Frøken Helgesen til Natten. Hun sagde Farvel til Qvam, der allerede stod
i Døren, og til Karl.
-Godnat, sagde hun og tog hans Haand.
-Godaften, sagde Karl og bestandig med den samme Stemme.
Ida blev hos Frøken Helgesen. De satte Blomsterne i Vand og de dækkede
af Bordet. Ida slog Sofaen ned og redte Frøken Helgesens Seng. Saa gik
hun.
Der var stille paa de Uroliges Gang og lyst i Frøken Petersens Vagt. Ida
gik langsomt op med sit Lys.
-Det er mig, sagde Karl pludselig oppe fra Trappens Mørke.
Ida fo'r ikke sammen og svarede ikke; hendes Ansigt var kun blegt bag
det løftede Lys, mens hun aabnede sin Dør og lukkede den bag dem.
-Turde jeg komme? hviskede Karl.
Ida smilte op i hans Ansigt:
-Ja, sagde hun.
* * * * *
Det var ud paa Morgenen.
Karl sad paa Kanten af Idas Seng.
-Ida, sagde han, er Du vred paa mig?
Ida laa med lukkede Øjne.
-Hvorfor? sagde hun kun.
Og lidt efter sagde hun og slog Øjnene op:
-Jeg vidste det jo.
Karl blev siddende paa Sengen--og maaske troede han virkelig, at han
elskede, at det var første Gang i sit Liv, han elskede.
-Godnat Pus, hviskede han.
Ida førte langsomt Haanden hen over sin Pande:
-Kys mig der, sagde hun.
Hun laa igen med lukkede Øjne:
-Tak. Og vil Du love mig én Ting--hun aabnede Øjnene, men lukkede dem
igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte--: at sige mig,
naar Du en Gang gaar fra mig.
Karl svarede ikke. Men alligevel tog Ida hans Haand og førte den op mod
sin Kind som til tusind Kærtegn.
-Tak, sagde hun igen.
* * * * *
Sneen knirkede under Karls Fødder.
-Og hvorfor Fanden skulde vi ikke kunne gifte os? blev han ved at sige
til sig selv.
* * * * *