VIGGO HØRUP.

Grøn staar Vinterrugen

ind mod snelagt Gaard;

tung og bred i Smugen

Sjællands Bonde staar;

skyet Panden luder,

Øjet graadfyldt ser.

Aa! saa har han spurgt det:

Hørup er ej mer!

Runden af vor stærke,

sejge Bonderod

bar han Folkets Mærke

paa sin Herde god.

Folket gjaldt hans Tanke,

Folket rundt vor Sø,

Folket, hvor det vender

Furen under Ø.

Kornets Sus og Sange

leged i hans Stil,

Sol fra Vig og Vange

tindred i hans Smil;

Skalkeblinket lyned,

kom du ham for nær,

som en Dolk, der vendes

brat i Solens Skjær.

Landets Bøgedale

hvisker end hans Lov;

aldrig bedre Tale

klang i Sjællands Skov;

Bøgen stod og lytted

med sit fine Blad,

Folkets tyve Tusind

jubled hjærteglad.

Med den danske Sommer

var hans Aand i Pagt,

Sprogets Bær og Blommer

ved hans Haand blev lagt.

Som en Valmukrone

over Nælders Top

steg hans ranke Klarhed

over Vrøvlet op.

Hørups Manddoms-Tanker

--Høst af bedste Tægt--

blev som Redningsplanker

for en kæntret Slægt.

Dumt at tro, han skjæmted,

blot fordi han lo;

Alvor stod bag Spøgen

med sin Bondetro.

Snart de høje Bøge

grønnes om hans Gaard,

der hvor brune Høge

ned fra Luften slaar.

_Han_ var Høgens Frænde.

Frihed var hans Krav;

Sjælland var hans Vugge,

nu er det hans Grav.

Kjbh. 20/2 1902.

Samlede Værker, Første Bind · 第 127 / 248 题