I Døren spurgte hun: Drikker Du iaften Theen ovre?

-Tak, Du, sagde Fru von Eichbaum: jeg har iaften den lille Brandt, Du

véd ... hun har nok kun fri om Tirsdagen.

-Aa, henner ... Ja, saa Farvel, Mille.

Generalinden skulde lige til at gaa, da det ringede. Det var Portneren i

Lindholms Sted, der bragte Kurven med Orchidéerne. I Bunden var der blaa

Druer.

-Mille, sagde Generalinden: véd Du, det er, som man ser dem i

Vinbjergene. Jeg tror, de kan holde sig til Søndag, Du--og jeg havde

alligevel tænkt at ta'e Schleppegrells osse, nu, hvor vi havde faaet de

fire Ænder fra Vallø.

Fru von Eichbaum ordnede Orchidéerne i to Glasskaale. Da hun var færdig,

stod hun og betragtede dem.

-Ja, sagde hun: smukt er det ... men jeg finder jo, at de Blomster er

ængstende.

-De har dem jo nu, sagde Generalinden, rundt om paa Herregaardene.

Hun gik med sin Halvpart af baade Blomster og Druer.

... Karl stod om Aftenen og ventede paa Ida udenfor Hospitalets Port,

mens den bløde Sne faldt ned over hans kønne Frakke.

-Hvor De er kold om Hænderne, sagde han, da hun kom.

De gik ved Siden af hinanden, mens han snakkede paa sin halvdrævende

Manér og Ida kun svarede lidt, ligesom hun var aandsfraværende.

-Jeg tror s'gu, De er bange, sagde Karl og lo. Men jeg kan forresten

godt forstaa'et ... Og han stak sin Arm ind under Idas, ligesom de

skulde staa Last og Brast.

Da de kom ind oppe i Mellembygningen, rejste Fru von Eichbaum sig fra

Sofaen og tog imod Ida paa Dørtærskelen i Kabinettet:

-Det var da pænt, De vilde komme.

De satte sig alle tre og Fru von Eichbaum konverserede; hun talte om

Hospitalet, med meget udprægede A'er, og sagde: den hele Virksomhed er

jo en Velsignelse, medens Karl sad med en Ræv i Øjnene og skottede til

Ida, der efterhaanden blev ligesom mindre og mindre i sit Sofahjørne.

-Og det er jo saa betryggende at vide, at det er unge Piger fra gode

Hjem. Nu, Karl, har jo osse Adelaide begyndt at lære paa Frederiks.

Adelaide var en Oberstdatter af Bekendtskabet.

-Naa, sagde Karl: det var vist ogsaa det klogeste, hun kunde gøre.

-Gud, Karl, sagde Fru von Eichbaum: jeg finder det jo kun umaadelig

respektabelt.

Der blev en lille Pause. Men saa tænkte Karl, at nu maatte der lægges

ud, og han begyndte at fortælle en Historie fra Kontoret (det er s'gu et

utroligt Menageri, sagde han) om en gal Fader, der vilde indlægge en

klog Søn. Faderen kom kørende med Sokker udenpaa Støvlerne og vilde ha'

Sønnen i Pavillonen.

-Sønnen var i Laksko, forklarede Karl, der blev ved med sin Historie,

mens Fru von Eichbaum lo og Ida sad og smilede: aa, hun var ham saa

taknemmelig, saa taknemmelig, at han talte. Og Karl blev ved at fortælle

Historier (han kunde formelig se, hvordan Ida blev større i Sædet) til

de tilsidst lo alle tre højt og muntert. Fru von Eichbaum var altid saa

glad, naar Karl talte: "Og han har saa megen Humor", sagde hun altid til

Søsteren. Nu sagde hun:

-Men egentlig, Karl, er det ikke no'et at le af--

Ida spurgte om Filérarbejdet til Sengeomhænget:

-Om det var vanskeligt at lære.

Fru von Eichbaum viste hende det og forklarede:

-De kan jo prøve, sagde hun.

Og hun blev ved at undervise Ida, der førte de smaa Pinde, medens Karl

spurgte:

-Tillader Mo'r, jeg ryger? og med Cigaretten mellem Fingrene sad han og

saa paa Idas bøjede Hoved ved Siden af Moderens.

Ida blev ved at filere, og man hørte de smaa Pinde falde rask og

raslende mod hverandre, mens Fru von Eichbaum saa til og Karl sagde:

-Det gaar jo som Kæp i et Hjul. Og Fru von Eichbaum lagde til i et

venligt Tonefald:

-Ja, Ungdommen har adrætte Fingre.

Julius kom allerede og meldte Thetid, da Karl sagde, for han kunde ja

gu' heller ikke blive ved at snakke hele Tiden:

-Tante Charlotte kunde komme herover til Whist, Mo'r.

-Ja, det har Du Ret i, vi er jo et helt Parti. Jeg kan spørge hende før

The.

Da Fru von Eichbaum var gaaet, rejste Karl sig fra sin Stol og gik hen

til Idas Sofahjørne:

-Naa, hvad saa, sagde han og smilte ned imod hende.

-Naa--

Ida saá op i hans Ansigt og smilte, hun ogsaa:

-De er saa god, sagde hun. De havde halvhvisket begge to som Børn bag en

Lærers Ryg.

-Ja, det vil jeg nok si'e, sagde Karl og lo.

Inde i Spisestuen fik han Klaveret op og begyndte at spille paa en Vals,

saa Strengene føg.--

Fru von Eichbaum var ovre hos Søsteren. Hun indbød til Whisten og sagde:

-Kære Du, det er virkelig en nydelig Pige--velopdragen og nydelig....

Det glædede jo kun Generalinden.

-Og egentlig har hun jo osse altid hørt til Kredsen.

Fru von Eichbaum gik over, og da hun saá Karl ved Klaveret, sagde hun:

-Karl, det var da ret. Det er saamæn længe siden, Du har spillet.

-Ja, sagde Karl: det er saamæn godt for Naboerne.

Men spille blev han ved med.

Det var ligesom Valsen blev i Luften, mens de spiste, og Ida rejste sig

og bad, om hun maatte skænke Fru von Eichbaums anden Kop The, og Julius

maatte lade Brødbakken fylde igen, fordi Karl havde saa vældig en

Appetit.

-Tak, sagde Fru von Eichbaum, der fik sin The: ja, for mig er der jo

intet Maaltid som min go'e The.

De blev ved at tale, til Fru von Eichbaum sagde:

-De véd vel, at Grosserer Mouriers tænker stærkt paa at købe gamle

"Ludvigsbakke"--rigtig vore gode Venner....

-Jo. Hr. von Eichbaum havde fortalt det.

-Men, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate synes jo ikke om

Hovedbygningen.

-Aa, sagde Ida, jeg synes nu, der var saa dejligt.

-Hm, mumlede Karl, der stadig spiste: hun vil vel ha'e et Par

Smørstikkere til Vaaben over Døren.

Fru von Eichbaum vidste ikke selv, hvorfor hun ikke viste Karl tilrette;

men hun sagde kun:

-Ja, Fordringerne er jo forskellige.

Generalinden kom, mens de sad ved Thebordet endnu.

-Men lad Jer ikke forstyrre....

-Ja, sagde hun til Ida, man har allerede hørt saa meget godt om Dem.

Da de havde rejst sig, hjalp Ida Karl med at slaa Spillebordet ud.

-Nej, nej, ikke saadan, sagde Karl og slog hende over Hænderne.

-Vil Julius bringe Stagerne, sagde Fru von Eichbaum.

-Men jeg spiller saa daarligt, sagde Ida, da de satte sig. Hun fik Karl

til Makker.

-Karl, sagde Generalinden, der var i Forhaanden og gav Kort: naar man

spiller, saa tales der ikke.

Søstrene spillede langsomt og med kloge Blik over Kortene. Man fik det

Indtryk, at de spillede Skak. Ida, der sad og bed sig i Læben, blev rød

i Hovedet for hver Gang, hun lagde et Kort paa Bordet, mens Karl

uafladelig pludrede med Tanten.

