og set Frøken Friis, der sad
nærmest Døren og skød op fra Stolen til et Favntag.
-Godmorgen, Søde, sagde hun.
Og da hun kyssede hende, skød hun et Nu Spidsen af sin Tunge ind mod
Idas Kind.
Ida blev blødende rød....
Og hun hørte Frøken Helgesen sige:
-Hos os har der inat været to Dødsfald.
* * * * *
Maaske en halv Time havde Ida ventet. Nu vilde hun gaa. Maaske kom der
ingen, saa hun kunde gaa.
Men Ellingsen var ved Døren for at "hjælpe Frøkenen".
Han tog Kaabe og Hat, og hun fik dem paa:
-Tak, sagde hun: Farvel.
Men Ellingsen, der stod ved Døren, sagde, og der var megen Fugtighed om
hans Læber:
-Frøkenen glemmer sine Pakker.
Ida tog dem og Ellingsen lukkede ogsaa Gadedøren op:
-Farvel, sagde hun og gik.
Gadedøren var af dem, der stille lukker sig af sig selv. Hr. Ellingsen
vendte tilbage til Kabinettet. Han bevarede stadig et deltagende Udtryk
i sit Ansigt. Med en Serviet bortslog han lidt Støv, han syntes havde
samlet sig paa Dugen, hvorpaa han med den samme Serviet tørrede sig om
sin Mund. Hr. Ellingsen havde virkelig sjældent haft mindre end en
seksten, atten Kroner om Maaneden af "det Selskab".
Det ringede ved Bufet'en.
-Men der var jo en dejlig Fremgang i Forretningen.
Hr. Ellingsen gik ud. En Herre og en Dame kom imod ham i Gangen....
-Ida gik--hun troede vel selv, hun vidste ikke hvorhen--langs Stien, mod
Østerbro, udad, længer og længer.
Dér mødte hun dem. Han saá dem langt borte. Der var de.
Hun maatte gaa dem forbi. Smaapakkerne hang ligesom saa løst i hendes
slappe Arm og hun vidste ikke, hvordan hun nu fik Hovedet bøjet til
Hilsen.
Men Kate standsede sin Hest et Øjeblik.
-Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun og hilste med sin Pisk. Hvilket
dejligt Vejr!
-Ja, dejligt, sagde Ida, der pludselig stirrede hende op i hendes
Ansigt.
-Man mærker formelig Foraaret slaa op af Jorden, sagde Kate. Karl holdt
lidt fra dem. Det saá ud, som hans Hest ikke var saa lige at styre.
-Naa, allons ... Godmorgen.
De red bort.
-Hun var kommen langt ud, sagde Kate.
Og lidt efter, mens hun saá ud over Hovedet paa sin Hest, tilføjede hun:
-Det er mig forresten ligegyldigt.
Karl vilde spørge hvad, men tav pludselig med et forbløffet Ansigt.
-De er s'gu min Overmand, sagde han saa, da de havde travet en Stund.
Ida havde vendt sig. Det var, som var hun pludselig vaagnet. Hun saá
hvert Ansigt, hun mødte, som var det mærkelig lyst, og hvert Gitter og
hvert Hus og hvert Træ, som var alting saa mærkelig skarpt. Og hun hørte
hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde
hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle.
Men Mulden saá hun mest og de gule Krokus og Rosentræerne, der var
afdækkede nu--for nu vilde det snart blive Foraar.
Hun kunde være gaaet ti Mil og bøjede dog om ved Søhjørnet, af Vane.
Paa Vejen tæt ved Rørholm mødte hun Frøken Friis, som begyndte at larme
langt borte og saa kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet
hendes Skik. Men, kære Barn, sagde hun: idag maa jeg da se Lejligheden.
Frøken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare
lige om Hjørnet....
Ida var pludselig saa træt, eller maaske følte hun Trang til at nyde en
sidste Smerte.
-Ja, sagde hun sagte: vi kan gaa derop.
Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjærg. Frøken Friis
var iforvejen og læste paa alle Dørplader.
-Og et yndigt stille Hus, raabte hun ned (det var lutter Embeds-og
Bestillingsmænd samt en Baptistpræst, som boede der) og hun kunde næppe
vente, til Ida fik lukket op og sagde, som om hun havde glemt det:
-Ja, her er Haandværkere.
Men Frøken Friis raabte allerede inde fra Dagligstuen:
-Men Gud, Gud, hvor er her nusset; hun røg ud igen paa Gangen: hun
maatte kysse Ida af Henrykkelse, før hun svajede ind paany. Hun befølte
alt og saá alt og snakkede, til hun pludselig satte sig paa en Stolearm:
-Men, søde Brandt, hvor maa det have kostet.
Ida sad ned. Ubevægelig saá hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu
var det paa Plads.
Hun hørte ikke Frøken Friis og ikke, at hendes Ordstrøm pludselig
standsede, følte kun, at hun var ene, et Nu, og løftede sine Hænder fra
sit Skød--da Frøken Friis kom frem i Sovekammerdøren.
-Brandt, sagde hun, og hun udtalte Navnet i en Tone, som hun aldrig
havde brugt: De véd, hvordan De vil ha'e det.
Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked
op i hendes Kinder.
-Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt næsten selve sin Smerte.
Men Frøken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den
store Seng.
-Saa gaar vi, gentog Ida.
Der var noget i Tonen, som fik Frøken Friis til at rejse sig noget rask.
Men Ida ventede tavs først ved Dagligstuedøren og saa ved Entrédøren,
sidst ved Gadedøren, indtil Frøken Friis var ude. Heller ikke paa Gaden
kom Samtalen i Gang. Frøken Friis var ogsaa stille, optagen af Sit som
af en Opdagelse. Men da de naaede Hospitalsporten, sagde hun, før hun
skulde videre "et Ærinde":
-Men Gud, Brandt, vær nu fornuftig--dette er jo kun for vi frisindede.
Ida skød tavs hendes Hænder bort fra sin Arm.
-Farvel, nikkede Frøken Friis.
Da Ida, der bestandig bar de to Smaapakker, kom ind paa Trappen i
Pavillonen, mødte hun Frøken Kjær.
-Nej, sagde hun med sin glade Stemme--hun var saa vant til, at Ida
bragte noget med sig hjem--:
Jomfruen har Kager.
Og hun løb iforvejen op til Frøken Petersen: Jomfruen har Kager, sagde
hun, og de samledes hastigt til Picknick i Køkkenet.
Ida sad og saá Kagen forsvinde mellem Petersens Tænder.
Da de to var mætte, var der et Stykke tilbage. Det blev tilbudt
Josefine, der kom for at hente Spandene.
-Ja, no'en skal jo ha'et, sagde Josefine.
Men Frøken Petersen sagde:
-Ach, vi skulde have gemt den til Kaffen.
Ida havde rejst sig og gik.
* * * * *
Frøken Friis' "Ærinde" var et Minuts Løb ind til Svendsen, hvor den
Stornæsede spiste Frokost. Frøkenen var helt vims og forpustet af
Morgenens Iagttagelser.
-Nej, Du, sagde hun: det havde jeg aldrig troet--for der var
raffineret....
Den Stornæsede betragtede sit Smørrebrød med Sky.
