-Tak, Du, sagde Fru von Eichbaum: jeg har iaften den lille Brandt, Du
véd ... hun har nok kun fri om Tirsdagen.
-Aa, henner ... Ja, saa Farvel, Mille.
Generalinden skulde lige til at gaa, da det ringede. Det var Portneren i
Lindholms Sted, der bragte Kurven med Orchidéerne. I Bunden var der blaa
Druer.
-Mille, sagde Generalinden: véd Du, det er, som man ser dem i
Vinbjergene. Jeg tror, de kan holde sig til Søndag, Du--og jeg havde
alligevel tænkt at ta'e Schleppegrells osse, nu, hvor vi havde faaet de
fire Ænder fra Vallø.
Fru von Eichbaum ordnede Orchidéerne i to Glasskaale. Da hun var færdig,
stod hun og betragtede dem.
-Ja, sagde hun: smukt er det ... men jeg finder jo, at de Blomster er
ængstende.
-De har dem jo nu, sagde Generalinden, rundt om paa Herregaardene.
Hun gik med sin Halvpart af baade Blomster og Druer.
... Karl stod om Aftenen og ventede paa Ida udenfor Hospitalets Port,
mens den bløde Sne faldt ned over hans kønne Frakke.
-Hvor De er kold om Hænderne, sagde han, da hun kom.
De gik ved Siden af hinanden, mens han snakkede paa sin halvdrævende
Manér og Ida kun svarede lidt, ligesom hun var aandsfraværende.
-Jeg tror s'gu, De er bange, sagde Karl og lo. Men jeg kan forresten
godt forstaa'et ... Og han stak sin Arm ind under Idas, ligesom de
skulde staa Last og Brast.
Da de kom ind oppe i Mellembygningen, rejste Fru von Eichbaum sig fra
Sofaen og tog imod Ida paa Dørtærskelen i Kabinettet:
-Det var da pænt, De vilde komme.
De satte sig alle tre og Fru von Eichbaum konverserede; hun talte om
Hospitalet, med meget udprægede A'er, og sagde: den hele Virksomhed er
jo en Velsignelse, medens Karl sad med en Ræv i Øjnene og skottede til
Ida, der efterhaanden blev ligesom mindre og mindre i sit Sofahjørne.
-Og det er jo saa betryggende at vide, at det er unge Piger fra gode
Hjem. Nu, Karl, har jo osse Adelaide begyndt at lære paa Frederiks.
Adelaide var en Oberstdatter af Bekendtskabet.
-Naa, sagde Karl: det var vist ogsaa det klogeste, hun kunde gøre.
-Gud, Karl, sagde Fru von Eichbaum: jeg finder det jo kun umaadelig
respektabelt.
Der blev en lille Pause. Men saa tænkte Karl, at nu maatte der lægges
ud, og han begyndte at fortælle en Historie fra Kontoret (det er s'gu et
utroligt Menageri, sagde han) om en gal Fader, der vilde indlægge en
klog Søn. Faderen kom kørende med Sokker udenpaa Støvlerne og vilde ha'
Sønnen i Pavillonen.
-Sønnen var i Laksko, forklarede Karl, der blev ved med sin Historie,
mens Fru von Eichbaum lo og Ida sad og smilede: aa, hun var ham saa
taknemmelig, saa taknemmelig, at han talte. Og Karl blev ved at fortælle
Historier (han kunde formelig se, hvordan Ida blev større i Sædet) til
de tilsidst lo alle tre højt og muntert. Fru von Eichbaum var altid saa
glad, naar Karl talte: "Og han har saa megen Humor", sagde hun altid til
Søsteren. Nu sagde hun:
-Men egentlig, Karl, er det ikke no'et at le af--
Ida spurgte om Filérarbejdet til Sengeomhænget:
-Om det var vanskeligt at lære.
Fru von Eichbaum viste hende det og forklarede:
-De kan jo prøve, sagde hun.
Og hun blev ved at undervise Ida, der førte de smaa Pinde, medens Karl
spurgte:
-Tillader Mo'r, jeg ryger? og med Cigaretten mellem Fingrene sad han og
saa paa Idas bøjede Hoved ved Siden af Moderens.
Ida blev ved at filere, og man hørte de smaa Pinde falde rask og
raslende mod hverandre, mens Fru von Eichbaum saa til og Karl sagde:
-Det gaar jo som Kæp i et Hjul. Og Fru von Eichbaum lagde til i et
venligt Tonefald:
-Ja, Ungdommen har adrætte Fingre.
Julius kom allerede og meldte Thetid, da Karl sagde, for han kunde ja
gu' heller ikke blive ved at snakke hele Tiden:
-Tante Charlotte kunde komme herover til Whist, Mo'r.
-Ja, det har Du Ret i, vi er jo et helt Parti. Jeg kan spørge hende før
The.
Da Fru von Eichbaum var gaaet, rejste Karl sig fra sin Stol og gik hen
til Idas Sofahjørne:
-Naa, hvad saa, sagde han og smilte ned imod hende.
-Naa--
Ida saá op i hans Ansigt og smilte, hun ogsaa:
-De er saa god, sagde hun. De havde halvhvisket begge to som Børn bag en
Lærers Ryg.
-Ja, det vil jeg nok si'e, sagde Karl og lo.
Inde i Spisestuen fik han Klaveret op og begyndte at spille paa en Vals,
saa Strengene føg.--
Fru von Eichbaum var ovre hos Søsteren. Hun indbød til Whisten og sagde:
-Kære Du, det er virkelig en nydelig Pige--velopdragen og nydelig....
Det glædede jo kun Generalinden.
-Og egentlig har hun jo osse altid hørt til Kredsen.
Fru von Eichbaum gik over, og da hun saá Karl ved Klaveret, sagde hun:
-Karl, det var da ret. Det er saamæn længe siden, Du har spillet.
-Ja, sagde Karl: det er saamæn godt for Naboerne.
Men spille blev han ved med.
Det var ligesom Valsen blev i Luften, mens de spiste, og Ida rejste sig
og bad, om hun maatte skænke Fru von Eichbaums anden Kop The, og Julius
maatte lade Brødbakken fylde igen, fordi Karl havde saa vældig en
Appetit.
-Tak, sagde Fru von Eichbaum, der fik sin The: ja, for mig er der jo
intet Maaltid som min go'e The.
De blev ved at tale, til Fru von Eichbaum sagde:
-De véd vel, at Grosserer Mouriers tænker stærkt paa at købe gamle
"Ludvigsbakke"--rigtig vore gode Venner....
-Jo. Hr. von Eichbaum havde fortalt det.
-Men, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate synes jo ikke om
Hovedbygningen.
-Aa, sagde Ida, jeg synes nu, der var saa dejligt.
-Hm, mumlede Karl, der stadig spiste: hun vil vel ha'e et Par
Smørstikkere til Vaaben over Døren.
Fru von Eichbaum vidste ikke selv, hvorfor hun ikke viste Karl tilrette;
men hun sagde kun:
-Ja, Fordringerne er jo forskellige.
Generalinden kom, mens de sad ved Thebordet endnu.
-Men lad Jer ikke forstyrre....
-Ja, sagde hun til Ida, man har allerede hørt saa meget godt om Dem.
Da de havde rejst sig, hjalp Ida Karl med at slaa Spillebordet ud.
-Nej, nej, ikke saadan, sagde Karl og slog hende over Hænderne.
-Vil Julius bringe Stagerne, sagde Fru von Eichbaum.
-Men jeg spiller saa daarligt, sagde Ida, da de satte sig. Hun fik Karl
til Makker.
-Karl, sagde Generalinden, der var i Forhaanden og gav Kort: naar man
spiller, saa tales der ikke.
Søstrene spillede langsomt og med kloge Blik over Kortene. Man fik det
Indtryk, at de spillede Skak. Ida, der sad og bed sig i Læben, blev rød
i Hovedet for hver Gang, hun lagde et Kort paa Bordet, mens Karl
uafladelig pludrede med Tanten.
