Ugeneerthed havde han opsøgt sig en stille Krog, hvor han sad og
læste. Men dette forekom mig dog at stride altfor meget mod de
selskabelige Pligter: saa satte jeg mig hen til Damerne, idet jeg
haabede der at kunne faae mere Leilighed til at udfolde mit
Conversationstalent.
Andrea Margrethe var her i Færd med at holde Samtalen i Gang, hvilket
ingenlunde var nogen let Sag. Idet jeg satte mig ved Siden af hende,
kastede hun et skjælmsk Blik til mig, som om hun vilde sige: »lad os
nu see, hvad de danske Studenter ere istand til.«
Jeg trak op i min Flipper for ligesom ret at ruste mig og begyndte:
»Har De seet den unge Skuespiller, der nylig er optraadt i Kjøbenhavn
og har vakt almindelig Beundring?«
Et bredt »Næh« var Svaret.
»De har maaskee ikke været i Kjøbenhavn i Vinter?«
»Næh.«
»De kommer maaskee overhovedet ikke ofte til Kjøbenhavn?«
»Næh.«
»Det gaaer jo udmærket«, hviskede Andrea Margrethe til mig, »det er
jo Vaudevillen »Nei«, De spiller for os -- den har jeg saa længe
ønsket at see.«
»Noch ist Polen nicht verloren«, hviskede jeg til hende, og begyndte
derpaa atter: »De lever altsaa bestandig paa Landet?«
»Ja.«
»Og De holder meget af Landlivet?«
»Ja.«
»Men Bylivet har dog ogsaa sine Behageligheder?«
»Ja.«
»Saa det er i Grunden vanskeligt at sige, hvad der er det Bedste.«
»Ja.«
Jeg begyndte at længes tilbage efter Hr. Hans' Conversation, der
havde i det Mindste den Fordeel, at man kunde forholde sig passiv.
Jeg rømmede mig, taug et Par Øjeblikke stille og rejste mig derpaa
fra min Stol.
»Der kom nok =finis Poloniæ=«, hviskede Andrea Margrethe. Jeg taug og
trøstede mig med den gode Bevidsthed, at jeg havde gjort, hvad jeg
kunde.
Samtalen mellem Hr. Hans og Corpus Juris var endnu paa samme
Standpunkt. Jeg maatte skjænke Corpus Juris min fulde Beundring: ved
at see ham staae uforandret i samme Stilling med Præget af den meest
spændte Opmærksomhed i sit Ansigt, kom jeg til at tænke paa hin
romerske Skildvagt ved Pompeji, der under Vesuvs Udbrud, medens
Taarne og Mure styrtede ned rundt omkring ham, og Himmel og Jord
syntes at ville forgaae, dog blev staaende paa sin Post, fordi der
var Ingen kommen til Afløsning endnu. Saaledes stod Corpus Juris og
hørte med ufravendt Opmærksomhed paa Hr. Hans; vel kom jeg nu til
Afløsning, men Corpus Juris ansaae det dog for rigtigst at blive, og
godt var det, for jeg havde ikke i ti Minutter hørt fortælle om
Morten Jensens Fux, før min sidste Rest af Taalmodighed var sluppen
op. Jeg saae paa mit Uhr: Klokken var Sex -- »Herrejeh«, tænkte jeg,
»hvordan i al Verden skal Du dog faae denne Aften lykkelig og vel
bragt til Ende!« Allerede tænkte jeg paa den sidste Udvej, nemlig at
følge Gamles Exempel, der med den roligste Mine af Verden sad og
læste i sin Krog, som om Fuxer og Skimler og Morten Jensen og
Forpagter Kjeldborgs aldrig havde været til -- da jeg fik et let Slag
paa Skulderen og ved at vende mig om saae Andrea Margrethe staae
bagved mig.
»Jeg skal ud at besørge Noget i Fadeburet«, sagde hun, »har De Lyst
at følge med?«
Jeg fulgte øjeblikkelig og havde endnu den Triumph af see Corpus
Juris kaste længselsfulde Blikke efter os, da vi gik, men Hr. Hans
holdt ham nu engang altfor fast til, at han kunde slippe bort.
