Værste var, at vi vare saa Faa; vi kunde jo kun være fire paa hvert
Parti (thi Præsten og Præstekonen ligesom Forpagteren og hans Kone
vilde kun være Tilskuere), men vi vare nu komne i saa godt Humør, at
vi meente, vi kunde gjøre, hvad det skulde være. Saa blev det
overdraget til Corpus Juris og mig at vælge hver sit Parti, hvorfor
jeg skyndte mig at vælge Andrea Margrethe. Men herimod protesterede
Corpus Juris, idet han paastod, at han som den Ældre havde Ret til at
vælge først, og at han vilde vælge Andrea Margrethe. Jeg vilde ikke
give efter, thi jeg kunde indsee, at uden Andrea Margrethe vilde det
være mig plat umuligt at gjøre Nogetsomhelst, og saaledes kunde der
gjerne være opstaaet en ny trojansk Krig mellem Corpus Juris og mig,
om ikke Andrea Margrethe selv havde afgjort Sagen ved at bestemme, at
hun skulde høre til begge Partier, idet hun kunde gaae over fra det
ene til det andet skiftevis og saaledes hjælpe begge. Hermed vare vi
tilfredse, og Corpus Juris valgte nu for sit Vedkommende Emmy, Gamle
og den ene Frøken Kjeldborg, medens jeg fik Hr. Hans og den anden
Frøken Kjeldborg. Det var rigtignok saaledes kun et meget lidet
Mandtal, jeg havde at raade over, men jeg vidste at hjælpe mig.
Skulde jeg saaledes f. Ex. forestille Gud Thor, der kom agende ind
paa sin Karre, trukken af to Bukke, saa maatte jeg nøjes med een, for
jeg havde jo kun een Gedebuk, nemlig Hr. Hans. Men Hr. Hans vidste at
trampe i Gulvet for fire Gedebukke, saa Virkningen blev den samme.
Jeg befandt mig overhovedet i samme Stilling som Tordenskjold, der
kun havde een Mand, og han græd. Thi Hr. Hans havde vel den bedste
Villie af Verden, men hans Evner stode ingenlunde i Forhold til den
gode Villie. Det vil sige, alle firbenede Roller udførte han paa en
fuldkommen tilfredsstillende Maade, men de tobenede skilte han sig
kun maadelig fra. Det var en Selvfølge, at han ikke kunde bruges,
hvor der skulde tales, det være sig nu meget eller lidet; men ikke
engang til stumme Roller kunde han benyttes. Saaledes var han engang
i en Pantomime udnævnt til at være Troldmanden, der ved et Trylleslag
forstener Alle; men han kom meget for tidlig ind, inden vi endnu ret
havde begyndt, saa at jeg, der var Harlekin, maatte bede ham gaae ud
og komme igjen om to Minuter for at forstene os. I Begyndelsen var
jeg derfor i stor Forlegenhed med, hvad jeg egentlig skulde bruge ham
til, indtil det endelig ved en reen Hændelse blev overdraget ham at
være Hest. Her var Hr. Hans i sit Element: han kunde vrinske som en
Hest, og han kunde sparke som en Hest, og han kunde pruste som en
Hest: kort Alt, hvad man med Billighed kan forlange af en Hest, det
kunde Hr. Hans ogsaa gjøre. Han blev ogsaa belønnet med stormende
Bifald og var saa tilfreds med sig selv, at han for Fremtiden kun
vilde spille lutter Hesteroller, saa at jeg nu maatte stadig see at
finde paa Noget, hvori vi havde Brug for en Hest. -- Med hans Søster
var jeg derimod endnu værre faren, for hun kunde jo ikke engang
bruges til at være Hest. Men Andrea Margrethe hjalp mig ud af min Nød
-- hun kunde være baade her og der og allevegne. Skulde der »komme
Fremmede«, og Frøken Kjeldborg glemte at banke paa Døren og glemte at
komme ind, hvad hun altid glemte, saa bankede Andrea Margrethe paa
Bordet og raabte »Kom ind!« og løb hen og lukkede Døren op, saa var
Frøken Kjeldborg nødt til at komme. Og naar Frøken Kjeldborg glemte,
hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea
Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun først løb over til
Frøken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernæst løb
tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige.
