Saadan som han der fødes ikke mange
mer paa vor Kyst.
Latter og Tsarer kjæmped i hans Sange
som i hans Bryst.
Tit med de bedste stredes han om Ringen,
førte blandt Brødre Viddets Marchalstav,
og _hans_ Pile ingen
Saarfeber gav.
Der hvor en Krans af brede, grønne Agre
favner en By,
knirked hans Vugge bagom lave, fagre
Tegltages Ly.
Saadan som Rugen duver dér mod Aften,
saa vi den duve langsomt i hans Digt,
bøjet under Saften,
vippetungt, rigt.
Han var vor Digtnings djærve Fløjtespiller,
Fløjten var Pans;
trindt mellem Bøgens midjeslanke Piller
bød han til Dans.
Junker og Pranger, Kammerraaden, Bonden
--alle var tvungne af _hans_ Latters Magt,
maatte trampe Grunden
pænt til _hans_ Takt.
Bedst dog at se ham i en Venneskare,
bred i sin Stol;
da blev hans Latter høj som en Fanfare,
Øjet som Sol;
Viddet sprang Buk hen over Bordets Skaaler,
Satyr og Faun med Gubben bytted Plads,
medens Lampens Straaler
gløded hans Glas.
Altid med Haanden paa Naturens Hjærte
indtil sin Grav.
"Dørene op mod Os fra Altrets Kjærte!"
saa var hans Krav.
"Blindhedens Trælle bør for Stær vi skjære,
bort med hvert trøsket Dogmes Hjertedunst!"
Saadan var hans Lære,
saadan hans Kunst.
Som naar om Høst et Ax for Seglen synker
tøvende ned,
saadan _hans_ Hoved med de skælmske Rynker
bagover gled.
Smilet forsvandt. De muntre Øjne sove.
Pan sin Discipel atter til sig tog;
mod de store Skove
bort han ham drog.
5/1 1901.