RECITATIV:

Naar Stormen med de røde Teglsten spøger

omkring en gammel frønnet Skolegaard,

hvor en ærværdig Lind i Krogen staar

--en munter Flok mod Hovedstaden søger.

De strømmer ind fra alle Landets Egne

med Laser af Horats endnu i Jakken,

med Somrens sidste Rose frækt i Frakken,--

en Fryd for Damer og en Gru for Degne.

Hvem elsker ikke disse kaade Fanter,

der har Entrébillet til al Ballade!

Er de end grønne, de er aldrig fade;

de fattes kun alvorlig Et: Kontanter.

Dog hvad skal Ungdom med "det møgle Guld"?

Spørg Fuglen, om den vil ha' Pung ved Vingen;

den svarer, mens den henrykt soler Bringen:

"Nej, ikke jeg, og ingen af mit Kuld!"

Tal ej til dem om Høstens visne Løv,

det falder, aa, saa let paa Russens Hue,--

ræk du ham hellere en høstlig Drue,

før den har blandet sig med Jordens Støv.

Velkommen, Rus, som er for Klynken døv!

Hil sidde I, vaarfriske, sommerglade,

skjønt I er blæst herind med Høstens Blade!

Saa skal det være! Ingen sure Fjæs

skal skjæmme Festen; spids din Mund og blæs

ad hver en Vranteper, og bar Ulykker

lad hagle over hver en Eddik'brygger!

Samlede Værker, Første Bind · 第 148 / 248 题