Men derfor havde vi ogsaa den Triumph, at Modparten aldrig kunde
gjætte, hvad det skulde betyde, som vi havde udført.
Efter Ordsprogslegene begyndte vi paa Pantelegene, for det er dog de
egentlig gode, gamle Julelege. En stor Mængde Panter samlede vi ind,
især fra Hr. Hans, der næsten uafbrudt var paa Gulvet. Thi var han
først kommen derud, saa kom han næsten aldrig ind igjen, for han
vidste ikke, hvad han skulde sige. En Gang blev han staaende et helt
Qvarteer og saae paa Andrea Margrethe, indtil Præsten fortalte ham,
at slig »stum Tilbedelse« var ikke tilladt. -- Da nu Panterne skulde
indløses og Dommene afsiges, fik jeg pludselig en Idee. Emmy bar
nemlig Panterne om, og jeg skulde afsige Dommen; men da Emmy ikke
havde holdt Pantet skjult med tilstrækkelig Omhu, kunde jeg see, at
det var et af dem, som Andrea Margrethe havde afgivet. Idet jeg nu
tænkte efter, hvad Dom der vel kunde være mest passende for hende,
faldt det mig paa Sinde, hvad hun Dagen i Forveien havde sagt om, at
hun kunde see Spøgelser, og jeg besluttede nu selv at agere Spøgelse.
Jeg dømte da, at Ejeren til det omhandlede Pant skulde gaae ud paa
Kirkegaarden og tre Gange raabe sit eget Navn, og da skulde han eller
hun see sin Tilkommende. Da nu Andrea Margrethe maatte erkjende
Pantet for sit, gjorde hun vel nogle Vanskeligheder ved at
efterkomme denne Dom, men da jeg foreholdt hende, at hun jo selv
havde sagt, at hun kunde see Spøgelser og nu ogsaa maatte vise, at
hun havde Mod dertil, saa gav hun efter. Imedens hun gik ud for at
tage Hat og Kaabe paa, listede jeg mig ubemærket bort og løb hurtig
gjennem Haven op til Kirkegaarden, hvor jeg skjulte mig bag en stor
Busk. Maanen var netop gaaet bag nogle Skyer, saa at der hvilede et
usikkert Dæmringslys over Alt omkring mig. Jeg sad bag min Busk og
ventede og frøs dygtig, thi det var meget koldt, og jeg havde ikke
givet mig Tid til at tage Overtøi paa. Ogsaa følte jeg mig noget
uhyggelig tilmode: min Phantasi begyndte allerede at foregjøgle mig
alle Slags Billeder af Dødningeknokler og Beenrade, som beredte sig
til at opføre deres klapprende Dands rundt om mig. Hist henne bag en
nys opkastet Grav forekom det mig, som om der var Noget, der rørte
sig, ja een Gang syntes det mig endog, som om jeg saae noget Sort
bevæge sig frem og tilbage og derpaa atter forsvinde. Hvad kunde det
vel være? Rigtignok var Klokken først henved Ni, og der var altsaa
endnu længe til den frygtelige Midnatstime, men hvem kunde vide, hvad
for en urolig Aand, der muligvis kunde faae i Sinde at spadsere sig
en ensom Aftentour henover Gravene i det stille Maaneskin? Jeg gav
nøie Agt: i et Par Øjeblikke bemærkede jeg Intet, men saa hørte jeg
et dybt Suk, der kom netop fra den nye Grav. Jeg fornam, hvorledes
Blodet stivnede i mig; jeg strøg mig med Haanden over Panden for
ligesom at forjage alle overtroiske Tanker, men min egen Haand var
ligesaa kold som en Dødningehaand. Atter hørte jeg et dybt Suk, og
nu havde jeg upaatvivlelig skyndsomst taget Flugten, naar jeg ikke i
det Samme havde hørt Andrea Margrethes lette, hurtige Fodtrin nærme
sig. Hvor hun kunde være, turde jeg vel ogsaa være, og jeg besluttede
derfor at blive, skjøndt jeg ganske havde tabt Lysten til at agere
