et eller andet Uheld.«
Og Andrea Margrethe satte sig op paa Forsædet ved Siden af Corpus
Juris, medens jeg maatte sidde alene paa det bageste Sæde. Det var
ogsaa en Fornøielse! saa kunde jeg ligesaa godt være bleven hjemme og
opgjøre Fattigregnskabet for Gamle.
Præsten aabnede sit Vindue og raabte ud til os: »Hvad er
det, Frederik? De skulde jo blive hjemme og hjælpe mig med
Fattigregnskabet, og nu kjører De bort?«
»Det skal jeg nok besørge, naar jeg kommer hjem igjen.«
»Ja vist: morgen, morgen, nur nicht heute o. s. v. -- kjender De den
Vise? -- -- Skal De være Kudsk?«
»Ja«, svarede Corpus Juris, idet han slog et mægtigt Knald med
Pidsken.
»Bliv saa bare liggende ganske roligt derude; om en halv Time skal
Niels komme ud for at samle Dem op igjen.«
»Jeg skal nok bringe baade Heste og Slæde hjem igjen«, sagde Corpus
Juris med Selvtillid, idet han slog nok et Knald, saa Hestene sprang
frem, og vi fore ud af Gaarden. Derved kom vi saa hovedkulds afsted,
at vi nær strax havde opfyldt Præstens Spaadom, idet nemlig Slæden
tørnede stærkt mod en stor Sten, der laa ved Indkjørslen. Jeg greb
med Begjærlighed denne Leilighed for at foreslaae en Forandring.
»Lad heller mig kjøre, Frederik«, sagde jeg, »jeg forstaaer det
bedre.«
»Nei vist ikke nei«, svarede han, »det var kun en Begyndelse: nu
gaaer det bedre.«
Og i stærkt Trav fore Hestene hen ad Landeveien. Godt var det, at de
kjendte Veien saa vel, thi Corpus Juris værdigede dem ikke synderlig
Opmærksomhed, dertil var han i altfor ivrig Samtale med Andrea
Margrethe. Ogsaa jeg søgte et Par Gange at komme til at deeltage i
Samtalen ved at spørge om dette eller hiint, som vi kjørte forbi, men
Andrea Margrethe fik knap Tid til at give et ganske kort Svar, for
Corpus Juris optog hendes hele Opmærksomhed.
»Ja bi Du min Bro'er«, tænkte jeg ved mig selv, »det er sidste Gang,
vi lege paa den Maade. Næste Gang vi kjøre ud sammen, saa er det mig,
der sidder ved Siden af Andrea Margrethe, og saa kan Du faae Lov at
sidde bag i Slæden og synge »der arme Peter!«
Veiret var mørkt og trist, en kold Østenvind strøg henover Mark og
Eng; er man saa først i daarligt Humør, er det ikke underligt, om man
snart begynder at fryse -- Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var
»den Røde«, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i
Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tænke paa Alt, hvad han havde
berettet mig om den. Og alligevel kunde jeg selv ikke nu finde
nogetsomhelst Interessant ved »den Røde«, i mine Tanker saae den ud
som enhver anden Hest. Desmere Opmærksomhed skjænkede jeg den anden
Hest, det var »Gamle«, thi den syntes mig at svare ganske til sit
Navn og bære sig ad, som jeg kunde tænke, at Gamle selv, det vil sige
Christopher, vilde have gjort. Først spidsede den Øren og lagde dem
tilbage for at høre, hvad Corpus Juris havde at sige Andrea
Margrethe. Dernæst begyndte den at gaae langsommere for ligesom bedre
at høre efter, nu rystede den paa Hovedet for at tilkjendegive sit
Mishag, ja tilsidst begyndte den at pruste, ganske som Gamle pleier
at rømme sig, naar han vil begynde en Tale.
»Ja bare Gamle vilde tale«, tænkte jeg, »saa skulde Corpus Juris faae
en Prædiken, som han længe vilde mindes.«
Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom
den vilde sige: »han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke
hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.« Og Gamle gik ganske
langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter.