-Karl, sagde Fru von Eichbaum: naar man spiller, saa spiller man.
Karl blev tavs og sad og saá over paa Ida, der blev sikrere og sad og
tog sine gode Kort frem til Stik med smaa ivrige Ryk ligesom et Barn.
-Det er Dig, Emilie, sagde Generalinden.
Fru von Eichbaum svarede kun ved at nikke; det var som begge Søstrene
fik Antydning af Dobbelthager, mens de spillede.
-Det blev vores, sagde Ida og pustede uvilkaarligt ud, men hendes Øjne
lyste.
-Frøken Ida ser ud, som slap hun ud af et Dampbad, sagde Karl.
-Frøken Brandt spiller bedre end Du, sagde Fru von Eichbaum.
-Ja-a. Naa, til Lykke, sagde han og stak, mens han plirrede med Øjnene,
sin Haand med en oprakt Tommelfinger over mod Ida, som stødte sin Tommel
imod hans: Til Lykke, sagde hun, og de lo begge to.
Fru von Eichbaum og Generalinden talte om Spillet og bredte Stikkene ud
over Bordet.
-Men jeg, Du, sagde Fru von Eichbaum: som sidder dér med min eneste
_à-tout_.
De spillede videre, og ogsaa Karl blev ivrig, mens Ida og han blev ved
at vinde.
-Men Ida spiller skam en fin Whist, sagde han og glemte at sige Frøken.
-Ja, sagde Generalinden: dette er rigtig et hyggeligt Parti.
Julius kom ind med Druerne og Madeiraen, som de nød mellem to Rubberter,
mens de talte om gamle Dage, om "Ludvigsbakke" og om gamle Brandt: Han
var en fortræffelig Mand, sagde Fru von Eichbaum.
Karl løftede sit Glas.
-Ja, sagde han: byder vi saa Frøken Brandt Velkommen....
-Det maa vi, sagde Fru von Eichbaum: det var rigtig rart at se Dem.
De drak alle fire og saa skulde de skifte Plads, da Karl, der var saa
kaad og glad, begyndte at snuse op og ned ad Ryggen paa Tanten.
-Naar er Tante begyndt at bruge Patchouli?
-Ja, sagde Generalinden, der ogsaa begyndte at lugte urolig til sine
egne Ærmer: jeg begriber ikke, Du, men der hænger no'et ved mig den hele
Dag....
-Kære, sagde Fru von Eichbaum, ogsaa ved mig. Det maa være fra Kate. Jeg
mærkede det jo straks, Du, paa Perronen i den frie Luft--og jeg, som har
en Rædsel for alt, hvad der er gennemtrængende:
Karl, der satte sig sagde:
-Det er Ess-Bouquet. Det er en Herre-Parfume, men det er forresten meget
behageligt.
-Gud, Karl, sagde Generalinden: det mener Du vel aldrig ... en Herre i
det mindste lugter da kun af sit rene Linned.
-Ida giver, sagde Fru von Eichbaum. Det var første Gang, hun kaldte
hende ved Fornavn.
De spillede igen. Karl blev helt ivrig og tavs med Fru von Eichbaum til
Makker.
-Det er Dem, Frøken Brandt, sagde han.
Ida sad og tænkte paa, hvor Karl alligevel lignede sin Moder. Det var
dog det samme Ansigt.
Da de to Rubberter var ude, rejste de sig fra Spillebordet og Karl og
Ida sad henne i Hjørnesofaen, hvor Ida saá i et Stereoskop.
-Naa, sagde Karl og tog et Nu hendes Haand, der laa paa Sofaen: De er jo
en fin Spiller.
-Her har været saa dejligt, sagde Ida sagte.
-Ja, sagde Karl trevent: iaften har vi haft'et rart.
De blev siddende ved Siden af hinanden, uden at tale meget, mens Lampen
over dem kogte sagte, og Ida, i Stereoskopet, saá paa Schweiz' skønne og
skummende Vandfald.
Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Sofaen.
-Aa, Du, sagde Generalinden: det gør godt at sidde. Det har været en
bevæget Dag.
Fru von Eichbaum nikkede, og, mens de to Søstre tænkte paa de samme
Ting, sagde hun efter en lille Stilhed:
-Gud, Du, da jeg saá Hundene, blev jeg jo unægtelig forfærdet....
De to Søstre sad lidt tavse, mens Fru von Eichbaum saá venligt over mod
de to Unge:
-Rigtig et Par Kammerater, sagde hun og nikkede smilende derover.
Ida flyttede hen til Bordet, hvor Søstrene sad.
Lidt efter, mens Karl hjalp Ida Tøjet paa ude i Gangen, lukkede han
Døren op til sin egen Stue.
-Her bor jeg, sagde han og gik et Par Skridt derind; Lampen stod og
brændte.
-Her er ogsaa et Par af Hestene, sagde han og gik endnu nogle Skridt,
mens Ida fulgte.
-Ja, sagde hun.
Og begge tav, mens de blev staaende, kun et lille Nu, foran de to
Billeder, som vist ingen af dem saá, indtil Karl sagde:
-Ja, saa kom vi afsted.
Og han lukkede Døren bag dem.
Søstrene var blevet staaende i den halvmørke Spisestue. Fru von Eichbaum
havde usædvanlig mange Ord for at rose Ida og hele den Brandtske
Familie.
-Ja, sagde Generalinden: hun er rigtig sød og taknemmelig.
-Kære Charlotte, sagde Fru von Eichbaum, der havde været noget i
Generalindens Tone, som Fru von Eichbaum ved sit Tonefald næsten
irettesatte: Hun kommer jo fra et udmærket Hjem. Hendes Fader var
Konferensraadens højre Haand og saa godt som en Ligestillet.
Generalinden stod lidt og sagde saa:
-Ja, rigtig sød og fordringsløs er hun trods det, at hun er saa
velhavende.
Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt,
efter at Karl og Ida var gaaet; og pludselig sagde Søsteren:
-Tror Du, Emilie, jeg skulde lægge mine Druer i Savspaaner?
Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon
det ikke ta'r noget af Smagen?
Generalinden tænkte ogsaa det. Hun vilde kun, forsigtigt, lægge hver
Klase i lidt Silkepapir.
* * * * *
Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida.
-Aa, jeg var saa bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme
som en Fugl med Vingerne.
-Ja, det kunde man se ... Karl stak sin Arm ind under hendes, men Ida
sagde rask, som vilde hun undskylde sig:
-Ja, for jeg kendte hende jo kun fra Ludvigsbakke, naar hun sad øverst
ved Bordet og naar hun gik Tur--forbi Fadebursvinduet.
-Jo, sagde Karl og lo, jeg kender Moderen, naar hun er i Overtøjet.
-Og i den store Kniplingshat, sagde Ida.
-Den har hun endnu.
Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le--nu,
herude, under Himlen.
-Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida.
De kom ind i Grønningen, og Sneen, der var ophørt at falde, laa mellem
de stille Træer som et blødt Tæppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede
de igennem en Skov.
-Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lød saa
blødt.
-Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, før han sagde
langsomt og ligesom grundende:
-Men det er nu skidt alligevel.
-Hvordan?
-Det Hele.
-Nej, sagde Ida højere og dog ikke højt, og hun rystede paa sit Hoved.
De gik igen, mens der var lige stille.
-Se, sagde Ida og smilede: Vi er de første, der gaar paa Sneen.
-Ja, svarede Karl.
Og de saá begge ned paa det bløde Hvide, hvor deres Fødder satte Mærker
ved Siden af hinanden.
-Det er saa kønt, sagde Ida og blev ved at smile. Men da de kom til det
smalle Hjørne ved Sporvejen, løsnede hun sin Arm fra hans og gik i
Forvejen--hun næsten løb. Karl gik bagved og saá efter hendes fine,
slanke Ryg. Saa suste der en Snebold lige mod hendes Nakke:
-Tag den.
-Karl, raabte hun. Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved
Øret og en til ved Kinden, indtil hun vægrede sig: Værsgo', sagde hun og
hun dængede ham med Sne, løs Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra,
foran, bagfra og ned ad hans Frakke over Skuldrene.