Spøgelse. Andrea Margrethe gik rask frem over Kirkegaarden som En,
der er bestemt paa ikke at lade sig afskrække af Noget, derpaa
standsede hun netop tæt ved den nye Grav og saae sig om, men i dette
Øjeblik var Alt ganske stille. Derpaa begyndte hun at raabe, første
Gang med en noget skjælvende Stemme, men de to sidste Gange med rolig
og sikker Stemme: »Andrea Margrethe! Andrea Margrethe! Andrea
Margrethe!« Men neppe havde hun fuldført det sidste Raab, før en dump
Stemme svarede »her!« og i det Samme saae jeg en lang sort Skikkelse
reise sig fra den nye Grav. Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var
lige ved at styrte næsegrus til Jorden, da et højt Skrig fra Andrea
Margrethe kaldte mig til mig selv. Jeg sprang frem, beredt til at
forsvare hende mod al Verdens Gjengangere og Spøgelser, men snublede
over en stor Sten og faldt i en stor Snedrive. Hurtig var jeg
imidlertid oppe igjen, i et Par Spring havde jeg naaet hen til hende,
og -- -- saae ikke noget huløjet Spøgelse, som jeg havde ventet,
ifærd med at bortføre Andrea Margrethe, men derimod Corpus Juris i
egen høie Person, der i de lidenskabeligste Udtryk skjældte sig selv
for et taabeligt, ubesindigt Menneske, som burde straffes med Fængsel
og Tugthus og Galge, medens Andrea Margrethe, der strax havde
gjenvundet sit gamle Mod, søgte at berolige ham ved at sige, at det
Hele havde ikke noget at betyde. Dog var min Forbauselse stor over at
see Corpus Juris her, saa var hans sandelig ikke mindre over at see
mig.
»Hvor kommer Du fra, Nicolai?« spurgte han.
»Jeg kommer henne fra Busken der; men hvor kommer Du fra?«
»Jeg -- jeg --« svarede Corpus Juris stammende, »jeg kommer -- ja det
kan være det Samme, hvor jeg kommer fra, men hvad vilde Du bag Busken
der?«
Jeg tøvede noget med Svaret. »Jeg vilde«, sagde jeg endelig, »jeg
vilde see --«
»Du vilde see, hvor forskrækket Andrea Margrethe blev, og derfor var
det, Du havde udklækket hele den Plan. Men det er uforsvarligt«,
vedblev Corpus Juris med stigende Heftighed, idet han nu lod det
Uveir, hvormed han før havde raset mod sig selv, bryde løs over mit
Hoved, »det er skammeligt, at Du har kunnet være saa letsindig ikke
at betænke, hvilken Ulykke Du kunde have anrettet med den dumme
Spøg.«
»Men hvorfor kom De da herud, Frederik?« afbrød Andrea Margrethe ham
med et Smil. Corpus Juris mumlede nogle uforstaaelige Ord til Svar.
»Og saa har De ovenikjøbet«, fortsatte Andrea Margrethe, »glemt, at
De har drukket Forlig og Broderskab med Nicolai? Jo, De bærer Dem
rigtignok smukt ad!«
»Nu ja«, sagde Corpus Juris i en mere nedslaaet Tone, »jeg blev
maaskee lidt for hidsig -- men det var kun af Omsorg for Dem, Andrea
Margrethe. -- Der er min Haand, Nicolai, fra imorgen af ville vi
være Brødre og Venner.«
»Ja, fra _imorgen_ af«, gjentog jeg med Eftertryk ligesom tidligere.
Da vi atter traadte ind i Dagligstuen, blev Andrea Margrethe
bestormet med Spørgsmaal, om hun nu virkelig havde seet sin
Tilkommende, men hun svarede ganske rolig, at hun kun havde seet
Corpus Juris og mig. Nu vendte Spørgsmaalene sig til os To, hvad vi
havde at bestille ude paa Kirkegaarden, hvortil Corpus Juris svarede,
at han havde villet passe paa, at Andrea Margrethe ikke kom Noget
til, og jeg meente da, at jeg kunde afgive samme Erklæring.
