Portøren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde
Kælderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med
Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvæggen:
-Vi skal afsted.
-Ja; Patienten Nummer to standsede og saá paa Portøren. Ja, sagde han
igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der
vil lægge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv
den allermindste Ting.
Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted.
Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han lukkede--først
heroppe, saa dernede.
Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille
Køkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde
sov, med dybe Aandedrag.
Og inde paa "A" var der ganske stille....
Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa
Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen
til, at hun kunde sidde.
-Brandt er tosset, sagde Frøken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op
ligesom Hønsene.
Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun saá ud gennem det
store Vindu: saa roligt "Søerne" laa, et eneste luende Rødt, nu Solen
gik ned.
Ida tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Haanden,
mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede--før hun begyndte at
læse:
Horsens, den første Oktober.
Du kære Pige.
Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har
heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede
Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du,
under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de
sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykønskningen: Gud velsigne
Dig, min Pige, det véd Du, ønsker alle vi paa "Villaen".
Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden
løber, og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Nørregade, synes jeg tit, det
er ikke længer siden end igaar, jeg saá Dig sidde derinde bag Vinduet,
krøbet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid været
artigt paa Dig, Ida, Øjne, Haar, hvor var Du vel kæmmet med dine to
Musehaler og det Hele) paa os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen,
naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene,
saa der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.
Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved
Gelænderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet,
indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive
Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder
lukkede Gadedøren.
Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dæmpede.
Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var
ved Spejlet: "Saa--er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skæv ind ad
Døren) ... "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.
-Olivia, Fingrene af Munden.
-Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant
om Kaaben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af
Kanten, der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvordan det var, men
jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.
-Ja, saa kan Du gaa.
Jeg løb med Tasken bus paa Dørkarmen.
-Om det Barn nogensinde lærer at gaa paa sine Ben--jeg vidste jo, det
vilde komme fra Forhøjningen--: Og kun ét Haandtag i Tasken ... ja, saa
kan Du gaa....
Jeg var paa Vejen.
-Men om Karen først--kom det stadig fra Forhøjningen--vilde være saa
venlig at sætte en Børste i dit Haar. Det er jo en Skændsel at se paa.
Haaret var det værste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran
selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:
-Nej--og Mama sukkede--der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille
Ida Brandt, hun kan holde sit.
Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen børstede: Du
var jo altid Dydsmønstret....
Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig--de
havde vist egentlig ikke omgaaedes før--og de sad i Dagligstuen og
talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders
Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre--da jeg paa én Gang
tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved
at dunke Dig, uden at sige et Ord.
Og Du værgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte
bare at græde sagte, ganske sagte. Véd Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg
fra det Øjeblik holdt af Dig, fordi Du havde grædt saa sagte....
Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for
at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin
Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne--Du saá altid
ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du læste Lektier--:
-Ida....
-I-da, det er Olivia Franck.
Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til
mig og nikkede:
-Sæt Dig, min Pige.
Og jeg satte mig ved Døren--hos Jer satte man sig altid midt paa
Stolene--til Du havde faaet alt Tøjet paa, Vesten og det lille Tørklæde
og Kaaben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:
-Har Ida Lommetørklæde? sagde hun--jeg tog altid til min egen Lomme for
at føle--: Kom saa ingenting til....
Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.
Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet--jeg ser din Moder flytte
Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid
selv--lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne
(Herregud, nu er ogsaa Erbelin død, hun bar sin svære Dobelthage lige
stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under
Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene--hun lo ligesom om
hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte
Ribsvinen ind, og vi fik de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i
Varmen....
Mama sagde:
-Det hjælper et helt Døgn paa Olivia, naar hun har været hos Ida Brandt.
Men om Søndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres
Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tøjet af Dig,
det ene Stykke efter det andet, som om hun løste en Bylt op. Der var
ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:
-Jeg véd ikke, sagde hun; men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet paa
Møblerne.
Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.
Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:
-Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?
Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte
Bogskab, uden at mæle et Ord....
Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg
tænker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge ned
i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Høet og Dessaus Loft, hvor Du
maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstøvler. Men ja, hvor jeg
regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Værkstedet,
hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Øjnene stive i
Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde høres i
Verber.
Naar vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker Du Müllers
Sukkertønder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi var
med i "Røver". Men det var værst, naar de var Kahytter, for det var
altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og Brødrene
rullede dem "under høj Søgang".... Du sad derinde med Kjoleskørtet op
over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl....
Det var ogsaa dér, Du fik revet din blaa Musselins paa et Søm.
Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede
Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og saá
kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde
vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandeløs:
-Vi maa sige det til Mama.
Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:
-Ida har revet sin Kjole.
Paa "revet" begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille:
-Hvor?
Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:
-Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog tænke om dette
forrykte Hus?
Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Haaret bag Ørene løst med
sin Hæklenaal:
-Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfærdet som
vi: tag Kjolen af.
Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler
og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde
flænge, det var hun vant til.
-Dér gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhøjningen.
Mama slap Kjolen:
-Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saá begge to ud
efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.
Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.
-Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.
Mama slog Hænderne ned i Skødet:
-Saa er de ikke hjemme far halv ét, sagde hun overbevist.
Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud
og saa maatte Baglæggene rækkes.
-Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa--Jomfru
Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa
en Bredde--:
-Nej, det vil ikke ses.
-Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte paa Finsen, som talte hun
Latin: ja, naar det blot ikke ses ...
Det saás ikke.
-Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en
Gang til. Nej, det ses ikke.
-Gud være lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skødet:
-Nu vi! vi ha'e Crêmekopper.
Crêmekopper var Moders uomgængelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid
lidt af Butterdejgen siddende paa Finsens Underlæbe, i den Revne, som
hun havde faaet af at overbide Traad.
Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt haardt i
Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Kælderhalsen,
sagde jeg:
-De spiller; jeg saá Frøknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin.
-Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.
Vi kom ind og Du fik Tøjet af og vi kniksede rundt, først jeg og saa Du,
og din Moder sagde over Kortene:
-Har Ida været artig?
-Ja; det var vist første Gang, Du løj, min Pige.
-Ja, gaa saa i Seng. Du véd, om Mandagen øver Du Klokken syv. Godnat.
Du fik dit Pandekys og var afsted.
-Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg løb hjem til Mama,
saa jeg var ganske forpustet:
-De saá ingenting.
-Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen:
-Naa, Ida har nu meget godt af at være med i lidt Uartighed, sagde hun.
Jeg havde henne paa Forhøjningen hemmelig fat i Lektien:
-Maa jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne?...
Tror Du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse paa Sengen?
... Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og
hvordan Aarene løb. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen,
hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og
glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for
ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og
tyve.
Men Herren véd, hvor tit Du havde maattet høre mig i Salmer....
Mama blev ved at sige:
-Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, naar
hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre....
Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker....
