Hvor Marken standses af frønnet Led
og Engen er Aaens Næste,
der ligger en Gaard i Julefred;
den vilde jeg gjerne gjæste.
Og Bjælken spænder saa tungt i Loft
i denne Mindernes Bolig;
hver Mus i Halmen, hver Spurv paa Toft
de pipper til mig saa fortrolig.
Jeg synes de Spurve kalde mig hjem,
jeg ser et Lys bag en Rude,
jeg skimter en Dør, der aabnes paa Klem
for en, som altid er ude.
Aa, laan mig din Vinge, du Spurvelil,
ej bare din Pippen og Klage,
da uden Tøven med Sang jeg vil
mod Hjemlandskysterne drage.
--Vær vakkert hilset, du Søskendflok
i Gaarden, hvor Dugen nu bredes,
hvor Faders Spade og Moders Rok
endnu med Ærbødighed fredes!
Og ser jer saa frem ad den østre Port
og ud ad den vestre Længe,
da har I et Syn saa omspændende stort
af Aa og Agre og Enge.
Da mindes I alle den sære Tid,
vi vanked der svedig og bøjet,
med Skovlen paa Nakken, med Hjertet i Strid,
med Udfartslængsler i Øjet.
Da mindes I ogsaa de gamle to,
der nu holder Jul med hverandre
etsteds, hvor Lykken er mere tro
end her, hvor vi bævende vandre.
Kjbh. 26/12 1901.