Forpagteren begyndte nu at tale om, at det var paa Tide at tænke paa
Hjemfarten, men med ligesaa stor Glæde vi vilde have modtaget dette
Budskab for et Par Timer siden, ligesaa ukjært var det os nu, da
Lystigheden var i fuld Gang, og jeg erklærede Forpagteren, at det
hørte med til god gammel Skik og Brug, at Ungdommen ikke skiltes fra
hverandre før efter en Dands.
»Da har det aldrig før været Skik og Brug i Nøddebo Præstegaard«,
bemærkede Forpagteren.
»Og jeg haaber heller aldrig, at det skal blive Skik og Brug
herefter«, sagde Præsten, »men jeg har jo alt een Gang sagt Dem om
Nicolai, at han kan lære Dem, hvad De hverken skal eller bør gjøre.«
Imidlertid havde Emmy sat sig hen til Pianofortet: jeg greb hurtig
Andrea Margrethes Haand og overlod Corpus Juris begge Frøkenerne
Kjeldborg til behagelig Udvalg. Gamle bar sig ad som sædvanlig ved
slige Leiligheder, han satte sig ned og blev rolig siddende, indtil
han fik afgjort med sig selv, hvem af Damerne han vilde være saa
naadig at dandse med. Denne Gang varede det meget længe, inden Nogen
kunde finde Bifald for hans Øjne: først da Corpus Juris havde afløst
Emmy ved Pianofortet, først da var Gamle saa huldsalig at byde Emmy
op til en Dands. Hr. Hans var ikke saa kræsen i sit Valg, han
dandsede lige godt, eller om man vil, lige slet med alle Damerne,
idet han vexelvis anrettede Ulykker med Hovedet og med Fødderne. Med
de sidste traadte han Damernes Kjoler itu, med det første dandsede
han tre Gange mod Lysekronen, der hang temmelig lavt, men først
fjerde Gang lykkedes det ham at slaae den i Gulvet, hvorfor Præsten
bad ham om endelig at komme igjen til Fastelavn for at hjælpe med til
at slaae Katten af Tønden, thi deri maatte han vist være en sand
Mester.
Da Klokken slog Elleve, rullede Forpagterens Vogn for Døren, og nu
maatte vi da høre op. Atter samledes vi Alle ude i Forstuen for at
hjælpe vore Gjæster Reisetøiet paa, hvilket var højst fornødent, da
det paa Grund af Ordsprogslegene, hvor det var blevet anvendt paa
forskjellige Maader, var kastet hulter til bulter mellem hinanden,
saa det var vanskeligt at afgjøre, hvad der var vort, og hvad der var
Kjeldborgs. Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tæt
indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med
kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den
store Vægt; med sikker Haand tog han Tømmerne fra Gaardskarlen, der
hidtil havde havt sin Nød med at holde de vælige Heste, som
utaalmodigt sparkede Sneen op under sig. Ogsaa den øvrige Familie kom
nu til Sæde, og som fem mægtige Kolosser sadde de paa Vognen.
Forpagteren slog et højt Knald med Pidsken, og som en Stormvind fore
Hestene afsted, medens Vognen hoppede hen over den ujævne Steenbro.
Endnu kunde vi høre Ordet »Heste«, hvilket Forpagteren tilraabte os,
men de øvrige Ord bleve overdøvede af Vogntummelen, saa at dette Ord
blev paa en Maade Forpagterens Afskedshilsen, og siden har det altid
fremstillet sig for min Erindring som Qvintessentsen af hans
Levevisdom.
Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa
Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mørke Porthvælving,
og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den bløde
Landevej. Saa kastede vi endnu et Afskedsblik op til Carlsvognen og
Nordstjernen og den blege Maane; men det var bidende koldt; den varme
Aande frøs fast i vore Ansigter, Fingrene begyndte at blive stive --
derfor søgte vi hurtigt atter tilbage til den lune Kakkelovn.
