Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende,
lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.
Fru Reck, der frøs i sin tynde Bykjole, sagde:
-Tak, nu har jeg jo set det ... men Tak, nu har jeg jo set det, Fru
Brandt.
Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kælder, Mælkekælder,
Kartoffelkælder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde
grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.
Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gæstesengene. Fru
Reck sagde:
-Ja, hvad der maa anskaffes.
-Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.
Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhængene;
udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende højere, med smaa
Trækninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.
Fru Reck tænkte ved sig selv:
-Nej, hun skal aldrig over min Dørtærskel; og sagde:
-Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.
-En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og
tog Klodstøfler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, mødte de Ida,
der kom med Schrøder, som vilde se den nye Kone.
-Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag
med en rød Haand. Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget
venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen:
-Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.
-Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne paa én
Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu værre ved at sige:
-Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.
-Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.
Der var ingen, der talte mer, før de igen kom ind i Gangen, hvor de saá
Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og iført Søløveskindspels.
Hun begyndte at kysse løs paa Fru Reck, uden at se til de andre, under
en Strøm af Ord:
-Søde Henriette (de var Skoleveninder), sødeste Henriette, hvor har jeg
dog glædet mig, kære Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, én af
sine egne (de havde næppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan
saamæn behøves ...
Fruen fra Apoteket blev ved:
-Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kære Du, her er jo
hundrede Ting at tale om.
Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved
at tale om Huset og sin Glæde og hvad der maatte anskaffes.
-Véd Du, kære, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De véd, jeg har
sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle
Møbler saadan klistrede op ad Væggene.
-Vi har nu været tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bød
til Sæde. Ida og Schrøder holdt sig i en Krog.
Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit
Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk
... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.
Hun stod i Døren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og
raadende, placerende Møbler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig
venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:
-Der sætter Du saa det, og der det--søde Henriette ... her kan blive
nydeligt----
Fru Brandt bød Kaffen om i Sølvkanden, Brandts Hædersgave, den fra
Jubilæet.
Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Møbler og Gardiner og Dørene,
mens Fru Mogensen Hyttede Sølvkanden for at tegne et Udkast til de
Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.
Hun bad om en Alen. For Du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida
bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol,
passerende over Gulvene, opmuntret og spørgende Fru Brandt om gode Raad.
-Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert
andet Minut, mens hun ophængte usynlige Gardiner, arrangerede de
fremmede Møbler og Stykke for Stykke søndrede det gamle Hus. Fru Brandt
svarede stadig i smaa Sætninger, og Schrøder stod og pustede over sin
Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.
-Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru
Reck og sprang ned af en Stol.
Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin
Ponyvogn.
Hun stod endnu i Døren--Fru Reck var paa Vognen--og sagde Farvel:
-Ja, kære Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hænder om
hendes: det maa jo være lidt svært ...
Hun blev staaende et Øjeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i
hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og førte sine Hænder hen over
hendes Arm:
-Rigtig svært.
Saa var Vognen borte.
Schrøder skyndte sig at komme bort. Hun brød sig ikke om at være der
alene:
-Naa, sagde hun: Farvel i Længen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang
taget Maal af Godsforvaltergaarden.
Schrøder gik.
Fru Brandt vaskede selv Porcelænet af og samlede Stykke for Stykke i
brede Stabler. Men saa paa én Gang satte hun sig ned paa Stolen ved
Buffet'en. Fru Brandt græd.
Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan
rigtig græde.
Saa rørte hun sagte ved hendes Knæ. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig,
mens hun blev ved at græde.
Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sørgeslør, med en
Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden ... Der var Musik derinde, i Apoteket.
* * * * *
Det begyndte at mørknes, mens Schrøder blev ved at gaa ude i Haven
spejdende bøjet over den sidste Sne; der var altid Vintergækker, her paa
det Sted, de første.
Men de var jo saa spæde og svære at hitte.
Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru
Brandt, før hun skulde rejse.
Hun kom ind i Stuerne, der var nøgne og bare. Ida gik og tullede,
indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at være. Mørkt var der og
Halm laa der over Gulvene.
-Er det Dig, Tut, sagde Schrøder, forsøgende at anslaa en glad Tone.
-Ja, sagde Ida.
-Herregud, hvor de er kolde, sagde Schrøder, og "krøllede" hendes
Hænder.
-Mo'r er inde, sagde Ida.
"Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for
Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod
der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen
og Folkenes gamle Klædeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone,
og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.
Christen Nielsen kom, talte lavmælt og langsomt, med Hænderne paa sin
Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smørret og Skinkerne--det
vild' 'et blive.
Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde
hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler ... For fra Godset fik
hun det dog billigst, naar hun skulde købe. Det skyldte de hende vel,
idetmindste.
-Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:
-Saa skal 'et vel vær': og hun rejste sig fra Sengen.
-Ja, det maa det vel, sagde Schrøder og lagde Vintergækkene paa
Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem
krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saá hen paa Lyset
i Flasken.
De hørte Vognen rulle op for Døren, og Sofie kom ind, bunden til, saa
man bare saá hendes Næse. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem
Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slør ned for Ansigtet. Men
Ida gik med de tolv Vintergække i Vanten.
Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Bæsterne var de gamle. Men Vognen,
det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet
underhaands".
Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slør.
-Jeg kommer straks, sagde Schrøder og løb over mod Hovedbygningen.
Der var mange Sække og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev
ved at kommandere, bag sit Slør. Forvalteren kom til, og de hjalp alle
til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa
Fruen.
Schrøder kom løbende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til
Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut
skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens
hun græd.
Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:
-Har Fruen mon mere?
Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin brede
Moder, og Schrøder blev ved at græde.
Saa kørte de.
De andre blev staaende paa Trappetrinnet og saá efter dem; nu var Vognen
væk.
Uden at sige noget gik de ind, og Schrøder tog Lyset, der stod og
flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Døren, ind mod de nøgne og øde
Stuer. Saa tændte Forvalteren en Lygte, og Schrøder slukkede Lyset
mellem sine to Fingre.
-Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.
De traadte ud og laasede Gangdøren. De gik bort.
-Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar
Forsørgeren falder fra.
Og saa skiltes de....
--Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det første, lyse Ungdomsaar og
siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:
Huset var ved at vaagne.
Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida hørte det, halvt
i Søvne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud paa det strikkede
Tæppe foran sin Seng.
Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Mælken.
Hun tændte ikke Lys, men listede sagte rundt i Mørket og fik Klæderne
paa sig. Hun saa blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som
en bred Skygge, der dækkede Daglysningen bag Gardinerne.
Ude i Køkkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik
Mælkepengene, der laa aftalte i Køkkenrækken:
-Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:
-Nu er Kæret da bundfrosset hjemme ved vores ...
Han gik et Par Skridt paa Træskostøvlerne, saa det lød, som skulde han
afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved
Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og høre, at de stak
Kaffen til Hans Christensen.
-Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftede
Klinken ligesaa stille.
Ida havde det frosne Smør henne ved Varmen for at linde: nu var det
svundet igen. Hun tænkte det nok, for hun havde hørt Hosesokker henover
Loftet iaftes.
Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at
tørre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Møbel
til Møbel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen,
medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne
Tanker:
-Aa, der var nok at tænke paa ... der var jo altid det med Pengene og
altid maatte det skjules ... Nu var Hans Oles Enke ogsaa død. Saa fik de
vel heller ikke den Slagtning til givende længer, der var snart ingen af
de Gamle paa "Bakken" mere--og hvor kunde man forlange, at de Unge
skulde huske dem ...
-Nu var ogsaa Christian fra Møllen ledig igen--saa gik der altid næsten
det dobbelte med ... men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham,
naar hun holdt af ham, den Stakkel.
Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde
saadan en udpræget ungpigeagtig Bøjning af sit Hoved:
-Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret
... Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde være Gudmoder....
Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:
-Aa, saa tæt Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jørgensen
grangivelig i Øjnene.
Ida blev ved at smile, hun tænkte altid saa mange glade Ting, naar hun
tænkte paa Teglværket og Olivia Jørgensen.
Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen.
Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Træ. Hvor
frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun
vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om
hendes Fader.
-Ida, Ida.
Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten:
-Ja, Mo'r.
Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle, binde og løse og
fortælle, mens hun klædte hende paa: de kunde vente Lunds idag--for de
kom jo fra Brylluppet ... og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans
Christensen....
Ida blev ved at fortælle; Fru Brandt saá bare ned paa hendes forskræmte
Hænder:
-Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de løber rundt.
Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, paa Dynen.
Sofie gik, træg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru
Brandt sad op i Sengen med de store Valke i Haaret, og tog et langt
Øjemaal af Levningerne.
Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal, mens Ida saá ud som en
Toldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en
Stok.
-Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida.
-Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.
Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r,
sagde hun, naar de er i Byen.
-Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa
Gæstgivergaarden.
Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte
støtte hende, én under hver Arm (Fru Brandt var aldrig saa tung, som
naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa
Guldtøjet og ventede paa Bordet. Uhrkæden hængte Ida om hende.
-Uhret, sagde Fru Brandt.
-Her, Mo'r.
Hun skulde have Idas Uhr foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin
Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Sæde. Døren til Køkkenet blev
lukket op paa Klem, saa hun kunde "høre".
Fru Brandt bøjede Hovedet til en Hilsen. Kæmner Sørensen var naaet op
paa sin Genboforhøjning og hilste ...: Han faldt af, han faldt meget af
iaar, Kæmner Sørensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han
vilde læse.
Fru Brandt blev ved at se over paa Kæmner Sørensen. Hun havde det samme
Blik, naar hun saá paa Idas Hænder ...
Saa vendte hun Hovedet:
-Bruger de Cokes hos Jørgensens paa Teglværket? sagde hun.
-Cokes og Kul.
-Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Brænde forslaar vel ikke i de Kakkelovne.
Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde:
-Men det er godt, naar det kan vare.
Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde
hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i alting, naar Christian fra
Møllen var ledig.
-Klokken er elve, sagde Fru Brandt.
Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.
Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen,
"Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret
"Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne.
-Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den ...
Hun var blaa og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op til
Albuerne:
-Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man....
Hun kom frem i Døren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var
hæftede op med Knappenaale og slog om Ørene som et Par Skyklapper:
-Ja, ja, sagde hun og der kom en Strøm Ord om Vasken:
-Och De véd, hvad Thønnichsen bruger for Uldtøj.
Jomfru Thøgersen satte sig paa Stolen ved Døren, Maven hvilede mellem de
udspilede Underdele:
-Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.
Ida var i Køkkenet, og Fru Brandt sagde:
-At det kunde vel ikke være saa langt henne med Fru Thomsen.
-Ach nein, ach nein--Jomfru Thøgersen flyttede sig til Kurvestolen, hun
flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Løbet af ti Minutter--: men det
er ochsaa den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud
igaar....
Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre
Frugter af Kobbersmede-samlivet med Jomfru Thøgersen benævnedes alle som
tilhørende en Sidelinje) og hun regerede trolig Aaret rundt med det hele
Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, næsten
paa Dagen, omkring ved den første April.
-Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thøgersen blev ved; hun berettede de nærmere
Omstændigheder med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Sæde i
Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev
siddende, over hende, paa sin Forhøjning, ubevægelig, men med et eget
Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Hørerør.
-Ach ja, ach ja, Jomfru Thøgersen sluttede og lagde Hænderne ned paa
sine Ben:
-Och ellers er hun jo saa anstændig.
Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa første Stavelse og blev
siddende stum.
Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra:
-Hvem er det denne Gang?
-Gott, Gott--ja, hvis hun vidste det ...
Jomfru Thøgersen rystede paa Hovedet:
-Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende.
Ida kom med Kaffen.
Oppe fra Forhøjningen formanede Moderen:
-Ida, Munden....
Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bød Sukker og
gik tilbage: hun søgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru
Thøgersen var der.
Men Jomfru Thøgersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:
-Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika--og han vilde hjem ...
Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thønnichsen....
Jomfru Thøgersen stønnede (Gustav var en af de tre):
-Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da
man har været for den Altar.
Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie.
Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af
Stolen:
-Jøsses, Jøsses ... och jeg skal strø Sand.
-Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.
-Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thøgersen, der fik en hel anden
Stemme: och med fir' Børn.
-Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.
Jomfru Thøgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde
hun, mod en Enke ...
Der var noget ved Ordet Enke, som altid rørte Jomfru Thøgersen.
-Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.
Jomfru Thøgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun
pludselig raabte helt forskrækket:
-Gott, Gott, der kommer den Pastor ...
Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster paa Grund af sin
illegitime Samfundsstilling.
Præsten gik forbi til Sørgehuset, og Jomfru Thøgersen var afsted, ud
gennem alle Døre. Kobbersmed Thønnichsen lod strø Buksbomkviste og Sand
for alle større Kunder.
Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.
Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sørgehuset.
Ovre i Kæmner Sørensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede
altid Kæmneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.
Drengene, der kom fra Skole, løb forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia
Jørgensens ældste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det
venstre Øre.
-La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel
fint.
-Olivia si'er, hun tror, det hærder dem, Mo'r.
-Ach, dér er de, raabte Jomfru Thøgersen, ude fra Fortovet--hun slog den
sidste Haandfuld Sand over Rendestensbrædtet og hjalp efter med Buksbom.
Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med
Gardinerne.
Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.
-Aa, se Børnene, sagde Ida:
Christoffersens to Ældste gik stive og forbavsede, i deres nye Klæder,
bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for
Næsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.
Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de
sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i graa Vanter.
Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet:
-Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.
Jomfru Thøgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru
Thøgersen græd sine salte Taarer, hver Gang hun saá en Ligkiste.