-Nej, vi gør Kvalm i Gaden.
Hun rystede sig lige med ét og holdt op: der stod en Betjent midt i den
hvide Allé, rank og ret op og ned. Men Karl han blev ved, overstadig, og
omme bag Hjørnet galede han som en Hane:
-Saa tror de deroppe, den er fem, sagde han og lo op til de borgerlige
Huses Ruder. Pludseligt satte han i Trav, stampende med Fødderne, med
Ida ved Siden, der trampede som han, som maatte de røre sig, mens Karl
fløjtede.
-Paa Mandag er det Frøken Helgesens Fødselsdag, sagde Ida.
-Skal der være Gilde? spurgte Karl; de blev ved at trampe.
-Ja, vi laver Budding i Køkkenet.
-Hva' for en Budding?
Ida lo; det skulde være Rombudding, sagde hun og hun stampede.
-Kan Mandfolk sneje sig med?
-Hvis De gik med Qvam, sagde Ida.
Karl nikkede, mens de stadig stampede videre, der ved Siden af hinanden,
og Karl sagde:
-Han gaar med Jægersk Undertøj.
Ida lo: Hvor véd De det?
-Det har jeg set.
-Nu er vi hjemme, sagde Ida. De var ved Porten.
-Men jeg følger Dem til Plankeværket, sagde Karl.
Og de gik, adstadigt, ind forbi Vagten, frem i den store og tavse Gaard,
hvor Gangene halvt oplyste laa som i et halvvaagent Blund.
-Hør vore Skridt, sagde Ida sagte: her er Ekko i Gaarden.
-Ja, sagde Karl.
De gik forbi Lægernes Gang.
-Hys, hvad er det? hun greb Karl om hans Arm; men saa lo hun, stille,
mens hun blev ved at lytte. Oppe i Lægegangen lød der Latter og Trin:
Det er Kandidaterne, hviskede hun. Der lød et Rabalder, mens alle
derinde raabte og lo, og Karl sprang op ad den lille Trappe og smækkede
Døren op:
-Hvad er dette? raabte han med en skarp Stemme.
-Overlægen, var der En, som skreg. Det var Qvam; og Dørene slog op og
slog i, medens Karl begyndte at le, saa det klang i Gaarden. Ida lo med
og Lægerne inde i Mørket, alle lo de--til de pludselig alle blev stille.
-Vagten, sagde Ida og gav sig til at gaa.
Natvagten kom frem imod dem, langsomt med sin store Lygte.
-Godaften, sagde han.
-Godaften.
-Det var gamle Jensen, hviskede Ida halvt forskrækket, og Karl havde
taget hendes Arm.
De bøjede ind i Mellemporten, hvor der var ganske mørkt.
-Her spøger det, hviskede Ida.
-Hvad vil det sige?
-Jo, her gaar de igennem, som skal dø....
-Hvem har set det?
-Vagterne, sagde Ida.
Og lidt efter:
-For her er jo Vejen til Kapellet.
-Er De bange for det? sagde Karl.
-Nej, ikke nu, hviskede Ida og nikkede.
De kom forbi Vaskelængen hen til Lygten over Pavillonens Laage. Derinde
laa Huset, lukket og tavst. Rundtom dækkede Sneen alle Havernes Træer.
Ida blev staaende med sin Arm i Karls:
-Hvor er her kønt, sagde hun.
Hun saá rundt paa det altsammen:
-Hvis det nu blev stjerneklar!, sagde hun....
-Godnat.
Karl hørte Døren aabnes og lukkes.
* * * * *
Det var et Par Dage efter. Ida kom om Aftenen ind paa Kontoret med en
Meldeseddel. Det var sent, og Karl havde allerede Tøjet paa og vilde,
ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken.
-Hvor det er længe siden, jeg har set Dem, sagde Karl.
-Ja.
-Hvorfor?
-Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun
næsten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bøjede Hovedet frem
under Lampen.
Karl tog den og berørte hendes Haand.
-Ida, sagde han blot; han havde bøjet sig ned og kysset hendes lysende
Hals.
-Ida.
Uden Ord havde hun løsnet sine Hænder fra ham. Langsomt og forsigtigt,
næsten som turde hun ikke træde, gik hun frem over den halvdunkle Gaard.
Der var saa stille i hendes Hjerte....
Frøken Kjær stod i Døren til Spisestuen, hvor Damernes Stemmer lød højt
og imellem hinanden, og hun lagde sin Arm ned om Idas Liv, da hun kom.
Men Ida skød den langsomt bort med Haanden.
-Naada, sagde Frøken Kjær, mens Ida satte sig ved Døren: Maa man ikke
længer røre ved Jomfruen?
Langs Bordet var alle Damer i snakkende Bevægelse. Frøken Kaas, Frøken
Boserup og Frøken Roed havde flyttet deres Stole ud paa Gulvet og talte
ivrigt og højt om den nye Forening, Frøken Boserup vilde danne, en
Forening af Plejerskerne baade paa Frederiks og paa Kommunen: En Liste
var der sendt ud og et Møde skulde der sammenkaldes.
-Forelæsningsstuen vil han vel ikke nægte os, sagde Frøken Kaas. "Han"
var Professoren og Ordet kom som med en hidsig Streg under, mens Frøken
Boserup begyndte at slaa ud med Hænderne mod Frøken Krohn fra den gode
Gang og sagde, at der maatte vel endelig, selv om vi ogsaa er Kvinder
(det var en Talemaade hos Frøken Boserup), kunne opdrives saa megen
Standsinteresse, at man en Gang kunde faa Rettigheder....
De tre blev ved at tale meget højt, medens Frøken Helgesen sagde fra sin
befæstede Plads bag Maskinen:
-Det maatte vel i hvert Fald ske efter Samraad med Lægerne.
Frøken Kaas, der forarget skød Brystet frem i sit Bluseliv, men lod som
hun ikke hørte det, sagde:
-Jeg er gerne Sekretær, hvis det da er Meningen, at vi skal være
uafhængige. Frøken Kaas var saa at sige ustandselig Sekretær, saa for
Indsamlinger og saa for Adresser.
Frøken Roed talte om, at hvad der maatte virkes for--men jeg mener
rigtignok, som Frøken Helgesen, i Samraad med Lægerne--var Forkortelse
af Vagten og dernæst Understøttelse til Ferieophold....
-Først skulde vi faa forbedret Kosten, sagde Frøken Øverud paa sit
Fyenske.
Men Frøken Friis, der sad med opskudte Skuldre, tilbagelænet i sin Stol,
sagde til Frøken Roed:
-Nej, Tak for mig. Saa skulde man ovenikøbet være sammen med sine
Kolleger--ogsaa udenfor Tjenesten.
Ida havde ikke talt. Det var, som sad hun, i Skæret af Flammerne, ene,
midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed.
Saa sagde Frøken Kaas pludselig:
-Men hvad siger Brandt?
-Jeg hører, sagde Ida, bestandig med det samme Udtryk i sit Ansigt.
Men Frøken Boserup sagde:
-Frøken Brandt interesserer det vel ikke. Hun har jo "Bogen" ... Og hun
slog den højre Haand ned mod sin flade Venstre....
-Ja, den kender Boserup, sagde Frøken Friis til Krohn.
Frøken Kjær, der fandt, at Boserup havde været uforskammet, gik igen
over til Ida og førte Haanden hen over hendes Haar:
-Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet.
Ida havde vist slet intet hørt. Hun saá kun et Øjeblik, smilende, op i
Kjærs Ansigt.
-Har De set deres Skygger, hviskede hun, mens hendes Øjne lo: hvor de
ser sære ud.
Paa Væggen bag de ophidsede Damer flød deres hidsige og store Skygger
sprællemandsmæssigt ud og ind.
Og de lo begge to, med en forskellig Latter; Ida saa ganske stille, saa
langt borte fra som fra en fjern Verden....
