Dagen været saa sysselsat med mine Fremtidsplaner, at jeg slet ikke
havde havt Tid til at tænke paa det Svundne, som Emmy saa bestemt
forudsatte om mig, thi hun, som selv var saa god, tænkte ogsaa godt
om alle Andre. -- Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad
halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy
-- Andrea Margrethe -- Andrea Margrethe -- Emmy. Der var saa stille i
Stuen; man hørte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store
bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik -- tak, tik -- tak.
Semiramis, den hvide Kat, var kommen ind og laa ganske stille ved
Emmys Fødder, som om den hørte nøie efter, hvad hun sagde.
Hyacintherne i Vinduet duftede saa stærkt, som om de ret vilde give
deres Bifald tilkjende med Emmys Tale.
Nu traadte Gamle ind. Da han saae, at hans sædvanlige Plads var
optagen, tog han en anden Stol og satte sig imellem mig og Emmy. Han
saae saa oplivet ud i det Øjeblik, som jeg kun sjeldent pleiede at
see ham.
»Bringer Du godt Budskab, Christopher?« spurgte jeg, »Du seer saa
glad ud.«
»Godt Budskab kunde jeg vel snarere vente af Dig«, svarede Gamle, »Du
som har været her, hvor der altid er godt at være.«
»Blev De færdig med Fattigregnskabet?« spurgte Emmy.
»Ikke ganske; Resten faaer at vente til siden.«
»Idag har De ogsaa været flittig«, sagde Emmy, »De har jo næsten
uafbrudt været sysselsat dermed.«
»Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. -- Og som
Belønning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en
Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.«
»Ja det vil jeg gjerne«, svarede Emmy, idet hun reiste sig: »De gaaer
vel med, Nicolai?«
Jeg lod mig ikke bede to Gange. Medens Emmy gik ud for at tage Hat og
Kaabe paa, blev Gamle og jeg siddende alene tilbage.
»Hvad har Du der?« spurgte Gamle, idet han tog det Stykke Papir,
hvorpaa jeg havde siddet og skrevet.
»Aa det er Noget, jeg sad og skrev i Tanker.«
»Ja saa«, og Gamle tog Papiret, greb Blyanten og fortsatte mit Værk,
idet han skrev den ene Gang efter den anden: Emmy -- Emmy -- Emmy,
medens jeg sad og saae paa ham: Var det et Fingerpeg, som Gamle uden
selv at vide det gav mig, idet han viste mine Tanker hen i en anden
Retning end den, de hidtil havde fulgt?
Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os
siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage
Overtøi paa. Præstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at
være forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre
lovede.
Alt for et Par Timer siden havde det hørt op at snee, Luften var mild
og frisk. Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy
under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg
gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og
Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen,
men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men
hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os. Og som jeg
hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea
Margrethe for, at vi havde følt os saa kolde og fremmede overfor
hinanden, saaledes maatte jeg her nærmest tilskrive Emmy, at vi saa
fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en
Fredens og Kjærlighedens Aand, der ligesom gjennemtrængte Alt, hvad
der kom i hendes Nærhed. Ja selv om vi end ikke talte sammen, om vi i
nogle Øjeblikke gik tause ved hinandens Side, saa var det mig dog,
som om vore Tanker ogsaa uden Ordets Hjælp fandt og forstode
hinanden, saa at vi stedse følte os i Samklang med hinanden. Atter
fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en
stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse
og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel
hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom
mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt
det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi
jeg havde lært Emmy at kjende.
Hvert et Menneske, som vi mødte paa vor Vandring gjennem Landsbyen,
det være sig Karle eller Piger, Gamle eller Børn, skulde hilse paa
Emmy, og til Hver især havde Emmy et Par Ord at sige. Men hvad der
mere undrede mig, det var, at Gamle syntes at nyde en lignende
Popularitet som Emmy; ogsaa paa ham blev der hilst, og ogsaa til ham
blev der talt. Flere spurgte ham, om han ikke snart kom ud at prædike
for dem, som han havde lovet. Jeg maatte da give Emmy Ret i, hvad hun
forleden Dag havde sagt til mig, at Gamle ingenlunde levede blot i
sin egen Drømmeverden, men kjendte mere til den virkelige Verden, end
jeg havde troet. Navnlig kunde jeg ikke begribe, hvorledes Gamle
kunde huske Navnene paa alle de fire- eller femaars Purke, hvoraf der
vrimlede i utrolig Mængde foran alle Husene, og som snart kom
springende rask imod os for at give os Haanden, snart blev staaende i
tre Alens Afstand og stirrede paa os og trak sig selv i Haaret for at
hilse, naar de ingen Kaskjet havde paa Hovedet til at hilse med.