Aa, den første Tid som unge Piger, hvor vi endnu øvede os i at gaa i de
lange Kjoler, og Mama maatte sy mig "Rucher" for Hænderne for at skjule
mine røde Haandled; og til den højeste Stads sad vi mellem de andre unge
Piger, generte og ledeløse i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med
en Pibekrave, kære Du, hvor tit min maatte lægges ud i Brystsømmen.
I Julen var vi til det første Bal. I tre Uger havde jeg sovet med
Handsker paa om Natten:
-Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hænder. Ida gaar i Huset,
og dog har hun nettere Hænder end Du.
Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsædet, med to Skørter
op over Hovederne, saa vi sad paa det Lærreds, mens Mama trykkede sig
sammen paa Forsædet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko,
indsvøbte i Papir....
Det ækle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Væggene og det graa
Skærmbrædt. Husker Du Skærmbrædtet, hvor Fru Ferder regelmæssigt gik
Ingas Hals efter med et dyppet Lommetørklæde.
-Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund....
Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt paa Gulvet
stod vi, rødarmede og forskrækkede og smilende, og Fru Ferder løb rundt:
-Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe. Hun havde et
aabent Brev Knappenaale fæstet foran paa sit Bryst for at gaa Ingas
Toilette efter. Det dundrede paa Døren: Luk op, luk op. Det var Nina
Stjernholm i sin Pelskaabe:
-Godaften, Godaften! Barn, Barn, jeg er kommet meget for silde, raabte
hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne fløj, og raabte paa
Mama:
-"Søde Fru Franck, hvor er Føllene?" Og hun mønstrede os og skubbede
tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:
-Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?
-Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skævt....
-Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama
hjalp:
-Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa løst, Nina.
Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens
Nina lo:
-Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at være lidt god mod de
ældre Mandfolk ... Har I til første? vendte hun sig til os.
-Ida ikke....
-Godt, saa hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg raader over et Par spæde
Løjtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjægermesteren.
Balinspektøren dundrede paa Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og
Musikken begyndte at spille.
-Saa, sagde Nina og slog Døren op. Jeg saá bare Lysekronen, Du, og den
dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som
jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og
jeg saá Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg....
Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.
Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:
-Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at
danse.
Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran paa
Brystet og sagde til Kammerherren:
-Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for
nedringet.
-Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Møllerne", de fløj, og
Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens
Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:
-Nina, raabte Mama.
-Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun
satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.
Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:
-Det stille Pigebarn er nydeligt.
"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.
Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen"
flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under
Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina ked af det
og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre
lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i
Lindene....
Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.
Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen
spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord,
uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken
Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og
hurtigere.
Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke ... jeg
var bange, saa angst, at maaske var hun død, og jeg sagde til Mama:
-Gaar Du ikke med?
Og vi tog Tøjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne
var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og maatte bære hende; og
Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde
gaa, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skaal og blev ved at
sige, mens hun græd:
-Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget
mod Raad.
Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og
hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de
langsommelige Timer.
Og vi hørte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og
hørte Uhrene....
Men Du, Stakkel, vaagede mange Nætter siden.
* * * * *
Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glæde.
Vi paa Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.
Og saa et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det
Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.
Din Olivia.
Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre
bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte
Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i
deres Senge.
Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.
Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned
med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom
til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:
-Maa jeg gaa igennem, Frøken?
-Værs'go'.
Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen.
Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tændte:
-Det er s'gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: saa meget
jeg er kommen til at tænke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud
paa dette forbandede Kontor.
-Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun det
for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup.
-Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den
Gang.
Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over
Døren til "A" og gik op ad den:
-Nej, sagde han og saá op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle
Konferensraad.
De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A".
Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet,
følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene
paa hans Bord.
-Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.
-Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde
hun:
-Han er den eneste, jeg er forskrækket for.
Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig....
-Ja, men jeg véd ikke ... det er ligesom han lignede et Spøgelse....
-Et Spøgelse?
-Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.
Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.
-Naa, Godaften, Frøken.
Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for
at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte man en
skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen
mod Aften.
Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte
Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.
Og saa paa Ludvigsbakke.
Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre
rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til
hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over
Gulvet.
Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebækkenet
i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert
tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for
tusindfold Synd.
-Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.
-Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere
huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa hende, saavidt
han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted--:
-Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:
-Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa
Gentagelsen.
-De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre
Maden.
-Rask, han lo, som han snærrede, og man saá alle hans tætte Tænder; det
var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:
-Rask--her, hvor man er lukket inde.
-Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.
-Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde
sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af
Utaalmodighed: nu kommer jeg jo....
Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu,
at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud.
-Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.
Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja". Frøken
Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden
med Bælterne drejede rundt endnu.
-De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til
en Døv.
-Hm; han saá kun paa hende.
-De skal spise. Schrøder, gentog hun.
-Hm.
-Men det maa være nu--hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde
Manden svært for at høre--: for nu kommer Lægerne.
Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.
Man hørte allerede Lægerne paa Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var
Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen,
med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.
Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte
Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:
-Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.
-Nej, Hr. Reservelæge.
Lægen gik alene ind paa "A" og lukkede Døren.
Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:
-Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet".
-Var det Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne
forretningsmæssigt som til Kolleger.
-Ja, det er en Klejnsmedesvend ... De si'er, det er Kærlighed, og nu har
de slæbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet--to Mand ... Vorherre
bevar's, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro ... Hvad
siger De, Frøken Brandt?
Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:
-De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var
allerede ved Døren til Kvinderne.
Qvam gik bagest; han rystede paa Tærskelen sine Ben i de hvide
Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.
Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Maade at løfte dem
op i Sengen.
Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:
-Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti
sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):
-Mit Uhr er gaaet istaa.
-Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen kom
op om Aftenen.
-Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The....
Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en
Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav
sig til at sy.
Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tænkte paa det,
hjemme fra Ludvigsbakke--ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved
Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.
Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbænke i
Forvaltergangen, hvor hun hvilede--for sig alene.
Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun
opdagede hende paany hver Gang.
De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med
Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad
i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse
paa ham.
-Nu maa De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.
-Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.
Ida maatte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene besværligt, som var
det noget, der krævede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned
paa Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, naar De ligger ...
ikke?
Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han
blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa hørte hun Frøken Petersens
Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde endnu kun aabne
paa "A".
Herren paa "A" sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at
begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal,
han skrev, saa langsomt som han prentede dem.
-Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det høje Vindu.
Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.
Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.
Uden at røre sig sad han og saá ud i Natten frem mod Stjernerne.
-Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Frøken Petersen.
-Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene ...
-Stakkel, sagde Frøken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et
Jomfru-kast med sit Hoved, før hun gik bort fra Kighullet.
Ida aabnede Døren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portører
holdt en død Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de
slæbte den.
Josefine, der sad paa Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve
Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod
Portørerne:
-Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.
Portørerne drejede lige ved Døren til "den gode Gang", da Ida skulde
ind, og den ene af dem sagde, seende paa det hængende Hoved:
-Det er forresten et pænt Menneske.
-Ja, sagde Ida og saá ind i hans Ansigt, hvis Læber var aabne som en
Maskes--og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre.
