Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Sønde sáa rend dæ paa Towten en Skok;
men hwa skal en gjør med dem Piger saa smo,
hwem alle gefalle, men ingen maa fo.
De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,
drøw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas;
men ingen te Ringen war rigtig tepas,
for klared han Maren, han straaned paa Mads.
Ras Væwer han skæwer en Kjende for vidt,
og Pejer han sejer saa bettele ledt;
Jepp holdt sæ for kroged, og Povel for rank,
og Wolle haaj salle en Ør i æ Bank.
Øg søn gik der Or, og søn gik der Daw,
den Bejlen te Maren kam aalle ilaw;
ad Ore saa gik hun i Pever og Frø,
saa no war hun gro, hwo hun hejsen war rø.
Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt;
no holder der salle en Kjæft paa æ Towt;
og Facet det bløw da, te Maren bløw sejn
te Tâf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.
Husk endle, I Piger, i Træsko og Skow;
Der tæskes, imen der er nøj o æ Low;
der kommer de Dage--ja det ved Worherr!
da I vil ha alle, men ingen ha jer.
Jebjærg 15/8 1899.