»Kjør dog lidt til, Frederik«, raabte jeg, thi det syntes mig, som om
den Slædetour aldrig fik Ende; »vi kjøre saa langsomt, som om vi
fulgte Lig.«
»Vi kjøre hurtig nok: Hestene maae ikke overanstrænges«, var Svaret.
»Overanstrænges? jeg frygter snarere, at de falde i Søvn. Og see,
hvor mørkt det seer ud i Øster, vi faae stærkt Snefog inden en Time.«
»Det forfrisker«, meente Corpus Juris, dog gav han Gamle et lille Rap
af Pidsken forat føie mig, saa at vi atter kom hurtigere afsted.
Vi kjørte forbi den lille Høi, hvor jeg den første Dag, da vi kjørte
fra Roskilde til Nøddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg
havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes
Haand og i den rødmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne
Bølger. Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han
pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop.
Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien,
hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende
Havremark, thi den travede henimod Grøften og havde besørget os alle
derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket
Tømmerne til den anden Side.
»Der vare vi nær væltede, Frederik«, sagde hun leende. Jeg vilde sige
hende noget Smukt om, at det var umuligt at vælte, naar man havde
Andrea Margrethe ved sin Side, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet
og rev mig Brødet ud af Munden ved at gjøre netop den samme
Bemærkning.
Omsider kom vi til Roskilde: Heste og Slæde bleve stillede ind i en
Gjæstgivergaard, og glad var jeg, thi nu kunde jeg uhindret gaae ved
Andrea Margrethes Side, skjøndt jeg maatte finde mig i, at Corpus
Juris gik ved hendes anden Side. Men Samtalen vilde slet ikke ret
komme istand. Een af os kunde vel sige et Par Ord, men de to Andre
svarede Intet, saa jeg erfarede da ret ved den Leilighed, hvad jeg
for øvrigt oftere har erfaret, at Tre er et daarligt Tal til at
spadsere. Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde
Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af
os en Bemærkning, fik han i Regelen kun et ganske kort »Saa?« eller
»Nei virkelig?« til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod
Sædvane taus og ordknap. Jeg gik i mit stille Sind og ønskede Corpus
Juris hjem igjen til Fattigregnskabet, saa skulde jeg have benyttet
Tiden langt bedre end til at gaae og tælle Brostenene i Roskilde
Gader. Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi -- og der havde Corpus
Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde
hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den
syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at
see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi
Grad havde vakt min Beundring. Ligesaa ivrigt som jeg før havde
ønsket at komme af Slæden, ligesaa ivrigt ønskede jeg nu at komme paa
Slæden, og jeg troer i Grunden, at Corpus Juris og Andrea Margrethe
vare ligesaa glade som jeg, da vi havde besørget vore Indkjøb og
atter kunde berede os til Hjemreisen.
Jeg forlangte at være Kudsk paa Hjemtouren for ogsaa at prøve den
Fornøielse, og Corpus Juris gav strax efter. Men da jeg fordrede, at
Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som før ved Corpus
Juris', svarede hun, at det behøvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad,
og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde
have Hjælp af hende i paakommende Tilfælde, svarede hun atter, at det
var unødvendigt, thi jeg behøvede blot at holde Tømmerne i Haanden og
forresten lade Hestene løbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig
tilstøde noget Uheld: og med denne Erklæring satte hun sig paa det
bageste Sæde ved Siden af Corpus Juris.
Det begyndte at snee; Vinden var sprungen om til Nordenvind, saa jeg
havde Sneen lige i Ansigtet. »Ja kjørte vi langsomt ud, saa skal vi
sandelig komme hjem i en Fart«, sagde jeg til mig selv, og jeg
svingede Pidsken og slog løs paa den Røde og Gamle, saa de i strakt
Carriere fore henad Veien, og Slæden slingrede stærkt til begge
Sider.
»Hvordan er det, Du kjører?« raabte Frederik til mig, »bliver du ved
paa den Maade, saa vælte vi.«
»Jeg kjører, som jeg skal kjøre«, svarede jeg, »pas Du blot Dig
selv«, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den
ulykkelige Gamle.