»Men hvor i al Verden kjender Du alle de Børn fra, Christopher?«
spurgte jeg tilsidst.
»Emmy har lært mig Navnene paa dem i Sommer, da jeg var herude.«
»Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den
anden?« spurgte jeg Emmy, »Jeg synes, at de seer allesammen eens ud,
guult Haar og blaae Øine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det
er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.«
»Hvad man holder af og har Kjærlighed til, kan man altid kjende«,
svarede Emmy.
»Men saadan en Mængde«, sagde jeg, »og det er jo ikke alene Børnene,
men ogsaa de Voxne. Og saa er Navnene ovenikjøbet eens paa dem Alle!
der er lutter Jeppe Peersen og Peer Jepsen, Mads Eriksen og Erik
Madsen -- det er jo umuligt at finde Rede i.«
»Jo seer De«, sagde Emmy, »jeg er voxet op blandt dem og har tilbragt
alle mine Leveaar her. De Ældste af dem har baaret mig paa Armen, og
saa har jeg atter baaret de Yngste paa Armen. Seer De ham her« -- og
hun pegede paa en lille treaars Gut, der kom henimod os og rakte Emmy
den venstre Haand, medens han i den høire holdt et stort Stykke
Smørrebrød, af hvis rige Velsignelse han vilde have meddeelt Noget
til mit Frakkeærme, om jeg ikke hurtig var vegen til Side -- »ham har
jeg holdt over Daaben, det er min Gudsøn -- -- og Dig skulde jeg have
glemt?« og hun bøiede sig ned og kyssede Barnet -- »men Du maa give
mig den høire Haand og ikke den venstre -- saaledes.«
I en halvaaben Dør stod en gammel Mand med Piben i Munden: »Seer De
der«, sagde Emmy, »der staaer nu En af dem, som har baaret mig paa
Armen. -- Ikke sandt, Peer Olsen«, sagde hun, idet hun gik hen til
ham, »I har jo baaret mig paa Armen, da jeg var lille?«
»Jo vel saa, jo vel saa«, sagde den Gamle, »men den Gang var jeg
raskere end nu.«
»Hvordan gaaer det med Helbreden?« spurgte jeg, thi jeg fik ogsaa
Lyst til at gjøre mig populær.
»Otte og halvfjerdsindstyve Aar«, var Svaret.
»De maa tale høiere til ham, thi han er noget døv«, sagde Emmy.
»Men jeg taler jo ligesaa høit som De.«
»Mig kjender han«, svarede Emmy, »derfor kan han omtrent see paa min
Mund, hvad jeg siger. Men De er en Fremmed, derfor kan han ikke
forstaae Dem.« Derpaa vendte hun sig atter til den Gamle: »Se det er
to unge Herrer inde fra Kjøbenhavn, der begge skal være Præster.«
»Ja saa, ja saa -- kjøn Fyr«, mumlede Peer Olsen, »saadan en Mand
skulde Jomfruen have.« Jeg følte mig smigret ved denne hæderlige
Omtale, hvilken jeg antog maatte gjælde mig, for Gamle var det da
Synd at beskylde for at være en kjøn Fyr.
»Det haster ikke«, meente Emmy, »jeg er ung endnu. -- Se imorgen skal
Peter Olsen jo for nioghalvfjersindstyvende Gang see Nytaarssolen
rinde op, det er mere end Nogen af os Andre har seet.«
»Ak ja, ak ja«, sukkede Peer Olsen, »gid Vorherre snart vilde løse op
for mig!«
»Det maa Peer Olsen ikke sige«, irettesatte Emmy ham.
»Saadant et gammelt Skrumpelskud som jeg, hvad Nytte er jeg til?«
klagede den Gamle.
»Saalænge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalænge er Peer Olsen
altid til Nytte.«
»Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord«, sagde Peer Olsen og
kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham.
»Troer De nu, De kan huske Navnet paa ham?« spurgte Emmy mig.