»Jeg maatte forbarme mig over Dem«, sagde Andrea Margrethe, da vi
havde lukket Døren i efter os, »De saae saa elendig ud.«
»Puh ha«, svarede jeg stønnende, »hvordan skal vi dog faae denne
Aften til at gaae?«
»Er det de danske Studenter, der kan alt, hvad de vil, som allerede
tabe Modet? Fy skamme Dem!«
»Ja«, svarede jeg, »men jeg havde heller aldrig troet, at noget
Menneske kunde være saa kjedsommelig -- der er jo ingen Ende derpaa.«
»Der kan De see, hvad jeg sagde. Men forresten maa De huske paa, at
jo større Arbeidet og Anstrængelsen er, des større er ogsaa Æren,
naar man naaer Maalet.«
»Ja, ja«, sagde jeg, »Aftenen er jo heller ikke gaaet endnu. Hvem
veed, maaskee kan jeg faae en eller anden lykkelig Idee, der
pludselig kan sætte Liv i hele Selskabet.«
»Ja gid De kunde faae saadan en lykkelig Idee, det vilde være højligt
at ønske«, sagde Andrea Margrethe, idet vi traadte ind i Fadeburet.
»Nu skal jeg skænke Dem et Glas Mjød, det kan maaskee inspirere Dem;
og der har De Jødekager, at De kan styrke Dem efter de havte
Anstrængelser.«
Saa trak vi to Træstole frem og satte os ned i al Ro og Mag og drak
Mjød og spiste Jødekager, idet vi lode de Andre derovre skjøtte sig
selv og slaae Tiden ihjel, som de bedst kunde.
»Forresten«, sagde Andrea Margrethe, idet hun atter fyldte mit Glas,
som jeg havde tømt, »kunde De have godt af at tage Exempel af
Frederik; se hvor opmærksomt han stod og hørte paa Hr. Hans'
Fortællinger, skjøndt de har vist neppe været til at lee sig ihjel
af, om jeg ellers kjender Hr. Hans ret.«
»Det kan Frederik have godt af«, meente jeg, »han har gaaet og
drillet mig hele Dagen med den tossede Hane, nu er det en retfærdig
Straf, der kommer over ham.«
»Men De er ogsaa altfor ømfindtlig, Nicolai, De kan slet ikke taale
Spøg.«
»Den Slags Spøg holder jeg rigtignok ikke af; men jeg skal sige Dem
Noget: Frederik er meget drillesyg.«
»Nei, der gjør De Frederik Uret, han er det godmodigste Menneske paa
Jorden« -- og nu begyndte Andrea Margrethe en Lovtale over Corpus
Juris, der var et fuldstændigt Sidestykke til den, som jeg igaar
havde hørt af Emmy over Gamle.
»Hillemænd«, tænkte jeg ved mig selv, »er Gamle og Corpus Juris saa
godt anskrevne her, hvad maa de da saa ikke synes om Dig?« Og det
faldt mig ind, om det ikke var bedst nu, da vi sadde alene sammen i
Fadeburet og under fortrolig Samtale spiste Jødekager og drak Mjød,
om det ikke var bedst nu at gribe Øjeblikket og betroe Andrea
Margrethe, hvad jeg havde paa Hjerte. Men jeg vidste ikke ret,
hvorledes jeg skulde begynde -- om jeg pludselig skulde slaae ind paa
en alvorlig høitidelig Tone, der kunde passe til den Sags Vigtighed,
som jeg havde for -- eller om jeg skulde fortsætte den lette,
spøgefulde Samtale og da pludselig ved en aandrig Vending udtale mine
Ønsker.
»De seer saa eftertænksom ud, Nicolai«, bemærkede Andrea Margrethe,
»begynder den store Idee maaskee at komme, den, som skal sætte Liv i
hele Selskabet?«
»Ja«, tænkte jeg ved mig selv, »det kunde rigtignok være en stor
Idee, der kunde sætte Liv i hele Selskabet, om jeg nu kom over og
fortalte, at jeg havde forlovet mig med Andrea Margrethe.«
I det Samme hørte jeg Fodtrin udenfor, og Corpus Juris traadte
ilfærdig ind.