»Det er længe siden, at jeg har moret mig saa godt«, sagde Præsten,
idet han efter Sædvane spadserede op og ned ad Gulvet.
»Ja, jeg har virkeligt moret mig ypperligt«, bemærkede Præstekonen.
»Ypperligt!« gjentoge alle vi Andre i eenstemmigt Chor.
»Og hvis er nu Skylden?« spurgte Præsten, »hvem kan vi takke herfor?
-- See her, her staaer Manden«, vedblev han, idet han lod sin Haand
falde ned paa min Skulder, »her staaer Ridderen uden Frygt og
Daddel. Ja Nicolai, det Kunststykke med Kartoflen kan dog kaldes et
sandt Mesterstykke, hvorved De bragte Liv i de Døde, ellers havde vi
maaskee nu siddet forstenede af Kjedsomhed og Søvnighed. -- Men hvor
er Kartoflen bleven af? Den burde indmures her i Døren ligervis som
de engelske Bomber i Kjøbenhavn, og underneden skulde skrives med
forgyldte Bogstaver: =Nicolaus fecit=. Ja Nicolai, at De har slaaet
min Meerskumspibe itu og min Hane ihjel: det tilgiver jeg Dem, thi De
har nu viist, at De har Hjertet paa det rette Sted. Med en =corona
civica= burde De smykkes, og i Deres Vaaben burde staae en halvspist
Kartoffel: saaledes var det Ret at hædre Dig, Du meget opfindsomme
Nicolai! -- -- Godnat!«
Og uden at sige et Ord mere gik Præsten bort, medens vi Andre bleve
staaende stumme og saae efter ham. Andrea Margrethe var den, der
først brød Tausheden. »Ja Nicolai«, udbrød hun, »i Aften har De viist
os, hvad de danske Studenter due til!«
Jeg blev heel overrasket over al den Ære og Berømmelse, der saa
uventet strømmede ned over mig, men Corpus Juris bemærkede haanligt:
»Det er ogsaa en stor Gjerning at forsluge sig paa en Kartoffel!«
»Saa skulde Du rigtigt selv have gjort det!« svarede jeg ivrigt, thi
skjøndt jeg oprindelig ikke selv havde anseet det for nogen synderlig
stor Bedrift, begyndte jeg dog at dømme anderledes, da jeg hørte
hvorledes de Andre roste mig.
»Ja det kan I skjændes om i Morgen«, sagde Gamle, »nu vil vi gaae i
Seng, for det er jo snart Midnat.«
Saa sagde vi hverandre Godnat, og Gamle, Corpus Juris og jeg
forføjede os op til vore Soveværelser. Da vi gik op ad Trappen
sammen, var Corpus Juris' Opførsel mig heel gaadefuld: han skiftede
paa een Gang Tone, tog mig under Armen, snakkede venligt og
fortroligt til mig og var saa gemytlig, som jeg ikke i lang Tid havde
seet ham. Jeg gik derimod og tænkte paa, hvorledes jeg skulde faae
ham lokket til at gaae i Seng uden at mærke, hvad jeg havde havt for.
Af denne Forlegenhed hjalp Corpus Juris mig selv ud.
»Hør Nicolai«, sagde han til mig, da vi traadte ind ad Døren, »om
Morgenen have vi begge To meget ondt for at komme op af Sengen; skal
vi da nu i Aften prøve, hvem af os der kan først komme i den?«
»Det kan vi gjerne«, svarede jeg, uden ret at kunne forstaae, hvad
Grund Corpus Juris kunde have til dette Forlangende. Jeg gik over
Gulvet for at nærme mig min Seng, men Corpus Juris holdt mig tilbage,
idet han sagde: »Nei, lad os stille os op her i Døren mellem vore
Værelser; hver sætter da en Stol ved Siden af sig; saa klæde vi os
hurtig af, og -- een, to, tre, springe vi rask i Seng!«
»Ja det er fortræffeligt!« sagde jeg, inderlig glad over, at Corpus
Juris selv gik i den Fælde, som jeg havde opstillet for ham.