-Klokken er ét, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dække til
Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.
... Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit
Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine
Støvler.
-Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op: her er
berejste Personer ...
-Goddag, Ida-Tut ... Goddag, Sofie.
-Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang.
Saa aabnede hun Døren til Stuen.
-Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste
sig lidt op i Stolen.
-Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj,
inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid.
Men man bli'er jo ør, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig
ved at køre paa Jernbane ...
Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:
-De skulde da ha'e Hatten af?
-Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa
Haar strittede, saa hun lignede en ukæmmet Pudel. Alt imens begyndte hun
at fortælle om Sønnens Bryllup:
-Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i
Kolding--og saa propert. Og tres var vi, ka' De tænke Dem ... alle de
glade Mennesker ... ja, dejligt var'et at se saa megen Glæde.
-Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.
-Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at
den kan farves ...
Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev
altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om
Middagen og Gæsterne og Talen ...
-Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om
Kakkelovnen.
-Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.
-Ja, Folk de har saamæn husket os--om det saa er Husmændene, saa har de
telegraferet. Aa, saa sæt Dig, lille Lund....
-Jeg maa s'gu røre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Døren:
-Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.
-Ja, indskød Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade
med.
Ida, der gik og dækkede igen, sagde:
-Og saa var der jo Brudepiger.
-Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hænderne mod Laarene.
-Og saa saá man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa
dejligt at se, naar Børnene bli'er store.
Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:
-Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet,
mellem Dørene--ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.
-Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Manér, sagde Fru Lund: de er jo saa
kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru
Brandt.
-Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Høne
over. For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte.
Ida lo stille, ligesom ømt:
-Hvor det ligner Henriette.
Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saá hun Henriette for sine
Øjne gaa dér i Sløret og slaas med alle Svogrene af bare Glæde.
-Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.
-Tænker Du paa Bordet? spurgte Moderen.
-Jo, Mo'r.
Bordet var færdigt, og Fru Brandt sagde--hun holdt sig ved Stolene for
at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok--:
-Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.
Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saá glad ud over den megen
Mad.
-Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.
Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:
-Man har jo da endnu Brødet, sagde hun.
-Det minder om "Længen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var
hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.
-Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.
-Byder Du? Fru Brandts Læber dirrede lidt over Tænderne:
-Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.
Fru Lund tog endnu mer paa sin mægtig fyldte Tallerken.
-Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt,
naar jeg var hos Dem.
Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om
Christoffersens Begravelse.
Fru Lund blev ved at fortælle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte:
det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge.
-Der var nok et vældigt Følge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen
var jo godt lidt.
-Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det
ikke gik saa nøje.
Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke.
-Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige ...
Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.
-Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste
Modest.
-Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke
til dem, der behøver at forsørges.
-Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi tænker
jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.
Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.
-Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.
-Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og
koldt Vand.
-Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.
-Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa
passes og saa løber de større ... Men det er alligevel saa underligt,
naar de blot ser, at man gør, hvad man kan, og man saa li'esom altid
har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.
-Ja, sagde Lund.
Fru Lund blev ved at se hen for sig:
-Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er,
hvad der saa osse trykker ...
Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin
Sofa:
-Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.
-Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad min Salighed osse
vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i
Verden----
Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her
med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:
-Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne
sætte det i Vognen--en Smule Skinke og Smør ... Gud véd forresten,
hvordan Smørret har artet sig....
-Aa, Fru Lund, det er altfor meget.
-Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din
Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa
rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen" ...
-Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'r. Og saa vilde
det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer
hende. Tak.
-Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de,
der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smørret ikke artet sig,
Ida--de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren--saa maa Du bruge det paa
Panden.
Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:
-Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid....
Hun sad stadig med Idas Hænder i sine, og det begyndte at mørkne i
Stuerne:
-For véd Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har
kendt hinanden fra Børn.
-Ja, sagde Ida--de talte begge to langsomt og halvsagte--det er saa
dejligt at se, naar Folk er lykkelige.
Fru Lund nikkede:
-Ja, saa dejligt, min Pige.
Det bankede paa Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det var
Kæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til
"Lunden".
-Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.
Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.
Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte
ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af
Kæmnerens Hænder.
-Naa, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.
-Ja, vi har saa, sagde Skovrideren
-Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder ...
-Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.
-Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.
Han saá op paa Lund:
-Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.
Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.
-Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen fører det?
hvor fører det hen?
-Her sidder man....
Kæmneren tav lidt og sagde sagtere:
-Det er det Hele.
Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran
Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst,
der løftede sig som et goldt Bjerg:
-Gud, ja, sagde hun. De har været til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa
mange Tanker--nu har der været Bud paa Huset igen ... Det er Mathiesen,
han vil absolut ha'e det til Butik.
Frøken Sørensen talte hviskende og i en Strøm:
-Og det var jo det bedste at sælge, for naar Fa'r en Gang gaar bort,
flytter jeg dog til København. Der sidder jo Søstrene. Men saa længe vi
har Fa'r i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring--hverken Søstrene
eller jeg.
-Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.
-Det er jo det--det mener ogsaa baade Søstrene og jeg--en gammel Mand er
han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen.
Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen:
-Saa nu gaar det løs paa Huset igen. Men, og han talte højere: jeg
sitter her endnu ...
Han slog med Stokken:
-Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil.
Det er det Hele.
Inde i Sovekamret blev der bomstille.
-Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen.
Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa:
-Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden....
Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa
Trappen, og Kæmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:
-Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse
Fedt om Hjertet.
-Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren.
Kæmneren nikkede og saá op paa Lund:
-Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat.
-Godnat.
Lund gik ind i Stuen igen.
-Det begynder s'gu at knibe lidt for Kæmneren, sagde han.
-Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.
Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede
af Tanker, og Stemmen skælvede:
-Aa, tænk, hvis de skulde sælge alting her.
-Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun
selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden.--
Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, før de kørte hjemad.
-Om Ida maatte følge dem?
-For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjæs, sagde Skovrideren.
Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.
-Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjælp mig først.
Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde støtte
hende:
-Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjælpe sin Mo'r endnu.
Hun kom til Sæde.
Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren:
-Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jørgensens og luft Dig lidt. Det
andet faar vi nok besørget. Saa løb Du nu, det var Meningen.
-Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.
Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen
under Armen:
-Fik hun Smørret og Skinken?
-Ja, det lille Skind.
Skovrideren gik lidt, saa sagde han:
-Nej, hun sidder s'gu paa hende.
-Hun er jo syg, Lund....
-Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dér uparret sine
bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun
skrubbede som Mejerske.
-Naa, Lund.
-Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og
til Forvalterens, da hun var Jomfru ...
Lund begyndte pludselig at le og løftede lidt paa Pelshuen:
-Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han.
-Gæstfri, det er hun nu, Lund.
Lund blev ved at le.
-Ja, ja, min Pige, hun sætter idetmindste Fødevarerne paa Bordet for at
vise, at hun har dem.
... Hjemme havde Fru Brandt raabt paa Sofie:
-Tag saa ud, hvad der er levnet, sagde hun.
