Naa, Holm, faa nu Fingrene dyppet.
De fire Patienter paa "Salen" var kommen ud af Sengen og stod i
Forstuen, hver foran sit Vandfad. Josefine satte Morgenmaden fra sig og
gav Holm et muntert Tjat over begge Haandled, saa hans runkne Hænder
fløj ned i Vandfadet.
-Saadan, sagde hun: ned med Poterne.
Josefine tjattede til ham igen og blev staaende frisk og højbarmet, med
Hænderne paa sine Hofter, mens Bertelsen, sløv og tavs, skyllede Vand op
om sin stærke Hals:
-Se glad ud, Bertelsen, sagde hun: Solen skinner.
Der var om Morgenen noget friskt og fuldt i Josefines Stemme, der
ligesom fortalte, at hun kom udefra og tilbragte Nætterne udenfor Huset.
-Godmorgen, Frøken.
Josefine nikkede ind mod "Salen", hvor Ida sad hos en af de to Gamle paa
den solbelyste Seng, og hun drejede rundt paa Hælen--Josefine førte lidt
ureglementerede høje Hæle ind paa Afdelingen.
-Godmorgen, Josefine.
-Se saa, sagde Ida og tørrede den Gamles Hænder: nu ligger De godt,
Sørensen.
Den Gamle smilede og nikkede.
Nøglerne klang saa raskt i Dørene: Godmorgen, Godmorgen--for et dejligt
Vejr. Det var Frøken Kjær, der rap og rødmosset stak Hovedet ind ad
Døren fra Kvinderne.
-Dejligt, sagde Ida, der skyllede et Panel, som var varmt af Solen, mens
Frøken Kjær fløj ud gennem Køkkenet.
-Er Petersen oppe? raabte hun og dundrede paa Petersens Dør.
-Ach, hvor schønt der er over Søerne, sagde Frøken Petersen bag den
laasede Dør. Frøken Petersen satte ikke Pris paa at have Fremmede ind om
Morgenen, mens hun omstændelig syslede med sit fem og trediveaarige
Legeme og iførte sig meget hvidt og ungdommeligt Undertøj.
-Tal Dansk, din tyske Kvind', raabte Frøken Kjær og dundrede igen.
Nøglerne klang paany, og borte var hun.
Ida fik Vandfadene bort, hastig og travl, og fik Maden smurt til dem
alle: Ja, idag vilde der være dejligt langs Søerne. Det var det bedste,
det Morgenløb efter Vagten.
Hun gik og nynnede og smaasnakkede med hver, mens hun bragte Maden
rundt, til hun, stille, aabnede Døren til "A", hvor der var mørkt endnu.
-Godmorgen. Hr. Doktor, sagde hun.
Ida aabnede Skodderne, saa Lyset fyldte Stuen som en Strøm, men den Syge
blev liggende tavs, med de lange og blege Hænder ubevægelige paa sit
Tæppe. Ida syslede om ham, og han sagde sit uforanderlige Tak med den
samme Stemme (han sagde det bestandig og altid i en Tone, som følte han
en dyb Medlidenhed med den, hvem han takkede), mens han løftede de
vagtsomme Øjne, der fulgte ikke Solens Skin, men hende.
Ida blev ved at tale, muntert:
-Nu skal jeg Tur, sagde hun.
Den Syge nikkede kun:
-Ja, sagde han, Solen frister.
Ida lo:
-Ja, efter Vagten. Godmorgen.
Frøken Petersen var kommen ud og gik, renset og stivet, i Gang med
Vagten.
-Saa gaar jeg da, sagde Ida og aabnede Døren til Gangen, hvor
Morgenluften stærk og ny slog ind ad det aabnede Vindu.
Ida løb op ad Trappen til sit Gavlkammer. Nøgleknippets Raslen lød som
Lyden af et Sæt glade Smaaklokker, mens hun løb.
Oppe i Værelset slog hun Vinduet op: saa friskt det var, og alle
Havernes Buske skinnede.
Hun blev staaende ved Vinduet og paa én Gang smilte hun. Hun tænkte paa
Karl v. Eichbaum. der havde sagt igaarmorges, da de mødtes:
-Ja, nu tror jeg virkelig, vi faar Foraar.
Og de havde let begge to, og hun fortalte om Fru Franck, der, i gamle
Dage, omkring ved Hellig Tre-Konger, i Middagsstunden lukkede sit Vindu
op paa Klem, naar Solen skinnede, og sad med Næsen ud af Sprækken og
sagde:
-Nu lugter jeg Foraaret, Børnlille.
Ida blev ved at smile: hun tænkte i den sidste Tid saa tit paa alle de
gamle Dage og paa det Aar, det dejlige Aar, før Mo'r blev syg; og alle
de andre Aar, det var næsten som de slet ikke var--men kun den Tid, den
lyse Tid....
Det kom vel ogsaa af, at hun havde truffet dem igen, næsten dem alle,
dem hjemme fra Ludvigsbakke, Frøken Rosenfeld, der havde søgt hende op,
og Karl v. Eichbaum, som hun mødte hver Dag i Bygningen.
Ida saá op paa sit Uhr og maatte skynde sig: saa sent det var blevet.
Hun klædte sig paa og hun løb ned ad Trappen, gennem Haven, laaste og
lukkede. I Vaskeriet gik tre Vaskerpiger og sang. Da Ida kom ud i den
store Gaard, sad Dr. Qvam paa en af Stentrapperne og solede sine hvide
Benklæder.
-Ej, hvorhen saa hastig?
-Jeg skal Tur.
Dr. Qvam rakte, uden at rejse sig, en Rose frem til hende.
-Tag den med, i Solen, sagde han, og Ida fæstede den i sin Kaabe.
Dr. Qvam blev ved at sidde at se efter hende: Hun gaar pænt paa Benene,
tænkte han, mens Porten til Gaden blev lukket op for Ida, og hun gik ud
i Lyset.
Sporvognsklokkerne lød, og i botanisk Have svajede de vældige Majstoppe
med de nikkende Hoveder. Over hende, i alle de aabnede Vinduer, bankede
Pigerne Støv ud i den nye Luft, mens Ida gik. Hvor de slog løs; og de to
talte med hinanden over Gaden. Ida syntes det var, som om hun saa alle
Ting, Ansigter og Mennesker og hvert enkelt Træ, saa lysende klart
saadan om Morgenen--ligesom Øjnene blev ny....
Ved Søhjørnet stod Blomstermadammen paa sin Trappe og nikkede.
-Tak, sagde Ida og nikkede igen, mens hun bøjede sig lidt hen til hende
og slog med Haanden ind mod Qvams Rose: idag har jeg.
Ellers plejede hun at købe en Blomst, for de duftede saa frisk, nu saa
tidlig om Morgenen, naar Gartneren lige havde bragt dem.
-Naa ja ja, svarede Blomstermadammen. Det er ellers et svært heldigt
Vejr.
-Ja, sagde Ida, der saá ud over den blanke Sø, hvor de hvide Baade laa
ved Broerne saa stille, som var de ikke vaagnede endnu:
-Iaar er der godt for Blomster, Fru Hansen.
-Ja, om det saa er Roser, Frøken, sagde Madammen, der var lidt døv og
havde noget i Øjnene af de Døves Undren, der ser ud, som om de altid
hørte en mærkelig Hemmelighed, naar de overhovedet hører noget--: om det
saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland.
-Godmorgen.
Ida bøjede over paa Søvejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den
samme Side af Søerne. Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant
til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og næsten
ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom
hjemme i Horsens.
Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandløse Opvarter paa "Rørholm". Det var
fra forleden Morgen, da de drak Kaffe dér, fordi Karl v. Eichbaum var
løben fra sin hjemme, da han var kommen for sent op. De var de første
Gæster og sad bag et Stakit med Efeu, der lige var vandet, og spiste
Rundstykker til Kaffen: Det er ligesom vi var taget paa Landet, sagde
Ida. Ja, sagde Karl v. Eichbaum: her er pænt.
De havde ikke siddet til Bords sammen siden hjemme.
Men op om Morgenen havde han nu aldrig kunnet komme. Hjemme paa
Ludvigsbakke havde han altid villet have Kamret over det store Loft, for
der gad Schrøder ikke løbe op og purre ham ud. Og saa laa han til over
Middag og dampede paa Forvalterens Piber.
Ida gik forbi Kaféen, da en Stemme raabte til hende. Det var Karl von
Eichbaum, som kom frem bag Efeuen.
-Morgen, raabte han.
Ida vendte sig rask:
-Godmorgen, sagde hun.
-Jeg ta'er min Kaffe her.
-Igen, sagde Ida, der var standset paa Spadserevejen.
Eichbaum kom slentrende ud paa Kørevejen med begge Hænder i Lommen.
-Sikket Vejr, sagde han og stod lidt og saa paa Vandet.
-Vi skulde ta' i Skoven, Frøken Ida, sagde han saa og havde stadig
Hænderne i Lommen.
-Ja, det skulde man.
De gik lidt ved Siden af hinanden, han stadig paa Kørevejen.
-Men forresten har de jo ingen Skove paa Sjælland, sagde han.
-Nej, vel? sagde Ida med et pludseligt Smil.
-Derovre er der da Træer, fortsatte Eichbaum, som blev ved at tænke paa
Jylland.
De var standsede igen, og der gik et Par Ungherrer af Kontorfaget forbi.
Karl lo og sagde: Mandfolkene vender sig efter Dem, Frøken Ida.
-Hvorfor?
Eichbaum lo igen: Ja, hvorfor! sagde han og smilte:
-Fordi De staar saa kønt paa Deres Ben. Godmorgen.
Ida nikkede og han slentrede tilbage, men midt paa Kørevejen blev han
staaende lidt igen.
Ida gik videre. Hun gik og tænkte paa Skovene. Hun havde ogsaa altid
syntes, at de var dog ganske anderledes, Skovene hjemme i Jylland.
Lidt henne paa Vejen kom Frøken Kaas og Frøken Boserup imod hende. De
gik ogsaa Tur, men var allerede paa Hjemfarten.
-De er sent ude, raabte Frøken Kaas.
-Ja, svarte Ida. De blev staaende lidt og snakkede, Ida talte med saadan
en lys Stemme:
-Men jeg skal videre, sagde hun. Sidst! hun slog Frøken Boserup paa
Skulderen og løb et lille Stykke.
Frøken Boserup rystede Skuldren efter Slaget.
-Hvor gammel er De, Brandt? raabte hun efter hende.
Men Ida blev staaende og sagde tilbage, mens hun lo:
-Jeg havde saadan en Lyst til at gaa i Vandet.
Frøken Kaas og Frøken Boserup gik videre, og Frøken Kaas sagde:
-Den Hat klæder Brandt pænt.
Men Frøken Boserup satte Hælen afgjort i Jorden og sagde:
-Det er jo ingen Sag, naar man har Penge.
De talte lidt om Idas Formue, og Frøken Boserup sagde:
-Ja, det kan jo være meget godt--men egentlig ta'er hun bare Pladsen op
for en anden, der kun er Aspirant.
Ida var naaet ud paa Østerbro, og den muntre Vind fra alle Søerne slog
ind imod hende. Hun gik over Gaden til en Blomsterbutik og købte en
Potteplante til Frøken Helgesen. For hun havde saadan en Lyst til at
købe noget--købe alting.
Da hun hjemme i Pavillonen kom ind til Frøken Helgesen med Planten, sad
Frøkenen ved Midtbordet med et stort Broderi. Frøken Helgesen havde
altid et uendeligt Broderi i Arbejde, med et regelmæssigt og næsten
geometrisk Mønster.
-Men det er urimeligt alt, hvad De køber i disse Dage.
-Ja, sagde Ida, det maa komme af, at det er saadant et dejligt Vejr.
Hun stod lidt med et af Plantens Blade mellem sine Fingre.