Indtil Frøken Kaas kom derover og talte til hende om Foreningen igen:
det gjaldt dog virkelig for Standen om at virke for en vis Uafhængighed.
Men Ida blev ved at le, saa ganske sagte.
Frøken Friis var ogsaa kommen derhen og spurgte i Forbigaaende Frøken
Kjær, hvad hun skulde være i til Frøken Helgesens Fødselsdag.
Ida saá pludselig op, og et stort Smil gik hen over hendes Ansigt:
-Jeg skal være i Gult, sagde hun.
Det kom paa én Gang saa lyst og saa højt, at Frøken Kaas holdt inde.
Hun havde netop gentaget, at det var som Stand, man maatte gøre sig
gældende.
Ida gik op.
Patienterne var komne til Ro, kun Doktoren paa "A" sad oppe i sin Karm
foran det aabnede Vindu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og saá
derind, da Nøglerne lød. Det var Qvam, og han satte sig hen paa sin
vanlige Plads paa Bordet.
-Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevægelse hen imod "A".
Ida rystede paa sit Hoved:
-Nej, jeg tror det ikke, sagde hun.
-Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham
til Skt. Hans....
-Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme,
der ligesom var fra andre Sjælens Egne end Ordene, som hun sagde:
hvorfor er han her da egentlig?
-Ja, sagde Qvam, og han førte det ene Ben dovent mod det andet: han er
jo Statistiker....
-Ja?....
-Og saa har han forset sig paa det Uundgaaelige--paa det Uundgaaeliges
Lov, som "de store Nordmænd" vilde sige (Qvam talte i en Tone, som
gjorde han let Nar af sine egne Ord). Han vil, ser De, udregne det Hele
... at naar, for Eksempel, faktisk hvert Aar omtrentlig det samme Antal
korresponderende Væsener sætter et Syvtal for et Nital i Adresserne paa
Konvolutterne, ganske ligesom i hvert Femaar det samme Antal drukner ved
at trave ud paa for tynd Is ... saa er det fordi de maa gøre det,
ligesom de, der hænger sig, maa hænge sig og ikke en Gang kan faa Lov at
skyde sig, naar de vil tage Livet af sig....
Qvam tav lidt:
-Og det vilde jo være lige drøjt nok, sagde han, om man ikke en Gang
havde Lov til at vælge Vaabenet.
-Men er det ikke sandt? sagde Ida.
-Ja, det er Spørgsmaalet, sagde Qvam.
Og lidt efter tilføjede han, idet han forandrede Stilling:
-Det var jo ogsaa rart nok, om man vidste, hvilken Rubrik man var kommen
til Verden for at hjælpe at udfylde.
-Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme lød næsten, som følte hun en
eller anden hemmelig Glæde.
Qvam saá paa hende.
-Nej, saagu, sagde han saa og satte Benene ned paa Gulvet; det kan jo
egentlig ogsaa være det samme.
-Naa, brød han op; jeg skal ind med Sprøjten. Han purrede op i
Nakkehaaret med venstre Haand. Det er s'gu alligevel det, jeg helst
giver de Patienter.
-Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida.
Og lidt efter lagde hun til, for Tankerne kom og gik saa lysende og saa
hastigt i hendes Hjerne, som ellers var saa langsom:
-Doktor, egentlig burde alle Mennesker være lykkelige.
Qvam aabnede Døren til Kvinderne, og et Par Skrig slog ud imod dem:
-Saa, nu aabner vi Buret, sagde han.
Men Ida hørte ham ikke.
Herren paa "A" havde skudt sin Dør op, og, rank, stod han paa Tærskelen:
-Nu kommer jeg, Hr. Doktor, sagde Ida. Hun skulde lukke Skodderne.
-Tak.
Dr. Qvam gik hen ad Kvindernes Gang.
-Hun ser s'gu ud som Frithjof, naar han hører Musik, sagde han til sig
selv. Han tænkte paa Ida. Frithjof var en Wagner-elsker blandt hans
Venner.
* * * * *
Det var Lørdag Eftermiddag.
Frøken Krohn fra Kvinderne, der var fritagen fra Tjeneste paa Grund af
Forkølelse, sad ovenpaa paa Mandssiden, for Ida var i Køkkenet: hun var
den bedste til Madlavning.
I Kælderkøkkenet var der Ild og Varme. Josefine var ifærd med
Wienerkransene og smurte Æggehvide over dem med en Fjer, mens Ida
piskede Blommerne til Buddingen, saa hun pustede.
Josefine talte om sin Bedstemoder i Holbæk: der havde de hver Søndag
bagt Franskbrød.
Henne fra Kældergangen, hvor de fire var til Arbejde, hørte man
Bertelsens Sav, der gik i Brændet.
-Det blev forresten dejligt, sagde Josefine om det fine Brød i Holbæk.
Ida blev ved at piske, mens Jernet klang i Skaalen.
-De brændes, de brændes, sagde hun, og Josefine fik Ovndøren op og
flyttede og skubbede til Kransene.
Ida stod og saá paa dem; der stod saadan en dejlig Damp op fra de
brunede Kager.
-Paa "Bakken" lagde vi al Dejgen. Alting, sagde hun og lo: bare Schrøder
og jeg....
Det var Sommermorgenerne, de bagte, Schrøder og hun alene; de andre sov,
og Vinduerne stod aabne ud til de duggede Marker. Saa kom Folkene ud af
Avlsporten i en lang Rad, og Forvalteren kom over og sagde "Godmorgen"
og fik Kaffen rakt ud paa Bænken, med det friske Brød.
-Men der var no'et at ta'e af, sagde Ida. Hun kunde ikke faa Poserne
store nok og langt nok til Bunden.
-Naa, sagde Josefine: her bli'r de vel ogsaa fodret.
Døren gik. Frøknerne listede fra Vagten og kom for at se til: Fingrene
af Fadet, sagde Ida og slog Frøken Kjær over Haanden. Boserup stod ved
Køkkenbordet og tog et Overblik over Produkterne. Hun fik en lille
Haandfuld skoldede Mandler stukket i sin Baglomme, før hun gik.
-Pas paa Døren, sagde Ida: pas paa Døren for Lægerne.
Den varme Damp stod helt op i Gangene.
I Køkkenet blev der stille, mens man paany hørte Bertelsens Sav gennem
det store Brænde.
-Josefine, sagde Ida: jeg gi'er dem alligevel nogle Kager derinde. Hun
lagde hastig nogle Kranse paa en Tallerken og svippede gennem Gangen,
ind i Kælderrummet, hvor de tre Gamle sad over Maatterne og flettede
mekanisk, som vidste de ikke selv, hvad de tog sig til, mens Portør
Sørensen sad, søvnig, lænet til en Væg, og Bertelsen førte Saven,
hidsigt og uens, gennem sit Brænde.
-Værs'go, sagde Ida og lagde tre Kager paa hver af Maatterne, saa rask
som havde hun stjaalet dem.
-Værs'go, Bertelsen.
-Det er til Dem, Sørensen, og hun rakte ham Tallerkenen.
Der lød en Stemme bag hende:
-Hvad er det?
Det var Qvam, der stod i Døren.
-Det er Kager, sagde Ida med et Sæt og løb forbi ham.
Men Qvam fulgte med ind i Køkkenet: Naa, her er rigtig Søndag, sagde han
og satte sig ved Skorstenen.
-Nej, her er Lørdag, sagde Ida og lo.
Qvam fik sig ogsaa en Krans og sad og saá til.
-Véd De hvad, Frøken Brandt, sagde han: Dem kan jeg s'gu godt li'e....
Ida var færdig i Køkkenet. Men Frøken Krohn maatte alligevel blive hele
Vagten: for Ida skulde to Ærinder--ud at købe. Det skumrede allerede,
da hun kom over den store Gaard i glad Fart. Midt paa Fortovet mødte hun
Eichbaum, men smilte kun og løb ham forbi:
-Jeg har saa travlt, sagde hun og løb videre.