-Det er s'gu altid saadan med de meget blide Piger, sagde han.
Frøken Friis sad lidt; hun saá stadig Sengen og de store Vaskekummer og
den brede Hvilesofa for sine Øjne.
-Ja, det maa det vel være, sagde hun eftertænksomt og nikkede.
Men lidt efter sagde hun:
-Men, Gud, hvor det maa være dejligt at ha'e Penge.
-Naa, sagde den Stornæsede: det vigtigste er s'gu, at man véd, hvad man
vil hinanden.
Han bød Frøken Friis paa et Glas Øl, som hun nød med opdraget Slør.
Men pludselig sagde hun, paany ganske ophedet:
-Frederik, hun havde flyttet Sengen midt frem i Lejligheden.
-Ja, den bliver s'gu nok staaende, sagde den Stornæsede.
* * * * *
... Kate Mourier havde faaet den mærkeligste Vane. Hun vandrede op og
ned gennem alle Stuer med begge Mynder efter sig.
-Kære Kate, hvor Du marcherer, sagde Fru Mourier fra sin Sofa.
-Jeg tænker, sagde Kate og vandrede videre.
-Men kunde Du ikke gøre det siddende, sagde Fru Mourier.
Pludselig havde Kate sat sig med begge Mynderne foran sig, og rejste sig
saa igen. Henne ved Døren strakte hun Armene op langs Dørkarmen.
-Er det iaften, vi skal paa Koncert? sagde hun og saá ud i Luften.
-Ja.
Det var rart ... For jeg trænger til Musik, sagde hun og gik ind.
Fru Mourier blev siddende. Bladene i hendes "Edition Peters" blev
liggende urørte. Hun tænkte paa, at det var godt, at Mourier endelig
kom--nu til Selskabet for Aline.
For Fru Mourier vidste ikke rigtig, hvordan det stod til med Kate.
Det ringede, og det var Fru von Eichbaum. Hun kom blot for at spørge, om
Mourier ogsaa tog Tjeneren med til Byen.
-For Mine, det var jo bedst at vide det, sagde hun.
Mouriers Tjener skulde hjælpe til ved Fru von Eichbaums Selskab for den
til Byen ankomne Fru Feddersen.
De talte lidt om det, og Fru von Eichbaum sagde saa, i en anden Tone:
-Børnene har jo redet, Du.
-Ja, sagde Fru Mourier og saá ud for sig. Hun havde saa gerne villet
"tale rigtig ud"--og lod være.
* * * * *
-Fru von Eichbaum sad med Generalinden foran det dækkede Bord i
Generalindens Spisestue, hvor Fru von Eichbaums Gæster idag skulde
spise. Der var færdigt.
Fru von Eichbaum saá ud over Dekorationen, der var Krokus fra
Landstedet, og sagde:
-Saa kommer den lille Brandt. Jeg gik selv derud imorges.
Og da Generalinden ikke svarede straks, sagde hun:
-Det var jo urimeligt at la'e Pladsen staa tom, og hun har jo dog
li'esom færdedes her i Vinter ... Desuden hjælper hun saa lidt med ved
Theen.
-Men det er da rimeligt at bede hende, mente Generalinden: da Pladsen er
der ... Og netop, sagde hun og holdt lidt for pludseligt inde efter at
det var sagt: under disse Omstændigheder.
Men Fru von Eichbaum havde vistnok slet ikke hørt det, for hun rejste
sig kun og sagde:
-Og nu er der for Julius kun at tænde Lysene an.
Ogsaa Generalinden stod op, men henne ved Døren blev Fru von Eichbaum
staaende:
-Saa vilde jeg jo ønske, Du, sagde hun noget langsommere: at Aline kom
lidt tidligt ... for, Lotte (Fru von Eichbaum gjorde en Bevægelse med
Hænderne, som bragte hun noget paa Plads) saa li'esom er hun der.
Generalinden nikkede, mens Fru von Eichbaum aabnede Døren.
De gik gennem Gangen ud i Generalindens Køkken.
-De Skærmbrædter, Lotte, sagde Fru von Eichbaum, idet Søsteren gik
gennem Generalindens Køkken, hvor nogle graa Skærmbrædter dækkende
garnerede Køkkenbord og Komfur: De Skærmbrædter er en Velsignelse.
De skiltes, og Fru von Eichbaum gik over i sin egen lille Gang, hvor
hun, lidt kaldende, sagde til Julius, der paa en Snor inde ved Komfuret
havde sine Handsker til Tørring:
-Og saa si'er Julius den fremmede Tjener Besked.
Julius, der kom frem, let lugtende af Benzin, skulde nok besørge det.
Fru von Eichbaum gik ind. Til Ane talte hun før Middagen ikke.
De tre Stuer laa i stille Hygge, og Kullene, der var lagte sparsomt paa,
brændte svagt. Fru von Eichbaum satte sig paa sin Plads i Sofaen. Hun
vilde kniple, til hun skulde klæde sig paa. Sengeomhænget var snart
færdigt--om nogle Uger. Men Kate, Barnet, havde virkelig ogsaa i den
sidste Tid, her om Aftenerne, kniplet rigtig flinkt. Og meget jævnt.
Det var rigtig, som der var kommet mere Ro over de kønne Fingre.
Kniplepindene gled ud af Fru von Eichbaums Hænder, og hun faldt i
Tanker. I Stuerne begyndte det at skumre. Fru von Eichbaum tænkte paa
saa mange Ting, paa denne Vinter og paa de mange Vintre før, paa Aline
og paa Kate og paa Karl ... Og pludselig tænkte hun paa en af
Konfessionarius' Prædikener.
Udlæggelsen havde været om Troskaben og Dagværket og Lønnen, som blev
Fred.
Fru von Eichbaum blev pludselig bevæget, og i Halvmørket brugte hun
Lommetørklædet. Hendes Øjne var fæstede paa Hr. von Eichbaums Billede
over Skrivebordet: han saas endnu i Halvlyset.
Hans Enke havde foldet Hænderne.
Saa vaktes hun af sine Tanker. Hun hørte Karl. Han aabnede Døren til
Spisestuen og kom ind.
-Er Mo'er klædt paa? spurgte han.
-Nej, jeg har saamæn siddet lidt i min Krog, sagde Fru von Eichbaum fra
Mørket: Men alt er i Orden.
-Faar vi saa Christensen? sagde Karl, der var falden ned paa en Stol.
-Ja.
De sad tavse lidt, til Fru von Eichbaum sagde:
-Og saa har jeg bedt Frøken Brandt.
Maaske havde hun ventet et Ord ud fra Halvmørket, men Ordet kom ikke, og
begge hørte kun Uhret, der dikkede videre.
-Hun er jo dog kommet her en Del i Vinter, lød det fra Sofaen.
-Og, Fru von Eichbaums Tone skiftede næsten umærkeligt: Saa har jeg jo
tænkt mig det som en Slags Afslutning.
Uhret dikkede videre, maaske et Minut.
-Vil Du saa tænde i Hjørnet, sagde Fru von Eichbaum.
Karl tændte, og Fru von Eichbaum rejste sig.
