Store Dag, Alvorsdag,
da et Folk sin Harme køler,
da paa Sværdets Æg det føler,
før det ordner sig til Slag;
se, dens Gry i Østen lyser,
Sundet spejler alt dens Skjær;
Højre gyser
ved at vide Dagen nær.
Borgermænd, Arbejdsmænd,
I, som surt for Brødet slider
og endda fra alle Sider
møder Haan og Præsteskjænd,
sørg I for, før Dagen hælder,
at hver Mand i Rækken ved,
hvad det gjælder,
inden næste Sol gaar ned.
--Se mod Øst, se mod Vest;
alle Vegne Svøben hviner;
Frækheds Spand for løse Liner
stormer frem til Sejersfest;
skal _vi_ ogsaa op i Kanen?
Svaret ejer Folket selv;
Vejen, Banen
gaar tilsidst, hvor Folket vil.
Vælgerfolk, giv nu Agt:
Der er ingen Fryd i Landet;
Eng og Ager er forbandet,
der, hvor _Retten_ ej har Magt;
men et Folk faar aldrig _Gaver_;
for at sejre maa det slaa;
ikkun Slaver
tør den Tale ej forstaa.
Borgermænd, Frihedsmænd,
stem _dem_ ned, de visne Hænder,
der kun grisk, om Pungen spænder
i et sygt, krampagtigt Spænd.
Thi vort Brød i Munden kvalmer,
Daarens Tale kaldes Kløgt,
Livet falmer
under disse Hænders Røgt.
Men fra Syd kommer Vaar;
Frosten gjør det ikke længer,
Marken Stodderkaaben slænger,
Skoven stryger op sit Haar;
alle gamle Skrog skal isne,
thi naar hver en Mand har Stemt,
er det visne
fulgt tildørs med Klokkeklemt.
Alderdom, Usseldom,
gaa og græd blandt eders Grave,
pak jer hen til Kongens Have,
der, hvor Ploug end spøger om.
Vælger, riv dem af Koturnen,
rist dem nu en Runesten;
Stemmeurnen,
den skal rumme Højres Ben.
1/4 1901.