Karl blev staaende og saá efter hende. Han havde slet ikke talt med
hende siden den Aften, og han vidste ikke rigtig, hvordan det stod....
Men nede ved Porten vendte ogsaa Ida sig igen og smilede, mens hun viste
ham sin Pengepung, som hun rystede.
Qvam var lige kommen ud af Mellemporten og saá efter Ida med Hænderne i
Bukselommerne.
-Véd De hva', sagde han til Karl: det var s'gu alligevel en rar Kone at
ha'e siddende i en Landlægebolig.
-De kunde jo fri, sagde Karl, der paa én Gang havde givet sig til at
lege Jonglør med sit Nøgleknippe.
-Ja, sagde Qvam betænkelig: men jeg vilde nu alligevel aldrig ha'e en
Kone med Penge.
Karl bare lo og lod Nagleknippet flyve gennem Luften:
-Det maa s'gu vi andre, sagde han og gik ind i Porten.
Han vidste ikke selv, hvordan han var falden ned i Kælderkøkkenet til
Josefine, der gik og ryddede op.
-Her er dejlig varmt, sagde han og sad og strakte Benene, mens han saá
rundt paa alle Karrene, hvor Ida havde braset.
Ida havde taget en Droske. Der blev mere og mere, som maatte købes til
Frøken Helgesens Fødselsdag: Hun vilde give hende seks Flasker rigtig
god Vin--foruden den Visitkortskaal....
Det kunde hun da godt, naar hun pyntede Kurven med Blomster. Og
Blomsterne, dem kunde de saa bruge paa Bordet, for der skulde være
rigtig med Blomster og rigtig lyst....
* * * * *
Det var Søndagaften, efter Middag, hos Generalinden.
Da Karl kom tilbage efter sin Tur, bragte Julius netop Maskinen ind.
I Dagligstuen gik en stille Whist ved to Borde, mens Frøken Kate saá til
med lidt tunge Øjenlaag, siddende i en Hjørnesofa ved Siden af Frøken
Fanny Schleppegrell, en Dame med Underbid, der forberedte sig til
Hofdame.
Karl satte sig ved Siden af dem, og Frøken Schleppegrell spurgte, om det
sneede endnu. Det var afskyeligt for Ens Fodtøj med det evige Sjap.
Kate sagde pludselig til Karl: Véd De hvad? jeg havde tænkt mig Dem
ganske anderledes.
-Saa-aa? sagde Karl ret uberørt.
-Ja, sagde Kate, jeg havde oprigtig talt tænkt mig Dem adskilligt
morsommere.
Hun sad lidt og saá ud mod de to arbejdende Whistborde, og saa sagde
hun:
-Foregaar dette hver Søndag?
Karl brast i Latter, saa de lo sammen.
Julius meldte, at Theen var inde; men Generalinden sagde:
-Vi venter Admiralen.
Admiral Schleppegrell gik efter Kaffen i "Athenæum", mens han lagde
Vejen baade frem og tilbage gennem Østergade et Par Gange, og han kom
ikke tilbage indenbords før paa Slaget.
Men Julius sagde:
-Admiralen er i Gangen.
De brød op fra Whistbordene, og midt mellem Diskussionen om Spillene
hørte man Fru Schleppegrell, der altid talte lidt i Diskanten, sige til
Fru Mourier:
-Gud, Vilhelmine, kalder Du det en Ulejlighed?
Man skriver kort og godt sine Ordrer bag paa et Brevkort....
Admiralinden talte om "Printemps".
Der hørtes et Godaften henne fra Kabinetsdøren, og Admiralen, der stod
og gned sig i Hænderne efter Vandringen, sagde:
-Nu skal det være rent galt med Fru Aline....
-Gud, Schleppegrell, hvordanne? Generalinden gik et Par Skridt imod ham.
-Ja, Vedel sagde det, at Fyren er nok rejst fra hende--og der skal hun
sidde....
Fru von Eichbaum havde--der var et Øjeblik stille--ført Hænderne op til
sine Øjne:
-Aa, den Stakkel, sagde hun sagte.
-Ja, sagde Admiralen, der bød Armen til Fru Mourier: Vedel sagde s'gu
det.
De begyndte at gaa ind til Bordet, mens man, midt under Støjen fra
Stolene, hørte Fru Schleppegrell sige med sin lidt skingrende Stemme:
-Ja, dér har vi Mandfolkene.
Og Karl, der skød Stole frem til Frøken Fanny og Kate, mumlede:
-Saa, skal det nu gaa ud over Mandfolkene.
Kate, der hørte det, gav sig til at le, og Karl sagde:
-Hvad ler De af?
-Hm, sagde Kate og slog ganske lidt med Hovedet: jeg tænkte kun, de har
vel været to om Fornøjelsen.
Oppe ved den anden Bordende blev Fru Schleppegrell ved at tale hidsigt
og halvsagte, ud over Bordet, indtil Fru Mourier, der drak The af en
Kontorkop, sagde:
-Ja, det nytter ikke, Anna, Mourier har Ret: de fleste, de ta'er nu en
Gang, hvad de kan faa....
Admiralen, der lo, sagde: Der er s'gu no'et i det; og Generalinden, der
saá hen over Kate og Frøken Fanny, ved hvis Plads der stod en Flaske
Barnemælk, sagde:
-Ja, jeg finder jo, at....
Men Fru von Eichbaum, der stadig var meget bevæget og havde Taarer i
Øjnene, hørte ikke Søsteren, men sagde med en Stemme, som traf hun en
Afgørelse:
-Dernede kan Aline jo ikke blive.
Fru Schleppegrell, i hvem det gav et Sæt, saa hun drejede Hovedet som en
Vipstjert, sagde:
-Men, maa jeg spørge, hvor skulde hun da ta'e hen? ... Herhjem kunde Du
vel ikke tænke Dig?
Fru von Eichbaum sagde langsomt:
-Det bliver vel vor Sag, Anna. Vi kender dog alle Aline--naar hun er sig
selv.
Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde:
-Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede
bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von
Eichbaum som en Tilstaaelse:
-Jeg holder nu af hende.
Og man hørte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang
Ordstrøm: Gud, Du véd da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten--
Karl sad og ludede lidt med Hovedet og saá over paa sin Moder; der var
ligesom et Glimt i hans Øjne.
Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von
Eichbaum:
-Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge
Hænder.
-Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om
sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.
Karl stod bagved sin Moder og lod sit Overskæg svagt røre ved hendes
Skulder, næsten som han kærtegnede den.
-Tak for The, sagde han, halvsagte.
Ogsaa Fru Schleppegrell kom derhen: Emilie, sagde hun, Du misforstaar
dog ikke--Du véd jo, at kom hun....
-Anna, al den Slags Ting, sagde Fru von Eichbaum, døer jo ogsaa ud, naar
der blot ikke tales om det.
Karl var inde i Spisestuen. Han var paa én Gang blevet saa straalende
lystig, at han gjorde Kortkunster for Kate og Frøken Fanny. Saa lod han
Kortene som en Dobbeltstraale falde ned paa Bordet.
-Ka' De det? sagde han.
Kate, der tog Kortene, sagde:
-Nu er De lystig nok.
-Ja, sagde Karl og saá hende lige ind i Ansigtet, mens han slog den ene
Haand imod den anden: for imorgen skal jeg i Dameselskab.
... Familien Schleppegrell gik hjemad efter at have sat Fru Mourier og
Kate af ved deres Port. Admiralinden gik foran med Fanny. De talte om
Kate:
-Ja, Fanny, sagde Admiralinden: men jeg vilde jo i dit Sted alligevel
nytte Lejligheden til at tale Fransk. Pigebarnet har dog været hele to
Aar i Lausanne.
-Schleppegrell, sagde hun og tog sammen i sine Skørter, mens hun
standsede: Ænderne var fra Malle Bardenfleth paa Vallø.
... Fru von Eichbaum og Karl var kommen over hos sig selv, og Karl stod
i Døren til Dagligstuen.
-Véd Du, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate er jo sød, men, synes jeg,
nok lidt urolig.