Saa stillede vi os op, satte hver en Stol ved Siden af sig og
begyndte at klæde os af. Men jeg forhastede mig just ikke, thi jeg
vilde gjerne overvære Skuespillet, naar Corpus Juris skulde gjøre
sit Saltomortale.
»Hvorfor tøver Du?« spurgte denne, der bemærkede min Langsomhed, »er
Du maaskee bange for, at jeg har noget Ondt i Sinde?«
»Nei paa ingen Maade«, svarede jeg, idet jeg hurtigt gjorde mig
færdig. Vi vare afklædte paa samme Tid, og -- een, to -- fore vi over
Gulvet og: tre -- forsvandt vi hver især i et Hav af Dyner. Corpus
Juris havde nemlig havt den samme gyldne Idee som jeg og taget alle
Brædderne ud af min Seng, ganske som jeg havde gjort ved hans.
»I er to store Børn begge To«, sagde Gamle, der kom ind for at hjælpe
os op af den Mængde Puder og Lagener, hvori vi laae og væltede os.
Men dette Dynebad havde den gavnligste Indflydelse paa os begge To,
thi nu havde vi skaffet vor længe dulgte Harme Luft. Den Uveirssky,
der hidtil havde svævet mørk og truende mellem os, havde nu faaet
Udladning, og fra nu af fandt der ikke flere Sammenstød Sted. Da vi
atter havde bragt vore Senge i Orden, rakte vi hinanden Haanden og
lovede fra nu af at være Venner og Brødre.
Jeg sov udmærket den Nat og drømte, at jeg spiste Corpus Juris, men
fik ham i den gale Hals og blev kvalt, hvorpaa Gamle holdt en Ligtale
over os, der var saa lang og kjedelig, at vi begge To vaagnede op og
bleve levende igjen.
* * * * *
Da jeg vaagnede næste Morgen, var min første Tanke: »idag vil Du
forlove Dig, Nicolai!« Jeg sprang ud af min Seng for at see,
hvorledes Veiret var, thi ligesom en dygtig Feltherre først
undersøger Vind og Veir, inden han begynder Slaget, saaledes anseer
jeg det ogsaa for nødvendigt at have godt Veir, hver Gang jeg skal
udføre en eller anden stor Bedrift. Smukt og klart Veir medfører godt
og frisk Humør, og godt og frisk Humør maa man have, hvad enten man
nu skal op til Examen, eller man vil forlove sig. Denne Morgen var
det imidlertid graat og diset, ja der svævede endog Taager over Mark
og Eng, det syntes, som om Veiret vilde slaae om til Tøveir. Det var
slet ikke, som jeg ønskede det, thi sligt taaget Veir gjør En ganske
mørk og trist i Sindet. Men hvad er det i Dag? spurgte jeg mig selv,
thi ogsaa Dagen er det værd at lægge Mærke til ved slige Leiligheder.
Det var jo den 31te December, Sylvesterdag -- ja saa var det dog
aldeles nødvendigt, at jeg forlovede mig inden Aften. Thi med det
gamle Aar maatte ogsaa alle gamle Tanker bringes til Ende, man maa
ikke lade noget gaae ufuldendt og ufuldført ind i det nye Aar. Saa
gjorde det heller ikke noget, at det var taaget i Veiret, thi
Sylvesterdag maa altid være taaget: den bebuder os jo, at et nyt Aar
er ifærd med at bryde frem, men hvad det nye Aar bringer, er dunkelt
og ubestemt, derfor skal der svæve Taager foran dets Komme.
Gamle var allerede staaet op, men Corpus Juris laa endnu og sov. Jeg
lod ham imidlertid ligge, thi vi havde jo fra i Dag af sluttet
Venskab og Broderskab. Da jeg kom ned i Stuen, var Præsten og hans
Familie netop ifærd med at afsynge deres Morgenpsalme, jeg sluttede
mig til dem og sang med. Jeg tænkte ved mig selv, at det var egentlig
godt, om man hver Dag stod tidlig op og saae Solen staae op og sang
sin Morgenpsalme, thi det gjør En saa let og frisk i Sindet. Saaledes
bære Fuglene sig ad, men derfor ere de ogsaa altid i godt Humør og
synge af Hjertens Grund under Guds klare Himmel fra Morgen til Aften,
saa lang som Dagen er.