-Det er nok paa Tide, sagde hun, og da hun kom forbi Sønnen, lagde hun
pludselig Armen paa hans Skulder:
-Jeg har siddet her og set paa din Fa'rs Portræt....
Karl følte, at hun sitrede.
Og pludselig bevæget, ligesom hun, sagde han:
-Mo'r er saa god--og kyssede hende paa Panden.
-Og nu maa vi klæde os paa, sagde Fru von Eichbaum: Bordordenen har
Julius lagt ind paa dit Bord....
Karl stod inde i sit Værelse og studerede "Bordordenen". Han Følte noget
af en Lettelse: Ida, der skulde have Kandidaten, skulde sidde paa samme
Side af Bordet som han selv.
* * * * *
Julius var ovre i Spisestuen færdig med at tænde Lysene an, da Mouriers
Hr. Christensen arriverede med Mansketskjorten dækket af en Fløjels
Skjorteskærmer. Julius behandlede den Fremmede med meget Ceremoniel og
sagde, at han "turde maaske sætte ham ind i Forholdene".
Han førte Hr. Christensen ind i Generalindens Gæsteværelse ved Siden af
Spisestuen, og Hr. Christensen afførte sig Overtøjet, mens han
betragtede de to Senge.
-Her retter vi an, sagde Julius.
Julius havde tænkt, at Hr. Christensen kunde skænke.
Hr. Christensen, der bar Guldlænkeknapper og tre firkantede Guldknapper
i sit Skjortebryst--han havde tjent i Garden og uddannede sig under Hr.
Mouriers aarlige Ophold i Karlsbad flittigt efter internationale
Mønstre--betragtede Flaskerne....
-Af hvid Vin, sagde Julius, plejer vi at skænke tolv Glas af Flasken.
Hr. Christensen, der saá ud som en Mand, der ikke vil undres over noget,
begyndte at sortere Flaskerne med et Par meget soignerede Hænder. Paa
venstre Haands Lillefinger bar han en bred Guldring.
Fru von Eichbaum var paaklædt og stænkede Værelserne med "en Anelse" af
Kølnervand.
Portneren havde indtaget sin Post foran Porten for at avertere
Droskerne. De maatte holde paa Gaden. "Mellemgaarden" var for smal, saa
de kunde vanskelig vende.
Men den første Gæst kom gaaende. Det var Kandidaten. Han kom bestandig
først af ubehjælpsom Angst for at komme for silde, og han sagde til
Julius, mens han aftog mange besynderlige Klædningsstykker:
-Der er nok ingen kommen, og gik ind til Fru von Eichbaum, med Hovedet
paa Skakke, mens Fru von Eichbaum rejste sig og sagde: Det var dejligt
at se Dem, Henrik, saa har De det da nogenlunde. Kandidaten kom til Sæde
og takkede. Naar Kandidaten sad midt i en Stue, saá han ud, som han var
anbragt i en Krog, og han holdt Benene underligt ind til hinanden, som
gemte han dem i en Fodpose. Fru von Eichbaum, der hørte nogen ude i
Gangen, sagde:
-Ja, Foraaret er jo svært for alle den Slags Tilfælde ...
Kandidatens "Tilfælde" var et Maveonde.
-Men har De nu ogsaa i Vinter haft Lammeskind under Deres Bord?
Fru von Eichbaum rejste sig uden at vente paa Svar. Det var Familien
Schleppegrell, der viste sig i Kabinettet.
-Gud, Du, sagde Fru Schleppegrell, der var ganske forpustet: at vi er
naaet herhen saa tidlig--og jeg, som dog har styrtet om i Timevis.
Fru Schleppegrell havde tilbragt fire Timer af sin Dag paa Toldboden,
hvad hun straks fortalte.
Admiralen havde hilst paa Kandidaten--omtrent som paa en Skibskok; og
Fru Schleppegrell flyttede over til Generalinden, der plejede at komme,
naar hun havde hørt den første Vogn, og som maaske havde haabet, at det
var Aline. Karl, der var kommen ind og bukkende gik og stødte
Lakskohælene sammen, var standset foran Fanny, som havde et Kniplingslør
over en ældre laksfarvet Robe fra et Hofbal, mens Fru von Eichbaum
sagde, understøttende Konversationen:
-Du, Fanny, var vel i Formiddags hos Père Dominique? Hvad var Emnet?
Pateren havde talt om Autoriteten.
Admiralen, der var oprigtig religiøs hver Søndag og gik til Højmesse i
Holmens Kirke med Roskilde Konvents Salmebog i sin Lomme, sagde:
-Jeg kan s'gu ikke li'e det Rend i katolske Kirker....
-Gud, Schleppegrell, sagde Generalinden--Konversationen gik lidt
staccato; men, det var kun Falkenbergs, der kom--: For et befæstet Gemyt
som Fanny kan det da kun være udviklende.
Og Fru von Eichbaum, der atter rejste sig, sagde:
-Ja, Schleppegrell, deri kan jeg ikke heller være enig--vi taler netop
om Katolikerne, Emmy--Katolikerne har alligevel de store Synspunkter,
der giver Løftelse....
Og da hun hørte Kabinetsdøren gaa igen, mens Fanny havde væbnet sig med
sin Lorgnet, tilføjede Generalinden:
-Katolicismen har nu én Gang det, der ligesom bliver staaende.
Et Sekund havde, mens alle talte, alles Øjne strejfet Fru Aline, der kom
frem i Døren.
-Goddag, Aline, sagde Fru von Eichbaum og rakte hende begge sine Hænder,
og Fru Aline gik silkeklædt, uden at tale, støttet til sin Stok, frem i
Stuen. Fru von Eichbaum holdt sig ved Siden af hende, mens Veninden gav
Haanden til alle--Fru Falkenberg strittede under Haandtrykket
uvilkaarligt med Armene som Børn, der skal lære at valse--og man hørte
Admiralen sige (han talte stadig om Katolicismen):
-Jeg tror s'gu ikke, det er sundt.
Fru Schleppegrell havde rejst sig til Omfavnelse, mens man ovre ved
Etagèren hørte Oberstløjtnant Falkenberg sige til Kandidaten: Ja, det er
det, man gaar ud i Solskin, og saa har man den kolde Blæst.
Generalinden, der tog Fru Alines Stok, sagde:
-Sæt Dig her, Aline.
Fru Feddersen kom til Sæde, og det var, som i Sofahjørnet Kredsen
lukkede sig om hende.
Men Fru von Eichbaum, der vendte tilbage til Kabinetsdøren, sagde
leende:
-Ja, det er naturligvis Kammerjunkerens, der kommer for silde.
Mouriers og Frøken Rosenfeld var komne sammen.
-Nej, Andreas, havde Fru Mourier sagt derhjemme: jeg vil ikke se hende
komme.
Nu stod hun, for hun havde ligesom ikke Mod til at gaa ind, i
Kabinettet, hvorfra hun kunde se Fru Aline i Hjørnesofaen.
-Herre Gud, hvor er hun graanet, sagde hun til Fanny, der stod hende
nærmest, og Fru Mourier havde Taarer i Øjnene.
-Hvem? spurgte Fanny.
Karl, der gik rundt med Bordordenen, fandt pludselig Ida bag de andre,
henne i Krogen ved Gummiplanten.