»Nei det gaaer paa ingen Maade an«, sagde han, »Christopher sidder
hele Tiden og læser, og nu er De og Nicolai løbet her ud; hvad maa
Kjeldborgs dog tænke derom? De maa virkelig strax komme tilbage med
mig.«
»Vil De ikke have et godt Glas Mjød, Frederik«, spurgte Andrea
Margrethe, »vi sad just og talte om Dem, saa der kunde man da
rigtignok sige, at naar man taler om Solen, saa skinner den.«
»Tak skal De have«, sagde Corpus Juris, idet han tog mod Glasset og i
Mangel af en Stol satte sig op paa Bordet, »saa De talte om mig? Hvad
var det da, om jeg maa være saa fri at spørge?«
»Nicolai klagede over Dem og sagde, at De var saa drillesyg.«
»Saa?« sagde Corpus Juris, idet han rolig blev siddende paa Bordet og
ikke syntes at ville forhaste sig. »Har jeg været saa slem til at
drille Dig i Dag, Nicolai?«
»Det synes jeg ikke, Du behøver at spørge om -- jeg har jo ikke
kunnet gaae et Øjeblik i Fred for Dig.«
»Nu, nu, jeg meente det ikke saa ilde.«
»Det kan gjerne være, Du ikke meente det saa ilde, men for mig har
det været meget ubehageligt.«
»Ja det er ikke værd at tale mere om den Sag«, sagde Andrea
Margrethe, »skeet er skeet og lader sig ikke ændre. Men nu bør De
smukt drikke paa Forlig og Broderskab.«
»Nu som De vil«, sagde Corpus Juris: »paa Forlig og Broderskab -- fra
imorgen af«, føiede han til, idet han stødte sit Glas imod mit.
»Fra i_morgen_ af«, gjentog jeg med stærk Betoning, thi i det Samme
faldt det mig ind, hvad jeg havde gjort ved Corpus Juris' Seng, og
den Spas vilde jeg dog nødig lade gaae fra mig.
Her bleve vi afbrudte ved Emmy, der traadte ind, fulgt af Gamle.
»Sidder De Allesammen her?« spurgte Emmy, »men det gaaer ikke an
saaledes at lade vore Fremmede blive alene. Andrea Margrethe, Du maa
i det Mindste gaae ind igjen -- hvad maa dog Kjeldborgs tænke om os?«
»De er saa græsselig kjedsommelige«, sagde Andrea Margrethe med et
Suk.
»Ja det kan gjerne være, men nu ere de engang vore Gjæster, og saa
bør vi ogsaa udøve Gjæstfrihedens Pligter mod dem.«
»Christopher, vil De ikke behage at tage Plads«, sagde Andrea
Margrethe, idet hun trak en tom Smørfjerding frem, hvorpaa Gamle tog
Sæde med ligesaa megen Alvor og Værdighed, som om det havde været en
Fløiels Lænestol med forgyldte Arme, der var bleven sat frem til ham.
Emmy skyndede paa os, at vi skulde gaae. »Nei, Christopher maa
virkelig først have et Glas Mjød«, sagde Andrea Margrethe: og saavel
Gamle som Corpus Juris og jeg befandt os saa vel, at vi bleve
siddende trods alle Emmys Paamindelser, saa at denne tilsidst ogsaa
slog sig til Ro.
»Ja Du har det godt, Christopher«, sagde Corpus Juris, »Du sidder nok
saa magelig og læser og overlader til os Andre at underholde
Kjeldborgs.«
»Naar en Samtale hverken er til Nytte eller til Fornøielse«, svarede
Gamle, »saa synes jeg ligesaa gjerne man kan tie stille og passe sig
selv.«
»Ja det har De sandelig Ret i«, udbrød Andrea Margrethe, »gid
Kjeldborgs vilde være ligesaa fornuftige, saa vilde de ikke komme her
og hjemsøge os og ødelægge en deilig Aften for os i Juleferien.«
»Saadant Noget maa Du ikke sige«, bemærkede Emmy; »der er meget godt
ved Kjeldborg, naar man betragter dem paa den rette Maade.«
»Ja saa er det aldrig lykkedes mig at betragte dem paa den rette
Maade, for jeg har altid fundet dem ubeskrivelig kjedsommelige og i
Aften over al Maade, ikke sandt, Nicolai?«
Jeg istemmede dette Vidnesbyrd af mit ganske Hjerte, men Emmy
vedblev: »Da veed Du meget godt, at der er Ingen saa villig til at
hjælpe de Fattige, som netop Kjeldborgs. Naar der er en eller anden
Ulykkelig her i Sognet, som Fa'er ikke veed at hjælpe paa anden
Maade, saa behøver han blot at sige et Ord til Kjeldborg, og strax
bliver den Sag bragt i Orden. Der er aldrig nogen Fattig, som gaaer
tomhændet bort fra dem.«
»Ja det kan være meget smukt, men derfor blive de ikke morsommere.