»Nicolai, De er jo ond mod Dyrene«, sagde Andrea Margrethe til mig.
Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod
for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Røde vare nu engang
komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid
tiltaget, tykt og tæt faldt Sneflokkene over os og dækkede os med
deres hvide Lagen. Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine
Fødder vare som to Istapper, jeg ønskede af ganske Hjerte snart at
naae til Nøddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see. Hvert
Øjeblik ventede jeg at see Kirketaarnet dukke op, thi det maatte
kunne sees i en temmelig betydelig Afstand, og efter den Fart at
dømme, hvori vi kjørte, meente jeg, at vi alt for længe siden maatte
have naaet Præstegaarden. Men forgjæves speidede jeg igjennem de
tætte Sneflokke efter et eller andet Kjendemærke, som kunde forkynde
mig, at vi nærmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg
saae til Høire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde
see et Huus eller Træ, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjørte
ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare. Men heller ikke
noget saadant kunde jeg see, tværtimod Alt, hvad jeg saae, syntes mig
at være saa fremmed, saa ubekjendt. Der stod f. Ex. to høje Bøgetræer
inde paa Marken, dem kunde jeg slet ikke huske at have seet før. Jeg
begyndte at frygte for at være kjørt feil, skjøndt jeg ikke kunde
begribe, hvorledes det var muligt, da Landeveien fra Roskilde til
Nøddebo var snorlige. Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt
derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre
hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og
talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig
omkring.
»Ja hvad er det?« udbrød hun, »vi er jo aldeles paa feil Vei; de to
Bøgetræer der kjender jeg ikke. Men bi nu lidt«, vedblev hun og saae
op mod Himlen. »Hvor er Solen nu henne -- den er ganske dækket af
Skyer -- jo der er der lidt klart, der maa den være: men saa kjøre vi
jo mod Øst, istedenfor at vi skulde kjøre mod Nord.«
»Ja det er Følgen af, at De ikke vilde sidde ved min Side og vise mig
Veien«, sagde jeg.
»Vi finde nok hjem igjen, det har ingen Nød«, meente Andrea
Margrethe. »Vil De ikke give et Øjeblik Tid, saa skal jeg sige Dem,
hvor vi ere. De maa være kjørt henved en halv Mil forbi Nøddebo, for
saa svinger Veien af til Højre ind mod Strømbygaard, hvor Kjeldborgs
boer -- De vilde da vel aldrig ind og besøge dem? -- ja nu kjender
jeg ogsaa de to store Bøgetræer: de staae kun en lille Fjerdingvei
fra Strømbygaard.«
»Ere vi virkelig kjørte en halv Mil for langt frem?« spurgte jeg
forbauset.
»Ja det kommer der ud af at pidske saaledes paa Hestene, som De
gjorde før. -- Men vil De nu vende Slæden, for vi maae samme Vei
tilbage.«
»Men vil De da ikke komme over til mig for at vise mig Veien, at jeg
nu ikke skal kjøre for langt mod Syd, og vi saaledes blive ved at
flakke frem og tilbage mellem Strømbygaard og Roskilde.«
»Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder --
foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal
nok sige Dem, naar vi skal dreie af til Nøddebo.«
Saa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det
Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen. En god
Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig
over mig og sagde: »Kan De see den store Kampesten derhenne -- der
sidder tre Krager paa den -- ja nu fløi de bort -- men der hvor
Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.«
Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg
see Kirketaarnet lige for mig. »Men nu maa De kjøre lidt forsigtig«,
sagde Andrea Margrethe til mig, »for Veien er ujævn og fuld af
Steen.«
»Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være
fornødent«, bad jeg atter.
»De maa vænne Dem til at kjøre et Par Heste alene; naar De blot er
lidt forsigtig, saa er der ingen Fare.«
Men maatte jeg ikke have Andrea Margrethe ved min Side, saa brød jeg
mig heller ikke om at være forsigtig, og atter hævede jeg Pidsken og
lod Slag paa Slag regne ned over Hestene, der paa Ny fore frem i
strakt Carriere, saa at Slæden hoppede fra Steen til Steen og hvert
Øjeblik truedes med at kastes omkuld.
»Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt«, raabte Andrea Margrethe bag mig, idet
hun greb mig i Armen -- jeg hørte ikke, men blev ved at drive Hestene
fremad. Nu vare vi lige foran Porten, endnu et Pidskeslag -- og vi
laae alle Tre lunt og godt i en stor Snedrive, medens Hestene fore
indad Porten med den tomme Slæde bagefter sig.
I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i
Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. »Ja
sagde jeg det ikke nok«, udbrød han, da han saae os krybe frem af
Snedriven og ryste Sneen af os, »men det er Jeres egen Skyld! hvorfor
vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde
samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet
her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer!«
Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Søren, og
Karen og Maren og Stine, og Præstekonen og Emmy og Gamle; kort hele
Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slæde og
ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke længere
blive skjult.
»Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik«, sagde Præsten, »De var
saa stor paa det før, da jeg advarede Dem, og meente, det havde
ingen Nød. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.«
»Men det var ikke mig, der kjørte«, tog Frederik til Gjenmæle, »det
var Nicolai.«
»Nicolai!« udbrød Præsten, »den meget opfindsomme Nicolai! var
det -- --«
»Aa det var den dumme Slæde!« sagde jeg med ilde dulgt Harme.
»Ja De har Ret«, sagde Præsten, »det er nederdrægtigt, hvor disse
Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig
lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er
formelig en raffineret Grusomhed.«
»Jeg kan ikke begribe det«, tog jeg atter til Orde; »vi har kjørt saa
udmærket hele Tiden.«
»Ja da kan jeg godt begribe det«, sagde Andrea Margrethe, »for vil De
blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slæden væltet, thi De
kan forfølge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.«
»Og det er netop den Steen«, udbrød Corpus Juris, »for hvilken Du i
Morges advarede mig, da Du forlangte at kjøre Slæden.«
Jeg taug, thi jeg følte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag værre.
Forøvrigt maa jeg dog sige til Corpus Juris' Roes, at han slet ikke
omtalte den Sag mere, uagtet han her havde erholdt den skjønneste
Leilighed til at drille mig, saa gjorde han dog intet Forsøg i den
Retning. Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint
Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring
havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastødende og ubehagelig som
han tidligere havde været mod mig, ligesaa forekommende og venlig var
han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at
modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og
eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi
tilbragte i Nøddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte
mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade.
Jeg følte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort
sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed. Saasnart jeg
derfor havde forsikkret Præstekonen om, at saavel Hoved som Arme og
Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trængte til
Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og
gik over i Præstens Studereværelse, hvor jeg bedst kunde være i
uforstyrret Ensomhed. Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg
ikke have læst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for
en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lægge Beslag
paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen
havde sagt til mig selv: »Idag skal Du forlove Dig, Nicolai!« var nu
borte. Overtroisk er jeg vel ikke, men det Uheld med Slæden havde
nedslaaet min Selvtillid. Ogsaa nærede jeg et vist hemmeligt Nag mod
Andrea Margrethe, fordi hun saa haardnakket havde undslaaet sig for
at sidde ved min Side. Maaskee havde hun slet ikke tænkt herover og
var aldeles uskyldig, men jeg var alligevel vred paa hende, og i en
saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge nogen
Erklæring om evig Kjærlighed. Heller ikke forekom det mig ved nøiere
Betragtning, at Sylvesterdag var saa heldig en Dag til dette
Forehavende. Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist
Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom
om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager
sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg. Og endelig var
det jo Lørdag -- Lørdag, den mest prosaiske Dag i hele Ugen, den Dag,
hvorpaa man vadsker Trapper og tørrer Tøi, den Dag, hvorpaa man
bliver trakteret med Øllebrød og kogte Rødspætter: nei Lørdag kan
aldrig blive nogen god Dag til at forlove sig. Derimod næste Dag var
det jo Nytaarsdag, da det nye Aar kommer i al sin Straaleglands og
Herlighed, da man har Held til Alt, hvad man foretager sig, og det
var Søndag, den mest livsalige Dag i hele Ugen -- jo det var meget
bedre at vente til imorgen. Og vi skulde tilmed have Dands om
Aftenen, Venner og Frænder skulde samles i Præstegaarden -- saa kunde
det strax blive deklareret for Alle. Ja hvad vilde det ikke blive for
en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig
op og udbragte: »De Nyforlovedes Skaal!«
I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig
over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig
tilbords, da jeg kom.
»Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?« spurgte
Præsten.
Jeg svarede, at jeg havde været ovre i hans Værelse for at læse
Noget.
»Hvad har De da læst?«
»Aa jeg troer, at det var en af Ingemanns Romaner.«
»De _troer_: det er overordentlig beskedent sagt af Dem i Modsætning
til den Selvtillid, hvormed det unge Danmark ellers pleier at udtale
sine ærede Meninger. Det er virkelig forbausende at see, Nicolai,
hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men
jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere
alle Trykfeilene i Dem.«
Jeg svarede Intet, men sad og spiste min Suppe i Taushed.
»Er der gaaet Dem Noget imod?« spurgte Præsten atter, »jeg synes, De
er saa taus.«
»Nei«, svarede jeg kort.
»Det er ikke rigtig fat med Dem«, vedblev Præsten, »De har bestemt
havt en eller anden Fortrædelighed i Roskilde. Sig mig engang i al
Fortrolighed«, og Præsten bøiede sig over Bordet og sagde ganske
sagte til mig: »der har da vel ikke været Noget i Veien med
Kjæresten?«
»Aa Fa'er«, udbrød Andrea Margrethe i en ømfindtlig Tone, »jeg vilde
virkelig ønske, Du vilde lade den Spøg fare.«
»Ja tænkte jeg det ikke«, raabte Præsten, »jeg syntes nok, Nicolai
saae saa melancholsk ud.«
»Aa vist ikke nei«, vedblev Andrea Margrethe, »men det er virkelig
ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare
her -- hvad maa de ikke tænke om os?«
»Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet? Stakkels
Nicolai, det gjør mig meget ondt for Dem, men naar Andrea Margrethe
ikke længere vil, saa er der jo ikke mere at gjøre ved denne Sag.«
Jeg taug, thi jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige.
»Stakkels Nicolai!« begyndte Præsten atter, -- »nu forstaaer jeg,
hvorfor De væltede Slæden -- det var en Slags Desperation; De vilde
absolut knække Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med
denne mageløse Iver over Studierne, saa De ganske glemte
Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjøre, men De veed nok:
=philosophia est consolatio omnis doloris=. Ja Nicolai, nu kan De
sige, at De har været i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge:
»Ak Roskilde, ak Roskilde, du gode gamle Stad,
Du grusomt har bedraget mangen brav Soldat--da--dat!«
Jeg trøstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde
Visen faae en anden Lyd.
* * * * *
Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til
Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene
Herre over Valpladsen. Men Andrea Margrethe var ivrig sysselsat ude i
Kjøkkenet med Tilberedelser til næste Dag, og uagtet jeg nu havde Tid
og Leilighed til at yde hende den Hjælp, som var befunden unødvendig
om Morgenen, havde jeg dog ikke rigtig Lyst dertil. Det var ligesom
den Roskildetour havde kjølnet mig noget. Jeg besluttede derfor intet
Mere at gjøre denne Dag, men heller vente til næste Dag og da paa een
Gang uden videre Forberedelser slaae det store Hovedslag. Jeg vilde
da ikke mere plage mig selv med Tvivl og Betænkeligheder af
nogensomhelst Art, men rolig vente og da paa een Gang gjøre Ende paa
det Hele.