-Men er den da ikke køn, sagde hun saa og smilte.
Hun gik op ad Trappen og ind paa første Sal. Frøken Petersen sad og
hæklede under det store Vindu, hvor Solen lyste paa Blomsterne. De fire
var paa Kælderarbejde, og inde paa "Salen" laa de to Gamle, hvide og
stille, ved Siden af hinanden i deres Senge.
-Hvor her er hyggeligt, sagde Ida.
-Ja, sagde Frøken Petersen, i Formiddag er her roligt.
Man hørte ingen anden Lyd end Doktorens Skridt paa A, der kom og gik,
kom og gik, paa sin evige Vandring.
-Naa, Godnat, sagde Ida.
-Godnat.
Ida gik op. Hun trak det grønne Gardin for Vinduet og lukkede Lyset ude.
Men hun kunde ikke sove. Hun var saa lys og saa let i sit Hoved.
Hun laa og tænkte paa, hvad Tøj hun vilde købe sig nu til Vinter. En lys
drap Kjole, havde hun tænkt sig....
Til Frøken Helgesens Fødselsdag var de altid allesammen saa fine, om
Aftenen. Saa kunde hun tage den paa for første Gang ...
Hun rystede paa Hovedet. Hun kom til at tænke paa Karl von Eichbaum,
hvordan han havde skudt Skuldrene op i sin sorte Sommerfrakke forleden
Morgen da det blæste: U-uh, havde han sagt: nu skal man osse ha'e
Vintertøj.
-Hm, han havde vel ingen Penge.
-Nej, og Ida smilte, det havde han naturligvis ikke.
Ida hørte dem gaa paa Trapperne og Døren dernede aabnes og lukkes. Det
var dem, som kom fra Kælderarbejde; saa var Klokken tolv ...
-Nej, for Penge havde han da aldrig kunnet ha'e....
Ida sov ind.
* * * * *
Det var samme Dag, paa Toldbodvejen, i "Familiehuset"s Mellembygning.
Fru von Eichbaum var, væbnet med Handsker med afklippede Fingre, blevet
færdig med Lamperne, og Julius, i Brunelsstøvler, gled ud og ind og
stillede dem paa Plads. Lamperne var Fru von Eichbaums eneste huslige
Syssel--som hos hendes Søster Generalinden. Det var saadan i Slægten:
Lamperne behandlede de selv, som var de et Stykke af Familien.
-Julius, der dækkes til to, sagde Fru von Eichbaum, der gik ind i
Dagligstuen. Fru von Eichbaum ventede til Frokost Generalinden ind fra
Landstedet. Generalinden blev altid paa Landstedet til langt ind i
November. Efteraarsluften gjorde hende godt, for baade hun og Søsteren
led af Tørhed i Huden.
-Og, sagde hun til sin Søster, saa er man desuden selv med, Du, at faa
alle Havesager i Hus.
Paa Slaget tolv ringede det, og Julius lukkede op.
-Gud, Emilie--det var Generalinden, som kom ind i Kabinettet; for et
velsignet Vejr, Du ... Godmorgen.
-Godmorgen, Charlotte, hvor det dog var rart at kunne ha'e Dig lidt i
Ro.
-Julius, De kan sætte Maskinen ind....
Generalinden kom til Sæde i Sofaen, mens Fru von Eichbaum gik ind og saá
til Bordet, og Søstrene talte med hinanden fra Stue til Stue.
Generalinden talte om Landstedet: Hun kunde ikke tro, hvor det var
friskt og saadanne om Morgenen....
-Og Druerne, Du, bli'er saa store som saa. Generalinden viste med
Fingrene, hvor store Druerne blev. Saa havde hun virkelig tænkt at prøve
Admiralinde Schleppegrells Opskrift:
-Med Melis, Du véd.
Og saa kunde hun overlade hende Halvdelen.
-Ja, sagde Fru von Eichbaum fra Maskinen, de er virkelig nydelige til en
lille Dessert.
Søstrene blev ved at tale. De talte ganske ens med samme Stemmer,
Generalinden lidt hurtigere, begge med meget aabne og soignerede "A'er",
der ligesom bredgjorde alle Sætninger i deres Mund:
-Men, Emilie--der kom en højere Tone paa Emilie, og Generalinden lod
Hænderne falde ned i sit Skød-: hvad mener Du om Aline?
-Gud, sagde Fru von Eichbaum, der kom hen i Døren og blev staaende et
Øjeblik med lukkede Øjne: jeg taaler jo endnu knap saameget som at tale
om det. Det er jo utroligt, at det har kunnet ske.
Generalinden gentog "utroligt" og sagde:
-Og vi, som alle har kendt hende i Familien.
-Vi kan spise, Charlotte, sagde Fru von Eichbaum.
De blev ved at tale om Fru Feddersen. Det var en Barndomsveninde, Fru
von Eichbaums bedste, gift med en Godsejer Feddersen til Korsgaard, som
pludseligt, uden noget Varsel, var rejst fra Mand og Børn med en
Landindspektør, der selv havde voksne Sønner.
-Og Feddersen, sagde Generalinden: den rolige og agtværdige Mand.
Fru von Eichbaum rakte Søsteren en Asiet og sagde langsomt:
-Men, Charlotte, det maa jo være en momentan Forstyrrelse.
-Tak, Julius-vendte hun sig til Tjeneren, der aabnede Døren-der er ikke
no'et....
Fru von Eichbaum blev ved at spise, mens hendes Tone antog noget vist
forklarende eller grundende:
-Der har jo altid været en underlig Talesyge i den Familie, Du ... de
skulde tale og tale.
-Det har de nu osse fra den grundtvigske Mo'r, indskød Generalinden.
-Ja, Fru von Eichbaum nikkede: alt dette med Hjerteliv, Du--og saa taler
de sig op til en Alteration ... Det havde Aline jo noget af allerede som
ung.
Generalinden samstemte, og Fru von Eichbaum rejste sig og skænkede
Kaffen.
-Gud, Du, sagde hun: at Menneskene ikke kan lære at tie stille og bære
det for sig selv og komme over det.
Generalinden fik Kaffekoppen og nikkede paany.
-Hvis man skulde tale om al Ting, blev Fru von Eichbaum ved: saa var der
vel nok ... Det véd man vel i enhver Familie.
-Jo, sagde Generalinden.
-Og hver bærer sit, sluttede Fru von Eichbaum og saa ud for sig.
De sad lidt. Saa sagde Fru von Eichbaum med en lidt anden Stemme, der
lød næsten bevæget:
-Men vi holder naturligvis ved hende ... Og si'er det samme.
-Gud, Mille--naar de var ene, brugte Søstrene undertiden
Navneforkortelser--det er da rimeligt. Jeg sagde igaar til Anna
Schleppegrell, at Aline var taget til Vichy for hovne Ben....
De forlod Fru Feddersen, og Generalinden spurgte:
-Karl spiser ikke Frokost hjemme?
De havde endnu ikke nævnet hans Navn.
-Aa nej, Du, sagde Fru von Eichbaum: den lange Vej ... Han spiser paa
Kontoret. Ane smør' den, og han ta'er Maden med. Du véd, disse
Voksdugsruller, man nu har ... Det ser ud, som gik han i Departementet.
Og i samme Tone som den, hvori hun før havde talt om Aline Feddersens
"Forstyrrelse", sagde Fru von Eichbaum:
-Han gaar sine Ture om Morgenen, langs Søerne
-Jeg hører ham ikke en Gang.
Hvorpaa Generalinden sagde:
-Ja, Morgnerne iaar, de er velsignede.
Det bankede spædt paa Døren. Det var Ane, som i hvidt Forklæde gerne
vilde hilse paa Generalinden. Ane var en lille halvhundredaarig rund
Ting med glatkæmmet Haar og straalende indsatte Tænder.
Hun vilde da saa gerne høre, hvordan det stod til med Generalinden og
paa Landstedet.
-Tak Ane, sagde Generalinden, og de rejste sig fra Bordet:
-Det har været lidt slemt med Skorstenen.
Ane nikkede:
-Ja, sagde hun: men det er osse tit, at de ikke forstaar at stege.
Der var altid Jalousi mellem Pigerne i Familien.
-Og lægger for meget til Varmen, sagde Ane, der havde faaet de samme
brede A'er som Herskabet.
Generalinden afbrød lidt kort:
-Og nu skal Anes Julie vel snart ha'e Bryllup?
-Ja, sagde Ane, der er lyst to Gange, og han vilde jo gerne ha'e det
snart....
-Det skal jo være en rigtig net og ædruelig Mand, sagde Generalinden.
-Ja, Godmorgen, Ane.
Søstrene gik ind i Dagligstuen, og Generalinden talte om, at de maatte
vel tænke paa en Brudegave.
Anes Julie var en illegitim Frugt af Anes tredivte Aar, da en ung,
skægløs Adonis af en Tjener havde drevet sit Spil i Etagerne. Da
Historien paa Fødselsstiftelsen var ovre, var Ane vendt tilbage til sin
Plads, og da Julie voksede til, var hun bleven sat i en
Velgørenhedsskole og kom hveranden Søndag, naar Fru von Eichbaum spiste
hos Generalinden, i Besøg hos Ane, hvem hun naturligvis kaldte for
"Moster".
-Ja, Fru von Eichbaum havde tænkt Sukkerskaal og Flødekande til
Brudegave.
-Han var her jo forleden, sagde hun: Gud, Du, et rigtig net Menneske-som
Du véd, af den Slags Folk--og sad der--meget pænt paa en Stol. De faar
jo altid no'en Opdragelse paa Holmen....
"Han" var Julies Forlovede og en fortræffelig ung Mand, der var
Maskinist i Flaaden.
Generalinden, som sad og saá paa Søsterens Arbejde, der var et
Sengeomhæng med filerede Mellemstykker, hvis færdige Dele var indsvøbt i
meget, renligt Silkepapir, sagde og tænkte paa Julies ulovlige
Oprindelse:
-Ja, jeg finder det uhyre hæderligt af ham.
Som om de havde læst hinandens Tanker, og som om Afstanden kunde tænkes
at have afsvækket det Illegitime, sagde Fru von Eichbaum:
-Han er jo fra Ringkjøbing.
Provinsbynavnet vakte en Tankeforbindelse hos Generalinden, der
pludselig sagde:
-Men Du, jeg har jo haft Brev fra Vilhelmine. Hun skriver mig til, at de
vil være her i Vinter.
-Alle? spurgte Fru von Eichbaum.
-Nej, Mourier bli'er hjemme, kun Mine med Kate. Men de har tænkt at leje
en Lejlighed--kære, de har jo Raad til det ...
Fru Vilhelmine Mourier var en Grossererfrue fra Aarhus, en af Kredsen,
hvis Mand havde tjent en stor Formue paa Eksport af Smør til England.
-Og Kate, sagde Generalinden, er jo nu omkring de tyve.
Fru von Eichbaum, der ikke havde set Frøken Kate Mourier i to, tre Aar,
spurgte:
-Hvordanne er hun vokset?
-Riglig net og blond ... lidt matadoragtig, Du, saadan som de jo let
bli'er i Provinsen, hvor de er de første ...
-Kære, sagde Fru von Eichbaum, det forta'er sig ... med en Mo'r som
Vilhelmine.
-En god Figur, sagde Generalinden, der stadig tænkte paa Kate Mouriers
Eksteriør.
Fru von Eichbaum tænkte paa, at hun dog vilde skrive til Mine Mourier,
hvor rart hun fandt det, at de kunde have hinanden hele Vinteren.
-De rejser nok først lidt rundt i Jylland, blev Generalinden ved:
Mourier vil gerne se paa Gaard til at ha'e om Sommeren ... Det er jo
rimeligt, vant som Vilhelmine er til Landet fra Barndommen.
Fru von Eichbaum svarede ikke, men ved en ny Idéassociation sagde hun:
-Véd Du, den lille Brandt, Godsforvalterens, husker Du, er ansat paa
Hospitalet.
