Ja pust du kun, du Nattevind,
du naar dog ej i Kamret ind
trods al din Bøn og Klage;
thi jeg er ung og sund og varm
med solbeskinnet Haab i Barm,
mens du i Kulde knager,
og Kuld jeg ej fordrager.
Nej bort med dig du Nattetrold,
hvi staar du der saa fræk og kold
og hamrer paa min Rude;
du ved jo dog mit vante Svar,
det samme som det altid var:
"Aa, bliv du bare ude
og hold kun op at tude!"
Men kommer Vaar og Søndenvind
Og hvisker øm og mild og lind:
"Kom ud min Kjæledægge"
straks smider jeg i støvet Krog
Examenskravets Kvalme-Bog;
og saa til Spring at lægge
ud over Tvangens Vægge!
Vinter 1885.