Der staar en Bygning i en gammel Gade,
hvor Dagens Bulder intet Ekko faar;
en fornem Jævnhed smykker dens Facade,
og der er Stemning om den hvide Gaard;
fra slidte Fliser op dit Fodtrin bæver
os med en Højtidsklang mod Væggen slaar,
og der staar skrevet; Porten er kun snæver,
ad hvilken du til Gyldendalen naar.
Det blev et Forraadshus mod Tiders Trængsel,
som fornemt hvidt det stod i Døgnets Slud:
og hver Gang Døren drejed paa sit Hængsel,
fløj derfra Tanker over Norden ud;
de spredtes viden om som Dræ paa Heden,
bar Smil og Graad til mangt et følsomt Sind,
hist kom de kjært som Frø til Fugl i Reden,
og her de sprængte sure Hjærners Spind.
--Hvem haaber mer ved _Staal_ et Folk at tage?
Er Krudtets Fam omsider dreven væk,
der staar paa Marken kun lidt Blod tilbage
og saa en nedskudt Fane bag en Hæk.
Nej, _Tidens_ Sejre, _vore_ Troja-Kampe
de vil nu vindes paa en anden Vis:
En fattig Bog undfanget ved en Lampe
har tit bragt Glemsel for en Hærs Forlis.
Og derfor Tak til dig, du tavse Spreder,
hvis gyldne Mærke blinker fjærn og nær;
en stille Mand, en fast og rolig Leder
af Bøgers stolte, fri Erobrerhær.
Af Danmarks Største har du faa at savne
af dem, hvem ingen Storm rev Sejl af Raa;
fra Norge hented du de digre Navne,
der er som graa Granit at løfte paa.
Bag hin Erobring af de Bedstes Bøger
vi skimter mere end lidt praktisk Sans,
vi ser bag Pultens Rand en Mand, der søger
ej blot sin egen Hæder, men sit Lands.
Om _Dybden_ af din Daad maa Tiden dømme;
men derfor alt Nationens Ros du faar,
at du gav Ly til dem, hvis Hjærners Drømme
med Nordlysstræben imod Zenith gaar.
Kjbh. 19/1 1902.