-Ja saa, sagde Generalinden: er hun kommen der?
Og hun tilføjede ret ligegyldig:
-Behøver hun det, Du?
-Gud, Lotte, hun arvede jo sine rigelige firsindstyve Tusind, svarede
Fru von Eichbaum. Ved Nævnelsen af Summen syntes hun pludselig let
distræt, og hun tilføjede efter en lille Stilhed, ligesom eftertænksomt:
Faderen var en fortræffelig Mand.
Generalinden beredte sig til Opbrud og bad hilse Karl; men da hun i
Entréen havde faaet Tøjet paa, sagde hun:
-Det er sandt, Emilie, Du kunde laane mig Petris Prædikener. Vejene til
Kapellet er ganske opblødte, og der er jo ikke et Menneske mere, man
kender.
Fru von Eichbaum hentede Prædikenerne, og Generalinden sagde:
-Tak Du ... ja, man længes efter Petri om Sommeren. Der er ikke den
klare Tankegang hos de andre.
Fru von Eichbaum nikkede:
-Kære, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.
Da hun aabnede Entrédøren, kom der en ung Person i Liberi op ad Trappen:
-Er det til mig, spurgte Fru von Eichbaum.
-Ja, det var en Regning til Fruen.
Fru von Eichbaum tog den, mens hun skælvede en umærkelig Smule i
Mundvigene og Generalinden hastigt saá hen paa Søsteren i Spejlet.
-Aa, sagde Fru von Eichbaum, der havde aabnet Regningen. Det er fra
Cohn. Jeg har ladet min graa Silke rense. Med noget Sort op ad
Forbredden kan den blive rigtig pæn endnu....
-Farvel, Charlotte.
-Farvel Emilie. Ja, vi ses paa Søndag. Jeg laaner jo Julius.
Julius gik paa Omgang ved Middagene i Slægten.
-Farvel.
Generalinden var nede ad Trappen, og Fru von Eichbaum gik ind i
Dagligstuen til sit Skrivebord, mens Budet ventede i Entréen.
Fru von Eichbaums Penge laa i Skrivebordsskuffen i forskellige
Konvolutter, hvor hun havde dem rede, hver til sin Tine. Hun tog femten
Kroner frem og Budet gik. Fru von Eichbaum blev atter siddende foran
Skrivebordet og regnede.
Efter at hun for tre Aar siden havde købt Livrenten for Resterne af de
Penge, som Karl havde levnet, maatte Fru von Eichbaum tage alting meget
nøje ud.
Men saa stod da ogsaa Hjemmet.
Fru von Eichbaum blev ved at sidde foran Skrivebordet:
-Det var godt, det havde været Regningen fra Cohn--at Charlotte saá, det
var den.
-Men Karl faldt nu virkelig til Ro--maatte man haabe, ude paa sit
Kontor.
Fru von Eichbaum rejste sig og satte sig hen til sit Sengeomhæng. Hun
havde et andet Udtryk, et mer fortænkt og ældre, naar hun saadan sad,
arbejdende og alene.
Julius kom ind i Spisestuen med de pudsede Knive paa en Bakke og lagde
dem ned.
Klokken halvfem kom Julius ind for tænde i Ovnen, og Fru von Eichbaum
spurgte:
-Har De lagt i hos Herren?
-Ja.
-Tak.
Fru von Eichbaum kom selv kun sjældent i sin Søns Værelse. Der var kun
Indgang fra Trappen. Da Karl for fire Aar siden kom hjem fra Sveits,
havde hun, medens hun selv var i Aix, ladet Døren fra Karls Stue til
Kabinettet mure til.
Naar der var nogen, røg Herrerne jo derinde.
-Og, havde Fru von Eichbaum forklaret for Hr. Petersen, Familiens
Murmester: murer man til, er man fri for den Røg paa sine gode Møbler.
Hr. Petersen havde muret til, og da Karl von Eichbaum kom hjem, havde
han kun Indgangen fra Trappen....
Fru von Eichbaum hørte Karl i Kabinettet, og hun nikkede til ham i Døren
til "Goddag".
-Tante Charlotte har været her, sagde hun. Der skal være saa dejligt
derude. Jeg skal hilse.
Hendes Stemme lød neppe saa bred, naar hun talte med Sønnen, og Ordene
blev ligesom smallere i hendes Mund.
-Tak, sagde Karl og satte sig paa en Stol ved Skrivebordet. Han stod
aldrig længe ad Gangen: og lidt efter spurgte han:
-Naar flytter de ind?
Fru von Eichbaum talte om det, mens Julius aabnede Døren til Spisestuen
med et stilfærdigt: Der er rettet an, og de gik ind til Bordet, hvor
Rødvinsflasken, der var uden Etikette, stod foran Karls Kuvert.
-Skal jeg skænke for Mo'r? sagde Karl og bøjede sig frem.
-Tak, Du, saa det bli'er rødt....
Der var de Dage, hvor Karl spiste ude, da Fru von Eichbaum kun drak
Vand.
Hun øste op, mens hun blev ved at tale om Landstedet og de dejlige
Morgener.
-Ja, sagde Karl i en lidt anden Tone, og han blev siddende et Øjeblik
med Vinglasset i sin Haand:
-Det er skam kønt om Morgenen.
Og de spiste lidt, til Fru von Eichbaum fandt et Emne i Mouriers--det
var det, at de eller hun maatte altid finde et Emne.
-De kommer ind iaar, fortalte Søster Charlotte--Du véd jo, de Mouriers
fra Aarhus.
-Aa, sagde Karl, han Smørhandleren....
-Kære Karl--Fru von Eichbaum lod et Øjeblik Skeen hvile i sin
Suppe--Handel er da nutildags umaadelig respektabelt.
-Ja, mumlede Karl, de tjener jo Penge....
Han bar et dovent-forbavset Nag til de Folk, der gik rundt og tjente
Penge.
-Og Vilhelmine, der er hjemme fra Unsgaard, det gode Hjem....
Fru v. Eichbaum spiste igen: Men først rejser de i Jylland og ser paa
Gaarde.
Der var stille lidt igen, til Karl sagde ligegyldigt, for at sige noget,
og mens Julius bød ham af anden Ret:
-De kunde jo købe "Ludvigsbakke".
Konferensraadens Arvinger sad stadig inde med Godset, som de ikke kunde
faa solgt til en rimelig Pris i de nedadgaaende Tider.
-Det blev dem vel for stort, sagde Fru von Eichbaum.
-De har jo Pengene, sagde Karl: og det meste bli'er jo staaende i
Ejendommen.
Og Karl blev pludselig ivrig, mens han skænkede sig et nyt Glas, og han
blev ved at tale om "Bakken".
-De faar ikke lækrere Ejendom, sagde han, og han tænkte paa den brede
Kørevej hen over Markerne og de store Popler ved Indkørslen og Plænerne,
hvor Solen stak ham lige ind i Ansigtet, og Stalden, hvor de to
Ridehopper gik løse i deres store Baase.
-Nej, der er ikke lækrere Ejendom, sagde han igen. Og alting vel
vedligeholdt, baade Bygninger og det Hele.
-Ja, Huset præsenterer sig smukt, sagde Fru von Eichbaum.
Karl tænkte paa den hvide Hovedbygning og Trappen og Vejen ned forbi
Godsforvalterens Længe, og med ét lo han:
-Og nu kunde Recks jo gerne rejse, sagde han: nu da Fru Reck har faaet
Constance gift.
-Karl, sagde Fru Eichbaum og holdt igen: Fru Reck er vist ikke af de
Mødre....
Men Karl blev ved at tale om "Bakken", mens han knækkede Valnødder og
skrællede Æbler, og Fru von Eichbaum sad livlig, med en lille Smule
Rødme paa Kinderne. Hun var altid saa glad, naar de sad lidt længe til
Bords.
-Og der er en fin Jagt, sagde Karl, da de rejste sig.
-Velbekomme, min Dreng, sagde Fru Eichbaum og beholdt hans Haand et
lille Øjeblik i sin.
Karl blev ved at være i godt Humør og at snakke, og inde i Dagligstuen
sagde han:
-Vil Mo'r la' mig drikke Kaffe herinde?
Fru von Eichbaum lukkede hurtigt Døren til Spisestuen op igen:
-Julius, Herren drikker Kaffe herinde, sagde hun med en klar Stemme.
-Du ryger da? sagde hun.
Og mens de satte sig, hver paa sin Side i Hjørnesofaen og Karl tændte
sin Cigaret, fortalte hun:
-Men med Schrøder skal det være slet ... Hun har vist Vattersot.
Karl sad og røg, mens han sagde:
-Mo'r kunde en Gang invitere Ida Brandt. Hun kender naturligvis ingen.
-Det kunde jeg virkelig, sagde Fru von Eichbaum livligere: ved en
Lejlighed. Hun er jo rigtig net.
Karl betragtede Røgen:
-Hun er sød, sagde han.
Og lidt efter:
-Hun er rigtig sød.
Julius bragte Kaffen, og Karl sad og saá efter ham, til han igen var
ude.
-Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordentlige
Støvler?
Den Brunelsfodbeklædning paa Julius var ham en stadig Irritation: at man
ikke kunde høre, at Manden gik.
-Gud Karl, sagde Fru von Eichbaum, der skænkede: jeg finder, det er
velsignet, at man ikke hører en Person, der varter op.
Tingen var, at Julius led af daarlige Fødder, der i de sidste Aar
hindrede ham i at ta'e større Plads.
-Kære Emilie, sagde Generalinden til Søsteren: ellers beholdt vi jo
aldrig det flinke Menneske.
Karls Cigaret gik ud, og han sad og saá, halvsmilende, over paa sit eget
Ansigt i Etagère-Spejlet:
-Hm, hvor han kendte den Etagère. Lige fra hans Barndom havde den staaet
der, med de samme Meissener-Fade, paa den samme Plads.
Og han sagde, smilende:
-Mo'rs Ting holder godt.
-Naar man kun holder Hævd over det, Du, sagde Fru von Eichbaum.
Karl svarede ikke; men, pludselig greben af en Slags Fornemmelse af al
den Ømhed, der skjulte sig bag dette Hjem, der, trods ham og trods alt,
var forblevet det samme, tog han over efter Moderens Haand og trykkede
den ganske lidt.
Saa stod han op.
-Jeg bli'er hjemme iaften, sagde han: jeg kan læse noget.
Da han var gaaet, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun
plejede, naar Karl var hjemme, Døren til Kabinettet. Hendes Hænder
rystede lidt, mens hun skød Slaaen ned i Dørtrinnet. Det var mærkeligt
med Fru von Eichbaum, der ellers var saa rolig, at hendes Hænder sitrede
lidt, naar hun blev glad. Men det var ogsaa det eneste Tegn til, at hun
blev ældre.
Karl gik ind til sig selv og tændte Lampen, før han tog en Hjemme-Joppe
paa, henne bag Forhænget, der gemte Sengen. Det var en stor fransk Seng.
Fru von Eichbaum havde købt den, da Karl skulde komme hjem.
-For Du, sagde hun til Generalinden: Folk, der har været i Frankrig....
-Kære Du, svarte Generalinden: det er da rimeligt. Hvad er et Menneske
uden sin Nattesøvn?
Sengen blev købt.
... Karl satte sig i Hvilestolen med udslaaet Fodstykke og tog en af de
franske Bøger. Der saá ikke netop beboet ud i hans Stue undtagen om
Morgenen, før der var istand, for da var der Roderi nok: med Riflerne,
nogle Hestebilleder og et Par gamle Eichbaumske Sabler paa Væggene og de
gule Bøger paa Bordet, som Ane hver Dag lagde sammen i to lige høje
Stabler.
Karl fik ikke læst meget. Han sad ved Piben og blev ved at tænke paa
"Godset".