Emmy og Præstekonen vare alene i Dagligstuen. Emmy sad paa sin
sædvanlige Plads i Vinduesfordybningen foran sit Sybord. Jeg tog en
Bog og satte mig ligeoverfor hende: det var den Plads, som ellers
Gamle stadig havde abonneret, naar han befandt sig i Dagligstuen. Nu
stod Pladsen tom, og jeg satte mig derhen og begyndte at læse. Ja
læse gjorde jeg da egentlig ikke, thi jeg sad og tænkte paa,
hvorledes jeg bedst skulde begynde en Samtale med Emmy. Da der
imidlertid ikke vilde falde mig noget særdeles Aandrigt ind, maatte
jeg tage min Tilflugt til det gamle Æmne, Veiret.
»Det er et kjedeligt Veir idag«, sagde jeg derfor, idet jeg lagde
Bogen fra mig og saae ud paa den tunge graae Vinterhimmel.
»Det passer godt til Dagen«, svarede Emmy, »Sylvesterdag maa ligesom
Skærtorsdag helst være lidt graa og taaget.«
»Ja De har Ret, Veiret passer godt til Dagen, thi det Ene er ligesaa
kjedeligt som det Andet.«
»Kalder De Sylvesterdag for kjedelig?« spurgte Emmy forundret.
»Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den
har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle
Aar.«
»Er De da saa glad over, at det gamle Aar forsvinder?«
»Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem
har maattet trækkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov
at længes efter noget Nyt.«
»Deri kan jeg rigtignok ingenlunde være enig med Dem«, sagde Emmy,
idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle
sine Kræfter til at gaae imod mig. »Det gamle Aar forekommer mig
altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt. Derfor er
jeg næsten altid sørgmodig paa Sylvesterdag, thi det er mig, ligesom
jeg maatte skilles fra en gammel trofast Ven, som jeg nu ikke mere
skal see. Har De aldrig følt noget Saadant?«
»Nei«, svarede jeg, »skulde jeg sammenligne det gamle Aar med Noget,
vilde jeg sammenligne det med et stort Panorama, der er trukket forbi
os, og efterhaanden som det rykker længer frem, ønsker man at faae
vel Ende derpaa, for at see, hvad der saa skal komme efter.«
Emmy fæstede sine store klare Øine paa mig, og sagde derpaa, idet hun
rystede paa Hovedet: »Det mener De vist ikke, Nicolai.« Et Øjeblik
taug hun stille, som om hun tænkte efter, hvad hun vilde sige, og
begyndte derpaa atter: »Sylvesterdag er for mig en underlig Blanding
af Glæde og Sorg. Thi naar jeg paa den ene Side betænker alt det
Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og
Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en
Sum og seer det forskjønnet ved Erindringen, da føler jeg en dyb og
inderlig Glæde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt -- men
naar jeg saa atter tænker, at Alt dette hører nu til det Svundne, til
det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrænge en vis
Smerte derover. Derfor har Sylvesterdag altid noget vist Veemodigt
ved sig, og jeg kan godt lide det stille Graaveir, thi det synes mig
at passe til den Stemning, som Dagen fører med sig.«
Uagtet jeg ganske maatte give Emmy Ret i, hvad hun sagde, og uagtet
jeg med en vis Beskæmmelse maatte sige til mig selv, at hendes Tanker
paa Sylvesterdag vare bedre end mine, kunde jeg dog ikke lade være at
sige hende imod. »Jeg har slet ikke tænkt paa det gamle Aar i Dag«,
sagde jeg, »men kun paa det nye, og hvad jeg har i Sinde at udrette
og foretage i det.«
Atter fæstede Emmy sit klare, rolige Blik paa mig, som om hun vilde
see mig lige ind i Hjertet, og sagde derpaa paa sin sædvanlige blide
Maade: »Saa slemt troer jeg ikke om Dem, Nicolai -- De gjør Dem selv
værre, end De er. De kan umulig lade den sidste Dag i Aaret gaae bort
uden at bringe en eneste Taknemlighedstanke til Ham, som i saa rigt
Maal har overvældet Dem med sine gode Gaver.«