Med Bisselær i mine Sko
og godt Humør til Færden,
med ringe Mønt, men Tørst for to
saadan kom jeg til Verden.
Min Mor gik rundt og Grise skar,
min Far han spilled paa Lire,
hvis det var _ham_, der var min Far,
for Sognet har skjænket mig fire,--
thi een var for lidt for Per Søwren!
Hvorfor jeg egentlig blev til,
paa det jeg grunder stændigt,
men kun eet Svar der komme vil:
Min Mor fandt det nødvendigt!
Ej sættes paa Anklagebænk
du, som er nu i Graven;
da Livet var din enest' Skjænk
saa Moder: Tak for Gaven!
Den slides med Taal af Per Søwren.
Og jeg gaar rundt Fra Hus til Hus
og klinker gamle Fade
og limer Hank paa søndret Krus
og holder Godtfolk glade.
At sidde ved en halvtømt Kop
og kildre Fjol paa Halsen,
mens Pigebørn gjør høje Hop
og tumler sig i Valsen;
Hej, det er et Liv for Per Søwren!
I fordums Tid jeg viden drog
og drev mod Syd med Stude;
men da det ikke mer Forslog,
saa samlede jeg Klude.
Jeg bragte Piger Markedskram
og Baand og Blonder stive,
fik hist et Kys og her en Dram,
og hvad en Glut kan give;
for sligt er en Skat for Per Søwren.
Jeg aldrig gaar en Kro forbi,
naar jeg har Mønt i Pungen;
den Mand, der slider støvet Sti,
maa ogsaa læske Tungen.
En Mark paa Disken slænger jeg:
"Nu Vært, lidt rap paa Haanden!
Een Pæl til dig og to til mig!
saa skal vi fugte Aanden;
men een er for lidt for Per Søwren!
I hvert et Sogn der sad en Tøs
for mig i stille Venten,
og naar tilsidst jeg rev mig løs,
hun fulgte mig til Stenten;
der sa' hun mig et ømt Farvel
og kyssed mig paa Panden;
og bagved næste Sogneskjel
der mødte mig--den anden;
for een var for lidt for Per Søwren!
Ja, saadan fór jeg Landet om
og stavred over Heden,
fra Storken fløj, til Viben kom,
og Sommeren var leden.
Den Sommerdag blev aldrig lang,
naar Tørsten først var slukket;
een Lærke over Issen sang,
og een mod Munden klukked,
for een var for lidt for Per Søwren!
--Og gaar det saa en Dag paa Held
med Krus og Rus og Resten,
saa gjør jeg op min Syndegjæld
og træder ind for Præsten:
"Du Mand, hvis Fag det er at tro:
naar jeg er død og borte,
saa bed for mig en Bøn, nej to,
og ikke altfor korte,
for een er for lidt for Per Søwren.
Thi Folk af min Kaliber, Præst,
de glemmes let i Vrimlen,
de bydes sidst til Livets Fest,
og de har længst til Himlen.
Og var jeg undertiden slem,
saa hils nu din Vorherre,
og sig fra mig, jeg kjender dem,
der var adskilligt værre,
og dog kommer ind før Per Søwren.
Ja, snart er Per en gammel Knægt
med Skimmelsvamp paa Tanden,
han slingrer under Livets Vægt,
hans Øl staar surt i Kanden.
Og er en Dag der ingen Per
at øjne under Festen,
da trænges ej til Spørgen mer,
enhver vil gjætte Resten;
Godnat og Guds Fred med Per Søwren!
16/8 1890.