Jeg ønsker dig Lykke paa Rejsen
du Pode ved Langsøens Bred,
hvor Granens fornemme Knejsen
forraader Jærn i dens Ved.
Jeg ønsker dig fnysende Fjender;
thi har du af dem en Skok
(jeg taler om Ting, som jeg kjender!),
da kommer _Vennerne_ nok.
Søg ind ad de lave Døre
og op under Kvistkamrets Spær,
og kast paa de nøgne Vægge
et lille legende Skjær.
Hav Øjet paa Gydernes Stakler,
bær Blomst til den syges Seng,
og glem ham ikke, den lille
forpjuskede Hyrdedreng.
Der sidder i Udmarkens Øde
saa fjern fra den alfare Vej
en Hob, saa maa betle sig Føde;
jeg ved, at de venter paa dig.
Og andre du træffer paa Kjæret
saa langt fra den banede Sti;
de titter saa rædde i Vejret,
naar nogen gaar dem forbi.
Og Plejebarnet der ledes
til Piskningens blødende Ve,
mens Fadervoret det bedes
de hellige tre Gange tre--
Du skaane ej Børnenes Bødler!
Du piske dem med Skorpion,
om Lovens snirklede Tødler
voterer _syv_dobbelt Pension!
Paa Herregaardsmarken du standse
en Æsel i Snore og Frak,
hvis Stok en Polsk monne danse
paa Ryggen af en Polak!
Og alle de blege, der aander
i Støv af Fabrikkernes Malm,
og gamle Forsømte, der vaander
sig rundt paa Kommunernes Halm--
Og Tyendekamrenes Mørke
med Skimmel som Smykke paa Væg,
der suger den tjenendes Styrke
og gi'r ham en Baas mellem Kvæg--
Og Teglværkets lerede Trældom,
_saa_ gammel og næsten _saa_ grum,
som dengang Gud Herren i Gosen
over Teglfabrikanten holdt Dom--
Og Væverskens Kamp med Maskinen,
der krummer sin snigende Arm,
imens den--til Staaltænders Hvinen
voldtager den hostende Barm--
--Ja! Ja! Du skal finde dem alle
og yde dem broderlig Trøst
og være for Samfundets Øre
en streng, udskammende Røst.
Men har du bragt _Haanden_ af Klemme
til _Kroppenes_ Glæde og Gavn,
vi venter, du rejser din Stemme
for _Sjælenes_ sukkende Savn.
Løft Faklen mod Loftets Fjæle
derinde i Smaamandens Hjem,
saa alle Skyggerne stjæle
sig bort til Helvedes Gjem!
Giv aldrig Pardon til det onde,
der æder som Trøsk i Træ;
da sænke deri din Sonde
og bryde det over dit Knæ!
Du være den fattiges Værner,
du være den riges Ris!
Da faar du ej Ordner og Stjærner,
men bævende Læbers Pris.
10/9 1907.