-Staar De dér, sagde han og slog Fødderne sammen, lidt bleg.
Og Fru von Eichbaum, der fuldstændig havde glemt hende, men som havde
tyve Øren, gik frem imod hende: Goddag, kære Frøken Brandt, sagde hun og
forestillede hende for et Par af de nærmeste. Kammerjunkerinde Lindholm
sejlede pludselig ind i Kabinettet foran Kammerjunkeren, saa der blev
hel Trængsel, mens Kate sagde, i en Tone, som stod hun ved Indgangen til
Arken:
-Saa, nu er vi atten.
Inde i Dagligstuen brød de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle
kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dørene, Par efter
Par. Kandidaten bukkede paa skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og
de to gik sidst.
Men da de kom ind langs Skærmbrædterne, skurede Karl med
Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin
Haand om hendes Liv.
-Vi skal slutte Kortègen, sagde han.
Og Kammerjunkerinden, der var Datter af en Hof-Glas-Handler, sagde med
et Blik paa Skærmbrædterne:
-Hvor det er bekvemt, at De bor i samme Hus som Deres Tante.
-Ja, sagde Karl, der havde fulgt hendes Blik: Skærmbrædterne er
Familieeje, jeg tror s'gu, vi har arvet dem.
Kammerjunkerinden lo og løftede, mens de gik gennem Gangen, sine Skørter
en Smule højt, som gik hun over en Gaard. Da de naaede ind i Spisestuen,
saá Karl med et Par hastige Værtøjne henover Bordet. Det var, som blev
hans Ansigt paa én Gang ældre, med et vist officielt Udtryk.
De var alle paa Plads, nederst Moderen, øverst Admiralen, med
Kommandørkorset om sin Hals, ved Siden af Fru Aline.
Julius begyndte at servere Suppen højtidelig, som bar han et Par
Offerskaaler.
Samtalen tog fat om Spisestuer og om at sidde.
-Her har man da, Gud være lovet, Plads, sagde Hr. Mourier, der bandt
Servietten op om sin brede Bringe.
Konversationen bredte sig, stadig om Spisestuer, og Fru von Eichbaum
sagde, mens Fru Mourier bøjede sig frem for at skjule Fru Aline, for
hendes Hænder skælvede, saa hun spildte Suppen, naar hun førte Skeen til
sin Mund:
-Men der er da ingen Spisestue som den paa Korsgaard.
Og Fru Aline, der talte ligesom en Tone dybere end de andre, sagde:
-Der er idetmindste køligt.
Frøken Rosenfeld havde lyttet et Øjeblik efter Klangen i Fru Alines
Stemme, og hun svarede distræt paa et Spørgsmaal af Kammerjunkeren:
-Ja, vi har nu hundrede Elever i Skolen.
Hvad der gav Admiralinden Anledning til at løfte Barmen i en noget
rigelig Udskæring, mens hun sagde:
-Ja, det er utroligt, i vore Dage skal de alle ha'e noget at ta'e sig
til.
Men Generalinden sagde:
-Gud, Du, det kommer kun af den megen Utaalmodighed. Der er ingen mere,
som har Ro over sig til at sidde stille paa et Sted og strikke en
Strømpe.
Hr. Mourier erklærede, at det var en aldeles fortræffelig Helleflynder,
og mens Hr. Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen før
Serveringen, skænkede den hvide Vin, greb Oberstløjtnant Falkenberg
Ordet Ro og sagde:
-Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Vi (og Oberstløjtnantens Stemme
blev skarpere) vi har to Oppositionsblade i vort Hus ... Kom det an paa
mig, Kom det Papir ikke indenfor vore Døre.
Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men hvert Øjeblik saá op mod Fru
Aline, som stirrede hun paa et Under, der var rykket hende ganske nær,
sagde:
-Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Børnene i at læse.
-Men man diskuterer ikke med dem, svarede Oberstløjtnanten.
Fru von Eichbaum sagde, næsten ligesom for at lægge sig imellem:
-Ja, Emmy, der gi'er jeg jo Falkenberg Ret: disse evige Diskussioner
føder kun Uro.
Mourier, der stadig spiste, mente bredt, at man maatte jo dog vide, hvad
de Folk tænkte: Han holdt s'gu "Socialdemokraten".
-Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum, der nu, lettet, hørte Fru Aline
tale livligere om Barndomshjemmet paa Unsgaard: det finder jeg jo
urigtigt ...
Fru von Eichbaum mente "for Eksemplets Skyld".
Det kunde være galt nok endda med Tiderne, som alt forløb:
-Vil De tænke Dem, forleden--opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane,
De, abonnerer paa saadanne et lille Blad ... Man fatter jo ikke, hvor de
har det fra.
Mourier lo, men Journalistkonversationen var naaet over til
Kammerjunkeren, der sagde, at man saá jo undertiden de Folk i Theatret,
og han undrede sig hyppig: For de er virkelig velklædte, sagde han i en
Tone, som om han havde ventet, at alle Bladskrivere mødte med Huller paa
Albuerne.
Admiralen fortalte, at han havde en Gang haft en Herre fra et Blad om
Bord i "Helgoland", og han "havde s'gu talt meget fornuftigt", men
Admiralinden, der stadig var blevet ved sit Emne om, at alle vilde
bestille noget, sagde over Bordet til Fru Mourier, talende om en Datter
af Kredsen:
-Kære Mine, véd Du ikke det--jo, hun vil nedsætte sig som
Fødselshjælperske.
Kandidaten, der havde spist sin Fisk uden Sauce paa Grund af sin Diæt
(han var Søn af en Berømthed fra Midten af Aarhundredet og havde i ti
Aar været beskæftiget med at ordne de fædrene "Erindringer", mens han
stadig blev magrere), sagde til Ida:
-Men det maa jo være en meget lønnende Gerning saaledes at kunne lindre
sine Medmenneskers Lidelser.
-Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istaa igen.
Hun havde faaet to røde Pletter, en over hvert Øjenbryn, som om hun lige
kom fra en Stegepande.
Fru von Eichbaum saá med sit Værtinde-blik ud over Bordet.
-Aa, lille Frøken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gaa
rundt.
Det gav et Ryk i Ida. Hun havde kun hørt den megen Tale som en Summen,
der var hende fremmed, og nu hørte hun Karls Stemme, der talte til
Frøken Mourier igen.
-Ja, sagde hun, og hun tog Fadet.
-Tak, sagde Fru von Eichbaum.
Kammerjunkerinden talte med Fanny Schleppegrell om Prinserne: en af dem
havde foræret hende en Papirkniv. Og Konversationen om den kongelige
Familie blev almindelig.
Generalinden og Oberstløjtnant Falkenberg talte, mens Samtalen blev alt
livligere og Admiralen var rykket Fru Feddersen ligesom en Kende tættere
paa Livet, om en Ven af Kredsen, der var Guvernør hos Prinsen og
forberedte ham til en Eksamen.
-Men han er jo meget bunden, sagde Generalinden: sove som han maa i
Værelset foran.