-Karl, sagde Fru von Eichbaum: naar man spiller, saa spiller man.

Karl blev tavs og sad og saá over paa Ida, der blev sikrere og sad og

tog sine gode Kort frem til Stik med smaa ivrige Ryk ligesom et Barn.

-Det er Dig, Emilie, sagde Generalinden.

Fru von Eichbaum svarede kun ved at nikke; det var som begge Søstrene

fik Antydning af Dobbelthager, mens de spillede.

-Det blev vores, sagde Ida og pustede uvilkaarligt ud, men hendes Øjne

lyste.

-Frøken Ida ser ud, som slap hun ud af et Dampbad, sagde Karl.

-Frøken Brandt spiller bedre end Du, sagde Fru von Eichbaum.

-Ja-a. Naa, til Lykke, sagde han og stak, mens han plirrede med Øjnene,

sin Haand med en oprakt Tommelfinger over mod Ida, som stødte sin Tommel

imod hans: Til Lykke, sagde hun, og de lo begge to.

Fru von Eichbaum og Generalinden talte om Spillet og bredte Stikkene ud

over Bordet.

-Men jeg, Du, sagde Fru von Eichbaum: som sidder dér med min eneste

_à-tout_.

De spillede videre, og ogsaa Karl blev ivrig, mens Ida og han blev ved

at vinde.

-Men Ida spiller skam en fin Whist, sagde han og glemte at sige Frøken.

-Ja, sagde Generalinden: dette er rigtig et hyggeligt Parti.

Julius kom ind med Druerne og Madeiraen, som de nød mellem to Rubberter,

mens de talte om gamle Dage, om "Ludvigsbakke" og om gamle Brandt: Han

var en fortræffelig Mand, sagde Fru von Eichbaum.

Karl løftede sit Glas.

-Ja, sagde han: byder vi saa Frøken Brandt Velkommen....

-Det maa vi, sagde Fru von Eichbaum: det var rigtig rart at se Dem.

De drak alle fire og saa skulde de skifte Plads, da Karl, der var saa

kaad og glad, begyndte at snuse op og ned ad Ryggen paa Tanten.

-Naar er Tante begyndt at bruge Patchouli?

-Ja, sagde Generalinden, der ogsaa begyndte at lugte urolig til sine

egne Ærmer: jeg begriber ikke, Du, men der hænger no'et ved mig den hele

Dag....

-Kære, sagde Fru von Eichbaum, ogsaa ved mig. Det maa være fra Kate. Jeg

mærkede det jo straks, Du, paa Perronen i den frie Luft--og jeg, som har

en Rædsel for alt, hvad der er gennemtrængende:

Karl, der satte sig sagde:

-Det er Ess-Bouquet. Det er en Herre-Parfume, men det er forresten meget

behageligt.

-Gud, Karl, sagde Generalinden: det mener Du vel aldrig ... en Herre i

det mindste lugter da kun af sit rene Linned.

-Ida giver, sagde Fru von Eichbaum. Det var første Gang, hun kaldte

hende ved Fornavn.

De spillede igen. Karl blev helt ivrig og tavs med Fru von Eichbaum til

Makker.

-Det er Dem, Frøken Brandt, sagde han.

Ida sad og tænkte paa, hvor Karl alligevel lignede sin Moder. Det var

dog det samme Ansigt.

Da de to Rubberter var ude, rejste de sig fra Spillebordet og Karl og

Ida sad henne i Hjørnesofaen, hvor Ida saá i et Stereoskop.

-Naa, sagde Karl og tog et Nu hendes Haand, der laa paa Sofaen: De er jo

en fin Spiller.

-Her har været saa dejligt, sagde Ida sagte.

-Ja, sagde Karl trevent: iaften har vi haft'et rart.

De blev siddende ved Siden af hinanden, uden at tale meget, mens Lampen

over dem kogte sagte, og Ida, i Stereoskopet, saá paa Schweiz' skønne og

skummende Vandfald.

Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Sofaen.

-Aa, Du, sagde Generalinden: det gør godt at sidde. Det har været en

bevæget Dag.

Fru von Eichbaum nikkede, og, mens de to Søstre tænkte paa de samme

Ting, sagde hun efter en lille Stilhed:

-Gud, Du, da jeg saá Hundene, blev jeg jo unægtelig forfærdet....

De to Søstre sad lidt tavse, mens Fru von Eichbaum saá venligt over mod

de to Unge:

-Rigtig et Par Kammerater, sagde hun og nikkede smilende derover.

Ida flyttede hen til Bordet, hvor Søstrene sad.

Lidt efter, mens Karl hjalp Ida Tøjet paa ude i Gangen, lukkede han

Døren op til sin egen Stue.

-Her bor jeg, sagde han og gik et Par Skridt derind; Lampen stod og

brændte.

-Her er ogsaa et Par af Hestene, sagde han og gik endnu nogle Skridt,

mens Ida fulgte.

-Ja, sagde hun.

Og begge tav, mens de blev staaende, kun et lille Nu, foran de to

Billeder, som vist ingen af dem saá, indtil Karl sagde:

-Ja, saa kom vi afsted.

Og han lukkede Døren bag dem.

Søstrene var blevet staaende i den halvmørke Spisestue. Fru von Eichbaum

havde usædvanlig mange Ord for at rose Ida og hele den Brandtske

Familie.

-Ja, sagde Generalinden: hun er rigtig sød og taknemmelig.

-Kære Charlotte, sagde Fru von Eichbaum, der havde været noget i

Generalindens Tone, som Fru von Eichbaum ved sit Tonefald næsten

irettesatte: Hun kommer jo fra et udmærket Hjem. Hendes Fader var

Konferensraadens højre Haand og saa godt som en Ligestillet.

Generalinden stod lidt og sagde saa:

-Ja, rigtig sød og fordringsløs er hun trods det, at hun er saa

velhavende.

Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt,

efter at Karl og Ida var gaaet; og pludselig sagde Søsteren:

-Tror Du, Emilie, jeg skulde lægge mine Druer i Savspaaner?

Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon

det ikke ta'r noget af Smagen?

Generalinden tænkte ogsaa det. Hun vilde kun, forsigtigt, lægge hver

Klase i lidt Silkepapir.

* * * * *

Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida.

-Aa, jeg var saa bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme

som en Fugl med Vingerne.

-Ja, det kunde man se ... Karl stak sin Arm ind under hendes, men Ida

sagde rask, som vilde hun undskylde sig:

-Ja, for jeg kendte hende jo kun fra Ludvigsbakke, naar hun sad øverst

ved Bordet og naar hun gik Tur--forbi Fadebursvinduet.

-Jo, sagde Karl og lo, jeg kender Moderen, naar hun er i Overtøjet.

-Og i den store Kniplingshat, sagde Ida.

-Den har hun endnu.

Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le--nu,

herude, under Himlen.

-Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida.

De kom ind i Grønningen, og Sneen, der var ophørt at falde, laa mellem

de stille Træer som et blødt Tæppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede

de igennem en Skov.

-Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lød saa

blødt.

-Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, før han sagde

langsomt og ligesom grundende:

-Men det er nu skidt alligevel.

-Hvordan?

-Det Hele.

-Nej, sagde Ida højere og dog ikke højt, og hun rystede paa sit Hoved.

De gik igen, mens der var lige stille.

-Se, sagde Ida og smilede: Vi er de første, der gaar paa Sneen.

-Ja, svarede Karl.

Og de saá begge ned paa det bløde Hvide, hvor deres Fødder satte Mærker

ved Siden af hinanden.

-Det er saa kønt, sagde Ida og blev ved at smile. Men da de kom til det

smalle Hjørne ved Sporvejen, løsnede hun sin Arm fra hans og gik i

Forvejen--hun næsten løb. Karl gik bagved og saá efter hendes fine,

slanke Ryg. Saa suste der en Snebold lige mod hendes Nakke:

-Tag den.