Ida løb ind ad Gitterporten ved Teglværket og ringede paa i Villaen.
Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedøren op (hun havde hørt Idas
Stemme, da hun talte til Pigen).
-Nej, det er "Jomfruen", raabte hun. Hvordan er Du sluppen ud af
"Enkekassen"?
-Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmælt, der syntes, jeg kunde gaa herud.
Olivia saa lidt paa hende:
-Naa, saadan ... Men kom nu ind.
-The, Marie, raabte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og
begyndte at vandre op og ned, mens hun begyndte paa en lang Historie:
-Fritz var i Byraadet og Fru Kornerup havde meldt sig til The--hun vilde
absolut danne en Diskussionsklub.
-Men jeg vil ikke ind i alle disse Tale foreninger. Det er, som Fritz
si'er, det er væmmeligt at staa og snakke om alle mulige Ting med alle
de fremmede Mennesker. Hvis de angaar En, kan man alligevel kun snakke
om dem med et Par ...
-Ja, sagde Ida.
-Naa, min Pige, sagde Olivia: Du snakker nok med ingen.
To Tuller kom løbende og raabte "Goddag" allerede inde i Spisestuen, for
der blev altid en Barnejubel, naar Ida kom.
-Aa, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og løb ud i Gangen. Hun kom
tilbage med en Pose med Druer, som hun hældte ud paa Flygelet.
-Du stjæler som en Ravn, sagde Olivia.
-Naa, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et Par
Druer i Munden.
Ida blev pludselig rød: Man maa da ha' Lov at gi'e Børnene, sagde hun;
hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til
Proppen, halvsang hun og løb med begge Tullerne op ad Trappen ind i
Barnekamret.
Der blev en Hurlumhej oppe paa første Sal, Tullerne lo og Proppen skreg.
-Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med
"Proppen" i de løftede Arme.
-Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i
en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" paa sit Skød.
-Naa, sagde Olivia, der skænkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu
osse en Mellem-Temperatur. Værs'go.
Olivia satte Theen paa Hjørnebordet; Saa, sagde hun og placerede sig
selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e
dem i et Sideværelse, med Døren aaben.
-Den velsignede Masse Bøger, fortsatte hun og flyttede en Mængde Bind
sammen for at faa Plads til Kageskaalen: jeg véd ikke, hvordan det er.
Men hvad jeg ikke slæber ind i Huset, det kommer Fritz med.
-Ja, her er altid saa meget Nyt at læse, sagde Ida.
Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og saá op i den høje Lampe.
-Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Bøger".
Det er dog ligesom de lærer En bedre at indrette sig.
-Hvordan?
-Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen.
De tav lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbøjet i Stolen, og saá ind i
Væggen:
-Men er Livet egentlig ikke saa ligefremt?
-Ja-a....
-For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tøvede, naar hun
skulde sige en Slags Mening: vi gør vel, hvad vi maa....
Hun blev ved at stirre ind mod Væggen, og Olivia sagde:
-Og saa er der jo osse Ungerne ... om man kunde lære noget for dem.
Naa--hun smilte pludselig over hele Ansigtet--jeg er nu forresten vist
aldrig blevet opdraget.
Hun saá uvilkaarligt over mod Fru Francks Portræt over Flygelet og
sagde:
-Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.
Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en
eller anden Ting var kommen til at tænke paa det derhjemme, pludselig
sagde:
-Aa, nu gaar Christian fra Møllen ledig igen.
-Naa, Gud velsigne dine Smørkrukker. Olivia lo: saa logerer han vel osse
"ovenpaa"?
-Ja, sagde Ida halv forknyt og saá paa hende: men hvad skal jeg gøre?
Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen.
Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:
-Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r.
Olivia sukkede lidt:
-Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man lærer at lyve saa stift.
Saa sprang hun op:
-Skal vi spille firhændigt?
Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang:
-Aa, Du, nu maa Proppen døbes ... Og det er som Fritz si'er, det gør
heller ikke noget med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i
Døbefonten.
De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog
Entrédøren op:
-Kæreste De, sikken Kulde, sagde hun.
Lidt efter gik Ida.
Da hun løb op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Møllen ind
gennem Mellemdøren.
Fru Brandt sad i Sofaen, ørkesløs og bred:
-Det tog Tid, sagde hun: hvor var I?
Ida nævnte, med lidt slæbende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt
spurgte:
-Fulgte Lund Dig?
-Ja, Mo'r.
-Hvem var det da, Du talte med her paa Fortovet?
-Frøknerne Staal.
-Hm, gaar de to unge Piger alene.
-Skal jeg saa læse, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte
at læse med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Køb og
Salg". Det hørte Fru Brandt først, med Hænderne i sit Skød og et Par
Øjne, som saá hun, skrapt, gennem Væggene ind i alle de Huse, hvor der
søgtes og skiftedes.
Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at læse med samme Stemme
og uden Ophold:
"Ejendomssalg i Bræstrup".
"Voldtægt i Hatting"....
-Hvem er død? spurgte Fru Brandt og afbrød.
Ida læste de tre Dødsfald, og Fru Brandt sagde:
-Tag saa Historien.
Hendes Træk blev mere slappe, og hendes Øjne begyndte at svømme ud.
Da Ida var færdig med at læse, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og
gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:
-Sofie. Tag mig Avisen.
Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun læste om Voldtægten i
Hatting.
... Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Der, i Stuen, hvor hun
hørte Moderens Aandedrag. Hun tænkte paa "Proppen"s Daab. Jo, hun maatte
liste Pengene ud af den store Sparekassebog.
-Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne?
-Hvilke Pakker?
-Skovriderens Niels kom med Pakker.
Ida sagde:
-De var til Fru Lund.
Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe
paa Loftet knirkede og puslede det.
Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den
eneste Tid, hvor hun turde læse lidt i Olivias Bøger.
Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Længe hørte
Ida hende sukke og snøfte. Saa saá hun op fra Bogen og lagde
Strikkepinden ned paa Bladet som Mærke:
-Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun.
Sofie begyndte at snøfte stærkere, da der blev talt til hende.
-Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinomé, sagde hun.
Sofie blev ved at græde--hun græd som en Karl--:
-Men jeg vild' saa gern´ be' Frøkenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til
Alters ... nu paa Synda'.
Hun snøftede højt.
-Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie.
Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Værste og Christian gik
ledig.
Sofie blev ved at græde, hun tænkte paa sit:
-Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt
til Sengen som en anden.
Ida sad og saá ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed.
Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:
-Frøkenen maa ta'e Penge iaften--vi har ikke en Skilling i Huset.
-Igen, sagde Ida.
-Naar En aldrig tør si', hva' En køber ... Og En ska' indbild' Fruen, at
man faar alt til givendes....
Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen:
-Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker.
Ida laaste Døren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide
Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden ... det var dem, der
kom fra Theatret.