Oberstløjtnanten svarede med nogle Ord om det udmærkede Eksempel og
vendte sig til Frøken Rosenfeld:
-Ja, sagde han: De er naturligvis radikal ligesom min Kone.--
-Jeg véd ikke, hvad De forstaar ved Ordet, sagde Frøken Rosenfeld: men
Kongen holder jeg forresten meget af, fordi jeg synes, han er en
ridderlig Person.
Karl og Kate begyndte at le ad Ordet "Person", og Generalinden sagde til
Frøken Rosenfeld.
-Kære Betty, det er vel ikke det eneste.
Men Fru Falkenberg, der havde to røde Pletter paa sine Kinder--hun fik
dem let, som var de Følgen af en undertrykt eller hemmelig
Ophidselse--sagde ud i Luften, men det var sagtens til Oberstløjtnanten:
-Men Menneskene tænker jo nu dog én Gang--
Og Oberstløjtnanten svarede:
-Ja, de tænker ... de tænker, til de ligger der.
Mourier, der havde hørt det, lo og sagde:
-Det er s'gu meget rigtigt; og han klinkede med Oberstløjtnanten.
Ordet "tænke" førte paa én Gang Fru von Eichbaum ind paa Martensens
Etik. Hun læste den netop. Hun nød den langsomt:
-Men jeg finder ham jo, sagde hun, ikke vanskelig at følge paa Grund af
den klare Stil.
Pludselig sagde Generalinden over Bordet til Ida ("hun sidder jo som
hjemløs", havde Naaden paa én Gang set):
-Er der megen Sygdom iaar, Frøken Brandt?
-Ja, en Del, fik Ida sagt. Hun hørte kun Karl og Kate, der lo,--hvor de
lo, ligesom langt borte. Og saa sad hun og passede paa Fadene, næsten
febrilsk, som af en gammel og pludselig vaagnet Vane, Vanen fra
"Ludvigsbakke".
Mourier, der sad og saá ud over Bordet, lod Blikket standse ved Ida og
bøjede sig over mod Fru von Eichbaum:
-Hvem er hun? spurgte han halvhøjt, og Ida hørte Fru von Eichbaum, inde
i en længere Forklaring, sige:
-Og Faderen var jo Godsforvalter hos Konferensraaden, rigtig en
agtværdig Mand.
Ida vidste maaske ikke selv, at hun kæmpede for ikke at faa Taarer i
Øjnene.
Oppe ved den anden Bordende blev Samtalen gladere. De var blevet ved at
tale om "Unsgaard", og Fru von Eichbaum begyndte at tale med, mens
Admiralinden paany var naaet til Tolden og Toldvæsenet og afsluttende
sagde til Kammerjunkerinde Lindholm:
-Men nogle Stykker Silketøj, Kære, haaber jeg nu at faa hjem med Deres
Svigermoder og Mary ... Gud, De, naar man lægger dem i Bunden af en
Kuffert--
Konversationen om "Unsgaard" indfangede ogsaa hende, og hun forlod
"Silketøjet". Fru Mourier talte saa glad og højt, for hun var saa
inderlig lykkelig, fordi det helt tøede op om Aline; og Fru Feddersen
sad bøjet frem med sit Ansigt i det fulde Lys.
-Ja, det var en dejlig Tid, sagde Fru Mourier ... Husker Du, Mille? hun
talte ned til Fru von Eichbaum: naar vi kørte til Marienlyst for at
danse ... Det var i Brix' Tid. Nu har jeg saamæn ikke været der længe.
Fru von Eichbaum svarede noget--pludselig med Taarer i Øjnene: det var
jo der, hun havde truffet Eichbaum første Gang.
Og de blev alle ved at tale om den Tid: om Soiréerne og Kronborgs
Løjtnanter og Køreturene til Gurre og Badetimerne, naar de kørte i en
Høstvogn ned til Hellebæk Strand, og de store Skovture, naar de tog til
Grib Skov, der var saa vid og stille....
Alle deres Ansigter blev helt lysende, og de kom alle til at tale næsten
ganske ens--ogsaa Fru Aline.
-Aa, ja, sagde Admiralinden: da var man alligevel meget bedre Mennesker.
Men Admiralen, hvis Kommandørkors var kommen til at sidde lidt skævt, og
som sad og tænkte paa, hvor det s'gu alligevel var utroligt, hvor Aline
havde holdt sig, sagde:
-Ja, man husker jo nok, naar man skulde gynge Dem.
Karl og Kate var begyndt at pludre Fransk, men paa én Gang bøjede Karl
sig frem--deroppe talte de endnu om Grib Skov--og løftede sit Glas:
-Frøken Brandt, sagde han.
Ida fo'r sammen og hævede knap sit Blik. Saa drak hun.
Men Karl blev siddende et Øjeblik helt aandsfraværende. Der var kommet
noget saa sørgmodigt i hans Øjne.
-Lille Frøken Brandt, sagde Fru von Eichbaum, det kom en lille Smule
hastigt: la'er De maaske det Syltetøj gaa?
Men det var Frøken Rosenfeld, der svarede med en lidt høj Stemme:
-Nu skal jeg, Fru von Eichbaum.
Rundtom talte alle, mens Kandelabrenes Lys flimrede let i den ophedede
Luft, Kammerjunkeren underholdt Kandidaten om Memoireliteratur. Han
maatte sige, at Memoirer i det Hele var hans Yndlingslekture, navnlig om
Napoleon.
-Man føler under Memoirelæsning saa at sige, at man alle er Mennesker.
Oberstløjtnant Falkenberg begyndte at tale om Napoleons Marchaller og
Marchal Neys Grav, der, som han sagde, var simpel, som det sømmer sig en
Soldats; mens Kammerjunkerinde Lindholm spurgte Fanny, om hun vidste,
hvad Fru Verdier havde forlangt for en Garniture af gamle Kniplinger ...
Næsten alle talte, en Kende i Munden paa hinanden. Frøken Rosenfeld
tvang Ida til at tale med. Mourier, der var rød og blussede, slog sin
Haand ned paa Fru von Eichbaum og sagde:
-Her er s'gu rart.
-Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum smilende: det er saa let, naar man
kun er i sin egen Kreds.
De var færdige med Urfuglen, der var en Present fra Fru Mourier, og Hr.
Christensen iskænkede Portvinen.
Oppe ved Fru Alines Bordende talte de endnu om Unsgaard-Dagene, da Fru
Mourier sagde:
-Men nu skal vi alle samles igen paa Ludvigsbakke.
Og Mourier, der hørte det, sagde bred og glad:
-Ja, det er s'gu rigtigt--velkommen alle Mand, nu, naar vi faar bygget
... Idag falder vist den sidste Mur af den gamle Kasse....
Ordet Ludvigsbakke havde vækket Ida, men hun vidste ikke, at hun, bøjet
frem, bleg, stirrede ind i Hr. Mouriers Ansigt.
-De gamle Mure har ellers været drøje, sagde Mourier: naa, Stenene
bruger vi til den nye Stald.
-Der var alligevel rart i det gamle Hus, sagde Fru von Eichbaum.
-Gu' var der rart, sagde Mourier sagtmodigt: Men Ungdommen er jo aldrig
tilfreds.
-Men I forvænner ogsaa Kate, sagde Generalinden.