-Karl, raabte hun. Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved

Øret og en til ved Kinden, indtil hun vægrede sig: Værsgo', sagde hun og

hun dængede ham med Sne, løs Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra,

foran, bagfra og ned ad hans Frakke over Skuldrene.

-Nej, vi gør Kvalm i Gaden.

Hun rystede sig lige med ét og holdt op: der stod en Betjent midt i den

hvide Allé, rank og ret op og ned. Men Karl han blev ved, overstadig, og

omme bag Hjørnet galede han som en Hane:

-Saa tror de deroppe, den er fem, sagde han og lo op til de borgerlige

Huses Ruder. Pludseligt satte han i Trav, stampende med Fødderne, med

Ida ved Siden, der trampede som han, som maatte de røre sig, mens Karl

fløjtede.

-Paa Mandag er det Frøken Helgesens Fødselsdag, sagde Ida.

-Skal der være Gilde? spurgte Karl; de blev ved at trampe.

-Ja, vi laver Budding i Køkkenet.

-Hva' for en Budding?

Ida lo; det skulde være Rombudding, sagde hun og hun stampede.

-Kan Mandfolk sneje sig med?

-Hvis De gik med Qvam, sagde Ida.

Karl nikkede, mens de stadig stampede videre, der ved Siden af hinanden,

og Karl sagde:

-Han gaar med Jægersk Undertøj.

Ida lo: Hvor véd De det?

-Det har jeg set.

-Nu er vi hjemme, sagde Ida. De var ved Porten.

-Men jeg følger Dem til Plankeværket, sagde Karl.

Og de gik, adstadigt, ind forbi Vagten, frem i den store og tavse Gaard,

hvor Gangene halvt oplyste laa som i et halvvaagent Blund.

-Hør vore Skridt, sagde Ida sagte: her er Ekko i Gaarden.

-Ja, sagde Karl.

De gik forbi Lægernes Gang.

-Hys, hvad er det? hun greb Karl om hans Arm; men saa lo hun, stille,

mens hun blev ved at lytte. Oppe i Lægegangen lød der Latter og Trin:

Det er Kandidaterne, hviskede hun. Der lød et Rabalder, mens alle

derinde raabte og lo, og Karl sprang op ad den lille Trappe og smækkede

Døren op:

-Hvad er dette? raabte han med en skarp Stemme.

-Overlægen, var der En, som skreg. Det var Qvam; og Dørene slog op og

slog i, medens Karl begyndte at le, saa det klang i Gaarden. Ida lo med

og Lægerne inde i Mørket, alle lo de--til de pludselig alle blev stille.

-Vagten, sagde Ida og gav sig til at gaa.

Natvagten kom frem imod dem, langsomt med sin store Lygte.

-Godaften, sagde han.

-Godaften.

-Det var gamle Jensen, hviskede Ida halvt forskrækket, og Karl havde

taget hendes Arm.

De bøjede ind i Mellemporten, hvor der var ganske mørkt.

-Her spøger det, hviskede Ida.

-Hvad vil det sige?

-Jo, her gaar de igennem, som skal dø....

-Hvem har set det?

-Vagterne, sagde Ida.

Og lidt efter:

-For her er jo Vejen til Kapellet.

-Er De bange for det? sagde Karl.

-Nej, ikke nu, hviskede Ida og nikkede.

De kom forbi Vaskelængen hen til Lygten over Pavillonens Laage. Derinde

laa Huset, lukket og tavst. Rundtom dækkede Sneen alle Havernes Træer.

Ida blev staaende med sin Arm i Karls:

-Hvor er her kønt, sagde hun.

Hun saá rundt paa det altsammen:

-Hvis det nu blev stjerneklar!, sagde hun....

-Godnat.

Karl hørte Døren aabnes og lukkes.

* * * * *

Det var et Par Dage efter. Ida kom om Aftenen ind paa Kontoret med en

Meldeseddel. Det var sent, og Karl havde allerede Tøjet paa og vilde,

ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken.

-Hvor det er længe siden, jeg har set Dem, sagde Karl.

-Ja.

-Hvorfor?

-Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun

næsten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bøjede Hovedet frem

under Lampen.

Karl tog den og berørte hendes Haand.

-Ida, sagde han blot; han havde bøjet sig ned og kysset hendes lysende

Hals.

-Ida.

Uden Ord havde hun løsnet sine Hænder fra ham. Langsomt og forsigtigt,

næsten som turde hun ikke træde, gik hun frem over den halvdunkle Gaard.

Der var saa stille i hendes Hjerte....

Frøken Kjær stod i Døren til Spisestuen, hvor Damernes Stemmer lød højt

og imellem hinanden, og hun lagde sin Arm ned om Idas Liv, da hun kom.

Men Ida skød den langsomt bort med Haanden.

-Naada, sagde Frøken Kjær, mens Ida satte sig ved Døren: Maa man ikke

længer røre ved Jomfruen?

Langs Bordet var alle Damer i snakkende Bevægelse. Frøken Kaas, Frøken

Boserup og Frøken Roed havde flyttet deres Stole ud paa Gulvet og talte

ivrigt og højt om den nye Forening, Frøken Boserup vilde danne, en

Forening af Plejerskerne baade paa Frederiks og paa Kommunen: En Liste

var der sendt ud og et Møde skulde der sammenkaldes.

-Forelæsningsstuen vil han vel ikke nægte os, sagde Frøken Kaas. "Han"

var Professoren og Ordet kom som med en hidsig Streg under, mens Frøken

Boserup begyndte at slaa ud med Hænderne mod Frøken Krohn fra den gode

Gang og sagde, at der maatte vel endelig, selv om vi ogsaa er Kvinder

(det var en Talemaade hos Frøken Boserup), kunne opdrives saa megen

Standsinteresse, at man en Gang kunde faa Rettigheder....

De tre blev ved at tale meget højt, medens Frøken Helgesen sagde fra sin

befæstede Plads bag Maskinen:

-Det maatte vel i hvert Fald ske efter Samraad med Lægerne.

Frøken Kaas, der forarget skød Brystet frem i sit Bluseliv, men lod som

hun ikke hørte det, sagde:

-Jeg er gerne Sekretær, hvis det da er Meningen, at vi skal være

uafhængige. Frøken Kaas var saa at sige ustandselig Sekretær, saa for

Indsamlinger og saa for Adresser.

Frøken Roed talte om, at hvad der maatte virkes for--men jeg mener

rigtignok, som Frøken Helgesen, i Samraad med Lægerne--var Forkortelse

af Vagten og dernæst Understøttelse til Ferieophold....

-Først skulde vi faa forbedret Kosten, sagde Frøken Øverud paa sit

Fyenske.

Men Frøken Friis, der sad med opskudte Skuldre, tilbagelænet i sin Stol,

sagde til Frøken Roed:

-Nej, Tak for mig. Saa skulde man ovenikøbet være sammen med sine

Kolleger--ogsaa udenfor Tjenesten.

Ida havde ikke talt. Det var, som sad hun, i Skæret af Flammerne, ene,

midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed.

Saa sagde Frøken Kaas pludselig:

-Men hvad siger Brandt?

-Jeg hører, sagde Ida, bestandig med det samme Udtryk i sit Ansigt.

Men Frøken Boserup sagde:

-Frøken Brandt interesserer det vel ikke. Hun har jo "Bogen" ... Og hun

slog den højre Haand ned mod sin flade Venstre....

-Ja, den kender Boserup, sagde Frøken Friis til Krohn.

Frøken Kjær, der fandt, at Boserup havde været uforskammet, gik igen

over til Ida og førte Haanden hen over hendes Haar:

-Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet.

Ida havde vist slet intet hørt. Hun saá kun et Øjeblik, smilende, op i

Kjærs Ansigt.

-Har De set deres Skygger, hviskede hun, mens hendes Øjne lo: hvor de

ser sære ud.

Paa Væggen bag de ophidsede Damer flød deres hidsige og store Skygger

sprællemandsmæssigt ud og ind.

Og de lo begge to, med en forskellig Latter; Ida saa ganske stille, saa

langt borte fra som fra en fjern Verden....