»Paa Peer Olsen? jo det kan jeg vel nok.«
»Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa. Nu
har De lært en af de Gamle at kjende -- nu skal De ogsaa lære en af
de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle
boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Sørensen; han hænger
ved Fader og os Alle med Liv og Sjæl. Men han kan ogsaa takke Fader
for sin Kone.«
»Hvorledes det?«
»Jo, for Anders Sørensen var kun Husmandssøn og tjente hos en rig
Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han
Kjæreste. Men Forældrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance,
Datteren skulde naturligvis gjøre et anderledes glimrende Parti end
med en fattig Husmandssøn. Fader, der kjendte ham som en flink og
rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke
sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i
Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader
overtalte nu Anders Sørensen til, at han skulde gaae med som
Frivillig, thi Fader vilde nemlig prøve ham, om han vilde blive
trofast saalænge. Datteren fik imidlertid det ene gode Tilbud efter
det andet, men hun sagde nei til dem alle, skjøndt Forældrene vare
haarde imod hende, og hun havde mange bittre Timer. Paa samme Tid fik
Fader stadig Breve fra Anders Sørensen, hvoraf han kunde see, at
dennes Tanker vare uforandrede. Saa besluttede Fader da for Alvor at
tage sig af Sagen, og naar Fader først beslutter Noget for Alvor, saa
pleier det ogsaa at gaae igjennem. Han talte Forældrene haardt til og
foreholdt dem, at de havde ikke Ret til at raade over deres Barn
efter eget Tykke, men de skulde være Vorherre ansvarlige derfor. Det
gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra
Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog
tilsidst Datteren.«
»Men det er jo en heel lille Roman«, udbrød jeg forbauset.
»Dem har vi mange af«, svarede Emmy, »men desværre ere de ikke altid
saa glædelige. Men de Fleste mene ligesom De, Nicolai, at i en saadan
lille Landsby kan der ikke være Noget at lægge Mærke til, og saa er
der ikke en Gaard eller et Hus, uden at det jo har sin Roman. Men vi,
som leve sammen med disse Mennesker og kjende deres Sorger og deres
Glæder, vi voxe ogsaa tilsidst saa fast til dem, at vi ikke kunne
skille os fra dem igjen. Men de hænge da ogsaa af deres ganske Hjerte
fast ved os -- og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig
Modtagelse, vi faae hos Anders Sørensen.«
Den første Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor
glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nød og Neppe, at
Gamle kunde værne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og
kaldte Hunden til sig.
Den Første, vi dernæst mødte, var en lille gullokket Pige, der kom
løbende mod os. »Goddag, lille Bodil«, sagde Emmy, idet hun bøiede
sig ned og kjærtegnede Barnet, »er Fa'er og Mo'er hjemme?«
Inden lille Bodil kunde svare, traadte en ung, smuk Bondekone med et
Par store brune Øjne ud og bød os Velkommen og førte os ind i Stuen,
hvor Anders Sørensen sad og læste i en Bog. Saasnart han saa os,
reiste han sig øjeblikkelig op og lukkede Bogen i.
»Guds Fred og Velkommen«, sagde han, idet han gav os hver især et
djærvt Haandtryk, »saa faae vi dog endelig engang igjen Folk fra
Præstens at see hos os; det er da ogsaa længe siden. Værs'go at tage
Plads!«
Konen beklagede, at hun ikke kunde modtage os oppe i Storstuen, som
det egentlig burde sig, men nu var der altfor koldt deroppe.
»Nu ja, ja«, sagde Manden, »denne Stue er da ogsaa meget pæn«, og han
kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetræskister, der stode
opstillede langs Væggen. »Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at
vi fik saa fint Besøg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen
istand til Dem.«
Nu blev der budt frem, hvad Huset formaaede: to store Fade Smørrebrød
bleve satte for os, og der blev budt Kaffe om; bagefter maatte vi
ogsaa smage Anders Sørensens Øl og drikke hans Vin. Jeg spiste som en
Helt, men min Tapperhed blev dog overgaaet af Anders Sørensens
Gjæstfrihed, der vedblev at nøde mig saalænge, at jeg tilsidst maatte
erklære, at nu kunde jeg ikke faae en Bid mere ned. Den unge Kone
førte os dernæst om for at vise os Husets Rigdomme. De store Egetræs
Kister bleve lukkede op, og det ene Stykke blev taget frem efter det
andet -- det var, som om det aldrig skulde faae Ende; og Alt det
skulde lille Bodil have, naar hun engang skulde holde Bryllup: ja
lille Bodil kunde da magelig holde syv Gange Bryllup paa al den
Herlighed. Og alt Lintøiet havde Konen selv spundet og vævet og syet
med sine egne Hænder, for saa var hun vis paa, at det var godt gjort.