Inde paa den gode Gang stod Celledørene aabne og Patienterne blundede
stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde Friaften
og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og knappede
Handsker:
-Aa, sagde hun: dér har vi "Jomfruen" ...
-Hjælp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid skulde
"hjælpe": jeg kommer meget forsilde.
Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frøken Helgesen, der sad bag
Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin
meget tydelige Stemme:
-Hvad har det Liv kostet?
-Tak, Jomfru.
Frøken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjørnet;
hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft
ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte
Fald i Tindingerne:
-Jeg har faaet det af en Fætter i Aalborg, sagde hun, om Livet.
Frøken Krohn og Frøken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende,
sagde:
-Uha, ja, nu skal man til at tænke paa Vintertøjet.
Og de begyndte at tale om Hatte.
-Jeg laver mine selv, sagde Frøken Helgesen bag Maskinen.
Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Døren:
-Her stinker fint, sagde hun og førte en hvid Haand op til en bred Næse,
mens hun saá til Frøken Friis. Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra
Kvinderne.
-Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og havde faaet fat i
Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.
-Godnat.
Frøken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Hænderne mod
sine Knæ ligesom et Mandfolk:
-Maa man være her lidt? sagde hun.
Og Frøken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:
-Frøken Friis holder meget af Klæder.
Frøken Berg og Frøken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frøken Koch
sagde, mens hun kløede sig i det graa Haar, der var surret op i Nakken,
som man surrer en Tovende:
-Køb Jer et Par Skindhuer, Børn, de varer.
De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa passe
lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Haar, mens de to Plejemødre
spurgte om de Indlagte.
-Der var elve idag, sagde Frøken Helgesen.
-Ja, og et svært Mas, sagde Frøken Koch.
Frøken Berg kunde ikke tænke sig sig selv uden Pandehaar.
-Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar.... Gud, Brandt, at De ikke
"flammer" det.
-Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida.
Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte
at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at
kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud,
som De var vandkæmmet....
Frøken Krohn, der sad og saá til med begge Armene paa Bordet, sagde:
-Naa, saá De den ny paa Kontoret? Det kan nok være, Nakkeskilningen
skinnede....
De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Frøken Helgesen sagde, henne fra sin
Plads:
-Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske....
Frøken Koch gav Brillerne et Tryk over Næsen som for at se bedre:
-Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skørter.
-Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar:
hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt
sagtere end alle andre Sprogets Ord.
Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa
paa Bordet:
-Manden gaar med Stropper i Benklæderne.
Frøken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den gamle
Konferensraad og Konferensraadinden.
-Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.
-Ja, svarede Ida: Konferensraadinden var død.
-Det var en dejlig Kone, sagde Frøken Koch: hun dyppede selv sine Bede,
da hun var firs ... med Karlestrømperne trukne uden paa Skotøjet....
Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes
Uldstrømper:
-Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Frøken Koch rystede sit
Skørt fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig: den
Vej skal vi jo alle.
-Skal De op, Brandt?
-Ja.
-Saa slaar vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat.
De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved
Frøken Kochs Dør.
-Ja, sagde Frøken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Døren: Det
var et herligt Sted. Hun tænkte paa Ludvigsbakke.
-Godnat, Brandt.
-Godnat.
Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dørene henover Loftet og kom ind
i sit Værelse. Hun tændte Lampen, der var dækket af en Sommerfugl (der
var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun og Frøken Roed sad og
lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden
og saá paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det høje hvide Hus og Plænen
foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad
Trinnene.
Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist
ikke lagt Mærke til ham paa længe. Men hun huskede godt, Billedet var
fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa
paa Græsplænen saa lang han var....
Og dér stod Konferensraaden ved Flagstangen....
Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder
frem. Dér var det fra Søen. Hun blev staaende med det og smilte: hm,
naar det var tørt og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde
vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de
morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Læggen,
saa Dr. Didrichsen maatte hentes.
Det var Fru von Eichbaum, som sad dér paa Bredden, under den hvide
Parasol.
Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders
gamle Ting.
Ida laaste sin Dør, før hun gik i Seng. Hun tænkte paa Olivia og hendes
Børn og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor,
og paa sin Fader og paa sit Hjem--derhjemme paa Ludvigsbakke.
Hun saá den store hvide Længe i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor
der var saa "blæst" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og
fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte
røre, skinnede rundt om i Hjørnerne.
Og hun saá Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Døren, da hun var
ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin
lange Lærredsfrakke ved det grønne Bord, med den gamle Straahat paa--
for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret--og hun krøb op
i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres
store Kasser, under Glas.
Moderen aabnede Døren:
-Brandt, jeg venter med Maden.
-Ja, min Ven ... er Barnet her? ... naa....
Og han tog ned om Ida med et Par kærlige, aandsfraværende Hænder:
-Ja, min Ven, ja, min Ven.
-Hatten, Brandt, sagde Moderen.
De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind
mod sit Knæ, saa hun snublede over hans Støvler.
-Brandt, sagde Moderen, jeg véd ikke, hvordan Du gaar med Barnet.
Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde over
sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.
Ida listede sig stille rundt og lukkede Dørene paa Klem. Saa satte hun
sig paa en Skammel, mens Forældrene sov.
Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa
ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der kørte Apotekerens Frue fra
Bræstrup.
Hun havde jo nu købt sig en Symaskine i København.
Ja, Madam Madsen havde været henne at se den. Men hun troede nu, det var
holdbarere i Haanden.
Moderen nikkede.
-Men De véd jo, de skal prøve alt i Apoteket, sagde hun.
Ida sad paa en lille Stol og lærte at strikke og havde sin egen lille
Kop.
Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der brændte
kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.
-Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra
en Bænk.
-Godaften, svarede Moderen.
Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-allé.
Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var
kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede
først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til
elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver
Fødsel--og saa for Skovrideren.
-Naa, hvordan gaar'et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i begge
Arme, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo, saa han
blev rød helt ned i Nakken.
-Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle
med Drenge.
-Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et.
Det sætter Blodet i Bevægelse.
De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor
der var saa mange kønne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor
maa det være dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.
I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var
mange.
De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde været inde at
se, hvordan den løb.
-Man skal jo syne Kunstværket, sagde han.
-Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.
-Ja; men Fanden véd, om det holder.
-Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel være
rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.
Lund bare lo:
-Naa, født Silfverhjelm--Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn
under Mogensen paa sine Kort--kunde s'gu nok blive færdig med at sy sin
Smule Skørter i Haanden.
-Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil
være blandt de første til at ha'e en Ting.
-Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at tænke paa, saa er
det jo rimeligt.
Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik
over til at tale om Prisen paa Smørret:
-Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned.
Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.
-Ja, sagde Fru Lund og rystede paa Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire
smaa Krøller, som var ombunden med et Fløjlsbaand: men det kommer vel
af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan ... Gud véd,
hvordan det gaar til.
-Saa ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og saá, saa
paa den ene og saa paa den anden: Har Barnet noget?
Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vænne Børn, sagde Moderen:
de har godt af det.
-Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, naar
Konferensraaden kunde ventes. Det blev næppe før om et Par Maaneder, i
Slutningen af Juni.
-Naar det kønne er af Skoven, sagde Skovrideren.
Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op paa sit Knæ, da hun
sagde Godnat, og lod hende ride.
-Du støder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde
Godnat til de andre, en efter en.
Skovriderens gik Klokken ti.
-Har Du Armen, sagde Lund, for mørkt er det.
-Madam Brandt er s'gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s'gu
ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru ... og de Ting.
-Men de er dog hjælpsomme, Lund, sagde hun.
Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en
Bordende, sagde han kun.
-Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren,
naar hun var hos Fremmede.
Lunds gik hjemad.
Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Sølvsager.
... Ida havde Barneselskab, som skulde være nu, før Konferensraaden kom.
Børnene drak Chokolade paa Højen, der stødte op til Herskabets Have.
Smaapigerne sad, stivede, paa Rad. Kroens to sad ved Enden af Bordet i
skotsktærnede Vinterkjoler og med Ørenringe, mens de alle drak og
spiste.
Fru Brandt, der gik omkring, i hvidt Sjal, og skænkede, sagde:
-Ingeborg har vist ingenting?
Ingeborg var Herredsfogedens Eneste og havde filerede Halvhandsker med
graa Sløjfer.
Man hørte ikke et Kny.
Ida, der var den mindste af dem alle, gik rundt og viste sine Dukker
frem til dem, der var færdige; mens Skovriderens to yngste, Edvard og
Karl Johan, der havde sprukne Hænder, (Gud véd, hvordan det gaar til,
sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Hænder) slog frem mod
Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede, hvad de nød.
-Sofie, sagde Fru Brandt, der saá ned over det stille Bord: der er ikke
noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem.
-Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bød igen: vi spiser til
Middag saa sent.
Kroens to havde vendt Overkopperne.
Brandt kom frem nedenfor Højen, hans Benklæder kom saa let ind i Skoene
bagtil, naar han gik:
-Naa, naa, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I faaet no'et?
sagde han. Naa, naa, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og nævnte
forlegent deres Navne, for han vidste ikke andet at sige, mens
Smaapigerne skubbede sig og saá ned i deres Skørter.
-Men saa skulde I lege, sagde han.
-Saa skulde de lege, gentog han til Konen.
-Men der er maaske nogle af Børnene, der vil ha'e mere, svarede Fru
Brandt.
-Nej, sagde den ældste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgørende det for
alle.
-Men saa skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke,
hvad de skulde lege.
-Vi kunde kaste med Lommetørklæde, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden,
mens Smaapigerne blev siddende rødhovedede og stille.
-Ja, ja, men Børn maa støje, sagde Brandt, Børn maa støje, de maa røre
sig. Og paa én Gang sagde han, helt forpint:
-Jeg henter Schrøder, min Ven, og gik.
Skovriderens to mumlede no'et om, at det med Lommetørklæde forstod de
ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Træ.
-Ja, vil Du begynde, sagde Ida, der hang paa Kanten af en Bænk ved Siden
af Ingeborg og hun rakte hende et Lommetørklæde, som var alt for lille
til at kastes.
Brandt løb gennem Haven, ind gennem Herskabets Laage. Oppe i
Hovedbygningen stod alle Døre paa vid Gab og der lugtede af stivede
Gardiner og Renlighed.
Frøken Schrøder stod midt i Salen paa en Stige, i de bare Strømper: hun
holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene:
-Beva'rs, Godsforvalter, De vil hente mig, raabte hun og lod Armene
falde.
-Ja, lille Schrøder, De maa over ... det kommer ikke i Gang, sagde
Brandt, der skød Brillerne op og ned: man véd jo ikke, hvorledes de Børn
skal mores. Han rykkede op i begge sine Benklæder:
-Jeg tror, der er halvtreds, sagde han.
-Jøsses, ja, og Schrøder tog sig til Haaret: men her ligger jeg midt i
det.
Schrøder saá sig rundt, der laa Gardiner paa alle Stole: Og imorgen har
vi dem, sagde hun. Hun kom ned af Stigen og fik Skoene paa sig med et
Klask: Det er grueligt med den Varme om Benene, sagde hun.
Schrøder havde det med Varme allevegne, og fra den første Junidag var
hun evig paa Vej gennem Haven med et Lagen; hun badede i Dammen: Der er
ingenting paa Jorden som Vand, sagde hun.
-Naa, i Guds Navn, hun saá til Gardinerne: saa hænger vi op inat.
Nede paa Højen var de begyndt at trille med Laag.
-Vor Herre bevares, sagde Schrøder og saá ud over Gruppen: hvad er dette
for en Altergang? Her maa vi ha' Benene rørt.
Hun fik Børnene op i Rækker og de begyndte at marchere. Ida tog hende i
Haanden og, da de var gaaet et lille Stykke, kom Herredsfogedens
Ingeborg og tog Schrøders anden Haand:
-Se, sagde Foged-Barnet til Schrøder, jeg har Broncesko.
Men Skovriderens Drenge gik og klaskede Kroens Pigebarn bagi, for de kom
sidst.
Lidt efter legede de Enke nede ved Dammen. Brandt var fulgt med og af
lutter Glæde stod han Børnene i Vejen, hvor de saa skulde løbe:
-Nu ka' man da høre dem, sagde han.
-Ja, sagde Schrøder og skød til sine Ærmer: men jeg har tolv Fag at
hænge op.
Fru Brandt og Sofie gik, lige ranke, med Fadene med Smørrebrød, gennem
Haven op paa Højen for at dække.
Ida var saa lykkelig. Hun løb to Gange hen og kyssede Schrøder paa
Haanden, uden at sige et Ord ...
"Herskabet" skulde i Skoven paa to Vogne og var svunget ud af
Indkørselen, mens Konferensraaden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp.
Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis.
Schrøder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.
-Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, paa
den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gæsteværelserne.
Hun løb ud gennem Køkkenet, hvor tre tilbundne Husmandskoner passede
Folkenadveren, og over Gangen ind i Gæsteværelserne.
-Naa, sagde Schrøder, her flyder det.
Alle Dørene mellem Kamrene stod aabne og Kufferterne havde ingen lukket.
Kjoler og Skørter laa der og hang der. Schrøder snakkede, mens hun hængte
op og flyttede.
Fru Brandt sagde ikke noget, men gik rundt og løftede Nederdelene op,
saa hun kunde dømme om Stofferne:
-Ja, de kan, sagde hun.
-Naa, sagde Schrøder og vendte sig; hun var iforvejen: med Undertøjet er
det nu ikke altid saa stort hos de Københavnere ... Det kan man se paa
saa tit her maa vaskes.
