Jeg sidder og stirrer paa Tordenskyen,
der driver med Trusel hen over Byen.
Det ruller med Skrald, og Lynet flammer,
det knitrer i Luften, og synker og rammer.
En Dødens Stilhed paa Mark og i Stuer,
hver Sangfugl tier, hver Skabning gruer.
I Stalden brøler det bundne Kvæg
og støder Hornet mod Husets Væg.
Mens Tordenhammeren slaar derude,
det ængstelig stirrer mod Staldens Rude.
Stolt skrider Skyen, hvor Himlen hvælver,
den agter kun lidet, Al-Skabningen skjælver.
Som kløvende Spyd, som borende Pile
de ildrøde Lyn gjennem Lufthavet ile.
Og Tordenen ruller som Latter af Trolde,
saa Vandrere standse og Vejret holde.
O, vældige Syn! Et Trodsens Billed
jeg ser her for mig paa Himlen stillet.
Jeg elsker dig Torden, din rensende Evnes
forskrækkende Magt med Beundring skal nævnes.
Jeg ved, du kan slaa, at dit Lyn det kan dræbe,
for mig er det intet; som dig vil jeg stræbe
at vække det dorske og bringe de Sløve
til Tænkning og Handling og Idræt, de øve.
Bæv aldrig for Lyn, skjælv ikke for Torden;
den renser jo Luften og frisker paa Jorden.
Jo sortere Skyen des klarere Solen,
der straaler bag ved den i Dronningstolen.
Langt bedre en Stund under Ildskyens Kaabe
end leve sit Liv som en negrende Taabe.
Langt hellere vækkes af Tordenens Røster
end gaa som et Fjog og dø som en Kryster.
Rul, rallende Torden, med Drøn imod Polen,
jeg ved, bag dit Skyhang der straaler Solen!
Tastumgaard 22/5 1887.