Indtil Frøken Kaas kom derover og talte til hende om Foreningen igen:

det gjaldt dog virkelig for Standen om at virke for en vis Uafhængighed.

Men Ida blev ved at le, saa ganske sagte.

Frøken Friis var ogsaa kommen derhen og spurgte i Forbigaaende Frøken

Kjær, hvad hun skulde være i til Frøken Helgesens Fødselsdag.

Ida saá pludselig op, og et stort Smil gik hen over hendes Ansigt:

-Jeg skal være i Gult, sagde hun.

Det kom paa én Gang saa lyst og saa højt, at Frøken Kaas holdt inde.

Hun havde netop gentaget, at det var som Stand, man maatte gøre sig

gældende.

Ida gik op.

Patienterne var komne til Ro, kun Doktoren paa "A" sad oppe i sin Karm

foran det aabnede Vindu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og saá

derind, da Nøglerne lød. Det var Qvam, og han satte sig hen paa sin

vanlige Plads paa Bordet.

-Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevægelse hen imod "A".

Ida rystede paa sit Hoved:

-Nej, jeg tror det ikke, sagde hun.

-Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham

til Skt. Hans....

-Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme,

der ligesom var fra andre Sjælens Egne end Ordene, som hun sagde:

hvorfor er han her da egentlig?

-Ja, sagde Qvam, og han førte det ene Ben dovent mod det andet: han er

jo Statistiker....

-Ja?....

-Og saa har han forset sig paa det Uundgaaelige--paa det Uundgaaeliges

Lov, som "de store Nordmænd" vilde sige (Qvam talte i en Tone, som

gjorde han let Nar af sine egne Ord). Han vil, ser De, udregne det Hele

... at naar, for Eksempel, faktisk hvert Aar omtrentlig det samme Antal

korresponderende Væsener sætter et Syvtal for et Nital i Adresserne paa

Konvolutterne, ganske ligesom i hvert Femaar det samme Antal drukner ved

at trave ud paa for tynd Is ... saa er det fordi de maa gøre det,

ligesom de, der hænger sig, maa hænge sig og ikke en Gang kan faa Lov at

skyde sig, naar de vil tage Livet af sig....

Qvam tav lidt:

-Og det vilde jo være lige drøjt nok, sagde han, om man ikke en Gang

havde Lov til at vælge Vaabenet.

-Men er det ikke sandt? sagde Ida.

-Ja, det er Spørgsmaalet, sagde Qvam.

Og lidt efter tilføjede han, idet han forandrede Stilling:

-Det var jo ogsaa rart nok, om man vidste, hvilken Rubrik man var kommen

til Verden for at hjælpe at udfylde.

-Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme lød næsten, som følte hun en

eller anden hemmelig Glæde.

Qvam saá paa hende.

-Nej, saagu, sagde han saa og satte Benene ned paa Gulvet; det kan jo

egentlig ogsaa være det samme.

-Naa, brød han op; jeg skal ind med Sprøjten. Han purrede op i

Nakkehaaret med venstre Haand. Det er s'gu alligevel det, jeg helst

giver de Patienter.

-Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida.

Og lidt efter lagde hun til, for Tankerne kom og gik saa lysende og saa

hastigt i hendes Hjerne, som ellers var saa langsom:

-Doktor, egentlig burde alle Mennesker være lykkelige.

Qvam aabnede Døren til Kvinderne, og et Par Skrig slog ud imod dem:

-Saa, nu aabner vi Buret, sagde han.

Men Ida hørte ham ikke.

Herren paa "A" havde skudt sin Dør op, og, rank, stod han paa Tærskelen:

-Nu kommer jeg, Hr. Doktor, sagde Ida. Hun skulde lukke Skodderne.

-Tak.

Dr. Qvam gik hen ad Kvindernes Gang.

-Hun ser s'gu ud som Frithjof, naar han hører Musik, sagde han til sig

selv. Han tænkte paa Ida. Frithjof var en Wagner-elsker blandt hans

Venner.

* * * * *

Det var Lørdag Eftermiddag.

Frøken Krohn fra Kvinderne, der var fritagen fra Tjeneste paa Grund af

Forkølelse, sad ovenpaa paa Mandssiden, for Ida var i Køkkenet: hun var

den bedste til Madlavning.

I Kælderkøkkenet var der Ild og Varme. Josefine var ifærd med

Wienerkransene og smurte Æggehvide over dem med en Fjer, mens Ida

piskede Blommerne til Buddingen, saa hun pustede.

Josefine talte om sin Bedstemoder i Holbæk: der havde de hver Søndag

bagt Franskbrød.

Henne fra Kældergangen, hvor de fire var til Arbejde, hørte man

Bertelsens Sav, der gik i Brændet.

-Det blev forresten dejligt, sagde Josefine om det fine Brød i Holbæk.

Ida blev ved at piske, mens Jernet klang i Skaalen.

-De brændes, de brændes, sagde hun, og Josefine fik Ovndøren op og

flyttede og skubbede til Kransene.

Ida stod og saá paa dem; der stod saadan en dejlig Damp op fra de

brunede Kager.

-Paa "Bakken" lagde vi al Dejgen. Alting, sagde hun og lo: bare Schrøder

og jeg....

Det var Sommermorgenerne, de bagte, Schrøder og hun alene; de andre sov,

og Vinduerne stod aabne ud til de duggede Marker. Saa kom Folkene ud af

Avlsporten i en lang Rad, og Forvalteren kom over og sagde "Godmorgen"

og fik Kaffen rakt ud paa Bænken, med det friske Brød.

-Men der var no'et at ta'e af, sagde Ida. Hun kunde ikke faa Poserne

store nok og langt nok til Bunden.

-Naa, sagde Josefine: her bli'r de vel ogsaa fodret.

Døren gik. Frøknerne listede fra Vagten og kom for at se til: Fingrene

af Fadet, sagde Ida og slog Frøken Kjær over Haanden. Boserup stod ved

Køkkenbordet og tog et Overblik over Produkterne. Hun fik en lille

Haandfuld skoldede Mandler stukket i sin Baglomme, før hun gik.

-Pas paa Døren, sagde Ida: pas paa Døren for Lægerne.

Den varme Damp stod helt op i Gangene.

I Køkkenet blev der stille, mens man paany hørte Bertelsens Sav gennem

det store Brænde.

-Josefine, sagde Ida: jeg gi'er dem alligevel nogle Kager derinde. Hun

lagde hastig nogle Kranse paa en Tallerken og svippede gennem Gangen,

ind i Kælderrummet, hvor de tre Gamle sad over Maatterne og flettede

mekanisk, som vidste de ikke selv, hvad de tog sig til, mens Portør

Sørensen sad, søvnig, lænet til en Væg, og Bertelsen førte Saven,

hidsigt og uens, gennem sit Brænde.

-Værs'go, sagde Ida og lagde tre Kager paa hver af Maatterne, saa rask

som havde hun stjaalet dem.

-Værs'go, Bertelsen.

-Det er til Dem, Sørensen, og hun rakte ham Tallerkenen.

Der lød en Stemme bag hende:

-Hvad er det?

Det var Qvam, der stod i Døren.

-Det er Kager, sagde Ida med et Sæt og løb forbi ham.

Men Qvam fulgte med ind i Køkkenet: Naa, her er rigtig Søndag, sagde han

og satte sig ved Skorstenen.

-Nej, her er Lørdag, sagde Ida og lo.

Qvam fik sig ogsaa en Krans og sad og saá til.

-Véd De hvad, Frøken Brandt, sagde han: Dem kan jeg s'gu godt li'e....

Ida var færdig i Køkkenet. Men Frøken Krohn maatte alligevel blive hele

Vagten: for Ida skulde to Ærinder--ud at købe. Det skumrede allerede,

da hun kom over den store Gaard i glad Fart. Midt paa Fortovet mødte hun

Eichbaum, men smilte kun og løb ham forbi:

-Jeg har saa travlt, sagde hun og løb videre.

Karl blev staaende og saá efter hende. Han havde slet ikke talt med

hende siden den Aften, og han vidste ikke rigtig, hvordan det stod....

