Sig mig fortroligt, om Solsortens Toner
klang etsteds saa hjemligt som her om _dit_ Slot?
_Haven_ med Brud i de vuggende Kroner--
er det end lidt gammelt, det pynter dog godt.
_Fred'rik_ bag Porten i gammeldags Kjol--
kanske lidt barsk, men godmodig for Resten;
Godheden randt af _din_ lunende Sol,
Barskheden kommer af Blæsten.
Her har _han_ vandret, din Stoltheds _Aladdin_,
smile til dine Børn paa sin ensomme Gang;
her bag de hældende Kroner han kvad din
kanske lidt for vege, men dybtfølte Sang.
Nu staar han hugget i Malmen den graa,
der hvor af Færdsel det buldrer i Natten,
viser dig, Borger, hvor langt du kan naa,
blot der en Gnist under Hatten!
Fortid og Nutid paa Vejene mødes,
sagte de formæles i Havernes Duft;
Asfalten bredes, mens Stokrosen rødes,
Traaden strammes ud mod den lysende Luft;
Kranerne knirker, og Hamrene slaar,
funklende Lys under Sporhjulet spruder,
medens histude, hvor Havglitret gaar,
lang'ligt en Stordamper tuder.
--Der kommer en, han maa med i min Vise:
Haaret stritter langt bag en florsmykket Hat;
sirligt han tripper der midt ad sin Flise,
Foden følger efter, hvor Stokken er sat.
Frakken den lange af gammeldags Snit
hopper en Kjende ved Føddernes Listen,
Baandet i Knaphullet, Halsbindet hvidt--
kjender du saa Pensionisten!
Kom her en Kvæld, naar i Sønden det lyner,
naar den vaade Guldregn sig sænker saa træt;
Fuldmaanen kikker fra Skyernes Dyner,
Lyd af bitte Fødder, der flyttes saa net!
Skræm hende ikke ved gjækkende Tegn;
hun gaar med Blussen sin elskte i Møde,
her hvor med Duft i _dit_ skjærmende Hegn
natligt Syrenerne gløde.
Vinteren 1902.