Manden stod ved Siden og beundrede ikke Tøiet, men Konen. »Er det nu
ikke en mageløs Kone, jeg har«, hviskede han til Gamle, »hendes Lige
finder De ikke i hele Sognet, ja ikke i hele Verden. Men jeg har da
ogsaa gaaet en Deel igjennem for hendes Skyld, for det er, som
Præsten siger, at vi har allermest Glæde af det, som Vorherre først
lader os døie en Deel Ondt for, inden han giver os det.«
Det begyndte nu at blive mørkt, og vi toge derfor Afsked. Manden og
Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store
Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et
Par Rap af Anders Sørensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra
Præstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et ærligt Haandtryk
til Afsked.
»Det var en prægtig Mand, ham kunde jeg godt lide«, sagde jeg til
Emmy.
»Tror De nu ogsaa, De kan huske, hvad han hedder?«
»Ja det tror jeg nok.«
»Der kan De see, naar man først lærer dem at kjende, saa husker man
ogsaa nok Navnene paa dem. Naar De nu kommer herud til Sommer og
tilbringer Sommerferien hos os, saa skal De snart kjende alle deres
Navne ligesaa godt som jeg selv.«
Det var paa Tide at gaae hjem, men Emmy vilde gjerne først op paa den
lille Høi, der ligger bagved Landsbyen, og hvorfra man kan oversee
hele Byen. Saa gik vi da derhen; der laa vel et temmelig tykt Snelag
ved Foden af Høien, men det lykkedes os dog at komme lykkelig
derover. Netop som vi kom op paa Høien, begyndte det at ringe til
Solnedgang. Solen var rigtignok gaaet ned for en halv Time siden, men
dengang havde Klokkeren formodentlig været sysselsat med sin
Vesperkost og derfor meent, at Solen gjerne kunde vente lidt endnu
med at gaae ned. Vi Tre stode nu oppe paa Høien og saae nedover
Landsbyen. De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil
var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydækket; men som en
samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig,
Klokketonerne løde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds
Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille
Vinteraften stode vi tause oppe paa Høien og hørte paa Klokketonerne.
Nu kom de tre sidste Slag for Gud Fader, Søn og Helligaand -- stærkt
og kraftig løde de, det sidste vedblev endnu i lang Tid at bæve
gjennem Luften, og saa blev alt ganske stille.
»Det var for sidste Gang i det gamle Aar«, sagde Emmy, idet hun
foldede sine Hænder, »Gud være lovet og takket for alt Godt, som han
har givet os.«
En lille Stund taug vi ganske stille, derpaa begyndte Emmy paa Ny:
»Naar jeg staaer oppe paa denne Høi, føler jeg mig tilmode, som de
gamle Konger maa have følt sig tilmode, naar de sadde oppe paa deres
Slot og saae ud over Land og Rige. Der ligger ogsaa mit Rige nede, og
Alt, hvad jeg elsker og har kjært, finder jeg dernede.«
»Og Mere begjærer De ikke?« spurgte jeg.
»Nei.«
»De har virkelig slet ikke Mere at ønske?«
»Nu, det forstaaer sig«, svarede Emmy, og trods det dæmrende Mørke
saae jeg en flygtig Rødme dække hendes Kinder, »Ønsker og Begjæringer
have vi Mennesker altid. Men De veed vel ogsaa nok, hvad en gammel
Vismand har sagt, at vi kunne ikke hindre, at Fuglene flyve over vort
Hoved, men vi kunne vel hindre, at de komme og bygge Rede i Haaret
paa os. Saaledes ogsaa med vore Ønsker og Begjæringer: vi kunne ikke
hindre, at de flyve gjennem Sjælen, men vi kunne vel hindre, at de
fæste blivende Bo derinde.«
Vi gik ned ad Høien og vendte tilbage ad den Sti, som førte langs
Fjorden. Ogsaa her var Alt tyst og stille, det hvide Snelagen var
bredt over Alt og ligesom lyste os frem i Mørket.
»Nu er her jo ikke Meget at see«, sagde Emmy, »men om Sommeren, naar
Bøgetræerne hvælve deres tætte Løvtag over vore Hoveder, medens man
til den anden Side seer ned i Fjordens friske blaaligklare Vand, saa
er her velsignet.«
»Men det er da i Grunden ogsaa den eneste Spadseretour, som De har
her tæt ved Præstegaarden«, indvendte jeg.