-Hun er vist meget grinagtig, sagde Karl, der trak i Overskægget.
-Ja, men hun maa dog poleres.
Fru von Eichbaum gjorde en ganske lille afværgende Bevægelse med
Haanden:
-Hun har en ganske egen Maade at sætte sig paa i en Stol og saadanne.
Men paa det kender jeg jo Mourier--med sine dristige Idéer.
Fru von Eichbaum dækkede sit Kniplebrædt til, mens hun sagde:
-Lille Ida Brandt har vel ikke fri paa Tirsdag?
-Nej, de slipper kun af Buret hver tredje Uge.
-Det var Skade, sagde Fru von Eichbaum.
Karl gik.
Fru von Eichbaum syslede længe endnu, før hun slukkede og gik ind. Døren
mellem Dagligstuen og Kabinettet havde hun vist glemt at lukke. Det
hændte oftere i den sidste Tid.
... Hjemme havde Fru Mourier og Kate nydt et Eftermaaltid i deres
Spisestue.
-Vorherre bevare mig vel, der skal vi vel kun en Gang om Maaneden.
Fru Mourier svarede ikke, men Kate sagde:
-Naa, han er da den bedste ... Ham kan man da faa no'et at vide af.
Hun mente Karl.
Kate gav Moderen Godnatkys og trak sig tilbage til Viktoria.
Næste Morgen kom der Telegram fra Mourier, at han havde købt
"Ludvigsbakke". Fru von Eichbaum, der skulde i Butikker med Vilhelmine,
kom, da Fru Mourier og Kate skulde til Frokostbordet. Hun spiste ellers
ikke saa gerne deroppe paa Grund af Hundene.
-Du, sagde hun til Generalinden: de Dyr, man faar ikke sin rette Madro.
Men idag blev hun i Anledning af Nyheden.
-Naa, sagde Kate, saa er det jo gjort. Men Engelholm vilde rigtignok
have været stadseligere.
Alligevel syntes Kate, de burde drikke paa Begivenheden, og hun lod
Viktoria hente en Flaske Bourgogne af den, der havde ligget i Kælderen
hjemme i Aarhus fra hendes Daab.
De tre Damer klinkede.
-Ja, sagde Fru von Eichbaum: til Lykke, Vilhelmine, til Lykke.
Kate skød sit Glas frem:
-Det er vel mig, der skal ha'e Gaarden. Hun tømte Bægret og fortsatte:
-Men saa kan man idetmindste faa et Par Ridehopper herover, for
Besætningen følger da med.
-Et Par, Kate?....
-Ja, no'en maa der jo ride med mig, sagde Kate: Karl kan vel gøre det.
naar vi har Hestene....
-Ja, hvis han bare havde Tid fra Kontoret, sagde Fru von Eichbaum.
Kate drak et Glas Bourgogne til, paa Ankomsten af Hopperne.
* * * * *
Det blev Mandag Aften.
Frøknerne, der havde haft Dagvagt, havde Festkjolerne liggende udbredte
paa Sengene. Men Ida, der havde sat Lys i Stagerne hos Frøken Helgesen,
havde travlt og løb op og løb ned. Der var stadig mer, der kunde pynte
paa Frøken Helgesens Bord: Asietter og Blomsterglas og tre
Glasskaale--og alt kom det ud af Chatollet som af en Tryllekunstners
Hat. Der var ogsaa de fem smaa Lamper, dem kunde man tænde mellem
Blomsterne. Ida bragte dem ned og stillede dem op.
Frøken Helgesen, der var i graa Kjole med matte Silkelæg, sagde:
-Tak, Brandt, Tak, ja, vi går det jo paa en Maade sammen.
-Det er kun saa dejligt, det kan bruges, sagde Ida, der smilte og
ordnede. Blomster maatte der nu, i en Krans, om hvert Buddingefad.
-Men det bli'r kønt. sagde Ida, der selv gik et Skridt tilbage for at
se: Hvor alt det gamle Sølvtøj dog skinnede, og hvor længe det var,
siden det var blevet brugt.
Frøken Helgesen, der ligesom vilde fæste Øjnene ved noget, der var
hendes eget, sagde og trak lidt op i det Krone-forsynede Kort, der var
stukket ned i Mosset:
-Hr. von Eichbaums Træ er sjældent.
Karl von Eichbaums "Gloire de Dijon" rankede sig stoltelig midt paa
Gulvet. Frøken Helgesen havde allerede værnet hver af de gule Kalke med
smaa hvide Papirsgarneringer.
-Ja, sagde Ida og saá ind i en af de gule Knopper: den er saa smuk.
-Men hvad er Klokken, fo'r hun sammen. Alle Frøknernes Blomstergaver
skulde flyttes fra Fødselsdagsbordet over paa den ene Ende af
Spisebordet. Frøken Helgesen bar og Ida stillede sammen. Det blev til en
hel Krans, om Frøken Helgesens Plads, af Urtepotter og Blomsterkoste.
-Hvor Kjærs er nydelig, sagde Ida.
-Alle har været saa venlige, sagde Frøken Helgesen, der begyndte at faa
Værtindefeber og ikke rigtig saá noget mere, men sagde:
-Mon der ogsaa bliver Stole nok.
-Dem flytter vi ned fra os, sagde Ida, der blev ved at ordne. Frøken
Boserup havde skænket en Hjerteblomst, der lugtede en Smule stygt og som
saá ud, som var den om Morgenen kommen i Potte fra et større Bed.
-Den stiller vi paa Sybordet, sagde Ida.
Det bankede, men det var kun Frøken Kjær.
-Nej-ej, saa her er sjov, sagde hun og blev staaende midt for Bordenden:
Det var dog storartet.
Alle Lys var tændte og tre Lamper skinnede over Blomsterne.
-Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se saa nu, sagde hun,
og hun tændte de smaa Lamper, gule og røde, rundt paa Bordet.
-Nej, det var storartet, sagde Kjær igen og saá ud over Sølvtøj og
Blomster og Buddinger: det var brillant.
-Ja, sagde Frøken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo
heller ikke saa lille.
Ida vilde løbe, da det bankede igen. Det var en Portør, der skulde hilse
fra Dr. Qvam. Dr. Qvam havde i sidste Nu ogsaa maattet give noget og
havde paa Hjørnet af Frederiksborggade købt en Kasse Konfektblommer med
en koloreret Spanierinde paa Laaget.
-Det er Prinsesseblommer, sagde Frøken Kjær, der kendte Emballagen.
Frøken Helgesen stillede Frugterne hen:
-Det er saa kønt af Lægerne, at de viser En en Opmærksomhed.
Ida var oppe paa Værelset, hvor den gule Kjole endnu laa i et stort
Musselin. Hun havde lige faaet Spritlampen tændt foran Spejlet, da det
bankede. Det var Frøken Boserup, der virkelig maatte "laane no'et til om
Halsen".
-Flammer De Haaret? sagde hun pludselig til Ida henne midt fra Gulvet.
-Ja, jeg vilde kun forsøge, sagde Ida og blev blodrød.
Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tylssjal med lange Ender.
-Bruger De de to Naale, sagde hun pludselig og pegede paa en Solitaire,
som hun tog og fæstede i Sjalet, mens hun iøvrigt formente, at "Flammer"
bare gjorde Ansigtet gammelt.
-Nej, det er da egentlig kønt i Lyset, sagde Ida.
-Naa, naar man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke være mig. Men
Lysten er jo forskellig her i Verden. Farvel saalænge.
Ida laasede Døren; nu vilde hun være alene, nu hun skulde ha'e Kjolen
paa.
Nede var Frøknerne komne, én efter én, mens hver Nyankommen hilstes med
Udbrud over hendes Klæder: Nej, se Friis, nej, se Friis, raabte de, og
der blev igen mer stille; ingen vidste rigtig, hvad de skulde sige,
fordi hver syntes, de maatte sige noget andet end almindeligt; og de
begyndte for sjette Gang at tale om Bordet, der stod midt i Stuen næsten
ligesom for fint--medens Frøken Helgesen blev ved at gentage, at de
maatte dog sætte sig; og Frøknerne sad langs Væggene, med Skoene frem
under Kjolen, som om de aldrig havde været her før.