-Nej, brød pludselig Kate ind med en mærkelig Gadejargonbetoning paa
Ordet: Man kunde virkelig ikke rykke ind i de gamle Lokaler.
Paa én Gang blev Kate Midtpunktet ved Bordet, mens de talte om de nye
Værelser, Trappen, Billardsalen og Badeværelserne og Udsigtstaarnet og
Terrasserne, hvis Stenvaser skulde hugges i Italien.
Kammerjunkerinden var højst interesseret og bøjede sig spørgende frem
over Bordet, mens Fanny trak den magre Buste tilbage og saá ud, som om
hun lugtede til koncentreret Eddike, og Kate blev ved at tale om
Trappegelænder og en engelsk Thestue og Parketgulve.
Samtalen blev højrøstet, og Fru Mourier sagde til Generalinden: Ja,
Fordringerne stiger, Du, sagde hun og saá kærligt beundrende ned paa
Datteren, mens Karl begyndte at forklare Kammerjunkeren om Staldene,
ivrigt og optaget: at de var efter engelsk Mønster, med Hestene frit i
Baasene, store Rum, med Marmorgulve og Vandledninger.
-Storartet De, sagde Karl: jeg har selv givet Tegningerne.
Men Kate fortalte Kammerjunkerinden om Soveværelserne, der alle laa mod
Nord, for man maatte sove koldt.
Ida vidste ikke, at Julius havde budt hende Is, og at hun havde faaet
den ned paa sin Tallerken.
Men de to unge blev ivrige, fordi Faderen drillede Kate og Oberst
Falkenberg begyndte at kritisere Baasene. Lidt hede af Varme og Vin
talte de begge, i Munden paa hinanden, hver til sin Side, Kate ned til
Faderen og Karl op til Obersten om Soveværelser og Heste og Centralvarme
og Baase, saa det lød som en hel Duet. Ogsaa Fru Feddersen bøjede sig,
optagen, frem, og der kom nogle korte og hastige Glimt i hendes graa
Øjne ved Talen om den megen Komfort og de Marmor-badekar.
Og pludselig nikkede Fru Mourier ned til Fru von Eichbaum med Taarer i
sine gode Øjne.
Men Mourier løste sin Serviet fra Halsen og sagde:
-Ja, Ungdommen raser.
Da der var blevet noget mere stille, sagde Frøken Rosenfeld roligt:
-Der var nu mange dejlige Minder fra det gamle Hus.
Karl hørte Ordene og pludselig holdt han inde i sine Forklaringer og han
svarede ikke Kammerjunkeren--
Fru Falkenberg sad og søgte Falkenbergs Blik, men Oberstløjtnanten nød
en Biskuit og talte med Admiralinden om Remonteheste.
Fru von Eichbaum bød Velbekomme.
Ida havde ikke hørt det og hun fik sig først rejst, da Kandidaten rakte
hende Armen. Som halvvaagen saá hun et Øjeblik ud over Bordet med det
endte Maaltid og Kandelabrene, der osede let, og ned paa sin egen Plads.
Den blodrøde Is var smeltet og blevet til noget farvet og skident Vand i
hendes Skaal.
Admiralen vilde række Fru Aline Feddersen hendes Stok. Men Fru Aline
mente, hun kunde gaa uden. Og støttet til Admiralen, hvis Emaillekors
lyste i Skæret af de von Eichbaumske Kandelabre, gik hun, lidt
besværligt, men dog rank mellem de andre Par, forbi Skærmbrædterne, over
i Fru von Eichbaums Lejlighed, hvor Hr. Christensen begyndte at byde
Kaffen om.
Herrer og Damer talte højt, rundt omkring, i Grupper. Fru Mourier stod
hos Fru von Eichbaum med hendes tørre Hænder i sine.
-Det gik nydeligt, Du, sagde hun: jeg kender heller ingen, der forstaar
Kunsten som Du.
Fru Mourier forklarede ikke, hvad hun egentlig mente med Kunsten, eller
maaske vidste hun det ikke en Gang selv.
Men Fru von Eichbaum svarede:
-Kære Vilhelmine, det gaar jo ganske af sig selv.
-Ja, naar man forstaar det, sagde Fru Mourier.
Ida havde helt mekanisk--eller maaske som et Slags ubevidst Værn--taget
Sukker og Fløde og gled rundt og bød. Nu naaede hun Fru Mourier.
-Tak, Ida, sagde Fru von Eichbaum: De er osse altid saa hjælpsom.
Og Fru Mourier, der tog Sukker, sagde venligt:
-De gaar jo rundt, Frøken Brandt, som var De en Datter i Huset.
-Ja, sagde Ida og gled videre.
-Hun er vist rar, Du, sagde Fru Mourier, der følte en ubestemt
Medlidenhed--maaske med det underligt halvgamle, der var over Idas
Person. Det var, som den gule Kjole var for stor til hende, saa der ikke
var nogen rigtig levende Krop i den, og det flammede Haar virkede over
den lille Pande saa mærkeligt som Paryk eller som det var klistret paa.
-Gud Du, prægtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjældne Mennesker,
der altid kender deres Plads.
Herrerne var gaaet ind i Karls Værelse for at ryge undtagen Admiralen,
der passede sin Fordøjelse paa sin vanlige Strøgtur. Kammerjunkeren
talte om, at København var s'gu en nydelig Verdensstad--man kunde ikke
faa en ordentlig Skjorte i hele Byen.
Men Mourier havde fat i Karl ude i Entreen:
-Jeg har saamæn egentlig villet skrive det længe--men, ser De,--for man
véd jo dog, hvad det koster for et ungt Menneske at gelejde unge Damer
rundt--saadan en hel Vinter--Men nu (Hr. Mourier var helt forlegen)
lægger vi en Anvisning oppe paa Filialen--og saa er den Sag klar, naar
De bare gaar op og hæver den.
-Naa, ingen Aarsag, sluttede han brat. Karl var blevet blodrød og Hr.
Mourier vendte sig, meget lettet:
-Men skulde vi ikke hellere flytte ind i Spisestuen, sagde han: der er
s'gu friere Luft og saadan ved Kaffen er det ogsaa rart at være et
Stykke fra Fruerne--
Lidt efter brød Herrerne op og drog over i Generalindens Spisestue, hvor
Hr. Christensen og Julius gik og dækkede af.
Hr. Christensen havde faaet saadan noget bevægeligt ved Næseborene, da
han kom op om Fru Feddersens Plads, hvor man endnu fornam hendes
Parfume.
-Hun er forresten osse en stadselig Dame endnu, havde han sagt til
Julius.
Over Damerne var der faldet Ro efter Kaffen og nu, da Herrerne var
gaaet. Admiralinden halvsov efter Formiddagens Anstrengelser i Sofaen
(hun spiste desuden stærkt, naar hun var ude), men i Hjørnet under
Gasflammen sad en Gruppe og talte om Bøger og om at læse. Fru
Falkenberg, der nervøst gned sin ene Kind med den knyttede Haand, mens
hun saá ud for sig, sagde:
-Men man bli'er saa tit urolig af at læse.
Hvorpaa Fru von Eichbaum, der ovre ved Etagèren talte med Fru Lindholm
om Mary, sagde:
-Kære Emmy, man læser da for at hvile.