Fru Brandt svarede ikke og talte ikke, (det var til ingen Tid Fru
Brandts Art at spørge, hun brugte kun sine graa Øjne), mens Schrøder løb
foran og regerede og snakkede:
-Ja, Gud véd, hvad det kan bli'e til med Frøken With og Falkenstjerne ...
Men de passer, véd De hvad, lange Mandfolk med smaa Koner--det slaar
altid til....
-Og hun er en nydelig Pige, sagde Schrøder.
Hun slog en Kuffert til og sprang i Tankegangen:
-Frøken Adlerberg, sagde hun, har et Liv, véd De, det var nydeligt at
ha'e ved en Lejlighed. Naar man kunde la'e Jomfru Jensen komme et lille
Løb herop fra Bræstrup en Middagsstund....
Jomfru Jensen var Syjomfruen i Bræstrup og hun tog undertiden et Mønster
i Gæstekamrene om Sommeren.
-Det er "Garibaldi", forklarede Schrøder, der gik ind i det inderste
Værelse, hvor to strænge Kufferter stod lukkede med Laas og Kjolerne
hang paa Knagerne, indvundne i Tyl.
-Det er Fru v. Eichbaums, sagde hun.
-Frøken, Frøken, raabte Ida udenfor Vinduet.
-Dér er Barnet, sagde Schrøder og strakte sig frem og løftede
"Spirrevippen" ind, før hun løste et langt og bredt sort Moiréeslæb ud
af et Tyl, helt frem i Stuen.
-Det er hendes Slæbkjole, hva'? Den er foret.
Mens Ida stod og stirrede op i det meget Silke, lo Schrøder og holdt
Skørtet ud over hende som en Kaabe; men Fru Brandt følte ind paa Foret:
-Foret er af gammelt, sagde hun.
-Ja, sagde Schrøder, men véd De hva', det er dog storartet, hvad de faar
ud af 'et.
Det var altid Schrøders Undren overfor Københavnerne.
-Og saa gaar vi, sagde hun.
Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud paa
Græsgangen igen:
-For ellers vokser Du ikke, sagde hun og lo: Og saa skal der tælles til
Vask.
-Ja, jeg kan vel ikke være til nogen Tjeneste, sagde Fru Brandt, der
allerede stod i Gangdøren.
-Aa nej, sagde Schrøder, man maa selv gaa og stampe i 'et.
Hun blev staaende et Øjeblik paa Trappetrinnet og saá efter Fru Brandts
Ryg, mens Fruen gik hen over Pladsen:
-Jeg tror, det bli'er Torden, sagde hun saa og pustede: Gud give, det
vilde.
De tre Husmandskoner gik stille inde i Køkkenet. De var paa sorte
Uldsokker, skønt der var Stengulv.
Ovre hos Brandts var Madam Madsen kommen fra Skolen. De omgikkes ellers
aldrig saameget i Sommertiden:
-Man véd jo det, sagde Madam Madsen til Madam Ludvigsen, at man paa
"Gaarden" er god nok om Vinteren.
Godsforvalteren gik urolig ud og ind, han fik altid Mindelser i Knæene,
mod Torden. Og det trak ogsaa svært op med Skyer nede over Bræstrup.
Madam Madsen havde saamæn ogsaa, sagde hun, allerede sat Tykmælk hen,
for Madsen varede mod Torden det første, han stod op om Morgenen. Han
følte det jo i Hugget.
Madsen havde faaet et Sabelhug i første slesvigske Krig og var Formand
for Vaabenbrødreafdelingen.
--Schrøder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at se efter Vognene;
for det lynede allerede nede bag Bræstrup, og Fru von Eichbaum var altid
saa ræd ved at køre og nu endda, der kom Uvejr til....
Godsforvalterens Piger løb hende hujende forbi med Lagener fra Blegen,
og inde i Avlsgaarden hørte hun Forvalteren, der raabte, at Lugerne
skulde lukkes--da begge Vognene kom, alt hvad Tøjlerne kunde holde,
nede paa Vejen. Konferensraaden sad i Kalechen hos Fru von Eichbaum.
Pigerne i Hovedbygningen slog Vinduerne i, og Konferensraaden begyndte
at raabe straks nede ved Indkørslen:
-Er der lukket? er der lukket? mens Forvalteren kom løbende ud af
Avlsgaarden i en stor Kappe.
Gæsterne, der var angst og stivlemmede, kom af nede ved Trappen. Fru von
Eichbaum var hvid som et Lagen og gik ind i sin Stue og tændte Lys bag
nedrullede Gardiner. Hun var altid angst, "naar Elementerne rasede".
Konferensraaden, der gik gennem Stuerne for at se, om Krogene var paa,
raabte, de skulde blive samlede; og Schrøder løb gennem Regnen over til
Godsforvalterens, der kom tilbage med hende. Ida trimlede afsted med
Hovedet stikkende ud af en lang Kaabe, og Madam Madsen var med, for hun
havde ikke turdet gaa hjem.
-I Hus, i Hus, raabte Schrøder, som havde Karl Eichbaum paa Skødet.
Men Frøken Rosenfeld havde taget en Badehætte paa og stod midt paa
Plænen og fangede Regnen i Hænderne.
-Gaa i Hus, raabte Konferensraaden til hende, og leende, med bøjet Ryg,
løb hun ind under Glastaget.
-Her, sagde Frøken Adlerberg og fangede hende. De sad eller stod alle
paa Havetrappen nu og saá gennem Regnen ud mod de lydløse Lyn.
-Her, sagde Frøken Adlerberg og tvang Frøken Rosenfeld ned paa en Plaid.
De talte alle halvsagte, seende frem mod Himlen, der blev mørkere,
fortællende om Uvejr og Lynnedslag.
-Ja, sagde Forvalteren med sin træge Stemme: da Aggersøgaard brændte.
Konferensraaden husker, det var en tung Time, før vi fik Kre'turet ud....
Forvalteren tav lidt, der kom et Lyn, stærkere end de andre:
-Men begge Baronens Køreheste, sagde han igen, de sled sig fra os ...
det var skammeligen.
-Ja, sagde Konferensraaden, som stod ved Siden af Brandt, her stod vi
to, da den gamle Flagstang fik sit....
-Ja, Hr. Konferensraad.
Og Konferensraaden sagde igen, med den samme Stemme:
-Det var det Aar, da min salig Kone døde.
Madam Madsen nikkede: hun huskede det.
Lynene blev klarere og fler: i deres Lys saá de Kvæget ude over Markerne
og Husene i Bræstrup. Alle tav med Undtagelse af Frøken Adlerberg, der
hviskede til Hr. Feddersen i Ministeriet:
-Hjemme paa Landstedet ruller vi Gardinerne ned, tænder Kronerne og
danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat.
Regnen blev voldsommere og lød som Trommeslag paa Taget, mens Poplerne
ved Indkørselen svajede ud, bøjende sig som skulde de knækkes.