-Nu kunde disse Mouriers naturligvis købe "Bakken", fordi de tyve Aar
havde flaaet Brahe'rne og Vedel'erne for deres Smør....
Karl rynkede Næsen som altid, naar han følte enten Mishag eller
Forbavselse.
-Det er utroligt, sagde han.
Det var hans Yndlingsudtryk. At Menneskene overhovedet foretog sig
nogetsomhelst, syntes Karl von Eichbaum saa besynderligt, at en stor Del
af Livets Fænomener og Resultater naturligt maatte forekomme ham
"utrolige".
-Men Gudbevares, sagde han.
Han blev ved at tænke paa "Bakken":
-Hvis han var blevet Landmand i Stedet for at dumpe til alle de
Eksaminer, saa kunde han dog maaske være blevet "Forpagter" ... hos
Smørhandleren.
Karl skød Læben frem:
-Hm, den sidste Sommer, de var paa "Bakken", var det Aar, da Idas Moder
døde.
Det bankede paa Døren, og Julius kom ind med en Flaske paa en Bakke.
-Fruen bad mig sætte Madeira'en her ind, sagde han.
Karl nikkede, mens han skænkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom
s'gu fra Stedet.
Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Søofficererne i Familien.
-Det er s'gu noget Svineri at hale rundt paa alle de Beværtninger, sagde
Karl.
Med Glasset foran sig begyndte han at læse igen. Men lidt efter lagde
han den gule Bog ned paa sit Knæ og smilte. Han tænkte paa, det vilde i
Grunden være grinagtigt at gaa med Ida Brandt saadan et Sted, for hun
havde naturligvis aldrig set det, Gud la'er skabe.
... Fru von Eichbaum sad ved sit Skrivebord. Hun havde ligesaa gerne
straks villet skrive til Vilhelmine. For Dagen gik og hun fik det ikke
gjort. Og idag havde hun nu netop tænkt saa meget paa hende og Tiden
oppe paa Unsgaard.
"Kære Vilhelmine", skrev hun, "hvor det er dejligt at tænke paa at være
sammen igen, og ikke dette med et Par Uger paa et Hotel, som kun giver
Uro. Men at have Dig her i Fred og din gode Ro. Jeg haaber, Du finder
noget her i Nærheden. Jeg tænker paa Lindholms, som skal til Nizza med
den syge Mary--de rejser jo altid med de Tæringsyge, naar det er for
sent. Du kunde maaske leje der, naar vi luftede godt ud og ellers
rensede. Du véd, det er lige herved, og godt vil det være for Kate lige
ved Grønningen og "Linjen". I maa jo ogsaa tænke paa Helbreden. Jeg
glæder mig rigtig til Vinteren, ogsaa til Kate; det er saa friskt at faa
lidt Ungdom i Kredsen--"
Fru von Eichbaum havde sluttet Brevet og sad og stirrede ind i Lysene.
Hun tænkte paa Karl:
Der saá man, naar man kun var beskæftiget sin bestemte Tid med noget,
der holdt fast som et Kontor, saa kom Roen. Men Skylden havde vel altid
været hendes--hun skulde aldrig ha'e sendt ham fra Hjemmet.
-Ham--med sit bøjelige Sind.
Fru von Eichbaum hørte Julius inde i Spisestuen. Hun syntes rigtig det
var længe siden, hun havde glædet sig saadan til sin Kop The.
* * * * *
Om Søndagen var det varmt nok til, at Generalinden og Fru von Eichbaum
kunde drikke Kaffen paa Verandaen. Generalinden sagde: Du maa kun ta'e
et Sjal over Skuldrene, Mille, Du, der er vant til Byluften.
Julius bragte Sjalet, og Søstrene sad sammen og saá ud over Sundet.
-Der skal ikke Kaffe til Herren, sagde Generalinden. Karl von Eichbaum
var gaaet ned paa Bellevue at spille Billard.
Fru von Eichbaum talte om Vilhelmine Mourier.
-Jeg skrev da til hende, sagde hun, og jeg tænker paa, om de ikke kunde
leje af Lindholms.
-Gud, Emilie, sagde Generalinden, tror Du osse det--i det tæringsyge
Hus?
-Kære, sagde Fru von Eichbaum, hvor kunde man vel bo, naar man skulde
være saa ængstelig? Jeg, som rejser, jeg spø'r Dig, hvor kunde man ikke
bli'e smittet? De ligger naturligvis ikke i de samme Sengklæ'er, og naar
vi saa paa Forhaand sørger for, at der luftes....
-Ja, sagde Generalinden.
-Og det var hyggeligt nær ved os, saa vi kunde gaa ud og ind.
Fru von Eichbaum saá lidt ud paa Vandet.
-Og dejligt for Kate med Grønningen--hun, som ri'er.
Generalinden nikkede:
-Hun ri'er superbt, sagde hun. (I Slægten sløjfedes d'et i Verbet at
ride).
Og lidt efter sagde hun, seende ud paa Vandet:
-Ganske Vilhelmines Figur fra Ungdommen.
Søstrene talte om andre Ting.
* * * * *
Den Søndag blev den sidste varme Dag i Aaret.
Om Mandagen var det Sjask og Søle, og Ida stred sig paa sin sidste
Morgentur--for idag var hendes Nattevagt omme--op mod Vinden langs
Søerne.
Da hun kom hjem igen, mødte hun Karl von Eichbaum, der lige var staaet
af Sporvognen.
Han kom drivende ovre paa Fortovet med begge Hænder i sine Lommer og
Voksdugsrullen presset ind under den højre Arm.
-Uh, sagde han misfornøjet, men pludselig smilte han:
-Vi fik ikke Foraar den Gang.
-Nej, vi kommer nok ikke i Skoven.
-Men, sagde Karl og skød afgørende Hænderne ned til Bunden af sine
Lommer: Saa vil vi ud at more os.
Ida lo:
-Hvordan? sagde hun.
-Ud et Sted en Aften at spise. Vi kan jo ta'e en anden med.
-Det var da værre, sagde Ida hastigt.
Og lagde til, mens hun blev gloende rød:
-Med en Fremmed.
-Ja, ja da, sagde Karl, og hans Stemme blev med ét forandret ligesom saa
god:
-Saa ta'er vi ene.
De gik ind ad Porten og snakkede lidt igen.
Saa sagde Karl, der allerede stod paa den store Trappe op til Kontoret,
stadig med Hænderne i Lommen, men med den samme "gode" Stemme som før:
-Hvor gammel er De, Frøken Ida?
-Det véd De jo.
Men Karl sagde:
-Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar.
Ida lo kun--det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille
halvhøje Latter--og de skiltes.
Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brød Solen frem bag de mørkegrønne
Fortræksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skæret
af en mat og grøn Lampe. Ida laa med halvt lukkede Øjne.
Men paa én Gang tænkte hun paa, at Karl Eichbaum havde haft Sommerfrakke
paa ogsaa idag....
... Da Ida to Dage efter skulde bringe en Meldeseddel over paa Kontoret,
mødte hun Karl von Eichbaum, der kom ind ad Porten i en fin ny Frakke.
Han havde været til Frokost. Naar Karl von Eichbaum raadede over Mønt,
overlod han "Anes Husflid" til en Portør og nød sin Frokost hos
"Svendsen".
De talte lidt og Ida stod og saá paa ham.
-Ja, sagde Karl og skød Brystet frem: man er fin.
-Forfærdelig, sagde hun, paa en Gang talende helt Jysk: Hun var blevet
saa glad ved at se det flunkende Stykke.
Men Karl sagde:
-De skulde "spytte" paa den, Frøken Ida.
-Ja, sagde Ida: det gjorde vi altid, vi unge Piger, hjemme i Horsens.
De stod endnu og lo, da der kom en Dame ind ad Porten.
-Goddag, Mo'r, sagde Karl og traadte et Par Skridt bort fra Ida:
-Det er Frøken Brandt, sagde han saa.
Fru von Eichbaum rakte Haanden frem.
-Det var rart at se Dem, Ida. Karl har jo fortalt mig, at De havde taget
en Virksomhed herinde.
-Ja, sagde Ida, og ganske rød skyndte hun sig at tilføje:
-Jeg skal bringe en Meldeseddel....
-Men, sagde Fru von Eichbaum, De maa besøge mig en Dag--nu (og hun
smilte lidt) hvor De er i Hus sammen med min Søn. Han kan altid sige mig
en Dag, hvor De er fri.
Moder og Søn blev staaende nede i Porten, mens Fru von Eichbaum sagde
Karl en Besked. Fru von Eichbaum gik hellere selv end hun sendte Julius:
Man skal ikke, sagde hun til Søsteren, sende Julius og saadanne op paa
et Kontor, hvor de andre, Du, maaske sidder i mindre Stillinger.
Da Karl fulgte Fru von Eichbaum tilbage til Portaabningen, sagde hun:
-Jeg synes virkelig, det er rart, at Du har den lille Brandt her ... saa
kan I da altid veksle et Ord. Farvel, Karl.
Idet Karl gik op ad Trappen, kom Ida ud ad Kontordøren:
-Har De saa tænkt paa'et, Frøken Ida, sagde Karl.
-Paa hvad?
-Paa at vi skal ud at spise, sagde Karl: For Vintertøjet--og han slog
paa Frakken--maa s'gu indvies.
* * * * *
Ida slukkede Lysene foran sit Spejl og søgte i Mørket efter Døren. Hun
vidste ikke selv, at hun listede saa varsomt paa Taaspidserne. Men hun
vilde ikke møde nogen nu--netop nu, hun skulde gaa.
Hun løb videre, ned ad Trappen, og pludselig fo'r hun sammen: det var
Døren, som blev aabnet og lukket til den urolige Gang.
-Uh, sagde Qvam, der kom ud: aldrig har man Fred.
-Ja, jeg har fri, sagde Ida og løb fra ham.
Hun gik ud gennem Gaarden og Porten, hvor hun nikkede til alle, to
Portører, der stod ved den ene Indgang, og Portneren midt i Rummet og
Josefine, som kom paa Trappen.
-Naa, Frøken, sagde Josefine, der maalte hendes nye Kaabe: nu skal De ud
paa Livet. Og hun nikkede, som de andre.
-Ja, sagde Ida smilende.
Hun gik ud paa Gaden. Ved Lygten saá hun ham: der stod han allerede, ved
Hjørnet af Botanisk Have.
-Her er jeg, sagde hun og løftede sit Ansigt. Hun var næsten stakaandet.
-Ja, sagde Karl, det er god Tid. Godaften.
Og de gav hinanden Haanden.
De gik, mens Sporvognsklokkerne klang og Droskehestene travede.
-Hva' sagde De saa, spurgte Karl med sin lidt slæbende Stemme, som han
holdt af at bruge den, naar han var tilfreds: hvor sa'e De, De skulde
hen?
-Aa, jeg sagde no'et....
-Ja, mente Karl: man kan s'gu sagtens lyve no'et. For det lærer man, Gud
straffe mig, fra Barnsben.
Ida blev pludselig alvorlig i Øjnene:
-Aa, ja.
Men hendes Stemning slog om igen, og hun sagde straalende:
-Det var li'som de alle ønskede mig god Fornøjelse.
Hun tænkte paa dem, der havde nikket i Porten.
Og Karl, der gik med Cigaren mellem de yderste Læbespidser, sagde:
-Ja, nu maa vi s'gu tænke over, hva' vi skal spise.
De lo begge to.
De havde naaet Porten til Ørsteds Park.
-Vi kan gaa gennem Anlægget, sagde Ida: naar der er Tid.
-Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende.
De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der
Blomster endnu.
-Hvor her er smukt, sagde Ida.
Der var vist ingen i den hele Have, ikke én i alle Gange; og mens de gik
ved Siden af hinanden, hørte de deres egne Skridt.
-Nu falder de i Søvn, sagde Karl og pegede op paa en af de stille
Statuer.