Men Fru Falkenberg, der blev ved at gnide sin Kind, sagde halvsagte:
-Man vil vel ogsaa kende Livet.
-Det er vist sjældent, som der staar i Bøgerne, sagde Frøken Rosenfeld.
Generalinden, der havde trukket Ida ned paa en Sofakant, ligesom afbrød
og sagde:
-De, lille Frøken Brandt, har nu en Gerning til at fylde; og hun løftede
venlig; Idas Arm. Den faldt saa sært livløst, eller ligesom den var
knust eller af Led, tilbage ned paa Marmorbordet, at Generalinden
pludselig saá paa hende:
-Men det er naturligvis anstrengende, sagde hun i en anden Tone.
Admiralinden, der var vaagnet og havde hørt, der var Tale om Læsning,
sagde henne fra Sofaen:
-Kære I, man maa jo gennem Taskerne for at følge med. Fanny og jeg læser
os i Søvn hver Aften.
Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et Øjeblik til Ro. Maaske
var hun noget træt, for hun havde lukket Øjnene og støttet Hovedet mod
Væggen. Hun sad lige i Lyset, og de røde Perleslanger, der faldt ned
over hendes Buste, saá nærmest ud som Blod der randt ned i hendes Skød.
Hun havde ikke mærket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved
Siden af hende.
-Hvor jeg har tænkt meget paa Dig, sagde Fru Mourier og listede stille
sin Haand ind i Fru Alines.
Fru von Eichbaum lod Vinduerne i sin Spisestue lukke op, ovre i
Generalindens Lejlighed stod de allerede aabne. Man hørte Herrernes
Latter og Hr. Mouriers Stemme over i Fru von Eichbaums Stuer, som hele
Huset festligt flød i ét, sammen med den oplyste Gaard. Gangklokken lød
og Julius aabnede. Det var de Unge, som begyndte at komme, purunge Piger
i lyse Kjoler og unge Herrer med friske Skjortebryster, der bukkede
rundt for de ældre.
En lille Pianist, der var skægløs og halvforfjamsket og som bad om en
Pude til sin Stol, kom endelig til Sæde ved Klaveret, og et Par Unge
begyndte at svinge sig rundt paa Gulvet i Spisestuen, mens Herrernes
Latter og Musikken blandedes.
Fru von Eichbaum gik til og fra. Nu kom hun ovre fra Herrerne og kaldte
ind i sit eget Køkken:
-Julius.
Julius kom fulgt af Hr. Christensen, der var i Skjorteærmer med faste
Manchetter.
-Vil Julius maaske stille Skærmbrædterne paa Plads, sagde Fru von
Eichbaum og gik videre.
Hr. Mourier havde væltet det ene paa sin Vej gennem Køkkenet.
Lige ved Døren i sin egen Spisestue mødte Fru von Eichbaum Ida.
-Kære Frøken Brandt, sagde hun, lidt échaufferet var hun: jeg gaar i en
Ængstelse for Kopper ... om der er nok, for de Unge skulde jo ha'e The
... Vilde De være saa sød at se efter....
Idas Ord blev borte i den glade Musik og Fru von Eichbaum saá kun, at
hun bøjede sit Hoved og gik.
Ude i Køkkenet fik hun et Forklæde (der er drukne Folk, som saadan gør
lutter fornuftige Ting og ganske stille, men bagefter kan de kun ikke
huske, hvad de har gjort) og hun bandt det om sig. Under Gasflammen
vaskede Ida Kop efter Kop.
Inde i Døren til Dagligstuen stod Fru Mourier og saá paa de Unge, der
dansede. Nu var ogsaa Karl, der forresten i Stilhed drak lidt rigeligt
Likør, kommen herover i Stuerne og dansede med Kate.
-Aa, det er saa dejligt at se saa megen Glæde, sagde Fru Mourier, der
stak sin Arm ind under Fru von Eichbaums. Og ved Siden af hinanden saá
de paa deres Børn.
Latter og Støj slog over fra Herrernes Værelse, da Musikken holdt op.
Admiralen var kommen hjem, og ogsaa et Par af de Unge havde sneget sig
derover.
Midt for Bordet talte Obersten om de moralske Følelser og Forsvaret.
Kammerjunkeren havde spurgt Kandidaten, hvad det egentlig var for en
lille Dame, han havde haft til Bords, og Kandidaten havde forklaret det
og sagde:
-Iøvrigt vist en meget dannet lille Pige ... Men--og Kandidaten havde
nogle underlige Smaabevægelser med Hænderne--man sidder jo dog,
Kammerjunker, og siger til sig selv, at saadan et Menneske kunde smitte.
Oberstløjtnanten blev staaende midt for Bordet og talte højere og højere
om Hans Excellence Krigsministeren som Nerven i hele den patriotiske
Bevægelse.
Men Admiralen, der tilligemed Hr. Mourier havde siddet og set ud, som om
de hørte efter, sagde til Mourier:
-Men, hvorfor sagde De Nej til at gaa ind i Landstinget?
-Ja, sagde Mourier, der vred lidt paa Kroppen: jeg véd s'gu ikke. Jeg er
naturligvis Højremand, naturligvis, gentog han, men ser De, Admiral, jeg
har Fanden ta'e mig ikke rigtig Evnen til at forarges, og den er
nødvendig hertillands i det offentlige Liv.
-Naa, sagde Admiralen: der behøves, Gud være lovet, ikke saa megen
Forargelse til Søs.
Og de to Herrer, der lo muntert, mens de drak et Glas Likør, gav sig til
at gaa op og ned ad Gulvet og talte om Fru Aline.
-Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting hænder
ikke, naar Manden holder sig frisk--.
Men Admiralen kløede sig i Hovedet og sagde:
-Ja-a, men jeg husker jo nok, da jeg oppe paa Unsgaard gyngede dem som
Piger--hun havde en Manér at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret--
-Nej, og Admiralen saá næsten tilfredsstillet ud: hun er af de urolige
Fruentimmer.
Ovre hos Fru von Eichbaum begyndte Klaveret at lyde igen, og
Kammerjunkeren, der stod ved Vinduet og saá over paa de Dansende, sagde
til Karl von Eichbaum, der var kommen over for at faa sig et nyt Glas
Likør:
-De, Eichbaum, skal vi Ogsaa gaa over og dreje os lidt rundt?
Mens Oberstløjtnanten pludselig sagde til Mourier:
-Men, kære Mourier, hvorfor er De egentlig ikke blevet Etatsraad?
-Fordi min Kone ikke vil, sagde Mourier.
Ida var kommen ind igen og sad ved Siden af Frøken Rosenfeld, da Karl
kom hen imod hende. Han var rød i Hovedet og lidt usikker i Stemmen.
-Frøken Brandt, sagde han, vi maa da danse.
Ida svarede ikke, og med Møje fik hun sig rejst. Karl syntes, hun var
saa ganske tynd i hans Arm.
De dansede kun én Gang rundt. Tak, sagde Ida og hendes livløse Hænder
fornam ikke hans, der fattede om dem med et næsten fortvivlet Tryk.