Men nede ved Porten vendte ogsaa Ida sig igen og smilede, mens hun viste

ham sin Pengepung, som hun rystede.

Qvam var lige kommen ud af Mellemporten og saá efter Ida med Hænderne i

Bukselommerne.

-Véd De hva', sagde han til Karl: det var s'gu alligevel en rar Kone at

ha'e siddende i en Landlægebolig.

-De kunde jo fri, sagde Karl, der paa én Gang havde givet sig til at

lege Jonglør med sit Nøgleknippe.

-Ja, sagde Qvam betænkelig: men jeg vilde nu alligevel aldrig ha'e en

Kone med Penge.

Karl bare lo og lod Nagleknippet flyve gennem Luften:

-Det maa s'gu vi andre, sagde han og gik ind i Porten.

Han vidste ikke selv, hvordan han var falden ned i Kælderkøkkenet til

Josefine, der gik og ryddede op.

-Her er dejlig varmt, sagde han og sad og strakte Benene, mens han saá

rundt paa alle Karrene, hvor Ida havde braset.

Ida havde taget en Droske. Der blev mere og mere, som maatte købes til

Frøken Helgesens Fødselsdag: Hun vilde give hende seks Flasker rigtig

god Vin--foruden den Visitkortskaal....

Det kunde hun da godt, naar hun pyntede Kurven med Blomster. Og

Blomsterne, dem kunde de saa bruge paa Bordet, for der skulde være

rigtig med Blomster og rigtig lyst....

* * * * *

Det var Søndagaften, efter Middag, hos Generalinden.

Da Karl kom tilbage efter sin Tur, bragte Julius netop Maskinen ind.

I Dagligstuen gik en stille Whist ved to Borde, mens Frøken Kate saá til

med lidt tunge Øjenlaag, siddende i en Hjørnesofa ved Siden af Frøken

Fanny Schleppegrell, en Dame med Underbid, der forberedte sig til

Hofdame.

Karl satte sig ved Siden af dem, og Frøken Schleppegrell spurgte, om det

sneede endnu. Det var afskyeligt for Ens Fodtøj med det evige Sjap.

Kate sagde pludselig til Karl: Véd De hvad? jeg havde tænkt mig Dem

ganske anderledes.

-Saa-aa? sagde Karl ret uberørt.

-Ja, sagde Kate, jeg havde oprigtig talt tænkt mig Dem adskilligt

morsommere.

Hun sad lidt og saá ud mod de to arbejdende Whistborde, og saa sagde

hun:

-Foregaar dette hver Søndag?

Karl brast i Latter, saa de lo sammen.

Julius meldte, at Theen var inde; men Generalinden sagde:

-Vi venter Admiralen.

Admiral Schleppegrell gik efter Kaffen i "Athenæum", mens han lagde

Vejen baade frem og tilbage gennem Østergade et Par Gange, og han kom

ikke tilbage indenbords før paa Slaget.

Men Julius sagde:

-Admiralen er i Gangen.

De brød op fra Whistbordene, og midt mellem Diskussionen om Spillene

hørte man Fru Schleppegrell, der altid talte lidt i Diskanten, sige til

Fru Mourier:

-Gud, Vilhelmine, kalder Du det en Ulejlighed?

Man skriver kort og godt sine Ordrer bag paa et Brevkort....

Admiralinden talte om "Printemps".

Der hørtes et Godaften henne fra Kabinetsdøren, og Admiralen, der stod

og gned sig i Hænderne efter Vandringen, sagde:

-Nu skal det være rent galt med Fru Aline....

-Gud, Schleppegrell, hvordanne? Generalinden gik et Par Skridt imod ham.

-Ja, Vedel sagde det, at Fyren er nok rejst fra hende--og der skal hun

sidde....

Fru von Eichbaum havde--der var et Øjeblik stille--ført Hænderne op til

sine Øjne:

-Aa, den Stakkel, sagde hun sagte.

-Ja, sagde Admiralen, der bød Armen til Fru Mourier: Vedel sagde s'gu

det.

De begyndte at gaa ind til Bordet, mens man, midt under Støjen fra

Stolene, hørte Fru Schleppegrell sige med sin lidt skingrende Stemme:

-Ja, dér har vi Mandfolkene.

Og Karl, der skød Stole frem til Frøken Fanny og Kate, mumlede:

-Saa, skal det nu gaa ud over Mandfolkene.

Kate, der hørte det, gav sig til at le, og Karl sagde:

-Hvad ler De af?

-Hm, sagde Kate og slog ganske lidt med Hovedet: jeg tænkte kun, de har

vel været to om Fornøjelsen.

Oppe ved den anden Bordende blev Fru Schleppegrell ved at tale hidsigt

og halvsagte, ud over Bordet, indtil Fru Mourier, der drak The af en

Kontorkop, sagde:

-Ja, det nytter ikke, Anna, Mourier har Ret: de fleste, de ta'er nu en

Gang, hvad de kan faa....

Admiralen, der lo, sagde: Der er s'gu no'et i det; og Generalinden, der

saá hen over Kate og Frøken Fanny, ved hvis Plads der stod en Flaske

Barnemælk, sagde:

-Ja, jeg finder jo, at....

Men Fru von Eichbaum, der stadig var meget bevæget og havde Taarer i

Øjnene, hørte ikke Søsteren, men sagde med en Stemme, som traf hun en

Afgørelse:

-Dernede kan Aline jo ikke blive.

Fru Schleppegrell, i hvem det gav et Sæt, saa hun drejede Hovedet som en

Vipstjert, sagde:

-Men, maa jeg spørge, hvor skulde hun da ta'e hen? ... Herhjem kunde Du

vel ikke tænke Dig?

Fru von Eichbaum sagde langsomt:

-Det bliver vel vor Sag, Anna. Vi kender dog alle Aline--naar hun er sig

selv.

Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde:

-Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede

bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von

Eichbaum som en Tilstaaelse:

-Jeg holder nu af hende.

Og man hørte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang

Ordstrøm: Gud, Du véd da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten--

Karl sad og ludede lidt med Hovedet og saá over paa sin Moder; der var

ligesom et Glimt i hans Øjne.

Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von

Eichbaum:

-Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge

Hænder.

-Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om

sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.

Karl stod bagved sin Moder og lod sit Overskæg svagt røre ved hendes

Skulder, næsten som han kærtegnede den.

-Tak for The, sagde han, halvsagte.

Ogsaa Fru Schleppegrell kom derhen: Emilie, sagde hun, Du misforstaar

dog ikke--Du véd jo, at kom hun....

-Anna, al den Slags Ting, sagde Fru von Eichbaum, døer jo ogsaa ud, naar

der blot ikke tales om det.

Karl var inde i Spisestuen. Han var paa én Gang blevet saa straalende

lystig, at han gjorde Kortkunster for Kate og Frøken Fanny. Saa lod han

Kortene som en Dobbeltstraale falde ned paa Bordet.

-Ka' De det? sagde han.

Kate, der tog Kortene, sagde:

-Nu er De lystig nok.

-Ja, sagde Karl og saá hende lige ind i Ansigtet, mens han slog den ene

Haand imod den anden: for imorgen skal jeg i Dameselskab.

... Familien Schleppegrell gik hjemad efter at have sat Fru Mourier og

Kate af ved deres Port. Admiralinden gik foran med Fanny. De talte om

Kate:

-Ja, Fanny, sagde Admiralinden: men jeg vilde jo i dit Sted alligevel

nytte Lejligheden til at tale Fransk. Pigebarnet har dog været hele to

Aar i Lausanne.

-Schleppegrell, sagde hun og tog sammen i sine Skørter, mens hun

standsede: Ænderne var fra Malle Bardenfleth paa Vallø.

... Fru von Eichbaum og Karl var kommen over hos sig selv, og Karl stod

i Døren til Dagligstuen.

-Véd Du, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate er jo sød, men, synes jeg,

nok lidt urolig.

