Med Pølseryg og Istervom og Nakken stiv
og Armen lagt i Bugt omkring et Jerseyliv,
med Merskumspiben næsten til hans Kalveknær,
saa vralter frem Pæ' Sivensak, som danser der.
Saa værdig han røgter sin Polkerer-Dont,
som dansed han paa Toften med sin Rugstak rundt;
se Sveden, hvor den drypper paa hans Støvlelæ'r!
Javist er det Pæ' Sivensak, som danser der.
Ved Væggen sidder hviskende hans Slægt paa Rad,
mens Gulvet gynger bange for hans Hartkorns-Trad,
og Dansens Takter mases af hans Indad-Tæ'r
og drejer med Pæ' Sivensak, som danser dér.
Hans Skuldervrik, hans Nakkefold, hans Mund saa sur,
hans hovne Blik, hans Knappers Sølv, hans Tokas-Uhr,
det ringler, og det raaber højt til en og hver:
"Se, det er nu Pæ' Sivensak, som danser her!"
Men inderst sidder Svimlen i hans Hjernekrog
og klaprer som med jærnbeslagne Kistelaag;
hans Øjne staar som Tudsens under Tordenvejr:
"Gud naade mig, Pæ' Sivensak, som danser her!"
En Skrædder sad i Krogen bag en Skjørtebræm,
og stak han under dansen brat en Klumpfod frem;
og Folk sig rakte højt paa deres Støvletæ'r:
"Ih, Kors! det var Pæ' Sivensak, som trimled dér!"
14/9 1907.