»Men netop derfor er den mig desto kjærere. Som det gik med Folkene
oppe i Landsbyen, saaledes her med Træerne; der er ikke et Træ, ja
knap en Green her, uden at jeg kjender den, og naar jeg en varm
Sommerdag sidder her ude paa de græsklædte Brinker med mit
Haandarbeide, da er det mig, som om jeg midt i den lille Skovensomhed
dog var omringet af lutter gamle Venner, der Alle hviske saa
fortrolig til mig og have tusinde Ting at fortælle. Tro mig, Nicolai,
jo Mindre vi have, des større Pris sætte vi ogsaa derpaa.«
»Det er et sandt Ord«, bemærkede Gamle, »derfor siger ogsaa Apostelen
Paulus, »at det er godt at nøies med det, man haver«, og: »Tragter
ikke efter det Høie, men holder Eder til det Lave.« Det er to gode
Leveregler, som det var godt, om Alle vilde lægge sig paa Hjerte.«
»Ja men det er to græsselig kjedelige Leveregler«, indvendte jeg, »og
hvis Alle vilde leve derefter, saa vilde Verden tilsidst gaae i Staa,
ja falde reent i Søvn af bare Kjedsomhed. Nei, Livet er ikke Ro og
Hvile, men det er Bevægelse og Fremadstræben, Kamp og Anstrængelse --
»har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt« -- se det er at
leve paa den rette Maade.«
»Ja det mene jo de Fleste«, svarede Gamle, »og derfor klage de ogsaa
over den daarlige Verden, som vi leve i: istedetfor at klage over
deres Umættelighed og Begjærlighed. Saa skeer der dem heller ingen
Uret, naar det gaaer dem efter den gamle Vise: »Forgangen Nat Vor
gamle Kat En ung og lækker Muus fik fat« o. s. v.«
Ak ja, jeg tror næsten, at Gamle havde Ret! -- -- Anders Sørensen
sagde nok, at han havde gaaet meget igjennem for sin Kones Skyld, men
han var dog en lykkelig Mand, thi han blev kun forelsket een Gang,
men saa blev han det ogsaa tilgavns, medens jeg derimod -- -- ak ja,
hvem der var saa lykkelig som Anders Sørensen!
* * * * *
Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren
laaset af. »De kan ikke komme ind«, raabte Andrea Margrethe indenfor,
»De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.«
»Hvad skal der gaae for sig?« spurgte jeg Emmy.
»Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos
os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.«
Ovre hos Præsten fandt vi Præstekonen og Corpus Juris.
»Det var godt, at De kom, Nicolai«, raabte Præsten mig i Møde, »jeg
har siddet og ventet paa Dem: jeg har Noget til Dem.«
»Hvad er det?« spurgte jeg forundret.
»Jeg har fundet en ny Kjæreste til Dem, siden det ikke vil gaae med
den gamle, men hun koster tyve Daler.«
»Hvad skal det sige?«
»Det skal sige, at Christen Madsen har været her for at sælge sin
Kjæreste, men hun koster som sagt tyve Daler.«
Endnu var jeg lige klog, jeg forstod ikke et Ord af, hvad Præsten
sagde. Denne sad i sin store Lænestol med den meest alvorlige Mine og
blæste den ene tykke Røgsky fra sin Meerskumspibe efter den anden.
Præstekonen paatog sig at forklare mig Meningen af Præstens
gaadefulde Tale. »De veed nok, Nicolai,« begyndte hun, »at det gaaer
ikke altid til blandt Bønderne, som det skulde og burde, og at de
navnlig ved deres Forlovelser og Brylluper see meget mere paa Pengene
end paa Hjertelaget, saa at det mangen Gang kun er en reen Handelssag
mellem dem. Nu er der en gammel Avlskarl herinde hos Naboen ved Navn
Christen Madsen, han har i ti eller tolv Aar været forlovet med en
Pige, som ogsaa tjener inde hos Naboen, og som almindelig kaldes
gamle Ane. Gamle Ane har sparet nogle Skillinger sammen, og det var
egentlig meest derfor, at Christen Madsen vilde have hende. Bryllupet
er imidlertid bleven opsat fra det ene Aar til det andet. Men nu har
Christen Madsen pludselig faaet et godt Tilbud fra en anden Side og
vil derfor hæve Forbindelsen med gamle Ane. Men det vil gamle Ane
ikke give sit Samtykke til og først efter flere Underhandlinger har
hun forsaavidt givet efter, som hun vil give Christen Madsen hans Ord
tilbage, naar han vil betale hende tyve Daler.«
»Og nu mener jeg«, fortsatte Præsten, »at De, Nicolai, skulde betale
de tyve Daler, for at Christen Madsen kunde blive fri, og saa skulde
De selv tage gamle Ane -- hun har noget paa Kistebunden, og hun er
ikke fyrretyve Aar endnu.«
»Vil Christen Madsen nu ikke betale hende de tyve Daler?« spurgte
Corpus Juris.