-Hun er vist meget grinagtig, sagde Karl, der trak i Overskægget.

-Ja, men hun maa dog poleres.

Fru von Eichbaum gjorde en ganske lille afværgende Bevægelse med

Haanden:

-Hun har en ganske egen Maade at sætte sig paa i en Stol og saadanne.

Men paa det kender jeg jo Mourier--med sine dristige Idéer.

Fru von Eichbaum dækkede sit Kniplebrædt til, mens hun sagde:

-Lille Ida Brandt har vel ikke fri paa Tirsdag?

-Nej, de slipper kun af Buret hver tredje Uge.

-Det var Skade, sagde Fru von Eichbaum.

Karl gik.

Fru von Eichbaum syslede længe endnu, før hun slukkede og gik ind. Døren

mellem Dagligstuen og Kabinettet havde hun vist glemt at lukke. Det

hændte oftere i den sidste Tid.

... Hjemme havde Fru Mourier og Kate nydt et Eftermaaltid i deres

Spisestue.

-Vorherre bevare mig vel, der skal vi vel kun en Gang om Maaneden.

Fru Mourier svarede ikke, men Kate sagde:

-Naa, han er da den bedste ... Ham kan man da faa no'et at vide af.

Hun mente Karl.

Kate gav Moderen Godnatkys og trak sig tilbage til Viktoria.

Næste Morgen kom der Telegram fra Mourier, at han havde købt

"Ludvigsbakke". Fru von Eichbaum, der skulde i Butikker med Vilhelmine,

kom, da Fru Mourier og Kate skulde til Frokostbordet. Hun spiste ellers

ikke saa gerne deroppe paa Grund af Hundene.

-Du, sagde hun til Generalinden: de Dyr, man faar ikke sin rette Madro.

Men idag blev hun i Anledning af Nyheden.

-Naa, sagde Kate, saa er det jo gjort. Men Engelholm vilde rigtignok

have været stadseligere.

Alligevel syntes Kate, de burde drikke paa Begivenheden, og hun lod

Viktoria hente en Flaske Bourgogne af den, der havde ligget i Kælderen

hjemme i Aarhus fra hendes Daab.

De tre Damer klinkede.

-Ja, sagde Fru von Eichbaum: til Lykke, Vilhelmine, til Lykke.

Kate skød sit Glas frem:

-Det er vel mig, der skal ha'e Gaarden. Hun tømte Bægret og fortsatte:

-Men saa kan man idetmindste faa et Par Ridehopper herover, for

Besætningen følger da med.

-Et Par, Kate?....

-Ja, no'en maa der jo ride med mig, sagde Kate: Karl kan vel gøre det.

naar vi har Hestene....

-Ja, hvis han bare havde Tid fra Kontoret, sagde Fru von Eichbaum.

Kate drak et Glas Bourgogne til, paa Ankomsten af Hopperne.

* * * * *

Det blev Mandag Aften.

Frøknerne, der havde haft Dagvagt, havde Festkjolerne liggende udbredte

paa Sengene. Men Ida, der havde sat Lys i Stagerne hos Frøken Helgesen,

havde travlt og løb op og løb ned. Der var stadig mer, der kunde pynte

paa Frøken Helgesens Bord: Asietter og Blomsterglas og tre

Glasskaale--og alt kom det ud af Chatollet som af en Tryllekunstners

Hat. Der var ogsaa de fem smaa Lamper, dem kunde man tænde mellem

Blomsterne. Ida bragte dem ned og stillede dem op.

Frøken Helgesen, der var i graa Kjole med matte Silkelæg, sagde:

-Tak, Brandt, Tak, ja, vi går det jo paa en Maade sammen.

-Det er kun saa dejligt, det kan bruges, sagde Ida, der smilte og

ordnede. Blomster maatte der nu, i en Krans, om hvert Buddingefad.

-Men det bli'r kønt. sagde Ida, der selv gik et Skridt tilbage for at

se: Hvor alt det gamle Sølvtøj dog skinnede, og hvor længe det var,

siden det var blevet brugt.

Frøken Helgesen, der ligesom vilde fæste Øjnene ved noget, der var

hendes eget, sagde og trak lidt op i det Krone-forsynede Kort, der var

stukket ned i Mosset:

-Hr. von Eichbaums Træ er sjældent.

Karl von Eichbaums "Gloire de Dijon" rankede sig stoltelig midt paa

Gulvet. Frøken Helgesen havde allerede værnet hver af de gule Kalke med

smaa hvide Papirsgarneringer.

-Ja, sagde Ida og saá ind i en af de gule Knopper: den er saa smuk.

-Men hvad er Klokken, fo'r hun sammen. Alle Frøknernes Blomstergaver

skulde flyttes fra Fødselsdagsbordet over paa den ene Ende af

Spisebordet. Frøken Helgesen bar og Ida stillede sammen. Det blev til en

hel Krans, om Frøken Helgesens Plads, af Urtepotter og Blomsterkoste.

-Hvor Kjærs er nydelig, sagde Ida.

-Alle har været saa venlige, sagde Frøken Helgesen, der begyndte at faa

Værtindefeber og ikke rigtig saá noget mere, men sagde:

-Mon der ogsaa bliver Stole nok.

-Dem flytter vi ned fra os, sagde Ida, der blev ved at ordne. Frøken

Boserup havde skænket en Hjerteblomst, der lugtede en Smule stygt og som

saá ud, som var den om Morgenen kommen i Potte fra et større Bed.

-Den stiller vi paa Sybordet, sagde Ida.

Det bankede, men det var kun Frøken Kjær.

-Nej-ej, saa her er sjov, sagde hun og blev staaende midt for Bordenden:

Det var dog storartet.

Alle Lys var tændte og tre Lamper skinnede over Blomsterne.

-Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se saa nu, sagde hun,

og hun tændte de smaa Lamper, gule og røde, rundt paa Bordet.

-Nej, det var storartet, sagde Kjær igen og saá ud over Sølvtøj og

Blomster og Buddinger: det var brillant.

-Ja, sagde Frøken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo

heller ikke saa lille.

Ida vilde løbe, da det bankede igen. Det var en Portør, der skulde hilse

fra Dr. Qvam. Dr. Qvam havde i sidste Nu ogsaa maattet give noget og

havde paa Hjørnet af Frederiksborggade købt en Kasse Konfektblommer med

en koloreret Spanierinde paa Laaget.

-Det er Prinsesseblommer, sagde Frøken Kjær, der kendte Emballagen.

Frøken Helgesen stillede Frugterne hen:

-Det er saa kønt af Lægerne, at de viser En en Opmærksomhed.

Ida var oppe paa Værelset, hvor den gule Kjole endnu laa i et stort

Musselin. Hun havde lige faaet Spritlampen tændt foran Spejlet, da det

bankede. Det var Frøken Boserup, der virkelig maatte "laane no'et til om

Halsen".

-Flammer De Haaret? sagde hun pludselig til Ida henne midt fra Gulvet.

-Ja, jeg vilde kun forsøge, sagde Ida og blev blodrød.

Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tylssjal med lange Ender.

-Bruger De de to Naale, sagde hun pludselig og pegede paa en Solitaire,

som hun tog og fæstede i Sjalet, mens hun iøvrigt formente, at "Flammer"

bare gjorde Ansigtet gammelt.

-Nej, det er da egentlig kønt i Lyset, sagde Ida.

-Naa, naar man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke være mig. Men

Lysten er jo forskellig her i Verden. Farvel saalænge.

Ida laasede Døren; nu vilde hun være alene, nu hun skulde ha'e Kjolen

paa.

Nede var Frøknerne komne, én efter én, mens hver Nyankommen hilstes med

Udbrud over hendes Klæder: Nej, se Friis, nej, se Friis, raabte de, og

der blev igen mer stille; ingen vidste rigtig, hvad de skulde sige,

fordi hver syntes, de maatte sige noget andet end almindeligt; og de

begyndte for sjette Gang at tale om Bordet, der stod midt i Stuen næsten

ligesom for fint--medens Frøken Helgesen blev ved at gentage, at de

maatte dog sætte sig; og Frøknerne sad langs Væggene, med Skoene frem

under Kjolen, som om de aldrig havde været her før.