De gik ind til en lille Terrasse under et mægtigt Træ. Under dem laa
Skrænterne og det mørkt blanke Vand.
Ida talte sagtere:
-Her er det dejligste Sted, sagde hun.
Karl skad Røgen fra sin Cigar ud i lange Ringe, og ingen af dem talte.
Det var som om Klokkers og Vognes Lyd blev ganske fjern og Lygternes Lys
hang over Gitrene som en straalende Krans.
-Er der saadan i de store Byer, sagde Ida sagte.
Hendes Øjne fulgte Skrænterne og Broen og det tyste Vand.
-Ja, sagde Karl, og Cigarens Ringe løstes op.
-Ikke kønnere?
-Nej, sagde han.
En Svane skød lydløst frem fra det mørke Vand.
-Det har jeg ogsaa altid tænkt, sagde Ida.
De stod endnu et Øjeblik.
-Men det bli'r sent, sagde Ida, med en helt anden Stemme og de vendte
sig for at gaa.
-Naa, Godaften, Gamle! Karl nikkede op til Ørsteds Statue, idet de gik
forbi, og de lo igen.
Ida var stadig et Skridt foran Karl nu, mens de gik gennem Gaden.
-Der er god Tid, sagde Karl, der elskede "Mørkningen" i Gaderne.
-Ja, men saa kan vi se dem komme, sagde Ida og hun blev ved at skynde
sig.
Men da de kom ned i Theatret og op i Pladslogen, var der ikke et
Menneske i det hele Parket.
-Saa, sagde Karl, kom vi saa tidsnok?
Lidt efter lidt begyndte Folk at komme, og de hørte Stolesædernes
lystige Smæk og Kontrollerens Nøgler i Logernes Døre og fra Gangen al
den glade Skubben og Summen.
Ida skød Skuldrene velbehageligt op, mens hun rystede Armene ganske
lidt:
-Aa, sagde hun, det er første Gang, de spiller Stykket.
-Ja, sagde Karl, det er det morsomme ved'et.
Herrer i hvide Skjortebryster stod op i Parkettet, og friserede Damer
trængte sig hastigt frem mellem Bænkene. Karl sad og nævnede deres
Navne, Kritikeres og Forfatteres og Menneskers, Ida kendte fra Bladene.
Ida sad og smaasnakkede af Glæde og fulgte hvert Navn, som han nævnede.
Men pludselig rejste hun sig halvt og saá ud op mod første Etage, med et
lille Kast med sit Hoved:
-Det er dér, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen.
-Hvem?
-Vi, sagde hun.
Nogle Sygeplejersker havde abonneret dér ifjor.
Ida sad igen, mens Støjen steg, og smilte, med Ryggen helt lænet tilbage
mod sin Stol. Men paa én Gang sagde hun, helt forskrækket, og blev
purpurrød:
-Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her.
-Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundtheatrene uden paa
Brandvæsenets Billetter, og dem har hun ikke iaften.
De saá igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls
Arm:
-Se, det er Fru Lind. Hun har været paa Afdelingen.
Det var den eneste, hun kendte.
Rampen blev tændt og gød sit Lys over Tæppet. I Parkettet var alle
Hoveder i Bevægelse og over Balkonens Rand vuggede lyse Ansigter.
Ida blev ved at smile:
-Det er ligesom man skulde paa Bal, sagde hun ganske sagte.
Karl sad med udspilede Ben og bed i sit Overskæg med et Udtryk, som var
en Knebelsbart noget, der smagte godt.
Orkestret havde spillet en lille Tid.
-Hvad er det, de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida
svarede ikke, hun sad med halvlukkede Øjne og lyttede efter Musikken.
Karl saá fra Siden ned paa hendes Pande. Den var saa lille og saa smal.
Man kunde faa Lyst til at spænde over den med Fingrene, saadan, fra
Tinding til Tinding.
Ida følte hans Blik og aabnede Øjnene helt.
-Her er saa dejligt, sagde hun. Ikke?
Tæppet gik op.
... Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von
Eichbaum gik bag Ida Brandt og værnede hende lidt med Armene, men Ida lo
over hele Ansigtet, mens hun vendte sig:
-Vi maa sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og Øjnene straalede.
-Der er bestilt Plads, sagde Karl.
Det var i et af de smaa Kabinetter mellem Skillerummene, og endelig
naaede de derhen. Men Ida blev siddende inde i Sofaen, med Hatten og alt
Tøjet paa: hun saá paa Herrer og Damer, der blev ved at strømme ind.
-Aa, vi har Plads, sagde hun og skubbede Skuldrene op ligesom i
Theatret.
Karl fik Overtøjet af hende og satte sig.
-Saa, sagde han og strakte Benene fra sig, mens han slog Rynker paa sin
Næse:
-Nu skal vi spise paa Fransk.
-Ja, sagde Ida og slog Hovedet rask tilbage. Hun vidste vist ikke, hvad
hun sagde "ja" til.
Karl bestilte og Tjeneren bragte Fade og Karl rettede an. Ida sad kun og
fulgte dem med Øjnene, alt, hvad de gjorde, og smilte; og hun tog saa
besynderlig varsomt paa alting, sit Glas og Fadet og sit Brød, som om
hun undrede sig over det alt, over hver Ting. Dugen og Lyset og den
grønne Flaske i Køleren.
Saa sagde hun og spilede begge sine Hænder ud paa Sofaen, mens hun lo
ganske sagte:
-At jeg sidder her.
Karl smilte glad til hende og saá saa ud paa Folk i Salen, der knap fik
Plads ved Bordene:
-Ja, vi sidder s'gu bedst.
Ida blev siddende som før:
-Hm, sagde hun saa med den samme Stemme: det er li'som vi var paa
Skovtur.
Karl, der spiste langsomt men vældigt, lo og sagde:
-Naa, det synes jeg nu ikke, for man spiser altid forbandet paa
Skovture.
Men Ida blev ved at tænke paa Skovturene: Turene derovre, naar de var
kørte til Stensballe en hel Char-a-banc og de havde danset foran
Hjulmagerens Hus og trillet omkap ned ad de høje Banker.
-Jo, sagde hun: for her er li'esom derhjemme.
Men Karl, der begyndte at blive mæt, sagde, at hun maatte virkelig spise
og lagde en Kramsfugl over paa hendes Tallerken.
-Maden er s'gu god, sagde han; og idet han tænkte paa Skovturene, sagde
han med Albuerne paa Bordet (og tænkte, at hun var Gud straffe mig
nydelig):
-Det var De vel mange Gange--paa Skovtur?
Ida sad lidt og saá ud for sig:
-Nej, ikke saa mange Gange, sagde hun sagtere.
Karl blev ved at se paa hende:
-Saa drikker vi to Jyder ... Han løftede glad sit Glas.
Ida lo og tog sit:
-Men De er jo egentlig slet ikke Jyde.
Karl rynkede Næsen:
-Vist saa, alle vi Eichbaum'er er Jyder. Det er da der, vi har haft
no'et.
Og de drak.
Karl blev ved at sidde og rette an for hende stadig med Albuerne paa
Bordet: Ost og Sellerier, som han to Gange stak over og dyppede i hendes
Saltkar.
-Hvor de var dejlige paa "Ludvigsbakke", sagde Ida.
-Ja.
Han gnavede stadig sin Selleri, mens han saá paa hende og sagde:
-Ida, De skulde altid være i gult.
-Hvorfor?
-Jo, sagde han sløvt.
Karl blev ved at gnave paa sin Selleri-stængel, og pludselig tænkte han
paa Mouriers. Han fortalte om dem og at de maaske vilde købe "Bakken".
Det er en Smørgrosserer fra Aarhus, sagde han. Han trak "Aa"et i den
jyske "Hovedstad" langt og foragteligt ud og sagde saa tilfredsstillet:
-Men saa kan man da faa Recks ud....
-Hvorfor?
-Jo, erklærede Karl med sin tørre Stemme: for det er no'et Pak.
-Ja, sagde Ida uvilkaarligt. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev saa
glad og at hendes Ansigt straalede.
-Og saa kan vi igen komme derover om Sommeren, sagde Karl. Skaal, Ida.
-Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk.
Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Hænderne i sine Lommer, sagde
glad:
-Der kan dog være rart i Kongens København, hva'?
De talte gladere og ligesom hinanden nærmere. Ida talte om Olivia og
Villaen og Jørgensens--det gjorde hun altid, naar hun var glad--men
pludselig sagde hun:
-Uh ha, hvor han talte højt....
-Hvem?
-Han, Elskeren, sagde hun.
Karl lo:
-Ja, man maa jo høre ham.
Ida sad og saá ud for sig:
-Men alligevel, sagde hun sagtere.
Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede
sammen over deres Regnskaber.
Karl sad og smilte og saá paa en Flaskehals.
-Har De nogensinde været forelsket, Ida, sagde han.
Ida saá op og rystede paa Hovedet, halvt trist.
-Nej, sagde hun saa i en Tone, som var det noget, der var gaaet hende
forbi.
-Men--og hendes Stemme sitrede en lille Smule og hun vidste ikke selv,
hvorfor hun sagde det eller hvad hun egentlig tænkte paa, hvis det ikke
var paa det lille Hus i Horsens og de tre halvmørke Stuer--:
-Men, sagde hun og saa ud over Bordet og søgte at smile: Jeg har nu tit
været bedrøvet.
Karl havde faaet saadan et godt Glimt i Øjnene:
-Det er s'gu utroligt, sagde han kun.
Og de sad lidt tavse.
Ida saá ud i Salen, hvor der var halvmørkt og de fleste Blus var
slukkede:
-Men de er alle gaaede, sagde hun forskrækket.
-Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e
Kaffe.
De fik den og Likør ogsaa, som Karl skænkede. Han blev ved at have
saadant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille
Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de
sidste Gasblus, saa Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys
end Lyset fra Kandelabrene.
Ida saá ud mod det skridende Mørke:
-Nu er det forbi, sagde hun.
-Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl.
-Ja, sagde Ida hastigt og glad.
-Det maa være hjemme, sagde Karl, som begyndte at hjælpe hende Tøjet
paa: Paa Deres Værelse....
-Nej dog, sagde Ida, og hun lo.
-Hvorfor?
-For det er forbudt.
Ida blev ved at le, men Karl rakle hende blot Hatten og sagde:
-Aa pyt.
De gik ud gennem Hotelgangen og Portier'en vilde lukke Døren efter dem,
da Ida sagde, glædestraalende:
-Nu, maa jeg; og stak ham en Krone i Haanden.
Karl lo, som han var betalt for det:
-Men, Gud straffe mig, Ida, tror De, det er passende....
Da de var kommen et lille Stykke hen ad Gaden, bød han Armen frem:
-Man byder vel Damen Armen, sagde han.
-Ja, sagde Ida og tog den, mens hun trykkede sine Skuldre lidt sammen:
nu er det jo Nat.
... Karl gik hjemme i sin Stue og smilede længe, før han kom op i sin
store Seng. Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han læste
ikke.
Han laa bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker paa sin Næse.
-Nej, sagde han, dybt betænksomt eller undrende: Man kender s'gu
alligevel ikke Fruentimmerne....
Og han blev ved at ligge og smile til Røgen af sin Cigaret.
... Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen. Da hun
kom op paa Gangen paa første Sal, stod Frøken Roed foran det aabnede
Skab.
-Gudbevar'es, er det Dem, saa silde, sagde hun: Hvor har De været paa
Skovtur?
Ida smilte pludselig ved Ordet "Skovtur": Jeg har været ude, sagde hun
og vilde liste sig videre--hun gik ligesom hun bar noget usynligt
Dejligt i Hænderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed--:
-Godnat.
Men Frøken Petersen, der var iført graciøse Tøjsko for Natten, havde
hørt hende bag Døren og aabnede den paa Klem. Der var intet, der
interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft
"Udgang".
-Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendes
Stemme, naar hun vejrede Nyheder.
Pludselig drejede Ida Frøken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har
været i Theatret, sagde hun, saa højt, saa det pludselig klang i
Gangene, og hun løb.
-Hys, Patienterne, sagde Frøken Roed. Men de to Frøkner hørte bare, Ida
lo deroppe: og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under
Gasflammen.
De hørte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte
Ord fra Bertelsen, der talte i Søvne, ligesom i en vred Opsætsighed.
Inde fra "A" lød Skridtene frem og tilbage.
Frøken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at
tale i Søvne. Frøken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa
kun og kastede sig, med knyttede Hænder, som han plejede.
Ida var oppe paa sit Kammer. Hun stillede Vækkeuhret og klædte sig af.
Hun havde egentlig ingen Tanker; hun bare smaanynnede hele Tiden, til
hun kom i Seng.
-Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe--naar han kunde liste sig
herop....
Idas Ansigt lyste af Fornøjelse i Mørket:
-Men det maatte være en Tirsdag, naar Frøken Roed havde Udgang ... en
Tirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.
Ida blev ved at tænke paa det, mens hun smilte: Saa skulde de bruge alle
de gamle Ting fra "Bakken" og se, om han kendte dem igen ... og dække
rigtig Bord....
Ida sov ind.
... Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Kælderen og
de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Væggene, mens de ventede paa
Maden (Bertelsen havde faaet en uafladelig Bevægelse med Haanden hen
over Øjnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da
Nøglerne lød og Josefine kom med Madspandene.
-Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.
Hun gik ind i Køkkenet for at hjælpe Ida med Karrene, mens Bertelsen
skyllede og skyllede sine Hænder under Vandhanen.
-Det er en stor Skam for Fuldmægtigen, sagde saa Josefine.
-Hvilket?
Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmægtigen.
-Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker
om 'et i Porten.
-Her? Paa Kontoret? Det lød, som Ida havde noget i Halsen.
-Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham for
Inspektøren, hvis det skal vare ved....
Ida nikkede mekanisk.
-Men det er naturligvis de Fruentimmer, som hænger paa, det kender man
jo nok, sagde Josefine og blev ved at lægge Kartofler rundt paa de seks
Tallerkener.
Ida svarede ikke, hun rettede kun i Tavshed Maden an, mens Josefine, der
var færdig, stod med Hænderne i Siden.
-Og saa nydelig han er skabt, sagde hun og saa betænksomt ud for sig.
Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers
forblev hun sin Konduktør fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en "Ven" og
naar han gik og hun havde fældet mange Taarer, saa blev hun alligevel
ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktør ved Sporvognene. Det blev
bare en anden.
-Ja, sagde hun: man véd nok om 'et--for Andersen har været slem
(Andersen var den nuværende Konduktør) ... Men nu har vi klaret det....
Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen
til de skiftende Konduktører.
Man kunde ikke se, om Ida hørte, for hun stod kun og flyttede paa de
seks Tallerkener.
-Naa, saa løb vi videre, sagde Josefine.
Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som
en Fanfare, naar Josefine satte afsted.
Ida satte Tallerkener paa Bordet foran hver af de fire: Nu maa De spise,
Holm, sagde hun. Saa Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun
hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var færdig
og fik ryddet til Side--mens hun kun havde tænkt en eneste Ting:
-Den Stakkel, den Stakkel.
En Begribelse kom aldrig paa én Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt
og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun
den ene Ting.
-Hvad var der dog at gøre! hvad var der dog at gøre ... Hvis han nu
mistede sin Plads....
-Hvad var der at gøre....
Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bøjet over de evige Papirer,
og hun hørte hans "Tak" og "Tak", mens han løftede Hovedet og fulgte
hende med Øjnene.
Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet:
-Og hun havde været med til at bruge hans Penge.
Hendes Tanker kom ikke længer: hun havde været med til at bruge hans
Penge. Hun hørte alle Josefines Ord i sine Øren igen og igen og
pludselig blev hun rød som et Blod. Der var noget, som hun først nu
havde forstaaet. Hun vidste ikke selv, at hun ikke tænkte paa Pengene
mere, men kun paa det, blot paa det ... mens hun alligevel hver Gang løb
det forbi:
-Hvem der havde brugt hans Penge.
Portøren hentede de fire til Kælderarbejdet og de Gamle blundede inde i
deres Senge. Inde paa "A" maalte Herren Gulvet med sine Fødder. En Gang
imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang".
Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin
Stol, indtil det skumrede.
Frøken Kjær stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dør:
-Godaften, Jomfru.
Og pludselig sagde Ida:
-Aa, Frøken Kjær, kan De sidde her et Minut ... jeg skulde saa gerne
op....
-Ja, sagde Frøken Kjær og hun lukkede Døren: et Minut.
Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til
Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene
trukket op paa Kontorstolen og Hagen ned mod sine Hænder, og fløjtede.
Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende:
-Godaften.
Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig
selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen
med Armene op i Vejret:
-Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han.
Og Ida lo.
Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun
blev ved at gaa og smile. Hun tænkte kun:
-Det er da saa rimeligt, jeg hjælper ham.
Og hun tænkte ikke mer paa noget andet, kun, fordi hun havde set ham.
Da Ida kom op, ventede Frøken Kjær lige indenfor Døren:
-Profossen er her, hviskede hun.
Det gav et forskrækket Ryk i Ida.
-Hvor? hviskede hun.
-Paa "A".
Der lød et Par forsigtige Nøgler, og Frøken Kjær var inde hos Kvinderne.
Ida gik rundt og tændte, mens hun hørte Professorens Stemme gennem Døren
til "A", der stod paa Klem. Hun begyndte at gøre alt i Stand til
Stuegangen, medens hun hørte Portøren og de fire paa Trappen og
Nøglerne, der blev drejede om i Laasen.
-Overlægen er her, sagde hun sagte til Portøren, og de fire Patienter,
der havde hørt det, gik sky ind og satte sig paa Taburetterne foran
Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog paa at jamre.
Ida stod foran Kakkelovnen, da Døren til "A" gik op. Professoren blev
staaende paa Tærskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke:
-Ja, fortsæt saa De, Doktor, sagde han og lukkede Døren til ... Lad
Patienten kun gøre som han vil ... Og De kan skrue Gassen ned om Natten.
Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede næppe Læberne, naar
han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om
de hvide Tænder og om mange Hemmeligheder.
-Vel, Hr. Professor.
Han stod et Nu paa Tærskelen til "Salen", mens Bertelsens Øjne med et
Glimt flakkede hen over hans Ansigt.
-Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Døren til Kvinderne.
Men den ene Gamle i Sengen blev ved at klynke, som han altid gjorde
under Stuegang.
Ida gik hen og bankede paa Frøken Petersens Dør for at faa hende vækket.
Hun havde ikke hørt Dr. Qvam, der var kommet ind.
-Hvor er Overlægen, sagde han hurtigt.
-Han gik ind til Kvinderne, svarede Ida, der var ved at gaa ind i Salen.
Qvam stod paa Springet, men han blev alligevel staaende et Øjeblik og
saá paa Ida.
-Er det Deres Fødselsdag idag igen? spurgte han.
Ida lo:
-Ne-ej, hvorfor?
-Jo, for jeg synes, De lyser saadan i Ansigtet, sagde han. Han var
allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra før slog gennem den
aabne Dør.
-Frøken Petersen, Frøken Petersen! raabte Ida.
Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine
Hænder.
-Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem
som i et Haandtryk: De er jo renvasket.
Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og røde Haandled,
tænkte hun og smilte:
-Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrøvet.
Der blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig paa Skrig, som om Skrigene
kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dør.
Frøken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra
Køkkenet:
-Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret.
Frøken Petersens Fødder var som et Barometer lige overfor
Vejrforandringer.
Men efter The løb Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von
Eichbaum.
* * * * *
Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.
Frøken Helgesen gik gennem Afdelingen og saá efter, hun havde bestandig
noget i Øjnene, som indførte hun et eller andet paa en Liste.
-Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.
-Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt.
-Jeg skal blive her, sagde Frøken Helgesen og satte sig.
Saa maatte Ida gaa ... over paa Kontoret. Det var, som hendes Nøgler kom
saa langsomt ind i alle Laase, og hun saá ikke Oldfruen, der nikkede fra
sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, hun havde sendt
Pengene igaar. Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun
havde været saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og førte
det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev
vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens
Tanken blev større og større i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun
skulde vel ogsaa have skrevet, have sagt ham noget og forklaret. Men hun
havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gøre det....
Og nu var han maaske vred.
Hun gik gennem Gaarden og ind i Porten og op ad Trappen. Hun saa hans
Ansigt straks ved Døren; det var ligesom saa lyst i Huden. Men da han
saá hende, blev han blødende rød.
-Det var en Meldeseddel, sagde hun.
Han bøjede sig ned imod hende:
-Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt
grødet.
-Tak.
Ida tog Vejret og vilde gaa, men da de kom udenfor Døren, for han var
fulgt efter, sagde hun (for at hjælpe ham over det eller for at trøste
ham; et Sekund før havde hun aldrig tænkt paa at sige det):
-Nu skal vi drikke Kaffe paa Tirsdag.
Der gik ligesom en Trækning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skød
Læberne frem:
-Jeg vil hellere ha'e The.
Ida lo:
-Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal være
Kaffe, for vi skal skænke af den gamle Kande....
Saa løb hun:
-Nej, nej, han var ikke vred.
Aa nej, han havde forstaaet hende....
... Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han
gik nok og fløjtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om
han ikke kunde faa sig selv til rigtig at tænke paa de Penge eller paa
at han nu kunde fordele dem rundt, i de værste Huller. Og han følte
ogsaa noget ubehageligt i Fingrene blot han tænkte paa Konvolutten, hvor
de laa.
Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud
for at faa den vekslet.
Kelner Jensen blev staaende, halvtbukkende foran Konvolutten.
-Ønsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned
imod Sofaen.
Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han havde, ligesom sky, taget et Kort
frem mellem Sedlerne. "Ida" stod der kun med saadan smaabitte danske
Bogstaver--og saa var der et lille Billede af "Ludvigsbakke" i Hjørnet.
Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Haand.
Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Højrehænder, d'Hrr
Jensen og Sørensen, ud, lænede hver mod sin Dørstolpe:
-Der kan De se, Sørensen (Hr. Jensen snøvlede, hvad han ansaá for
distingueret i Faget), at jeg fik Beløbet. Den Slags Folk finder altid
en Udvej ... Det véd vi fra d'Angleterre....
Hr. Jensen havde i en smækrere Periode fungeret som à-la-carte-Sals
Kelner i Hotel d'Angleterre.
-Ja, til den revner, Jensen, sagde Sørensen.
Hr. Jensen svarede ikke. Han stangede Tænder.
* * * * *
Ida lod som hun sov, mens hun saá, fra Frøken Roed foran Spejlet, hen
til Vækkeuhret foran sin Seng gennem de kvart aabnede Øjenlaag. Fødderne
skubbede hun sagte op og ned under Tæpperne, hun kunde ikke ligge
stille.
Men endelig var Frøken Roed i Overtøjet, og Ida lod, som hun vaagnede:
-Skal De til Deres Søster, sagde hun.
-Ja, Frøken Roed skulde det--Hun skulde altid til sin Søster, der var
gift med en Assistent Hansen ved Jernbanen. Det var de eneste, hun
kendte i Byen, og der var desuden nok at hjælpe med, om de tre Børn.
Ida saá dem pludselig for sig, Frøken Roed og Fru Hansen, som de sad og
syede derhjemme paa fjerde Sal i Rømersgade under Lampen i Dagligstuen,
hvor Lænestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dækkede med
saa mange smaa broderede Stykker--og paa én Gang lo hun.
-Men hvad ler De af? spurgte Frøken Roed.
-Aa, det var noget jeg tænkte paa.