-Hun skulde s'gu gaa ind og glatte sit Haar, sagde Student Falkenberg,
da Karl atter førte Ida ind.
Frøken Rosenfeld havde rejst sig og Ida stod hos hende.
Saa sagde Frøken Rosenfeld og tog hendes Haand:
-Lille Ida, hvad vil De dog her?
Maaske forstod Ida ikke Ordene, men hun sagde alligevel:
-Nu gaar jeg hjem.
Hun saá ingen, mens hun gik gennem Stuerne, hvor Musikken var standset,
og hun vidste ikke, at hun pludselig kniksede for Fru von Eichbaum,
næsten som da hun var Barn, og fik sagt:
-Jeg skal jo saa tidlig op.
I Gangen var der ingen og selv tog hun sin Kaabe. Intet smertede hende
nu uden Lyset. Det gjorde ondt i hendes Øjne. Hun gik et Par Skridt hen
mod Tærskelen ind til Karls Stue ...
Saa vendte hun sig og gik.
Det var blevet Storm og Regn, men hun mærkede det ikke. Hastig stred hun
sig frem mod Vinden. Hun havde ikke hørt, at en Stemme talte til hende.
Det var Knuth, der kom gaaende med en anden Officér, som var i Uniform.
-Men er det Dem, Frøken Brandt, sagde han: og gaar De i det Vejr.
Og da han pludselig saá det blege Ansigt, sagde han:
-Er De syg?... Jeg kan da skaffe en Vogn.
Ida havde ikke svaret, men Knuth løb kun, mens Ida blev staaende; der
var noget i hans Stemme, der ligesom lindede Blodet om hendes stivnede
Hjerte.
Vognen kom og Knuth hjalp hende ind.
-Tak, sagde hun, og de vekslede ikke flere Ord.
* * * * *
Karl var gaaet til Generalindens Spisestue. Han nød atter et Glas Likør,
mens Kammerjunkeren foretrak Sodavand.
Karl sad og stirrede ind i de næsten nedbrændte Lys i en Kandelaber.
-Det koster s'gu at leve, sagde han pludselig.
Kammerjunkeren lo og sagde:
-Naa-aa, De faar nok Raad til det, Eichbaum.
Men Karl hørte det vist ikke, for han blev kun ved at se ind i Lysene,
til han smækkede med Tungen og sagde:
-Men man bli'er vel vunden for Samfundet.
Admiralen og Hr. Mourier brød op og gik ned gennem Gangen og Køkkenet,
hvor Admiralen kom til at vælte et Skærmbrædt.
-Sikke no'et Skidt, sagde han.
-Men de skjuler Ildstedet, Admiral; lo Hr. Mourier.
Ovre i Dagligstuen havde de lidt trætte ældre Damer slaaet sig ned om
Fru von Eichbaums Sengeomhæng.
-Ja, sagde Fru von Eichbaum: nu mangler der saa godt som kun Sløjferne.
Men dem knytter Kate, har hun lovet mig.
De Unge dansede Française, og Herrer og Damer fløj næsten lidt vildt
imod hinanden. Oberstløjtnantens Stemme skar en Gang imellem gennem
Musikken. Han talte om Traditionerne.
* * * * *
Ida aabnede og lukkede Hospitalets Porte og Døre saa sagte.
Men da hun kom forbi Døren paa første Sal, blev den lige lukket op af
Dr. Qvam.
-Er det Dem, sagde han: uh, sikken Nat--to Selvmordere, og begge skal de
pumpes.
Petersen havde hørt Dr. Qvam tale med Ida og hun stak Hovedet frem:
-Och, hvordan har De moret Dem, sagde hun og halede Ida ind paa
Afdelingen, hvor Frøken Roed sad under Gasflammen og spiste til Middag.
Inde hos Kvinderne skreg de, og fra Salen hørte man Patienternes
Stønnen.
-Ach, ach, sagde Frøken Petersen, der maatte løbe hid og did: inat er
her uroligt.
Dr. Qvam saa hen imod "A" og spurgte Frøken Roed:
-Er han ikke i Seng?
-Nej.
-Og imorgen skal han ha'e sit Tøj?
-Ja.
Dr. Qvam aabnede Døren derind.
Herren paa "A" sad oppe i Karmen, i det aabne Vindu, og stirrede ud i
Stormen. Bygen var forbi og det var stjerneklart igen.
-Sidder De der, sagde Dr. Qvam: det er en Smule mod Reglementet.
Herren paa "A" vendte Hovedet halvt, mens han sagde og fæstede de tunge
Øjne paa Lægen.
-Jeg sidder her dog just for at døje Reglementet.
Og som han talte til sig selv, sagde han med sin besynderlige Stemme,
der altid lød, som var den fyldt af Medlidenhed:
-Jeg ser paa Stjernerne--de høje Stjerner.
Han tav et Nu.
-Da jeg var ung, betragtede jeg dem, fordi jeg vilde rive dem ned. Nu
ser jeg paa dem for at lære Taalmodighed.
Dr. Qvam var traadt nærmere. Nedefra sat han op paa Herren fra "A": i
dette Ansigt var der noget af den store Sorg.
Saa stod den Syge ned fra Karmen:
-Men lad os bøje os for Lovene, sagde han og lukkede Skodderne.
Qvam blev staaende:
-Ja, men hvem har skrevet Lovene?
Herren paa "A" smilte:
-Er det ikke "Profossen", sagde han.
Men det flygtige Smil forsvandt, og han spurgte:
-Skal jeg saa bort imorgen?
-Ja, imorgen tidlig.
Herren fra "A" stirrede lidt frem for sig.
Saa trak han træt paa Skuldren:
-Naa, det kan ogsaa være godt, Doktor.
Og idet han fæstede sine Øjne paa Qvam, sagde han med et nyt Smil, der
var som et Farvel:
-Deres Verden frister mig ikke.
Qvam blev pludselig bevæget og sagde noget sagtere:
-Men Livet skal dog leves.
-Ja, sagde Herren fra "A": af dem, de ikke spærrer inde.
-Lad mig saa sige Farvel, sagde han og aabnede Døren.
Udenfor var Plejemoder Koch fra Kvinderne kommen ind for at hente Dr.
Qvam.
Ida stod paa samme Sted, ved Døren, lænet til en Væg. Det flammede Haar
var opløst af Regnen.
Herren fra "A" tog hver i Haanden:
-Lev vel, sagde han.
Sidst tog han Idas Haand og da løftede han sine Øjne:
-Lev vel.
Derpaa gik han ind igen og lukkede sin Dør.
Der var stille et Øjeblik, da han var gaaet. Saa sagde Frøken Koch og
saá paa Ida, der stod paa samme Plet:
-Nu er den Fest vel forbi.
Og Qvam, der ogsaa pludselig saa paa hende, sagde:
-Ja, Frøken Brandt, De trænger s'gu vist til at sove Rusen ud.
Nøglerne lød i Dørene. Dr. Qvam og Frøken Koch gik ind til Kvinderne.
-Godnat, sagde Ida sagte.
Der lød Nøgler igen. Ida Brandt gik op paa sit Kammer.
"De Urolige"s Skrig sled sig op gennem Pavillonen, som kom de langt,
langt nedefra--fra under Jorden.