Kun Frøken Friis tog, fra en Lænestol lidt ude paa Gulvet, med Hænderne

over Kors i sit Skød, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved

Frilandsplanten paa Sybordet.

-Det er da Boserups, sagde hun til Kjær: Gud, hvor det ligner hende i

Prisen. Men Bordet er pænt.

-Det er Ida, der har dækket det, sagde Frøken Kjær, der gik omkring til

alle Mennesker og sagde: Det er Ida. Hun kaldte hende altid ved Fornavn,

naar hun ikke selv var tilstede.

Ida syntes næsten hun blev helt rød, mens hun stod udenfor Døren og

aabnede den og kom ind og Kjær raabte:

-"Jomfruen" har flammet Haaret.

Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Frøken Kjær og Frøken Friis

klappede i Hænderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod helt rød i

Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole.

-Hun er knusende, sagde Frøken Kjær, der brød ud af Kredsen, og tog om

Ida, som vilde hun mase hende.

Der var blevet lidt livligere, og man hørte Frøken Helgesen sige: Ja,

saa kunde vi vel snart begynde, da det bankede igen. Det var Eichbaum og

Qvam. der rystede Frøken Helgesens Haand og sagde: Ja, der er s'gu

ingen, der har bedt os, men vi gaar ind paa vort Ansigt. Imens gik Karl

rundt og bukkede med hængende Skuldre, i en parisisk Redingote, hvis

Foer knitrede lidt, naar han rørte sig.

Frøken Helgesen, der var ganske smigret ved hans formelle Væsen, sagde:

-Hr. von Eichbaum, det var en saa smuk Opmærksomhed; og hun tog om hans

lange og kølige Haand, før Karl bukkede videre, mens Josefine, højbarmet

og med Husarsnore paa Kjolen, bad Saucen om og Damerne begyndte, lidt

langsomt og halvt højtideligt, at tage for sig af Buddingen. Men Qvam,

der stod og saá rundt paa de mange stramme Frøken-Korsetter, sagde til

Frøken Kaas:

-Dette er s'gu for alvorligt.

Og han tog Madeira'en og begyndte at skænke i Glassene for at hæve

Stemningen. Frøken Brandt, sagde han, De maa hjælpe mig....

Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Frøken Friis lige til nu

havde undersøgt den gule Kjole som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med

Glassene.

-Er det Dem, der byder, sagde Karl saa underligt sagte og tog et Glas.

Han blev staaende med sit Glas:

-De er saa køn, sagde han med den samme Røst, og hun syntes, hun slet

ikke kendte hans Stemme.

Hun saá ikke op, mens hun sagde noget--det var vel noget om hans Blomst.

-Man maatte jo gøre noget for at være velkommen, sagde Karl, men det

var, som om han sagde hende en hemmelig Ting.

Saa kom Kjær bagfra og tog om Idas Liv:

-Ja, er hun ikke nydelig, sagde hun og ligesom vuggede hende ind til

sig.

-Jo, man kender slet ikke Damerne igen, sagde Karl.

-Nej, sagde Frøken Kjær: vi kommer ogsaa saa sjældent i Klæderne.

Ida gik videre. Det var, som om hun var saa myg i Linjerne og ligesom

saa kælen i Figuren, mens hun bøjede sig frem over Frøknerne og bed dem.

-Hvad har Kjolen kostet? sagde Boserup, da Ida kom forbi, og hendes

Sidemand lo. Qvam fortalte Historier nede ved Bordenden, og Damerne

flyttede Stolene sammen og rejste sig og tog selv. Ida hørte, at nu lo

ogsaa Karl, deroppe hos Kjær.

-Det er Frøkenen, der har lavet Buddingen, blev Josefine ved at sige,

mens hun bød om.

Der blev en stor Jubel, da Døren gik op for Frøken Koch, og Qvam raabte:

Skaal, Frøken Koch; mens de alle klinkede.

-Naa, der er ogsaa Mandfolk, sagde Frøken Koch, der ikke var i andet

Festskrud end en ren Krave.

-Ja, to, sagde Karl og bukkede.

-Det ser jeg, sagde Frøken Koch, og de lo igen.

De begyndte at le af ingenting og talte højt, forbi hinanden, mens

Frøken Boserup diskuterede om Foreningen og Frøken Kjær og Frøken Krohn

lavede sig Brystbuketter af Blomsterne fra Bordet.

-Kjær stjæler, Kjær stjæler, raabte de oppe fra.

-Nu bli'er her livligt, sagde Ida, hun gik Karl forbi med straalende

Ansigt.

Frøken Boserup blev ved med Foreningen: der var naturligvis ingen

Tilslutning paa Frederiks.

Men Qvam raabte nede fra Bordenden:

-Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre; og slog med sin Ske i

Tallerkenen.

-Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre, raabte de alle i Kor.

Alle Skeerne gik pludselig mod Tallerkenerne--undtagen Frøken Helgesens

og Frøken Boserups--og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede

tilbage paa sin Stol: Jeg vidste ikke, her var Børne-Fremmede.

-Det er her, sagde Qvam, og Skeerne klaprede.

-Hys, sagde Frøken Helgesen.

Der lød to Slag paa Døren.

-Hys, Patienterne kan høre os. Det var Nattevagten.

Pludselig blev de stille allesammen, med samme Udtryk i deres Ansigter;

og de hørte Døren gaa, igen, ind til "den urolige Gang".

-Pyt, sagde Qvam: de larmer s'gu saa tit.

Men Frøken Kaas, der benyttede sig af Stilheden, rejste sig, mens Frøken

Helgesen ligesom af sig selv kom op ved Hæderspladsen med Blomsterne, og

Frøken Kaas slog paa sit Glas.

Karl gled hen forbi Ida. De havde kun talt lidt, men han var ligesom

altid, hvor hun var.

-Skal De ikke sidde, sagde han.

Hun satte sig paa Stolen, hvor han stod.

-Er her ikke varmt? sagde hun kun og tog sig op til sin Pande.

Frøken Kaas talte, men ligesom med halv Stemme, som om Nattevagtens Slag

paa Døren lød i deres Øren endnu, for Frøken Helgesen, der "hørte til

dem, der hævede Standens Anseelse".

-Saa bryder vi ud i en stille Jubel, sagde Qvam.

Han slog Takt med Haanden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i,

hviskende ligesom han, med fremskudte Læber, mens de lo sagte.

-Det var det, sagde Qvam: saa højt skriger man Hurra paa sjette

Afdeling.

-Nu klinkes der, sagde han, og listende paa Tæerne, med Glasset i

Haanden, gik han forrest, mens de andre listede efter, trædende fint i

Gulvet, i Gaasegang op til Helgesen:

-Hurra-ra-a, sagde Qvam.

-Og Tak for Madeira'en.

Frøken Koch sagde: Naa, jeg maa vel med, og hun skred bag efter Ida, med

et tomt Glas. Men Frøken Boserup sagde nede fra Bordet:

-Undskyld, at jeg klinker fra min Plads.

-Ja, jeg takker først og fremmest Dem, sagde Frøken Helgesen og klinkede

med Ida.

-Ja, sagde Ida og hun blev staaende og saá ud over Blomster og Lys og

dem alle: her er blevet saa dejligt iaften.

Josefine, der havde hentet Vinforstærkning oppe hos Ida, stod nede ved

Døren med Frøken Kjær:

-Hvor er hun køn i Ansigtet, sagde hun.

Frøken Koch vendte sig med sit tomme Glas: Er her no'et til Bægeret?

Josefine løb til og fyldte Plejemoderens Glas: Ja, Tak for godt

Naboskab, sagde Frøken Koch til Frøken Helgesen.

-Her var Deres Plads, hviskede Karl til Ida.

Og Ida satte sig som før.