Men pludselig slog Ida Tæpperne til Side og satte de bare Fødder ud paa
Gulvet.
-Aa, sagde hun, vent lidt: og hun løb i Natkjolen hen til Chiffonnièren:
-Jeg har noget til Børnene; og, mens hun dækkede for den aabne
Chiffonière, for at Frøken Roed ikke skulde se Pakkerne og Blomsterne
derinde, hældte hun nogle franske Kager ud af en Pose.
-De er saa dejlige, sagde hun glad og hun puttede en i Munden paa Frøken
Roed, før hun sprang op i sin Seng.
-De tænker ogsaa altid paa andre, sagde Frøken Roed.
Ida bare lo:
-Nej, jeg tænker paa mig selv, sagde hun og laa og saá op i Loftet.
Hun hørte Frøken Roed gaa ned ad Trappen, og hun stod op igen og drejede
Nøglen to Gange om saa sagte, som var hun angst, nogen kunde høre hende.
Hun begyndte at klæde sig paa saa hurtig hun kunde, mens der var noget
over hendes Bevægelser som over en Skolepige, der er ifærd med at gøre
en gal Streg: Aa, der var nok at gøre ... der var meget at gøre....
Hun trak Chiffonière-Skufferne ud og hun tog Damaskes-Dugen frem og de
gamle Kopper, og Sølvkaffekanden, der var omviklet med Papir, tog hun ud
af Midterrummet. Der var ogsaa de gamle Asietter og Armstagen, som hun
satte Lys i: her skulde han sidde med Cigaretterne ved sin Kuvert.
-Hm, sidst hun lagde Blomster paa Bordet, var det for Olivia og Drengene
... Ja, det var i Maj--aa, at det ikke var længere siden ... end den to
og tyvende Maj.
Hun tændte Lysene og saá efter, om Vandet kogte ... der skulde da en
Rose i hans Glas....
Hun gik til og fra, og hun blev staaende foran Bordet:
Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen.
Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Tæpper over
Sengene. Hun saá paa Vækkeuhret. Det var heller ikke Tiden endnu. Og hun
satte sig hen ved Bordet, paa hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen,
for Døren dernede gik: men det var kun en Portør.
Maaske var han forhindret, maaske kom han ikke. Det blev saa sikkert for
hende, at han kom vel ikke, mens hun sad og saa fra Ting til Ting, som
vilde hun idetmindste prente sig ind, hvor pænt det var:
Og Lysene, dem vilde hun alligevel lade brænde, brænde helt ned, til de
slukkedes.
Men Rosen, den tog hun stille bort fra hans Glas.
Hun havde ingen hørt paa Trappen, da det bankede sagte paa Døren, to
Slag, som de unge Mænd banker, der har været i Tjenesten, og hun fik
lukket op.
-Aa, det er Dem, sagde hun.
Karl Eichbaum havde listet sig ind: Der var ikke en Mo'rs Sjæl der saa
mig, sagde han.
-Men Frøken Helgesen sidder altid lige ved Døren, sagde Ida.
-Hun fik laaset--de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to--og Karl tog
Tøjet af.
-Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand.
-Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol.
-Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens
han saá paa det hvide Bord.
-Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde følt just det samme.
-Og her er s'gu ogsaa Drikkevarer, sagde Karl.
Ida hældte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se
tilfreds paa Sagerne og de talte om de gamle Ting, Kagekurven og
Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han.
-Ja, de stod paa Fløjen, sagde Ida. Hun saá igen for sine Øjne det gamle
Marmorbord paa "Bakken" med Konkylierne og Frugtskaalen fra Auktionen
efter Hoffet i Horsens og de to Sølvbægre, der var Præmier fra et Par
Landbrugsforeninger.
-Men vi har nu alligevel ingen hjemmebagte Kager, sagde hun.
Karl tog godt til sig af de Kager, der var, og ogsaa af Likøren. Ja,
sagde han, vi holede no'en fra Schrøder--han tænkte paa den bulede
Kagekasse paa "Bakken": det er s'gu grinagtigt at stjæle....
-Ja, det er spændende, sagde Ida og virrede med Hovedet, for Karl sad og
saá paa hende, han syntes altid det saá saa morsomt ud, naar hun gjorde
det.
-Har De ogsaa stjaalet hjemme, spurgte Karl.
-Ja, tit, sagde Ida hastigt, men pludselig blev hun bleg.
-Hvordan det? spurgte Karl.
Ida saá ud i Luften og sagde langsomt og sagte:
-For det maatte jeg.
Der var stille lidt.
Saa tog hun sig sammen og løftede sit Glas, og de klinkede.
-Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.
Men paa en Gang blev Ida genert eller hvad det var, og hun fandt ikke
noget at sige, mens Karl, der maaske ogsaa var en Smule benovet, sad
tavs og røg og læste Indskriften paa Kaffekanden, Hædersgaven, til han
pludselig sagde, det kom saadan plumpende:
-Ja, gamle Brandt holdt s'gu meget af Kaffe.
De lo begge to, og Ida hentede de gamle Billeder. Karl tog dem og Isen
var pludselig brudt. Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de
pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de førte
hen, og paa Menneskene--der var den og der var den.
-Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet.
-Ja.
-Og dér staar Forvalteren, sagde Karl.
-Ja, han er død.
Ida sad og saá paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.
-Saa pludselig han døde, sagde hun langsomt.
-Han skød sig, sagde Karl.
-Nej.
-Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt:
véd De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som
ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skød sig--det var
lige efter han havde sat Folkene i Arbejde....
-Men hvor er hun da?
-Hun er gift i Næstved, sagde Karl og slap Billedet.
Han lænede sig tilbage og rynkede sin Næse.
-Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe
mig ikke stort ved at leve....
Ida saá op i Lysene:
-Jo, sagde hun langt og stille.
Karl, der sad med Hænderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind mod
Armstagen:
-Ja, hvis man endda var Landmand.
-Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med
Hovedet.
-Jo Tak--Karl snøftede paa Ordene--og hvordan....
Men pludselig slog han om, og mens han fik Hænderne op af Lommen og gned
dem, sagde han:
-Her er nu ligegodt meget hyggeligt.
Ida sad stadig med Øjnene ind i Lysene:
-Han var dog saadan et stille Menneske.
-Hvem?
-Forvalter Krog.
-Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det
bider.
Han rejste sig fra Sofaen for at strække Benene og han saá sig rundt fra
Møbel til Møbel.
-Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt.
Ida fik Taarer i Øjnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i
hans Ord.
-Ja se, sagde hun.
Og hun aabnede Midtrummet og hun trak de gamle Skuffer ud, mens han
holdt Stagen og hun viste ham alting: hun viste ham Olivias Børn og
Lyngblomster fra Ferien og Faders gamle Regnskabsbøger med en bleg
Skrift og saa mange Ting, mens de blev ved at huske og ved at tale.
-Nej, nej, sagde hun og tog hurtig en Bog fra ham; han havde stillet
Armstagen paa Klappen. Nej, nej, det er min Poesibog.
-Vor Herre hjælp os, sagde Karl.
Men Bogen vilde han se.
-Nej, sagde Ida og holdt paa den: det maa De ikke. Man skriver saa meget
dumt ind.
-Men De kan da sige mig, hvad for et Vers De holder mest af, sagde han.
Det var mest det, at hun blev saa kønt rød i Kinderne, der morede ham.
-Ja ... jeg holder mest af det.
Og hun viste ham en Side, mens hun holdt med Hænderne om de andre Blade:
det var Solvejgs Sang. Karl stod ved Armstagen og læste det.
-Det er saadan et Damedigt, sagde han, men saa kom det lidt blødt i
Tonen:
-Hvorfor holder De mest af det?
-Jo ... for det er det kønneste. Men, tilføjede hun, nu er det længe
siden ... jeg skrev det af efter et Nodehefte.
Hun lagde Poesibogen ned og der faldt et lille Fotografi ud af den. Det
var Konferensraadens gamle "Hvide". Og de stod og lo ad den Gang, den
dansede midt paa Gaden i Horsens, fordi en Lirekasse spillede en Melodi,
som den gamle Cirkushest kendte; og Konferensraaden kunde ikke sidde
fast, og Lirekassen, den blev ved at spille, og Hesten, den blev ved at
danse, midt paa Gaden.
-Men det havde nu været et dejligt Dyr, sagde Karl.
-Nu har "Smørstikkeren" set paa Stadsen, sagde han lidt efter og lagde
den Hvide væk.
-Vil de da købe det? spurgte Ida.
-Det gør de s'gu nok, sagde Karl, der saá ind i Lysene.
-Naar de saa blot vilde holde det kønt, sagde Ida og nikkede.
-Ja men nej, ja men nej ...
Hun greb om Karls Hænder. Han rodede i alt ... Det var Mo'rs Ringe og
Brocherne og Guldkæden og Fa'rs Signet, og han rodede rundt i det
altsammen.
-Lysene, Lysene, sagde hun.
Stagen raslede paa Klappen, mens hun vilde holde paa hans Hænder.
-Det er s'gu Værdigenstande, lo Karl.
-Og det er min Sparekassebog, sagde Ida glad; hun holdt den graagule Bog
i den venstre Haand og gav den et Slag med den højre. Men pludselig blev
hun ganske bleg, og stille lagde hun Bogen ned--
Karl stod ogsaa lidt tavs.
-Maa jeg da aldrig takke Dem, Ida? sagde han saa ganske stille.
-Nej, sagde hun blot; det hørtes knap.
Et Nu havde Karl lagt begge sine Hænder ned om hendes Liv. Saa tog han
dem bort. Ida rørte sig ikke.
-Hys, hys....
De hørte Nogen paa Trappen.
-Det er Frøken Petersen....
-Sluk, sluk....
Karl fik slukket Lysene.
-Brandt, Brandt, kaldte Frøken Petersen og slog paa Døren.
Og Ida svarede henne ved sin Seng, fra Mørket:
-Ja, ja, jeg er vaagen.
De hørte hende gaa igen, før Karl hviskede, i saadan en halvt
drengeagtig Tone:
-Men jeg kan da blive lidt endnu ... vi kan sidde foran Kakkelovnen.
Ida svarede ham ikke; men hun satte sig foran Kakkelovnsdøren, som Karl
havde aabnet. De hørte ingen Lyd uden Lyden af Kullene, naar de sagte
smuldrede, mens Skæret kom og veg hen over deres Ansigter.
-Saa stille her er, sagde Karl.
-Ja, sagde Ida: de er saa rolige idag.
De talte kun halvhøjt og sad tyste igen. Karl betragtede Ilden.
-Men De er altfor taalmodig, Ida, sagde han og saá paa Gløderne.
-Hvordan....
-Jo, De kunde godt forlange meget mer.
-Hvordan forlange mer....
De holdt Hovederne halvt fremstrakte, just paa samme Maade, og de
langsomme Ord kom i samme Tone.
-Jo, jeg mener, saadan af Livet, sagde Karl.
De tav paany og hørte kun Kullenes Fald.
-Eichbaum--nu maa De gaa.
-Ja, sagde Karl: om to Minutter. Egentlig elskede han jo aldrig at rejse
sig fra et Sted, hvor han sad.
-Véd De hva', Ida, sagde han og blev ved at se paa Kullene:
-Jeg er egentlig en Hjemmemand.
-Ja. Ordet kom saa ganske sagte.
Karl strakte sin Haand ud i Mørket og tog hendes.
-Tak for idag.
-Tak, hviskede hun.
Hun stod op og tændte Lysene. Hun var saa bleg, mens hun gjorde det, en
Bleghed, der ligesom lyste.
Karl fik Tøjet paa og ganske lydløst aabnede hun Døren.
-Godnat, hviskede Karl og han sneg sig ud.
Bag Døren lyttede Ida efter hans Trin: nej, der kom ingen ... og nu var
han nede.