-Hm, hvor han havde været smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun
var der med Olivia, saa slank og mørk.
Hun saa altid saa længe Skuespillernes Ansigt og deres Smil og hvordan
de gik.
Saa dejlige Tænder han havde, naar han smilte.
... Ida listede sig ind. Stille klædte hun sig af, mens hun lyttede
efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast.
Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin
Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen laa. I Mørket fik
hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.
Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker.
Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte
de to Pengestykker i sin Strømpe.
* * * * *
Ida sad midt i Ærtebedet paa "Ludvigsbakke"; hun og Schrøder plukkede
Ærter i et stort Trug.
-Saa, sagde Schrøder, nu er Klokken slaaet ni.
Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, bøje ind i Ærtegangen. Fru
v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun
overholdt den paa Minuttet.
Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi
Ærtebedet:
-Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom
opdagede paa det venligste bestandig Ida paany--hver Gang hun saá hende.
-Hm, sagde Schrøder og saá efter hende: hun skulde se at faa Sønneken op
fra Fjermadrassen. Gud véd, hvad hun nu skal gøre af ham.
Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang
ved Polyteknikum i Zürich, og nu hvilede han ud.
-Men køn er han i Figuren, sagde Schrøder.
Der var ganske stille i Haven, og man hørte hver Ærtebælgs Fald i
Truget, mens de hvide Sommerfugle fløj ud og ind mellem Rankerne.
-Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.
-Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal røre Kødfars.
Schrøder rørte stadig Kødfars; gamle Konferensraad, der var nær de
halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand
i Huset, sagde Schrøder. Hun havde selv faaet sig seks nye Fortænder i
Foraaret. Ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom
de seks forresten ikke længer end i deres Vandglas.
-Men jeg skal ikke ha'e ham gaaende, hvor jeg har Smaapiger, sagde
Schrøder, der blev ved Eichbaum: saadan som han flytter Øjnene rundt paa
et Pigebarn ... Schrøder saá nok, hvordan Pigerne svajede sig, naar
Eichbaum satte sine Ben i Køkkenet.
-Jeg synes, han ser saa god ud af Øjnene, sagde Ida.
Der lød et Skrig og Skraal nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor:
-Saa, sagde Schrøder, nu skal vi til at tørre Kadetbukser igen.
Det var alle Falkenbergs Børn, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg,
født With, kom ned ad Gangen, hun maatte "se efter Børnene".
-Aa, sidder De her? sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemt
Ungpigestemme): saa dejligt her er i Solen....
Hun satte sig paa Schrøders Køkkenskammel med Hænderne i sit Skød.
-Falkenberg kommer da ikke iaar, sagde hun.
-Ikke?
-Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger--hun løftede de spidse
Skuldre i Slaabrok'en: Fru Falkenberg havde ligefrem faaet en Barnefigur
igen ved at føde Kaptajn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Børn--:
-Jeg forstaar mig jo ikke paa det, sagde hun. Det er Tjenesten.
-Ja, sagde Schrøder, der er jo saa meget for en Mand.
-Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede--der var et Udtryk i hendes Øjne,
som sad hun og saá undrende efter noget, der var blevet borte--:
-De har ogsaa deres.
Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at græde.
-Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op.
-Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig.
-Aa, ja, lille Ida ... vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.
Schrøder satte sig paa Idas Køkkenskammel og blev ved at pille Ærterne,
mens Fru Falkenberg saá til med sine kønne Øjne:
-Aa, saa De har meget at tænke paa, sagde hun og fulgte Schrøders Hænder
med Øjnene. Ja, det maa være dejligt at ha'e Kræfter ...
Ida kom tilbage; det var ingenting; de skændtes kun om Prammen.
-Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg.
-Nej, Fru Falkenberg, jeg saa ham ikke.
-Hm, Fru Falkenberg rystede paa Hovedet: Gud véd, hvad den Dreng ta'er
sig til ...
Erik var en opløben syttenaarig, som tilbragte sin Ferie paa et eller
andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Litteratur, og som, naar han
forlod sine ophedede Skjulesteder, altid saá ud, som om Lyset skar ham i
Øjnene.
Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.
-Ak ja, sagde hun: det er underligt med Børn. Det er dejligt, naar de er
smaa, men man maa jo sende dem i Skole....
Saa længe Børnene var smaa, smaasyslede og sang Fru Falkenberg med dem
Dagen lang, men skulde de først i Skole, var det, som den store Dør
lukkede sig bag dem--
-Det er ikke saadan at følge dem, sagde hun.
-Nej, hvert Kræ har sit Ho'ede, sagde Schrøder: Tag saa i.
Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de.
Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted,
hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle
store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.
Frøken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og læste.
Hun løftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrøder, før hun læste
videre.
Da Schrøder og Ida kom ind i Køkkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet
ind ad den anden Dør: Man vilde gerne ha'e The, Schrøder, sagde han; og
Schrøder, der satte Ærtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel
være The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud
til von Eichbaum, der laa paa Græsplænen saa lang han var.
-Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jævn og
skikkelig Maade at tale til Ida paa. Og han vendte sig om paa Maven, med
Hovedet over sin The:
-Tak, sagde han.
Ida bad ham Kiksene.
-Er det Onsdag idag? spurgte han saa.
-Ja.
-Uh, sagde Eichbaum og rørte i sin The: saa har man tre Uger endnu. Og
Herren véd, hvad det saa skal blive til.
Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen:
-Nej, det er utroligt, sagde han.
Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det
"saa skulde blive til".
Ida gik inde i Køkkenet og hjalp til. Hun gik og tænkte paa Karl von
Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til--saadan.
Før havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig,
i Aalborg, og var ikke hjemme mer.
Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra
"Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved
at banke med sin Stok:
-Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?
-Ja, Hr. Konferensraad.
Alle Gæster paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.
-Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan føle Blodet
rulle--Ungdommen skal ha'e store Lunger og stærke Hjerter.
Han nikkede:
-Luk saa Dørene op.
Ida lukkede Dørene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde
Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og
se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde
levet.
Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i
Godsforvalterens Have:
-De er spraglede, sagde han og nikkede.
Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplæne mellem tre
Ungersvende med opsmøgede Benklæder.
-Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.
-Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa
mange Ting at se, naar man bli'r gammel.
-Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver
staaende alligevel.
Ogsaa Ida var bleven staaende og saa over "Længen"s Have. Hun kom der
saa sjældent nu: hvor de dog huggede hvert Aar ... der var saa faa
tilbage af de gamle Træer.
-Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden.
-Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.
-Naa, ja, ja....
Konferensraaden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet
længe.
Ida gik tilbage til Køkkenet, men Schrøder jog hende ud.
-Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa Du ud og luft Dig. Her er jo saa
varmt, at man maa kaste Klæderne.
Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem.
Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe
standsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle
Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i
Solen.
Saa døde Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plæne og Marker med
de hvilende Køer som dovne Pletter og Bræstrups Huse--alt syntes at
blunde i Lyset.
