Gjøgen galed i Danmarks Lund,
og Fjordene blaaned saa vide,
Havren ringled i Middagsblund--
da vaagned _Gud Storm_ under Lide;
sprang han over de rædde Straa:
"Den Sommer mig varer saa længe;
op at trille, I Bølger smaa,
og rap jer, I blæsende Drenge!"
Tog da Himlen sin Stormhat paa,
og Norden begyndte at blæse;
Havets Pande blev mørkegraa,
og Næsset fik Skum om sin Næse.
Aldrig saa jeg saa vild en Dans,
de rødeste Roser de blegned;
Gjøgen selv gik fra Sind og Sans,
og Herreste Je, hvor det regned!
Bonden vrider sin vaade Hat;
han vender sit Hors under Bakke:
"Var dog Rugen paa Stænget sat,
og havde man Havren i Stakke!"
--Ind ad Laage og ud ad Port
jog Blæsten med Tuden og Plasken.
Saâ blev Skovenes Ligvers gjort,
og saâ gik en Sommer i Vasken.