Grøn staar Vinterrugen
ind mod snelagt Gaard;
tung og bred i Smugen
Sjællands Bonde staar;
skyet Panden luder,
Øjet graadfyldt ser.
Aa! saa har han spurgt det:
Hørup er ej mer!
Runden af vor stærke,
sejge Bonderod
bar han Folkets Mærke
paa sin Herde god.
Folket gjaldt hans Tanke,
Folket rundt vor Sø,
Folket, hvor det vender
Furen under Ø.
Kornets Sus og Sange
leged i hans Stil,
Sol fra Vig og Vange
tindred i hans Smil;
Skalkeblinket lyned,
kom du ham for nær,
som en Dolk, der vendes
brat i Solens Skjær.
Landets Bøgedale
hvisker end hans Lov;
aldrig bedre Tale
klang i Sjællands Skov;
Bøgen stod og lytted
med sit fine Blad,
Folkets tyve Tusind
jubled hjærteglad.
Med den danske Sommer
var hans Aand i Pagt,
Sprogets Bær og Blommer
ved hans Haand blev lagt.
Som en Valmukrone
over Nælders Top
steg hans ranke Klarhed
over Vrøvlet op.
Hørups Manddoms-Tanker
--Høst af bedste Tægt--
blev som Redningsplanker
for en kæntret Slægt.
Dumt at tro, han skjæmted,
blot fordi han lo;
Alvor stod bag Spøgen
med sin Bondetro.
Snart de høje Bøge
grønnes om hans Gaard,
der hvor brune Høge
ned fra Luften slaar.
_Han_ var Høgens Frænde.
Frihed var hans Krav;
Sjælland var hans Vugge,
nu er det hans Grav.
Kjbh. 20/2 1902.