-Her er smukt idag, sagde Frøken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin
Bog under Armen.
De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden:
-Saa lige Røgen gaar, sagde Frøken Rosenfeld.
Røgen steg op fra Husene i Bræstrup, stille og lige som lyseblaa Fakler
i den lyseblaa Luft.
Ida og Frøken Rosenfeld talte sjælden meget sammen. Men de blev tit
staaende saadan lidt ved Siden af hinanden, og de saa ofte paa de samme
Ting. Frøken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, især naar
det havde regnet og det endnu dryppede fra Træerne--saa gik de sammen
halvtavse, ad de fugtige Veje, længe.
Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke
mer, og hun hørte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.
Inde i Skovridergaarden sad den gamle Lucie foran Bryggersdøren og
skrællede Kartofler, og Lænkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende
foran sit Hus.
-Er der nogen hjemme, Lucie?
Lucie løftede det rokkende Hoved:
-De er derinde, sagde hun og blev siddende tavs.
Alle Husets Døre stod aabne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte
Møbler. I Salen sad Fru Lund paa en Rørstol, omflydt af Linned og med de
store Briller i det lille Ansigt.
-Aa, er det Dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige ... Vi
vasker og vi lapper. Du--med alle de Gæster. Men de er jo velkomne--det
er vist og sandt. Aa, kan Du hjælpe mig....
Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og tænkte: Hvor Fru Lund
dog ryster paa sin Haand.
-Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul paa
Lagenerne: dette er da vist osse de ældste ... Men det er jo i Ferierne,
de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille Du ... og hvem véd,
hvorlænge det varer....
-Børnene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.
Man hørte det; et Kor af lyse Stemmer klang derude. Inde i Stuen summede
mange Fluer; man saá nok paa det hvidtede Loft, hvor de havde siddet.
-Nej, nej, blev Fru Lund ved: Konferensraaden falder af, og hvem véd,
hvor saa vi skal hen.
Ida vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde tænkt det samme. Men hun
sagde:
-Men Skovene bli'er da staaende, Fru Lund.
-Aa ja. Barn, men det bli'er nok andre, der skal fælde Træerne.
Fru Lund saá hen for sig bag de store Briller, der sad saa mærkelig
ubekvemt paa hendes Næse:
-Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive Aar og levet i Fred.
Gamle Lucie kom op igennem Gangen, skændende og mumlende.
-Saa, sagde Fru Lund: nu skænder Lucie igen. Aa, Du, det er ikke let.
Naar hun blot vilde blive siddende. Men hun vil jo ta'e med i alt, og
hun er ikke renlig. Snart staar hun over Maden, og snart reder hun
Senge....
Fru Lund rystede paa sit Hoved og Ida smilede, mod sin Vilje: Der var
nok dem paa Egnen, hvem det faldt lidt svært at spise i
Skovridergaarden, fordi Lucie stod over Maden....
-Men, sagde Fru Lund, det er som jeg siger til Lund: hun maa jo dog ha'e
Lov at dø her.
"Studenten", den yngste af "Drengene", stak Hovedet ind ad Havedøren:
-Er det Ida, sagde han: kom ud, kom ud. Vi plukker Kirsebær.
Nede omkring Kirsebærtræerne lo og skreg den hele Ungdom. To af
"Drengene" hang i Grenene og plukkede og kastede ned.
-Er det Ida, raabte den ene.
-Halløj. Ida fik to Kirsebær i det opadvendte Ansigt.
De unge Piger greb Bærrene og lo:
-Aa, aa ... Kirsebærrene fløj.
-Aa, aa ... Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.
-Saa, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.
-Fler til Dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebær til Ida.
Men da laa allerede alle Mand under Træerne paa Græsset.
-Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fødderne langt fra sig.
-Ja, sagde Ida og fik næsten Taarer i Øjnene; hun vidste ikke, hvordan
hun var kommen i den Stemning, bedrøvet eller ligesom urolig--lige fra
da hun sad derinde hos Fru Lund.
Emilie laa og saá ned ad sin Nederdel, der bar Mærker af tre knuste
Kirsebær:
-Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skørtet.
... Ida rejste sig, hun vilde hellere gaa hjem ... saadan en sær
Stemning der var over hende ...
-Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdøren og
blev ved at staa og nikke: hils, naar Du skriver.
Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char-à-banc kørende imod hende.
Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.
Frøken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slank
Elfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste.
Ida svarede noget, og Frøken Constance sagde:
-Det er jo rigtig dejligt for Frøken Schrøder at have faaet Dem herud.
Frøken Constance bøjede Pisken og Parasollerne bevægede sig lidt, idet
Vognen kørte.
Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bøjede ned forbi Længen uden at vide
det ...
Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer
paa Trappen, lænet hver mod sin Dørstolpe, med Benklæderne trukne op til
midt paa Læggen af deres brogede Sokker og røg Cigaretter. Den ene
hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida hørte ham
sige, da hun var forbi:
-Var den der Frøken Brandt?
Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom maatte være sket
noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:
-Hvordan staar det?
Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:
-Jo, vi skal straks spise.
Og Ida blev helt rolig igen, mens hun klædte sig om. Ude i Havegangen
hørte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der "gik" før
Middag.
Ida stod foran sit Spejl, da Gonggongen lød.
Det var da vist, tænkte hun, Karl Eichbaums værste Tid, Bordet.
Schrøder stod ved det aabne Køkkenvindu og øste Suppen i Terrinerne, da
hun saa en barbenet Dreng komme op om Plænen:
-Hvem er 'et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som
ventede.
Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.
Den var til Frøken Brandt, sagde han.
-Til hvem?
-Den var til Frøken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.
-Aa, Herregud, Schrøder slap Gryden: aa, Herregud, saa er 'et slemt.
-Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme føjede hun til:
Naa, la' mig først faa øst op.
En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.
-Er De gal, sagde Schrøder og rev det fra hende.
-Tag saa Suppen.
Schrøder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han
holdt sig færdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad
og ventede paa sin Kaffe.
-Saa faar hun ogsaa spist først, tænkte Schrøder, og pludselig begyndte
hun at græde:
-Den lille Stakkel, sagde hun.
Da hun grædende kom tilbage, stod Ida i Køkkenet.
-Hvad er der dog, Schrøder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer
uroligt. Og da Schrøder, forstyrret, uden at ville det, rakte
Telegrammet ud imod hende, sagde hun:
-Det er Mo'r ... og havde revet Telegrammet op og læst det.
-Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schrøder kun og tog om hendes Liv.
Ida havde ikke talt. Det var, som hendes Øjne ikke kunde se nogen Ting,
mens hun gik ind i Schrøders Kammer.
-Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut ... hvordan er 'et?
Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege og stive Ansigt
blev Schrøder kun ved at nævne det gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut;
og førte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun,
angst, ryste Taarerne ud af hende:
-Jeg har sagt til om Vognen.
-Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:
-Naar jeg blot faar hende at se.
Ved at tale begyndte hun at græde, og Schrøder sagde, helt lettet--hun
havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu--:
--Aa vist, aa vist ... det er naturligvis ikke saa slemt ... hun kommer
saamæn nok over det, skal Du se, lille Tut.
Ida lagde kun Armene træt ned mod Stolen:
-De maa ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa Dem.
-Naa, sagde Schrøder næsten vredt: De ka' vel bie.
Døren gik; det var Frøken Rosenfeld.
-Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et
Sygeværelse.
-Ja.
Hun nikkede til Schrøder, som gik.
-Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog
Idas kolde Hænder.
I Køkkenet havde Anne Marie, Køkkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for
at høre ad, hvad der gik paa.
-Saa er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.
-Det er vel det, svarte Johan.
Anne Marie stod og saá ud i Luften, ret op og ned, paa sine sorte Hoser:
-Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.
-Der bli'er meget, sagde Johan.
-Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Faar jeg saa Kaffen? Han
drak den og gjorde sig færdig.
-Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning.
Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.
Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden
ud og ind til Konferensraaden og lod Dørene staa paa Klem:
-Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden.
-Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.
-Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers høres, sagde den Gamle.
Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig læst hvad Mynster skrev "i sine
Betragtninger", om at da pludselig--"der var Ord, man huskede".
-Men, tilføjede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.
Da Vognen kørte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk.
Rosenfeld, der havde taget Tøjet paa, satte sig ind ved Siden af hende.
-De skal da ikke køre alene, sagde hun.
Karl v. Eichbaum var staaet op fra Bordet og gaaet ned. Han stod, ved
Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Saa rakte han Haanden ind
over Vogndøren uden at sige noget.
Da Schrøder vendte sig og vilde gaa ind--Vognen var helt nede paa
Bræstrup-Vejen nu--saa hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Bænken
foran Køkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.
Middagen oppe var endt, og alle Fade flød paa Køkkenbordene. Schrøder
maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad.
Solen røbede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod
bøjet over den store Brødmaskine.
Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover
Sporet af den bortkørte Vogn....
... De hvide Vejsten fløj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte.
Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede.
Ida saá intet, hørte ikke. Alt hendes Liv syntes samlet i de
sammenknyttede Hænder.
Kun én Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun
bortvælte en Skyld:
-Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse....
Hun førte de sammenfoldede Hænder op og ned:
-Nu faar jeg hende ikke at se....
-Men, Ida.
-Nej, nu faar jeg hende ikke at se....
... Saa var de der.
Hestene vilde ikke staa, to Hunde fo'r imod dem.
Ida saá kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen.
-Doktoren er her, sagde Sofie hviskende.
Ida støttede sig til Gelænderet:
-Hun var altsaa ikke død.
-Jeg henter Fru Jørgensen, sagde Frøken Rosenfeld.
Ida nikkede uden at have hørt og hun aabnede Stuens Dør; der var mørkt
og hun blev staaende; inde i Sovekammeret hørte hun Doktorens Trin.
-Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie.
Men Ida blot stønnede.
-Og saá telegraferede vi, hviskede Sofie igen.
-Ida saá som et Par Skygger Frøken Sørensen, der kom med to Sølvstager,
og Jomfru Thøgersen, der bragte en Dug.
-Aa, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Maaltid.
Og hun satte sig paa en Stol.
-Vi venter Pastoren, hviskede Frøken Sørensen, og de to blev ved at
liste omkring--med saa mange Ting.
Ida hørte kun efter Doktorens Trin.
Saa lød Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det ... som hun kendte
det ... Og paa én Gang begyndte Ida at hulke, stille og fortvivlet--af
Taknemmelighed....
Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig:
-Jeg hørte Vognen, sagde han, mens hun saá op i hans Ansigt.
-Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han. Deres Moder
har jo været en Del irriteret....
Ida blev ved at se paa ham:
-I hendes Tilstand ... over at De var borte....
Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine Øjne og hun følte ikke den
Haand, han rakte hende:
-Vi venter til iaften. Farvel.
Ida havde bøjet Hovedet. Hun forstod det: at hun skulde ikke derind.
Hun saá Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørte
Doktorens Stemme igen: Lad det være, sagde han, og han formelig slog til
Myrten.
Ida tænkte kun, hun skulde ikke derind.
Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over
Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag
det store Chatol.
Døre blev aabnede og Døre blev lukkede, Trin lød. Jomfru Thøgersen kom
hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre.
-Pastoren, sagde hun aandeløs, og de hørte Sofie græde:
-Jesus Kristus, Jesus Kristus.
Men Ida rørte sig ikke.
Der var ikke anden Lyd end Præstens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida
hørte kun den.
-Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thøgersen pludselig i sit
Modersmaal og kom ikke længer.
"Jesus Kristus, i den Nat, da han blev forraadt, tog han Brødet, takkede
og brød det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen og æder det ...
Dette er mit Legeme, som gives for Eder. Dette gøres til min
Ihukommelse."
Ida bad ikke, hun havde ikke Rum for Bønner. Hun følte kun sit Hjerte
standset og tungt som en Sten i sit Bryst.
-"Vater unser, Vater unser ..."
Men Præsten blev ved:
-"Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og
sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod,
som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette gører saa ofte som
I det drikker til min Ihukommelse ..."
Sofie saá gennem Døren, foran Lysene, Præsten bøje sig over den Døende
og løfte hendes Pude:
-Gud den Helligaand, Gud den Helligaand, hviskede hun og faldt tilbage
mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; saa rejste Sofie sig igen:
-Nøglerne, sagde hun paa én Gang, og næsten skreg.
Hun havde set Knippet glide frem under den Døendes Pude; over Lagenet
faldt det ned mod Gulvet.
-Dette er Jesu sande Legeme....
De hørte ikke mer, men ogsaa Vaagekonen begyndte at græde.
Ida havde foldet Hænderne i sit Skød:
Hvis hun faldt i Søvn, kunde hun gaa derind; naar hun sov, kunde hun gaa
derind....
-"Herren være med Eder, Herren velsigne Dig og bevare Dig. Herren løfte
sit Aasyn paa Dig og give Dig Fred."
Der blev ganske stille. Jomfru Thøgersen havde holdt op at græde og sad
med rokkende Hoved:
-Hun døer doch som en agtet Person, sagde hun, og hendes Taarer begyndte
at flyde igen.
Ida hørte som gennem Taage sit Navn og hun stod op. Det var Præsten, som
rakte hende en Haand.
-De har været borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme.
-Ja, Hr. Pastor.
Pastoren blev staaende et Øjeblik foran det taareløse Ansigt. Han søgte
om et Skriftsted, men fandt det ikke.
-Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem.
... Der var blevet stille. Man hørte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen,
naar hun sagte flyttede sig.
Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra.
-Sover hun? hviskede Ida.