-Dér er det, sagde Forvalteren stille: det første Drøn gød sig op imod
dem.
Frøken With greb Løjtnant Falkenstjerne, der havde sat sig paa Trinnet
ved hendes Fødder, i Skuldren:
-Hør. Og hun sagde med en spæd og lille Stemme:
-Hjemme gaar Mo'r og jeg altid ned i Kælderen.
Der kom igen et Lyn, og Schrøder talte halvhøjt, til Braget kom.
-Det er over Ringsgaard, sagde Konferensraaden, der kendte hver Plet og
hver Afstand i Egnen.
-Ja, Hr. Konferensraad.
De fik ikke talt ud, før det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som
brudte, lysende Straaler, og de saá Sletten, hvor Kvæget flygtede i
store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom
Stridsvogne rullede op imod dem.
Ingen talte mer; kun Frøken Rosenfeld, der sad med opmærksomt fremstrakt
Hoved, hviskede stille:
-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt ...
Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevægede Læberne og Ida havde boret
sit Hoved ind under Moderens Arm, og det lynede igen.
De saá en Rytter sætte ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom løbende
over Pladsen. Det var Skovrideren, der kom fra "Fruens Skov" og ikke
turde ride videre for Dyret....
Tordenen tog hans Stemme, og det var saa mørkt, at man knap saá hans
Ansigt, mens han sagde:
-Det brænder Vesten for Bræstrup--det var en svær Flamme....
-Var det hos Christen Nielsen? sagde Konferensraaden. Og de sagde
halvhøjt nogle Ord om, hvor højt han havde assureret.
-Det er dog ikke hyggeligt, hviskede Frøken Adlerberg til Kandidaten og
havde foldet Hænderne om sin Havehat.
Men Schrøder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og løb pludselig ind til
Fru von Eichbaums Dør. Gennem Nøglehullet saá hun hende sidde ubevægelig
og bleg foran sine Lys.
Frøken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skuldre og han mærkede
hendes Haand iskold ved Siden af sin Kind. Naar Lynene kom, saá han
hendes Ansigt, lighvidt, og hendes Øjne, der saá ud, som var de grønne.
-Frøken With, Frøken With, sagde han.
Der kom et nyt Lyn og et nyt Brag, som blev et uhyre Jernlegeme slynget
til Jorden ved deres Fødder:
-Nu gaar der vel igen en Eg, sagde Skovrideren, der uafladelig sad og
tænkte paa sine Skove.
Ingen talte og ingen vilde kunnet høre. Naar Drønet døde hen et Minut,
hørte de Kvæget, der brølte paa Marken, og Faarene, der brægede
klagende.
-Det er hos Christen Nielsen, sagde Brandt. Et Nu saá de Brandskæret,
bag Laderne, i Mørket.
-Pas Avlsgaarden, sagde Konferensraaden til Forvalteren.
Et Lyn brød frem som et hvidlysende Vridbor foran deres Øjne, og
Forvalteren løb og slog ud med begge Arme som en Mand, der blændes, og
løb igen, mens Braget lød, et Brag som af tusinde Ting, der søndres og
knuses; mens Ida, der rev sig løs fra sin Moder og sanseløs styrtede sig
hen mod sin Fader, med en alt gennemskærende Stemme skreg:
-Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben.
Falkenstjerne havde taget Frøken Withs Hænder: Frøken Emmy, sagde han,
det var første Gang, han nævnte hende ved Fornavn.
-Frøken Emmy.
-Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt
hendes Hænder.
Der var ganske stille nogle Øjeblikke, og man hørte kun Regnens tunge
Fald.
Saa sagde Frøken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers
næsten aldrig talte, med en sagte, ligesom ærbødig Stemme, og tog sig
langsomt hen over Panden:
-Hvor det dog var skønt.
De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over
Markerne og Drønene døde hen. Det var som en kvægende Kølighed slog op
af al Jorden, og Regnen stilnede. Saa saá de, vest paa Himlen,
Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug
og Konferensraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter
Branden hos Christen Nielsens.
Regnen var mild og lind. De hørte dens Fald mod Taget som en sagte
Rislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Støv.
Saa begyndte Frøken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Hænder, at
synge sagte.
Falkenstjerne sad endnu med Frøken Withs Hænder i sine:
-Syng med, sagde Frøken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og
halvsagte, næsten nynnende, sang de unge Piger:
Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vove,
snart kommer Natten saa sort.
Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv Du kun hjem til din elskede Mage,
til de gulnæbbede Smaa;
og naar imorgen Du kommer tilbage,
sig mig saá alt, hvad Du saá.
-Se, sagde Brandt. Ida var falden i Søvn i hans Arm, med Hovedet ind mod
hans Skulder:
-Se Barnet, hviskede han og bøjede sig ned mod Frøken With. Han saá saa
lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra
Indkørselen med sin dæmpede Bas:
Flyv Fugl, flyv over Furesøens Bølge,
stræk dine Vinger nu vel.
Ser Du to Elskende, dem skal Du følge,
dybt skal Du spejde deres Sjæl.
Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
Kærligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide,
burde jo tolke min Røst.
Sangen døde hen.
Ude i Natten var Regnen ophørt, og de gik alle ned ad Trinnene
(Falkenstjerne og Frøken With gik ved Siden af hinanden) og stod og
aandede langt ud i den svale Luft.
Saa kom Schrøder med en vældig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget,
sagde hun, ovenpaa den Forskrækkelse.
Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der lét og skreget
nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos
Frøken Adlerberg.
Lidt efter skiltes de.
Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vække
Barnet.
Da alle var til Ro, gik Frøken Rosenfeld ud ad sin Dør og sagte op ad
Trappen. Hun aabnede et Vindu i Gavlen og satte sig i Karmen med
Hænderne om sine Knæ.
Dér saá hun Dagen bryde frem.
--Det var den nittende August, og hele "Ludvigsbakke" var i Bevægelse.
Det var Konferensraadens Fødselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds.
Schrøder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i én Damp. Køkkendøren,
havde hun laaset af med en vældig rusten gammel Nøgle:
-Idag ka' vi ikke ha' Køkkenskrivere, sagde hun.
Nøglen hang i Lommen paa den Sirtses og slaskede hende om Benene.
De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og løb forbi
Godsforvalterens Høj med Klædekurve med Grønt. Fru Brandt, der lignede
en Skildvagt med Geværet i Hvil, sad paa Højen med Ida, indtil Frøken
Rosenfeld gik op ad Højskrænten og løftede Ida ud over Stakittet:
-Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun.
Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man hørte dem langt bort, mens de
surrede Egeløv og Asters om Klædesnorene.
Frøken Adlerberg bandt med Handsker paa:
"For det frygtelige Stads snærer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert
tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik røde
Mærker.
Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fra
Jorden og lagde dem i Skødet paa Frøken Rosenfeld.
-Tak, lille Ven, sagde Frøken Rosenfeld.
Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Frøken
Adlerberg, sagde:
-Ja, det er frygteligt med Hænderne. Franz (det var Apotekeren) taaler
heller aldrig, at jeg rører mig for mine Hænder.
-Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Frøken Rosenfeld:
-Tak, min Ven.
Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke.
Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af
Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.
-Jo, sidste Aar, sagde han, var de rigtig gode--de gik alle af undtagen
én. Men da Etatsraaden blev Konferensraad, havde Eriksen, min
Fuldmægtig, lavet en Sol ... det var kønt.
Brandt stod foran Frøken Rosenfeld:
-Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret
med de sorte Fingre.
-Men De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Frøken
Rosenfeld.
Brandt gik og hostede slemt paa det sidste.
-Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skørter:
-Hvor mange Alen har vi nu!
Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og
begyndte at synge:
I Skov, hvor Bøssen knalder,
hvor Jægerhornet gjalder
og Hundekoblet gøer.
Hvor Fugl med knækket Vinge
og Dyr med saaret Bringe
forbløder sig og døer--
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh, hvor Hundekoblet gøer.
Oppe paa Højen hos Fru Brandt var Skovriderens komne.
Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket.
-Og mine Roser, sagde hun: Gud véd, hvordan det gaar til--jeg synes dog,
de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem ... Og de
paa Kirkegaarden, som staar saa rigt, dem vilde jeg dog nødig bruge i
saadan en Anledning ...
Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke
meget.
-Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensraaden ser nok mest paa
Viljen.
Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:
-Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld.
-Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar Du blot ikke vil holde Taler.
Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbærgangen. Hun vidste ikke, hvad
hun skulde gribe til: Madsens høje Hat maatte stryges, og hun vidste
ikke sine levende Raad for et Jern ...
-Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repræsenterer
Krigsmagten.
Vaabenbrødrene skulde rykke op Klokken tolv.
De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste
op til Højen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, før hun gik
op.
Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stødte op til Lunden,
og Skovriderens slog Følge. De gik ind over Stenten og saá paa Kransene
og Guirlanderne, der laa paa Jorden.
-Det er rigtig kønt, det er rigtig kønt, sagde Fru Lund, der sad paa en
Bænk, hun vilde altid gerne sidde.
Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde:
-Ved salig Konferensraadindens Begravelse havde vi to hundrede Alen ...
... Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alle
Døre. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa (om Dagen havde han rød
Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Laas.
De unge Piger, der var gemte inde i Frøken Adlerbergs Stue, sad og
fniste i Halvmørket, da han gik forbi.
Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude fra Haven, og det blev aabnet:
-Vi har reddet Vinen, hviskede han.
De unge Piger sprang ud, sagte og leende, én efter én, mens de holdt om
deres Skørter.
-Og Lamperne? hviskede En.
-Har dem, blev der hvisket tilbage.
De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned
over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at gø.
-Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.
-Hys.
De naaede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.
Nede under Bøgene brændte der fem Lamper. Dér satte de sig ved Bordet og
bandt. Frøken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og saá ud i Natten,
der laa over Engene som et stort Mørke.
-Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne.
-Ja.
Og der var to, som, tæt til hinanden, saá ud i Mulmet.
... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa
Facaden og fløjtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet Flaget
hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.
Han blev staaende og saá ned mod Bræstrup, hvor Flagene kom op foran
Gaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de røde Duge:
-Hvor er 'et kønt, sagde han: Og saa Stakkene--ja, her er en dejlig
Plet.
Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlængen; han vilde se at faa
noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:
-Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde
næppe staa paa sine Ben.
-Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op
for at overrække Stagerne.
-Ja, Mariane, sagde Brandt, der døsede hen.
Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkørselen, og
Sofie løb til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var i
Undertøj og satte Haaret, hele Sovekamret flød af hendes hvide Skørter.
Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede
og vaagnede og blundede igen.
De hørte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen.
-Dér har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud til
Gærdet paa Sokker.
-Og dér ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsærmer og Hovedpynt
paa i Havestuen.
Hornene lød højt og lystigt, og de hørte mange Stemmer:
-Ja, Brandt, dér har vi Vaabenbrødrene, sagde Fru Brandt, som havde
Brandts Tøj paa sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i
ham.
-Hvor er Barnet? sagde Brandt kun.
Ida, der havde grædt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom
ind i hvid Kjole.
-Nu ikke for tæt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skørt;
men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine
Hænder:
-Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet,
saa mat.
De blev ved at høre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede:
det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig
langt borte:
-Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Døren op paa vid Gab, med
Bomuldsforklædet i Haanden, som hun havde løst af sig i Forskrækkelsen.
-Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa
rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klæderne paa en Stol.
-Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen.
Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her.
-Ida, Ida, raabte hun.
Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun
vilde vække ham:
-Fa'r, nu skal Du op.
-Ja, Barn, nu kommer jeg.
Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa
Sengekanten at sidde. Det brændte saadan i hans Side.
Saa blev Døren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:
-Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan
er 'et, Du ser ud?
-Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt.
-Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det sædvanlige.
Brandt sad lidt:
-Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke
gaa derover.
Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med
Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen,
sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saa Brandt: Løft ham,
sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at høre Brandt paa Bryst
og Ryg.
Udenfor holdt Musikken op, og man hørte Madsens Stemme gennem Støjen:
-Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.
Doktoren blev ved at høre paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved
Fodenden bøjet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til
Bræstrup, sagde Doktoren blot og gik ud.
Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gæsterne,
mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte højt i Munden paa
hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:
-Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.
Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet
ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:
-Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han tænkte paa Fyrværkeriet.
De hørte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig
bleven ganske tavse:
-Men nu skal Ingen tænke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu.
-Ja, sagde Skovrideren.
Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol:
-Lad os gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskrække Konferensraaden.
De gik ud sammen med Doktoren, og man hørte deres Skridt dø hen paa
Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og
tilbage hos den Syge, sortklædt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:
-Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens
Puder.
Hun blev staaende et Øjeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:
-Nu skal Apotekeren overrække Stagerne.
Den Syge virrede kun med Hovedet--maaske var det en Flue--og han sagde:
-Skal I ikke over med Blomsterne ...
-Det maa vi jo, sagde Fruen.
Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde
med:
-Naa, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at
smaagræde hen gennem Haven.
Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren. Man
hørte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa én Gang lød saa sejgt
og haardt.
Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med
Feberen....
Nu hørte han Kammerherrens Stemme--Sofie sprang i Sokker ud til
Gærdet--og han løftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte
Kammerherren for Konferensraaden.
Men Brandt kunde ingenting høre, og der var ogsaa saa mange Billeder i
hans Hoved, der kom og drog forbi og gik--Billeder fra al hans Tid og
fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.
Hvor var hun spæd og rød og bittelille ... Og hun havde kendt ham, før
hun kendte sin Mo'r....
Paa én Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de
Hurra for Konferensraaden....
Saa faldt han sammen igen og blundede.