Men Frøken Koch mente nok, at nu var det Kaffetid, hvis de skulde have

Kaffe. Qvam bød hende en Cigar, og Karl lod Cigaretter gaa omkring, mens

de alle, hemmeligt, saá paa hans fine Cigaretetui af Sølv: Maa vi? sagde

Frøken Kjær op mod Frøken Helgesen. Men Frøken Friis var umaadelig

dygtig i Rygekunsten og kunde blæse blaa Røgringe ned omkring de hvide

Lys, før de løstes op.

-Se, sagde Ida. Hun fulgte den fine Røg.

-Nu skal vi synge, sagde Frøken Krohn.

Frøken Helgesen vilde gøre Indvendinger, men Frøken Krohn sagde: Vi

nynner naturligvis bare--det gør vi tit paa Værelserne.

-Ida, sagde hun, syng for. Vi ta'er "Flyv, Fugl, flyv"....

De flyttede Stolene lidt ud, og halvt nynnende, mens de saá ind i

Lysene, sang de sagte:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vove,

Snart kommer Natten saa sort.

Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,

Dagen har listet sig bort.

Flyv du kun hjem til din elskede Mage,

Til de gulnæbbede Smaa;

Og naar imorgen du kommer Tilbage,

Sig mig saa alt, hvad du saá.

De blev ved at synge, halv højt, som sang de langt borte, bag en lukket

Dør. Frøken Kjær vuggede sig sagte frem og tilbage, og Frøken Helgesen

sang med, med sin Alt. Josefine, der stod ved Døren som paa Vagt,

nynnede ogsaa, med Hænderne paa sine Hofter:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Bølge,

Stræk dine Vinger nu vel.

Ser Du to Elskende, dem skal Du følge,

Dybt skal Du spejde deres Fjed.

Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide

Kærligheds jublende Lyst.

Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide,

Burde jo tolke min Røst.

De holdt op at synge, men ingen rørte sig.

-Nu har de købt "Bakken", sagde Karl.

-Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i Øjnene.

-Ja.

De begyndte at synge igen.

-Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte.

-Ja, sagde Karl.

De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida hørte knapt Ordene:

-Vi skulde haft den.

Ida rørte sig ikke.

Men pludselig afbrød Qvam Sangen:

-Skal her synges, skal her ogsaa være Mørkning. Og han gav sig til at

puste Lysene ud i Armstagerne, mens Frøken Friis lo og hjalp ham.

-Saa, sagde Qvam: nu ogsaa de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne.

Og Idas smaa Lamper lod han brænde.

-Men saa maa vi ogsaa aabne Kakkelovnsdøren, sagde Frøken Kjær. Hun

kunde ikke faa Døren lukket op og hun sagde: Ida, hjælp mig. Ida rejste

sig og lukkede Døren op. Sid her, sagde Frøken Kjær og trak hende ned

paa den lille Puf.

-Saa, sagde Qvam, nu er Belysningen gunstig.

De begyndte at synge igen, maaske lidt langsommere--med Ansigterne

vendte mod de glødende Kul. Ida havde lukket sine Øjne:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Brusen,

Dybt drager Natten sit Suk,

Træerne hviske med ængstelig Susen,

Hilse: God Nat--med et Buk.

Har Du ej lyttet til mangefold Smerte,

Selv hos den vingede Flok?

Sig et: God Nat, til mit bævende Hjerte,

Sig det, Du véd det jo nok.

Sangen hørte op. Rundtom i Mørket saá man Cigaretternes smaa Lys og

Frøken Kochs store Cigar ligesom et Fyr.

-Kan De ingen Sang om Jylland? sagde Karl halvhøjt, henne fra Mørket.

-Jo, det kan Ida, sagde Frøken Krohn.

-Aa, ja, syng en, sagde Frøken Berg. Ida havde ikke svaret.

-Syng, hviskede Frøken Kjær.

Med Øjnene op i Mørket, klart men meget sagte, mens det saá ud, som

aabnede hun blot Læberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland:

Jylland mellem tvende Have

Som en Runesten er lagt.

Runerne er Kæmpegrave,

Inde midt i Skovens Pragt,

Og paa Heden alvorstor,

Her, hvor Ørkenens Luftsyn bor.

Hun standsede næppe efter det første Vers, men blev kun ved at synge.

Frøken Kjær havde støttet sit Hoved til hendes Skulder:

Jylland! Du er Hovedlandet,

Højland med Skov-Ensomhed!

Vildt i Vest med Klittag Sandet

Løfter sig i Bjerges Sted.

Østersø og Nordhavs Vand

Favnes over Skagens Strand.

-Den er s'gu køn, sagde Qvam, da Ida holdt op; men Karl talte ikke, han

stirrede bare paa hendes Ansigt.

-Kom nu, Eichbaum, sagde Qvam: nu skal der, Herren hjælpe mig, danses.

De raabte og lo halvhøjt, i Mørket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagde

Frøken Helgesen, der elskede at danse.

Men Qvam havde tændt en Vokstændstik. Pas paa alle Tingene, pas paa

Tingene, raabte Frøken Kjær, der havde rejst sig, som vilde hun selv

holde paa dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene

væk.

Frøken Kjær og Frøken Krohn sang, stadig halvhøjt, henne fra

Kakkelovnen, mens Qvam svang Frøken Helgesen, saa Trinnene lød i Mørket:

Smukke Pige med det sorte Haar

Se lidt paa mig!

Føl, hvor stormende mit Hjerte slaar;

Jeg elsker Dig.

Nej, Hr. Jæger, nej, lad mig gaa min Vej,

Hvis Mama det saá, vil jeg Utak faa ...

Paperla, paperla, paperla, paperla, perlapap.

Det tror jeg knap.

-Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Frøken Friis.

Ida sang med. Det var som hendes Stemme førte de andres, i en større

Glæde, og hun vidste det ikke selv.

-Det er godt, sagde Qvam. Han og Frøken Helgesen svang sig forbi i

Halvmørket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, saa rank, med

Frøken Friis.

-Lad os, sagde Frøken Kaas til Frøken Boserup, og de begyndte at danse,

mens Frøken Boserup var Herre.

Pige med den skære Liljehud,

Skæmt ikke nu.

Ræk mig din Haand og bliv min hulde Brud!

Hvad svarer Du?

Naar De lover mig, fast ubrødelig

At til sidste Stund mig De elsker kun--

Paperla, paperla, paperla, perlapap.

Det sker vel knap.

Qvam skubbede til Josefine, der var kommen lidt frem for at se

Plejemoderen svinge sig.

-Det er nu dejligt, sagde Frøken Helgesen, da de havde standset.

Der var ingen, der sang, uden Frøken Kjær og nu Frøken Friis, da

Eichbaum havde sluppet hende.

-Kom, sagde Karl, og Ida fulgte ham.

De talte ikke, mens de dansede langsomt, inde i Mørket. Frøken Kjær, der

stadig sad paa Puffen, sang sagtere. I de smaa Lamper blussede Vægerne

som hastigt flammende Blus, indtil de slukkedes.

-De har holdt op at synge, hviskede Ida.

Der var stille lidt, som var de alle trætte, og rundt om var

Cigaretternes Smaalys gaaet ud.

-Saa var det vel bedst, vi fik illumineret Ansigterne, sagde Frøken Koch

og hun begyndte at tænde Lysene igen. Rundt om saá Frøknerne, der

missede med Øjnene i Skæret, ud som de vaagnede.

-Naa, sagde Qvam: skal vi saa klinke med Frøken Brandt. Det er s'gu dog

hende, der har lavet Buddingen.

Han klinkede med Ida, og Frøken Kjær løb til, mens de alle fik Glas i

Hænderne.

-Ja, det har hun fortjent, sagde Frøken Kjær.

Josefine, der stod ved Bordet og satte Tallerkener sammen, prikkede

bagfra Ida paa Ryggen og vilde ogsaa klinke, i Smug:

-Det er nu det første Glas, jeg drikker, sagde hun og hun havde Taarer i

Øjnene.

Karl kom hen til Ida og stødte sit Glas mod hendes:

-Tak, sagde han.

Ludvigsbakke · 第 14 / 18 题