Kun Frøken Friis tog, fra en Lænestol lidt ude paa Gulvet, med Hænderne
over Kors i sit Skød, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved
Frilandsplanten paa Sybordet.
-Det er da Boserups, sagde hun til Kjær: Gud, hvor det ligner hende i
Prisen. Men Bordet er pænt.
-Det er Ida, der har dækket det, sagde Frøken Kjær, der gik omkring til
alle Mennesker og sagde: Det er Ida. Hun kaldte hende altid ved Fornavn,
naar hun ikke selv var tilstede.
Ida syntes næsten hun blev helt rød, mens hun stod udenfor Døren og
aabnede den og kom ind og Kjær raabte:
-"Jomfruen" har flammet Haaret.
Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Frøken Kjær og Frøken Friis
klappede i Hænderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod helt rød i
Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole.
-Hun er knusende, sagde Frøken Kjær, der brød ud af Kredsen, og tog om
Ida, som vilde hun mase hende.
Der var blevet lidt livligere, og man hørte Frøken Helgesen sige: Ja,
saa kunde vi vel snart begynde, da det bankede igen. Det var Eichbaum og
Qvam. der rystede Frøken Helgesens Haand og sagde: Ja, der er s'gu
ingen, der har bedt os, men vi gaar ind paa vort Ansigt. Imens gik Karl
rundt og bukkede med hængende Skuldre, i en parisisk Redingote, hvis
Foer knitrede lidt, naar han rørte sig.
Frøken Helgesen, der var ganske smigret ved hans formelle Væsen, sagde:
-Hr. von Eichbaum, det var en saa smuk Opmærksomhed; og hun tog om hans
lange og kølige Haand, før Karl bukkede videre, mens Josefine, højbarmet
og med Husarsnore paa Kjolen, bad Saucen om og Damerne begyndte, lidt
langsomt og halvt højtideligt, at tage for sig af Buddingen. Men Qvam,
der stod og saá rundt paa de mange stramme Frøken-Korsetter, sagde til
Frøken Kaas:
-Dette er s'gu for alvorligt.
Og han tog Madeira'en og begyndte at skænke i Glassene for at hæve
Stemningen. Frøken Brandt, sagde han, De maa hjælpe mig....
Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Frøken Friis lige til nu
havde undersøgt den gule Kjole som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med
Glassene.
-Er det Dem, der byder, sagde Karl saa underligt sagte og tog et Glas.
Han blev staaende med sit Glas:
-De er saa køn, sagde han med den samme Røst, og hun syntes, hun slet
ikke kendte hans Stemme.
Hun saá ikke op, mens hun sagde noget--det var vel noget om hans Blomst.
-Man maatte jo gøre noget for at være velkommen, sagde Karl, men det
var, som om han sagde hende en hemmelig Ting.
Saa kom Kjær bagfra og tog om Idas Liv:
-Ja, er hun ikke nydelig, sagde hun og ligesom vuggede hende ind til
sig.
-Jo, man kender slet ikke Damerne igen, sagde Karl.
-Nej, sagde Frøken Kjær: vi kommer ogsaa saa sjældent i Klæderne.
Ida gik videre. Det var, som om hun var saa myg i Linjerne og ligesom
saa kælen i Figuren, mens hun bøjede sig frem over Frøknerne og bed dem.
-Hvad har Kjolen kostet? sagde Boserup, da Ida kom forbi, og hendes
Sidemand lo. Qvam fortalte Historier nede ved Bordenden, og Damerne
flyttede Stolene sammen og rejste sig og tog selv. Ida hørte, at nu lo
ogsaa Karl, deroppe hos Kjær.
-Det er Frøkenen, der har lavet Buddingen, blev Josefine ved at sige,
mens hun bød om.
Der blev en stor Jubel, da Døren gik op for Frøken Koch, og Qvam raabte:
Skaal, Frøken Koch; mens de alle klinkede.
-Naa, der er ogsaa Mandfolk, sagde Frøken Koch, der ikke var i andet
Festskrud end en ren Krave.
-Ja, to, sagde Karl og bukkede.
-Det ser jeg, sagde Frøken Koch, og de lo igen.
De begyndte at le af ingenting og talte højt, forbi hinanden, mens
Frøken Boserup diskuterede om Foreningen og Frøken Kjær og Frøken Krohn
lavede sig Brystbuketter af Blomsterne fra Bordet.
-Kjær stjæler, Kjær stjæler, raabte de oppe fra.
-Nu bli'er her livligt, sagde Ida, hun gik Karl forbi med straalende
Ansigt.
Frøken Boserup blev ved med Foreningen: der var naturligvis ingen
Tilslutning paa Frederiks.
Men Qvam raabte nede fra Bordenden:
-Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre; og slog med sin Ske i
Tallerkenen.
-Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre, raabte de alle i Kor.
Alle Skeerne gik pludselig mod Tallerkenerne--undtagen Frøken Helgesens
og Frøken Boserups--og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede
tilbage paa sin Stol: Jeg vidste ikke, her var Børne-Fremmede.
-Det er her, sagde Qvam, og Skeerne klaprede.
-Hys, sagde Frøken Helgesen.
Der lød to Slag paa Døren.
-Hys, Patienterne kan høre os. Det var Nattevagten.
Pludselig blev de stille allesammen, med samme Udtryk i deres Ansigter;
og de hørte Døren gaa, igen, ind til "den urolige Gang".
-Pyt, sagde Qvam: de larmer s'gu saa tit.
Men Frøken Kaas, der benyttede sig af Stilheden, rejste sig, mens Frøken
Helgesen ligesom af sig selv kom op ved Hæderspladsen med Blomsterne, og
Frøken Kaas slog paa sit Glas.
Karl gled hen forbi Ida. De havde kun talt lidt, men han var ligesom
altid, hvor hun var.
-Skal De ikke sidde, sagde han.
Hun satte sig paa Stolen, hvor han stod.
-Er her ikke varmt? sagde hun kun og tog sig op til sin Pande.
Frøken Kaas talte, men ligesom med halv Stemme, som om Nattevagtens Slag
paa Døren lød i deres Øren endnu, for Frøken Helgesen, der "hørte til
dem, der hævede Standens Anseelse".
-Saa bryder vi ud i en stille Jubel, sagde Qvam.
Han slog Takt med Haanden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i,
hviskende ligesom han, med fremskudte Læber, mens de lo sagte.
-Det var det, sagde Qvam: saa højt skriger man Hurra paa sjette
Afdeling.
-Nu klinkes der, sagde han, og listende paa Tæerne, med Glasset i
Haanden, gik han forrest, mens de andre listede efter, trædende fint i
Gulvet, i Gaasegang op til Helgesen:
-Hurra-ra-a, sagde Qvam.
-Og Tak for Madeira'en.
Frøken Koch sagde: Naa, jeg maa vel med, og hun skred bag efter Ida, med
et tomt Glas. Men Frøken Boserup sagde nede fra Bordet:
-Undskyld, at jeg klinker fra min Plads.
-Ja, jeg takker først og fremmest Dem, sagde Frøken Helgesen og klinkede
med Ida.
-Ja, sagde Ida og hun blev staaende og saá ud over Blomster og Lys og
dem alle: her er blevet saa dejligt iaften.
Josefine, der havde hentet Vinforstærkning oppe hos Ida, stod nede ved
Døren med Frøken Kjær:
-Hvor er hun køn i Ansigtet, sagde hun.
Frøken Koch vendte sig med sit tomme Glas: Er her no'et til Bægeret?
Josefine løb til og fyldte Plejemoderens Glas: Ja, Tak for godt
Naboskab, sagde Frøken Koch til Frøken Helgesen.
-Her var Deres Plads, hviskede Karl til Ida.
Og Ida satte sig som før.