Da han slog Øjnene op, sad Frøken Rosenfeld med Ida paa Skødet ved hans
Seng:
-Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld.
-Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frøken.
Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde
hun.
-Ja.
Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen,
hvor Ida sad.
-Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene.
De hørte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken
Rosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa
Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de satte sig
i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken.
-Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r?
-Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Haaret paa
Ida, der begyndte at græde, uden Lyd.
De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran
Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde røde Pletter
paa Kinderne.
-Men hvad hører jeg? sagde han, der talte noget højt: her er Sygdom. Og
Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vække
Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):
-Brandt, det er Konferensraaden.
Frøken Rosenfeld hørte Konferensraaden sige, i sin Festtone:
-Kære Brandt ... Men saa sænkede han pludselig Stemmen; han sad paa en
Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved
Sygdom:
-Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ...
-Ja ... nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og søgte
at tage hans Haand.
Ida var stille listet ud. Frøken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og
kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa
en Træbænk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkrøben og stille,
ligesom en lille Hund. Og Frøken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende,
næsten i samme Stilling.
De hørte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru
Brandt, der gik inde i Sygeværelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af
Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spærre.
Der lød nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det
var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.
Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne:
-Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.
Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke
hjælpe med noget?
-Tak, sagde Fru Brandt, der stadig tænkte paa Frøken Rosenfeld, som hun
havde siddet før henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.
Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor
Skovrideren stod og ventede.
-Saá Du ham, spurgte han.
-Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund
sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):
-Ja, hun er en Stivnakke. Han følte noget som en Lyst til at slaa med
knyttede Hænder.
Fru Lund havde Lommetørklædet fremme:
-Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Væsen.
Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle
Vinduer og gik atter ind paa sin Vagt.
Det var blevet Aften, og der var mørkt i Sygestuen, hvor der brændte en
lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rødt paa
Gardinerne.
-Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.
-Det er Faklerne, sagde Doktoren.
-Ja, det er kønt, sagde Brandt.
Skovrideren sad udenfor paa Bænken. Han var ikke blevet fuld den tyvende
August:
-Hvordan er 'et? sagde han.
-Det er skidt, sagde Doktoren.
Da de kom hen i Alléen, mødte de Frøken Adlerberg med Hr. Feddersen fra
Udenrigsministeriet.
-Vi spadserer, sagde Frøken Adlerberg,--der var noget mørkt i den
Allé--: hvordan har han det?
Doktoren trak paa Skuldrene.
-Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det
føles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.
Inde i Sygeværelset var det stille, og man hørte kun Lyden af Fru
Brandts Pinde, regelmæssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken
derovrefra, hvor de dansede.
Saa kaldte Brandt:
-Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand:
-Det er Synd for Dig....
Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og
han løsnede den, mens han lukkede Øjnene.
-Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt
laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.
-Men jeg vilde gerne tale med Løjtnanten, sagde han.
-Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Ben, som var kolde op over
Knæene. Hun blev længe staaende og saa ubevægelig paa den gamle Mand,
hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Tæpperne, før hun satte sig igen:
-Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.
... Løjtnanten løb rundt nede paa Haveplænen; han var ifærd med
Raketterne. De skulde brændes af, nu, naar der var danset. Musikken
standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et
Vindu: den første Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede
sig i to.
Gæsterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i
Luften og Herrerne fra Horsens, der røg Cigarer med Hænderne i deres
Bukselommer, udstødte lange "Aah--Aa-h", mens en lille Dame, der var
kortbenet og havde bundet et Lommetørklæde om sin bare Hals for Træk,
sagde:
-Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Straale.
Ved det øverste Vindu havde Frøken Rosenfeld løftet Ida op i Armen. Ida
holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun følgende hende, med
kolde Hænder, som en krank lille Skygge:
-Se dog, se, sagde hun.
Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frøken Adlerberg:
-De gaar ikke højt, sagde han.
Og Frøken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slæb over Armen,
sagde:
-De er fra Landet.
Frøken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun hørte Kammerherren, der
sagde henne ved sit Vindu:
-Det er nydeligt, virkelig nydeligt ... og han tilføjede, seende ud i
Luften:
-Og han var en saa fortræffelig Mand.
Frøken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig følte Taarer
paa sin Haand:
-Men hvorfor græder Du? spurgte hun.
Barnet svarede hende ikke.
Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det
nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange,
men smaa var de:
-Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sørgeligt.
Ganske sagte kom Frøken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru
Brandt sad bred paa den samme Plads.
-Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.
Og mens Fru Brandt rejste sig, bøjede hun Ida ned over hendes Fader (Ida
havde i sine Øjne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er
sygt). Brandt slog Øjnene op:
-Er det Barnet? sagde han: Saa hun Fyrværkeriet?
* * * * *
Ida laa hos Frøken Rosenfeld om Natten. Frøkenen sad ved sit Vindu,
Gæsterne var borte, og Natten var mørk. Saa jog en Vogn ud af
Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.
Alle Hunde fo'r halsende op ...
Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og
lukkede det stille, mens han tog Nøglen til sig.
Gamle Brandt var død.
Alle Gæsterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Frøken Rosenfeld sad
ene med Ida paa sit Skød.
Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af
sine dybe Skabe.
* * * * *
Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og mægtig, og ventede paa
Vognen med Fru Reck, den nysudnævnte Godsforvalters Frue, som skulde se
sit fremtidige Hus. De broderede Tæpper var fremme paa alle Gulve, og om
Brandts Portræt var der hængt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schrøder.
Saa slog Sofie Døren ud til Gangen op:
-Dér er hun, sagde hun; det lød som et "Vagt i Gevær", og hun blev
staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdøren:
-Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og
holdt Slæbet af sin graa Kjole i sin Haand.
-Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde
altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rørte". Nu var Haanden
iskold.
-Hjælp Fruen, sagde hun til Sofie.
Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Hænder.
De kom ind i Stuerne:
-Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rød i det
samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskrækket foran de
lange, landlige Gulve.
-Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bød Fru Reck til Sæde
ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun førte Lommetørklædet
to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at
køre.
-Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen.
Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Brandt og at det
sandelig ikke vilde være let for Reck (hun var ganske varm og hun tænkte
jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene):
-Nej, det vil sandelig ikke være let, sagde hun endnu en Gang og hørte
Fru Brandt sige:
-Ja, Brandt og jeg er jo barnefødt paa Stedet.
Fru Reck ventede et Øjeblik:
-Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.
Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig:
-Hvis Fruen nu vil nyde noget.
Og de gik ind i Spisestuen.
Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at
spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og
bød, uden selv at spise--som barrikaderet bag al sin egen Mad.
Hun talte om Byggegælden; vi har jo maattet bære den, sagde hun, mens
hun blev ved at byde, med samme kolde og tørre Stemme og Øjnene
ufravigelig fæstede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvæle Gæsten
i al sin Mad.
-Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget ... véd vi....
Fru Brandt svarede:
-Her var Stengulve, da vi kom.