-Endnu er hun vaagen.
De hørte igen Uhrenes Gang, mens Sofie tændte et eneste Lys, hvor
Stearinen krøllede sig som lange Traade op mod Flammen og faldt.
-Sover hun? spurgte Ida igen.
-Hun er vaagen.
De hørte den hivende Aande og en Stemme, der mumlede.
-Taler hun? spurgte Ida.
Hun havde rejst sig. Hun følte Haabet næsten som et Stik i sit Bryst, da
Vaagekonen skød Døren op.
-Har hun spurgt efter mig? Ida kunde næppe tale.
Vaagekonen rystede paa Hovedet:
-Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun:
-Nu sover hun.
De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov.
-Saa gaar jeg derind, hviskede Ida.
Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik saa hun paa
Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng,
paa Gulvet--uden at drage Aande.
Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen.
* * * * *
Nu var der koldt og tomt. Fra Dør til Dør kun de hvide og døde Gulve.
Paa Væggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Søm.
Ida var gaaet fra Stue til Stue, en sidste Gang.
-Ja, saa lukker Du, sagde hun til Sofie.
Sofie blev staaende med Haanden paa Dørlaasen.
-Ja, sagde hun, og hun græd, saa det strømmede, mens hun talte:
-Jeg har vist ikke faaet Frøkenen sagt 'et ... at saa bli'er 'et til, at
vi gifter os....
-Gifter Jer? Men--han har jo ingenting, Sofie. (Christian fra Møllen
blev værre og værre og nu gik han ledig altid.)
-Nej, sagde Sofie, der blev ved at græde: men Hansen har jo længe vil't
'et ... og saa har En jo hans tre Børn a' pass'....
-Ja, sagde Ida, der først nu forstod, at det slet ikke var Christian fra
Møllen; Enkemanden Hansen var ved Gasværket og han drak.
Sofie, der blev ved at snøfte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida
tænkte:
-Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene....
Ida saa paa hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Taarer i
Øjnene.
-Gid det maa bringe Dig Lykke da, sagde hun.
Sofie saá ud for sig med sine forgrædte Øjne; hendes Stemme lød helt
anderledes:
-En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'.
Graaden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle
Pige og græd, hun ogsaa--hun vidste knap selv, hvorfor.
Saa lukkede Sofie langsomt alle Døre, én efter én, og gik....
Hun laa hos Jomfru Thøgersen om Natten.
... Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften.
Nu sad Olivia og hun paa Verandatrappen og sat i Halvmørket ud paa
"Sundet" og Boller Skov, hvis Linje laa derovre mørk og tung. De havde
ikke talt. Olivia havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de
støttede Skulder mod Skulder.
Inde paa Verandaen hørte man Jørgensens Gyngestol, der gik op og ned.
Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinnene og lagde sig ved Olivias
Fødder.
-Saa bli'er jeg vel Sygeplejerske, sagde Ida.
-Men hvorfor, Ida? Du behøver det jo ikke.
Ida saá ud over det mørknende Sund og hendes Stemme lød meget sagte:
-Det er vel--det eneste, jeg kan.
Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt.
-Og saa gør jeg da Nytte for no'en....
Ida tænkte pludselig paa Sofie og hun sagde, stadig med den samme
Stemme:
-Nu gifter Sofie sig.
-Med Christian? spurgte Olivia pludselig højt.
-Nej, med Hansen fra Gasværket.
-Aa, Herre Jesus, sagde Olivia: skal hun nu ha'e ham at strides med.
-Ja, sagde Ida og smilede halvt: hun kan vist ikke leve foruden.
De tav igen og de hørte kun Hundens dybe Aande, mens den laa ved deres
Fødder:
-Hvor Rolf er stille.
-Ja.
De hviskede begge. I den skumrende Have bevægede der sig ikke et Blad.
-Det er, som alting vidste, at Du skulde rejse.
De rørte sig ikke. Men Olivia følte et Par Taarer, som i Mørket faldt
ned paa hendes Haand.
-Lad os gaa op til Børnene, sagde Ida.
De stod endnu et Øjeblik og saá ud over den hvilende Have. Saa gik de
ind.
Ida løb i Forvejen ind i sit eget Værelse; saa listede de sig ind til de
sovende Børn. Lampen brændte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede
i en Krog.
-Hvor de er kære, sagde Olivia.
Ida talte ikke, men hun standsede længe foran hver af de hvide Senge.
-Hvad er nu det? hviskede Olivia.
Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude.
-Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia.
Ida stod foran "Proppens" Seng:
-Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun.
De kom ned i Stuen, og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne.
-Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften.
-Naa, ja, sagde Olivia og lo. Men bli'er Du en Gang forliebt, min Pige,
saa gi'er Du ham lige til Særken....
Olivia havde fulgt Ida op i Gæsteværelset og vendte tilbage til den
stille Stue. Tavse sad Fritz og hun, hver i sin Stol, foran den hvide
Ovn.
-Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.
Fritz sad lidt, saá efter Røgen fra sin Cigar og sagde:
-Det bli'er hun vist ikke.
-Men, hvorfor? spurgte hun.
-For hun lærer vel aldrig at "søge sit eget", sagde Fritz.
-Nej.
Der blev stille igen, før Olivia sagde, og hendes Stemme var meget
bevæget:
-Véd Du, hvor de Lykkelige egentlig burde være taknemmelige.
Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra:
-Og saa kommer alligevel Døden.
* * * * *
Næste Eftermiddag rejste Ida med Dampskibet. ... Det begyndte at
mørkne--den første Dag i København. Ida var gaaet omkring mellem
fremmede Ting og havde siddet til Bords mellem fremmede Mennesker. Nu
gik hun ud, over Torve og gennem Gader. Hun vilde se Skibet "Brage", som
skulde derhjem igen.
Hun gik langsad Broen, hvor Skib laa ved Skib. Der yderst laa det. Hun
blev staaende og hun saá paa alting, det store Skrog og Masterne og
Kahytsdørene, som var lukkede.
Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme.
Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbi
Stranden og Skoven og alle de dejlige Marker....
Og Karen Badekone vilde staa og se efter Skibet og hejse Dameflaget paa
det hvide Badehus.
Ida blev staaende. Hun gemte sig, ind under Tagskægget af det store
Pakhus. Der var det mørkt.
* * * * *
Ida kastede sig i sin Seng. Saa drømte hun, og saa var hun vaagen.
Det var, som hun i denne Nat, saa i Blund og saa med aabne Øjne,
genoplevede sit hele Liv indtil nu....
... Hospitalsporten slog op og drønede. Portørerne bragte Patienter.
To lange Skrig slog fra "de Uroliges Gang" op gennem Huset--saa faldt
Dørene til....
I sit Halvblund hørte Ida Portørernes Skridt og de Uroliges Skrig, som
kom de saa langt, langt nedefra, fra under Jorden....
* * * * *