Men Frøken Koch mente nok, at nu var det Kaffetid, hvis de skulde have
Kaffe. Qvam bød hende en Cigar, og Karl lod Cigaretter gaa omkring, mens
de alle, hemmeligt, saá paa hans fine Cigaretetui af Sølv: Maa vi? sagde
Frøken Kjær op mod Frøken Helgesen. Men Frøken Friis var umaadelig
dygtig i Rygekunsten og kunde blæse blaa Røgringe ned omkring de hvide
Lys, før de løstes op.
-Se, sagde Ida. Hun fulgte den fine Røg.
-Nu skal vi synge, sagde Frøken Krohn.
Frøken Helgesen vilde gøre Indvendinger, men Frøken Krohn sagde: Vi
nynner naturligvis bare--det gør vi tit paa Værelserne.
-Ida, sagde hun, syng for. Vi ta'er "Flyv, Fugl, flyv"....
De flyttede Stolene lidt ud, og halvt nynnende, mens de saá ind i
Lysene, sang de sagte:
Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vove,
Snart kommer Natten saa sort.
Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv du kun hjem til din elskede Mage,
Til de gulnæbbede Smaa;
Og naar imorgen du kommer Tilbage,
Sig mig saa alt, hvad du saá.
De blev ved at synge, halv højt, som sang de langt borte, bag en lukket
Dør. Frøken Kjær vuggede sig sagte frem og tilbage, og Frøken Helgesen
sang med, med sin Alt. Josefine, der stod ved Døren som paa Vagt,
nynnede ogsaa, med Hænderne paa sine Hofter:
Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Bølge,
Stræk dine Vinger nu vel.
Ser Du to Elskende, dem skal Du følge,
Dybt skal Du spejde deres Fjed.
Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
Kærligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide,
Burde jo tolke min Røst.
De holdt op at synge, men ingen rørte sig.
-Nu har de købt "Bakken", sagde Karl.
-Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i Øjnene.
-Ja.
De begyndte at synge igen.
-Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte.
-Ja, sagde Karl.
De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida hørte knapt Ordene:
-Vi skulde haft den.
Ida rørte sig ikke.
Men pludselig afbrød Qvam Sangen:
-Skal her synges, skal her ogsaa være Mørkning. Og han gav sig til at
puste Lysene ud i Armstagerne, mens Frøken Friis lo og hjalp ham.
-Saa, sagde Qvam: nu ogsaa de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne.
Og Idas smaa Lamper lod han brænde.
-Men saa maa vi ogsaa aabne Kakkelovnsdøren, sagde Frøken Kjær. Hun
kunde ikke faa Døren lukket op og hun sagde: Ida, hjælp mig. Ida rejste
sig og lukkede Døren op. Sid her, sagde Frøken Kjær og trak hende ned
paa den lille Puf.
-Saa, sagde Qvam, nu er Belysningen gunstig.
De begyndte at synge igen, maaske lidt langsommere--med Ansigterne
vendte mod de glødende Kul. Ida havde lukket sine Øjne:
Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Brusen,
Dybt drager Natten sit Suk,
Træerne hviske med ængstelig Susen,
Hilse: God Nat--med et Buk.
Har Du ej lyttet til mangefold Smerte,
Selv hos den vingede Flok?
Sig et: God Nat, til mit bævende Hjerte,
Sig det, Du véd det jo nok.
Sangen hørte op. Rundtom i Mørket saá man Cigaretternes smaa Lys og
Frøken Kochs store Cigar ligesom et Fyr.
-Kan De ingen Sang om Jylland? sagde Karl halvhøjt, henne fra Mørket.
-Jo, det kan Ida, sagde Frøken Krohn.
-Aa, ja, syng en, sagde Frøken Berg. Ida havde ikke svaret.
-Syng, hviskede Frøken Kjær.
Med Øjnene op i Mørket, klart men meget sagte, mens det saá ud, som
aabnede hun blot Læberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland:
Jylland mellem tvende Have
Som en Runesten er lagt.
Runerne er Kæmpegrave,
Inde midt i Skovens Pragt,
Og paa Heden alvorstor,
Her, hvor Ørkenens Luftsyn bor.
Hun standsede næppe efter det første Vers, men blev kun ved at synge.
Frøken Kjær havde støttet sit Hoved til hendes Skulder:
Jylland! Du er Hovedlandet,
Højland med Skov-Ensomhed!
Vildt i Vest med Klittag Sandet
Løfter sig i Bjerges Sted.
Østersø og Nordhavs Vand
Favnes over Skagens Strand.
-Den er s'gu køn, sagde Qvam, da Ida holdt op; men Karl talte ikke, han
stirrede bare paa hendes Ansigt.
-Kom nu, Eichbaum, sagde Qvam: nu skal der, Herren hjælpe mig, danses.
De raabte og lo halvhøjt, i Mørket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagde
Frøken Helgesen, der elskede at danse.
Men Qvam havde tændt en Vokstændstik. Pas paa alle Tingene, pas paa
Tingene, raabte Frøken Kjær, der havde rejst sig, som vilde hun selv
holde paa dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene
væk.
Frøken Kjær og Frøken Krohn sang, stadig halvhøjt, henne fra
Kakkelovnen, mens Qvam svang Frøken Helgesen, saa Trinnene lød i Mørket:
Smukke Pige med det sorte Haar
Se lidt paa mig!
Føl, hvor stormende mit Hjerte slaar;
Jeg elsker Dig.
Nej, Hr. Jæger, nej, lad mig gaa min Vej,
Hvis Mama det saá, vil jeg Utak faa ...
Paperla, paperla, paperla, paperla, perlapap.
Det tror jeg knap.
-Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Frøken Friis.
Ida sang med. Det var som hendes Stemme førte de andres, i en større
Glæde, og hun vidste det ikke selv.
-Det er godt, sagde Qvam. Han og Frøken Helgesen svang sig forbi i
Halvmørket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, saa rank, med
Frøken Friis.
-Lad os, sagde Frøken Kaas til Frøken Boserup, og de begyndte at danse,
mens Frøken Boserup var Herre.
Pige med den skære Liljehud,
Skæmt ikke nu.
Ræk mig din Haand og bliv min hulde Brud!
Hvad svarer Du?
Naar De lover mig, fast ubrødelig
At til sidste Stund mig De elsker kun--
Paperla, paperla, paperla, perlapap.
Det sker vel knap.
Qvam skubbede til Josefine, der var kommen lidt frem for at se
Plejemoderen svinge sig.
-Det er nu dejligt, sagde Frøken Helgesen, da de havde standset.
Der var ingen, der sang, uden Frøken Kjær og nu Frøken Friis, da
Eichbaum havde sluppet hende.
-Kom, sagde Karl, og Ida fulgte ham.
De talte ikke, mens de dansede langsomt, inde i Mørket. Frøken Kjær, der
stadig sad paa Puffen, sang sagtere. I de smaa Lamper blussede Vægerne
som hastigt flammende Blus, indtil de slukkedes.
-De har holdt op at synge, hviskede Ida.
Der var stille lidt, som var de alle trætte, og rundt om var
Cigaretternes Smaalys gaaet ud.
-Saa var det vel bedst, vi fik illumineret Ansigterne, sagde Frøken Koch
og hun begyndte at tænde Lysene igen. Rundt om saá Frøknerne, der
missede med Øjnene i Skæret, ud som de vaagnede.
-Naa, sagde Qvam: skal vi saa klinke med Frøken Brandt. Det er s'gu dog
hende, der har lavet Buddingen.
Han klinkede med Ida, og Frøken Kjær løb til, mens de alle fik Glas i
Hænderne.
-Ja, det har hun fortjent, sagde Frøken Kjær.
Josefine, der stod ved Bordet og satte Tallerkener sammen, prikkede
bagfra Ida paa Ryggen og vilde ogsaa klinke, i Smug:
-Det er nu det første Glas, jeg drikker, sagde hun og hun havde Taarer i
Øjnene.
Karl kom hen til Ida og stødte sit Glas mod hendes:
-Tak, sagde han.