Hun laasede Døren igen. Det samme Smil blev ved at ligge over hendes
Ansigt, mens hun aabnede og lukkede og gemte alting. Men Lysene vilde
hun ikke slukke. De kunde brænde, de skulde brænde endnu--til efter The.
Saa gik hun ned.
... Karl var nede paa Gaden. Hans Øjne var ligesom underligt større,
mens han gik og tyggede paa sin Cigar.
-Ja, hun er s'gu honnet, sagde han og nikkede hen for sig.
Han vidste knap selv, at han blev ved at gaa i den Stump Gade, hvor det
lyse Gavlvindu vendte hen.
... Fru Von Eichbaum, der sad over Sengeomhænget, rejste sig rask og
kaldte:
-Julius, Herren kom hjem.
Karl blev inde hos sig selv indtil Thetid. Efter The spurgte han, om de
ikke skulde spille et Parti Besique. De sad og spillede endnu--og der
var ikke saa lidt Cigarrøg i Stuen--da Generalinden kom over for at sige
"Godnat".
-Gud, Du, sagde Fru von Eichbaum: Du sætter Dig da og faar et Glas
Madeira.
-Tak, Du, sagde Generalinden og tog Plads: mon det er godt mod
Natten....
Julius kom ind med Madeira og franske Biskuits, og de nød det sammen
under Hjørnelampen.
Efter at Karl og Generalinden var gaaede, gik Fru von Eichbaum rundt og
aabnede Vinduerne: for natgammel Røg var ubehagelig.
... Da Ida næste Morgen kom hjem fra Tur, stod Karl paa Trappen op til
Kontoret. Ida havde næsten tænkt det. Hun gik de Par Trin op og tog en
Rose ud af sit Kaabeknaphul:
-De skulde have haft den igaar, sagde hun.
* * * * *
Fru von Eichbaum og Generalinden kastede et sidste Blik paa den
Lindholmske Lejlighed. Familien Mourier skulde ankomme med
Formiddagstoget.
Søstrene gik gennem Værelserne og var tilfredse.
-Og, kære, sagde Fru von Eichbaum, godt er det, at vi har gemt lidt hen
af det Overflødige.
Det "Overflødige" var visse ret tvivlsomme Silketæpper af den Slags, som
"draperede" hos Lindholms og som Fru von Eichbaum afskyede: Gud, Du, man
anvender det kun for at skjule en Plet, sagde hun til Søsteren: Og saa
bare hænger det og samler gammelt Støv.
Generalinden nikkede:
-Desuden, sagde hun: at ha'e alt det i et Hus med den syge Mary.
Fru von Eichbaum gik ind i den næste Stue, før hun sagde:
-Dampet er her.
-Og, tilføjede hun: saa taler vi forresten naturligvis ikke om det. Fru
von Eichbaum tænkte stadig paa det med Mary.
-Gud, Mille, sagde Generalinden: man véd dog, hvad en Indbildning gør.
Og i vore Dage, hvor Folk vil være sy'e....
Bag Kabinettet laa Kates Værelse. Det var tomt. Frøken Kate vilde have
sine egne Møbler med. Fru von Eichbaum stod paa Dørtærskelen og
betragtede de nøgne Vægge.
-Ja, sagde hun: det maa jo Kate selv vide at indrette.
Julius kom og meldte, at Drosken var der.
-Tak, Julius. Og saa dækker Ane vel Thebordet, med blødkogte Æg.
Søstrene gik ned i Porten og steg op i Drosken, hvor Julius sad paa
Bukken i Silkehat med Roset og privat Vinterfrakke.
Da Toget kom ind foran Perronen, stak der et ret fyldigt og blondt
Ansigt ud af en første Klasses Kupé. Det var Frøken Kate.
-Der er de, sagde hun. Hun havde set de to Søstre, der viftede med
Lommetørklæder, akkurat i Højde med deres Ansigter.
Fru Mourier og Frøken Kate kom ud af Kupéen og der blev trykket Hænder
og de tre Ungdomsveninder kyssedes, mens de alle tre havde Taarer i
Øjnene.
-Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: at vi nu har Dig her.
Hendes Stemme rent skælvede. Fru von Eichbaum blev altid saa let
bevæget, naar hun igen mødte "dem fra hendes Ungdom".
-Og roligt Vejr har I haft over Bælterne, sagde hun.
-Dejligt, Du, dejligt ... Jeg sad paa Dækket med min Kaffe, mens Kate
fodrede Maagerne.
Fru Mourier, der gjorde Indtryk af at være ligesaa bred som begge
Søstrene tilsammen, havde en lidt kraftigere Diktion, paavirket af jyske
Herregaarde.
Julius tømte Rejsetøjet ud paa Perronen, tilsidst en stor Flettekurv med
en vældig Hank.
-Søde Børn, sagde Fru Mourier: det er til Jer fra Mourier. Han fulgte os
til Frederits ... hans Orchidéer er hans Stolthed.
-Saa ta'er De det, Julius, sagde Fru von Eichbaum.
Men hvor er Kate?
-Aa, hun henter Hundene, sagde Fru Mourier.
-Hundene, sagde Fru von Eichbaum: Gud, Mine, har I de Dyr med? Fru von
Eichbaum havde en nervøs Forskrækkelse for alle Hunde.
-Kære, ellers havde jeg aldrig faaet Kate til at rejse.
Generalinden saá nu Kate, der kom dragende med to jublende Mynder i en
Dobbeltlænke.
-Naa, sagde Kate, der var i en sort Rejsedragt, som lignede en
Ridekjole, og med en Mængde Sølvringe op ad Armen: hils saa paa
Tanterne.
De to Mynder begyndte paa Opfordringen at springe op og ned ad
Generalinden og Fru von Eichbaum, der værgede for sig med Hænderne:
-Kære Kate, de er jo lidt voldsomme.
De kom alle ud paa Banegaardspladsen og Fru Mourier og Søstrene gik op i
Drosken, mens Frøkenen blev staaende udenfor.
-Saa kører jeg med Viktoria og Hundene, sagde hun.
Viktoria, en Dame i graa Spadseredragt, som stod ved Siden af Vognen,
var "Jomfruen".
Generalinden nikkede med et "Goddag, Jomfru", og Fru von Eichbaum sagde:
-Dyrene bringer da Julius.
Men Frøken Kate var allerede henne ved en anden Vogn, hvor hun kom op
med Viktoria ved sin Side og begge Hundene paa Bagsædet.
Fru von Eichbaum saá lidt nervøs paa Installeringen og sagde:
-Gud, Vilhelmine, hvad Besvær I vil ha' af de Dyr her i en Bylejlighed.
-Men, sagde Generalinden, det er et Par dejlige Dyr.
De to Drosker rullede afsted, Kates bagest. Hun sad og saá frem imod det
forreste Køretøj med Julius' lige Ryg paa Bukken.
-Saa, sagde hun, nu er vi i 'et.
Da de var komne op i Lejligheden, gik de om i Værelserne, mens Søstrene
forklarede og viste. Fru Mourier sagde: Her er jo rigtig rart, og satte
sig straks ned i Sofaen med Generalinden; medens Kate, der først fra
Spisestuetærskelen havde taget et Overblik, blev ved at gaa omkring med
Fru von Eichbaum.
-Her er akkurat Plads til min Servante, sagde hun, da de stod i hendes
egen Stue. Og hvor skal Viktoria ligge?
-Til Jomfruen, sagde Fru von Eichbaum, er der et Kvistværelse.
Kate trak Armene og Skuldrene op, saa alle Sølvringene raslede: Naa, ja
ja, det kan vi jo altid ordne.
Fru von Eichbaum, der holdt sig lidt rankt, vendte sig til Jomfruen og
sagde:
-Vil Jomfru Thora saa foreløbig lægge Tøjet herind.
Fru von Eichbaum havde, uvist af hvilken Grund, under Køreturen
besluttet at benævne Jomfru Viktoria Thora.
Inde i Dagligstuesofaen var Generalinden og Fru Mourier allerede dybt
inde i alle Vinterplaner, og man hørte Generalinden, ligesom
afsluttende, sige:
-Og Vilhelmine, saa har vi om Søndagene Petri.
Julius meldte, at Theen var paa Bordet, og de rejste sig for at gaa ind,
men Kate maatte virkelig først vaskes. Hvor er der et Badeværelse? sagde
hun. Hun havde en vis selvfølgelig Maade at spørge paa. Men der var ikke
noget Badeværelse.
-I det hele taget, Kate, sagde Fru von Eichbaum: det er jo et Lejehus,
men man har da sine Gummibadekar....
Kate forsvandt med Viktoria ind i Moderens Sovekammer, mens de andre gik
til Bords og Hundene lidt efter begyndte at hyle og skrabe paa
Sovekammerdøren, til Kate lukkede dem ind. Ja, sagde Fru v. Eichbaum
inde ved Bordet: det vil jo i Længden, Vilhelmine, blive lidt generende
for Lindholms ferniserede Døre....
De tre Damer talte om Aline Feddersen. Generalinden troede nok, at hun
havde været i Génève....
-Og hun var der vist endnu....
-Ja, Du, sagde Fru von Eichbaum: det er jo no'et, vi med den bedste
Villie ikke forstaar.
Fru Mourier, der var færdig med det andet Æg, sagde:
-Ja--men Feddersen har nu heller aldrig været andet end en
Familieforsørger....
-Andet? kære Mine....
-Ja, og Mourier har Ret: det er nu en Gang ikke nok bare med disse
daglige Ægtemands-Rationer.
Der blev en ganske lille Pause, til Fru von Eichbaum sagde--der var
ingen, der kunde sige, om Søstrene egentlig havde forstaaet--:
-Jo, Du, men hvor tror Du, man træffer mange som Mourier?
Da Kate kom ind og satte sig, talte Fru Mourier om "Ludvigsbakke". De
havde jo set paa den og Mourier mente, at Prisen var passelig.
-Og hvad si'er Du, Kate, sagde Generalinden.
Kate, der puttede Franskbrød i Munden paa Mynderne, mente, der kunde jo
blive ganske udholdeligt, naar der blev bygget om, og Fru Mourier
spurgte efter Karl.
-Gud Du, sagde Fru von Eichbaum: han passer sit Kontor.
Og Generalinden tillagde:
-Han gaar til og fra som et Uhr.
Men Kate, der var færdig med at fodre Hundene, spurgte og var for første
Gang interesseret:
-Hvor rider man her i Byen?
... Efter Frokosten gik Søstrene de Par Huse hjem. De talte ikke meget,
før de kom op i Fru von Eichbaums Entré og tog Tøjet af.
-Kære Lotte, sagde Fru von Eichbaum: lad dem nu først komme i Orden.
-Det er da saa rimeligt, Generalinden glattede ligesom noget ud med
Haanden: Den første Dag--det bli'er jo altid let lidt støjende.
Søstrene gik ind og satte sig, og Fru von Eichbaum, der alligevel
ligesom pustede ud her i sin egen gode Sofa, sagde:
-Og Klæderne, Du, det er jo kun, at man gaar lidt med dem, naar de skal
i Butikker....
Generalinden nikkede, og Fru von Eichbaum saá et Øjeblik frem for sig,
før hun sagde:
-Nu er hun jo klædt som en ung Kone.
-Hundene, Du, sagde Generalinden, var jo næsten som et helt lille
Optog....
Og som om det havde synderligt at gøre med de to Mynder, sagde
Generalinden efter en lille Pause:
-Men Du, det bli'er ikke let for en Mand....
Fru von Eichbaum, der overtænkte Detaillerne, sagde, inde i sin
Tankerække:
-Og Jomfruen, der var lidt Nervøsitet i Fru von Eichbaums Røst: hende
skal Ane jo nok vise tilrette ... Og saa er det vel bedst at la'e dem
ha'e deres Ro idag.
-Kære, sagde Generalinden, der rejste sig: at de kan sunde sig og
saadanne....