Da vi havde endt Psalmen, sagde Præsten til mig: »God Morgen Nicolai!
-- men er det virkelig Dem selv, eller er det ikke snarere Deres
Gjenfærd, og De selv ligger endnu oppe i Sengen og sover?«
»Nei det er mig selv«, svarede jeg, idet jeg rakte Præsten min Haand.
»Kjød og Blod har De idetmindste -- men saa er Miraklernes Tid jo
begyndt igjen, siden vi faae Dem at see lysvaagen paa denne Tid af
Dagen. -- Har De maaskee ogsaa Lyst til at gaae en Morgentour?«
»Ja, det har jeg nok.«
»Men De er jo bleven et heelt nyt Menneske, og det lader til, at De
med den Kartoffel igaar Aftes ikke alene omskabte hele Selskabet, men
ogsaa Dem selv. Sligt maa kongeligt belønnes: see her«, og han trak
en Cigar op af Lommen, »den fandt jeg igaar hændelsesvis i min
Skriverpult; den skal De trakteres med, thi slig en Selvovervindelse
bør paaskjønnes. -- -- Gaaer De med, Christopher?«
»Nei jeg vil heller blive her«, svarede denne, idet han saae hen paa
Emmy.
»Ja, ja da«, sagde Præsten til Gamle, »nu skal De faae Lov at gjøre,
hvad De vil, for siden skal De gjøre, hvad jeg vil. Jeg har Noget at
glæde Dem og Frederik med: Fattigregnskabet, ja det husker De nok fra
ifjor af, da De maatte sidde to hele Dage og regne efter. -- Kom nu,
Nicolai!«
»De skal faae en udmærket Kop The, naar De kommer hjem«, raabte
Andrea Margrethe efter mig, idet Præsten lukkede Døren.
»Vi vil gaae den samme Vej, som vi gik iforgaars«, sagde Præsten,
»først ned til Fjorden, dernæst bag om Landsbyen og saa hjem. Men i
Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang,
thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tænke over min
Prædiken til i Morgen.«
Saa gik vi da og taug stille begge To, Præsten tænkte paa sin
Prædiken, og jeg paa min Forlovelse. Vi vare begge saa fordybede i
vore Tanker, at vi bleve meget overraskede ved at see, at vi havde
tilendebragt Spadseretouren og atter stode udenfor Præstegaarden.
»See hvor Tiden gaaer, naar man tager sig noget Nyttigt for«, sagde
Præsten, »hvad har De nu gaaet og tænkt paa?«
»Aa paa forskjellige Ting!« svarede jeg.
»Ja det var Ret, Mennesket maa ikke forfalde til Ensidighed. -- Gaa
De nu ind og drik Deres The; jeg vil over at passe min Dont. Nu har
jeg faaet saa mange Kræfter, at jeg tænker, jeg kan nok vedblive at
arbeide til Middag. Farvel, hils Familien!« og dermed gik han over
til sit Værelse.
I Dagligstuen fandt jeg kun Emmy og Gamle. Andrea Margrethe havde
overordentligt travlt, hun skulde gjøre Tilberedelser til den næste
Dag, da vi skulde have »Dandsebod«, som Præsten kaldte det.
»Er Frederik ikke kommen op endnu?« spurgte jeg.
»Han er nok ude at hjælpe Andrea Margrethe«, svarede Gamle.
»Saa vil jeg ud at hjælpe med.«
»Een kan vist være nok«, sagde Gamle tørt.
»Ja jeg vil dog derud«, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea
Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris.
»Jeg vilde netop ud at hjælpe Dem ligesom Frederik«, sagde jeg.
»Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det
Første.«
Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an.
»Nei, De maa ikke spille i Dag«, sagde Andrea Margrethe.