»Nei«, svarede Præsten, »han synes, at det er for Meget; han mener,
at han er ikke tyve Daler værd, og det har han ogsaa ganske Ret i,
men at ti Daler ogsaa kunde gjøre det.«
»Det er altsaa gyldigt Ægteskabsløfte?« spurgte Corpus Juris atter
med ægte juridisk Betoning.
»Ja vist er det gyldigt«, svarede Præsten, »Ægteskabsløftet er nu syv
Aar gammelt, og om Sommeren gaaer det og vogter Gæs, saa Christen
Madsen kan paa ingen Maade benægte det.«
Nu kom Andrea Margrethe og bad os komme over. Præsten vilde tage sin
Lampe med, men det vilde Andrea Margrethe ikke tillade; vi skulde
gaae derover i Mørke, thi saa vilde Lysene paa Juletræet gjøre des
større Virkning. Saa maatte vi føle os for gjennem de lange Gange for
at finde Veien og stødte idelig mod hverandre, indtil vi endelig kom
over til Dagligstuen. Her maatte vi atter staae stille et Par
Øjeblikke foran Døren, og derpaa sagde Andrea Margrethe: En -- To --
Tre! rev hurtig Døren op, og -- Alt var ganske mørkt derinde, kun et
Par osende Lys laae nede paa Gulvet og udbredte et svagt Lys med
deres rødlige Tander.
»Hu ha«, raabte Præsten, »hvor de Lys skære i Øinene: jeg er allerede
bleven ganske blind deraf -- jeg kan slet ingen Ting see.«
Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjønne
Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hænge sammen? -- Omsider fik
vi et Lys tændt og saae da, at Juletræet var væltet om paa Gulvet og
laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld
heri?
»Trækvinden kan umulig have gjort det«, meente Andrea Margrethe, »for
alle Vinduer og Døre ere lukkede.« Vi undersøgte nøie Træet: det var
øiensynligt, at der var anvendt Vold, thi flere Grene vare knækkede,
som om man med Voldsomhed havde stødt til det. Men hvem kunde have
været saa ondskabsfuld at gjøre dette? Andrea Margrethe havde været
ganske alene, det maatte da være skeet i samme Øjeblik, som hun havde
forladt Stuen.
»Hier liegt der Hund begraben!« raabte endelig Præsten, »Du skulde
have husket det gamle Ord: =cave canem=! saa havde Du ikke havt den
Sorg.«
Ja Trofast maatte være Gjerningsmanden, derom kunde der ingen Tvivl
være: en stor Honningkage, der havde været anbragt i Toppen af Træet,
var reven af, saa kun et lille Stykke endnu var tilbage. Denne
Honningkage maatte have fristet stakkels Trofast altfor stærkt, saa
Naturen var gaaet over Optugtelsen, og den havde gjort dette
voldelige Anfald paa Juletræet og derpaa listet sig ud, da Døren blev
aabnet.
»Men den har bestemt kun gjort det for at jage et Par Rotter bort,
som den maa have seet deroppe«, sagde Præsten.
Men Andrea Margrethe meente, at saa uforskammet kunde Trofast aldrig
have været.
»Ja har Trofast ikke gjort det, saa maa Nicolai have gjort det«,
sagde Præsten, »men Nicolai kan bevise sit =Alibi=, for han har været
ovre hos mig, men derimod tvivler jeg meget paa, at Trofast kan
bevise sit =Alibi=«.
Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme Øjeblik kom Niels ind
slæbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist
Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med
Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa
frisk Gjerning.
»Se der kan Præsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine
Prygl forleden Aften«, sagde Niels triumferende.
»Ja jeg veed det nok, Niels, Du er en brav Karl, som altid gjør din
Skyldighed«, sagde Præsten.
»Men nu skal jeg give ham nok en Lection, der skal lære ham, hvordan
man har at skikke sig, naar man lever mellem dannede Mennesker«,
sagde Niels, og beredte sig til at slæbe Synderen afsted, men denne
hylede saa ynkelig, at selv Andrea Margrethe gik i Forbøn for den.