»Maa jeg ikke spille? hvorfor ikke?«
»Fordi det er Lørdag, og Lørdag skal der altid være stille i
Præstegaarden, veed De nok.«
»Men Præsten kan jo umuligt høre, at jeg spiller; der er jo fire
eller fem lukkede Værelser imellem os.«
»Ja det kan gjerne være, men det er nu een Gang gammel Skik og Brug
hos os, at der ikke maa spilles om Lørdagen.«
»Men det er jo en taabelig gammel Skik og Brug, som burde afskaffes.
-- Og hvordan skal jeg nu faae Dagen til at gaae, naar jeg ikke
engang maa spille?«
»Den Bemærkning er just ikke meget smigrende for os«, sagde Andrea
Margrethe.
»Men De har saa travlt«, sagde jeg undskyldende, »De skal jo være
hele Dagen i Kjøkkenet.«
»Saa slemt er det dog heller ikke -- nu skal jeg f. Ex. kjøre til
Roskilde for at gjøre nogle Indkjøb; har De Lyst at kjøre med, saa
kan De komme til at kjøre i Slæde.«
»Nei virkelig? De skal kjøre til Roskilde i Kane -- og jeg maa kjøre
med Dem?«
»Ja saamænd maa De saa, hvis De har Lyst.«
Hvem der var glad, det var mig -- det var jo den allerønskeligste
Leilighed for mig: i en lethenflyvende Kane, hvor den vælige Hest
farer frem under Bjældernes Spil, medens de røde Topper kneise og det
blaae Tæppe bølger ud for Vinden som et Silkeseil -- alene sammen med
Andrea Margrethe: der kan siges Meget paa en saadan Tour!
Jeg saae ud af Vinduet: »hvad er det for et gammelt Skrumpelskud,
Niels der trækker frem?«
»Det er jo Slæden eller Kanen, som De saa fornemt kalder den«, sagde
Andrea Margrethe leende.
»Ja saa«, sagde jeg noget skuffet, men trøstede mig med, at jeg kunde
vel tale ligesaa godt i en Slæde som i en Kane; Hovedsagen var, at vi
vare alene.
»Men De har rigtignok Ret«, tilføiede Andrea Margrethe med et Suk,
det er græsseligt at tænke sig, at vi skal kjøre ind i Roskilde i en
saadan Dragkiste: alle Folk vil da vende sig om og see efter os.«
»Hvem tror De vil see paa Slæden, naar De sidder i den?« spurgte
Corpus Juris.
»Fy Frederik!« sagde Andrea Margrethe, idet hun truede med Fingeren,
»begynder De nu at sige Complimenter, saa faaer De ikke Lov at kjøre
med.«
»Hvad for Noget? kjører Du med, Frederik?« spurgte jeg forskrækket.
»Ja naturligvis; hvorfor skulde jeg blive hjemme?«
»Men Fattigregnskabet, som Præsten talte om?«
»Aa det kan vente, til vi kommer hjem igjen. Desuden vil Christopher
først begynde derpaa, saa skal jeg siden komme og hjælpe ham«.
»Jeg skal nok passe Fattigregnskabet: kjør Du kun ganske roligt«,
sagde Gamle.
Slæden var imidlertid kjørt op for Døren: ved at see nøiere paa den
blev jeg mere forsonet med den. Let og elegant var den jo langtfra,
men den havde noget vist Gemytligt ved sig, hvad der overhovedet var
charakteristisk for alt Bohavet i Præstegaarden.
»Der er Niels med Slæden«, sagde Andrea Margrethe, »saa maa vi skynde
os at blive færdig.« Hurtigt kom hun igjen, iført Kaabe og Hat.
»Skal Niels være Kudsk?« spurgte jeg, idet jeg steg op i Slæden.
»Nei Frederik vil selv kjøre«, svarede Andrea Margrethe.
»Saa tager De vel Plads her ved Siden af mig paa Bagsædet?«
»Nei jeg maa sidde paa Forsædet ved Siden af Frederik for at vise ham
Veien.«
»Men vi kjøre jo ligefrem ad den slagne Landevei?«