Jeg vilde holde ti Gange saa meget af dem, naar de blot vilde holde
sig indenfor deres egne Vægge eller i al Fald kun besøge os, naar vi
ere alene.«
»Og saa skulde Du betænke den Interesse, de nære for os«, indvendte
Emmy, »og den Deeltagelse, hvormed de følge os i Sorg og i Glæde. Har
Du glemt, hvorledes ifjor Vinter, da Du var syg, der ikke hengik
nogen Dag, uden at de lode spørge til dit Befindende? Overhovedet
troer jeg neppe, at Du skal finde Mange med saamegen Hjertelighed og
varm Medfølelse for Andre som Kjeldborgs.«
Jeg tænkte paa Forpagterens Haandtryk, hvoraf jeg endnu syntes at
kunne føle Svien, og begyndte at give Emmy Ret, idet jeg fattede den
Beslutning at gjøre alt mit for at opmuntre Selskabet.
Nu kom Præstekonen: »Nei nu har jeg aldrig seet saa galt! sidder I
Allesammen herude? Og Emmy -- og Andrea Margrethe -- jo det er smukt:
nu sidder Fa'er ganske alene derinde med Kjeldborgs.«
»Nu komme vi, nu komme vi«, sagde Andrea Margrethe, og saa maatte vi
afsted.
Der herskede Dødsstilhed inde i Dagligstuen. Forpagteren var bleven
træt af at fortælle om sine Heste, og Præsten lod til at have opgivet
ethvert Forsøg paa at føre Samtalen hen paa andre Gjenstande. Begge
sadde de ganske tause og skød de lange Røgskyer fra sig, medens
Frøkenerne Kjeldborg sadde saa stille som de forstenede Prindsesser i
Æventyret om det fortryllede Slot.
»Naa er I endelig der!« raabte Præsten os i Møde: »hvor kommer I fra?
Har I maaskee igjen været i Høn-«
»Jeg var ude at besørge Noget i Kjøkkenet«, afbrød Andrea Margrethe
ham hurtig. Og nu blev Themaskinen bragt ind, og der blev skjænket
The rundt, og glad var jeg, for saa gik den Tid. Men alle mine gode
Forsætter om at opmuntre Selskabet bleve ikke bragte til Udførelse,
og jeg sad og ærgrede mig over mig selv. Hvorfor kunde jeg da i det
Mindste ikke tale med Emmy og Andrea Margrethe, som jeg plejede, og
lade, som om Kjeldborgs slet ikke var tilstede? Men det vilde ikke
lykkes; Kjeldborgs laae som en stor, tung Sten og tyngede paa mig.
For dog at gjøre Noget drak jeg fem Kopper The, men deraf blev jeg
ikke lystigere.
En liden Afvexling fremkaldtes derved, at Niels traadte ind.
»Hvad vil Du?« spurgte Præsten.
»Jeg vilde blot sige Pastoren, at nu har jeg endelig fundet Trofast
og givet ham sine Prygl.«
»Hvad for Prygl?« spurgte Præsten forundret.
»Ih de Prygl, som Pastoren sagde igaaraftes, han skulde have, fordi
han havde været i Hønsehuset.«
Andrea Margrethe udbrød i høje Beklagelser over den ulykkelige
Trofast, der maatte lide saa uskyldig, men Niels trøstede hende med,
at havde Trofast denne Gang faaet Prygl uden at have været i
Hønsehuset, saa havde han nok tidligere været i Hønsehuset, uden at
faae Prygl, saa det kunde akkurat gaae lige op.
»Det kommer nu over dit og Nicolais Hoved«, sagde Præsten.
»Ja ja«, svarede Andrea Margrethe, »saa skal jeg give Trofast en
dobbelt Portion Aftensmad i Aften, saa maa det holde ham skadesløs.«
Da Niels var gaaet, spurgte Forpagteren, hvad det var for en
Historie.
»Det var en ganske mærkelig Historie, der passerede her igaar Aftes.
Seer De, Nicolai og Andrea Margrethe --«
»Aa Fa'er, det er aldrig værd at fortælle«, udbrød den Sidste ivrig.
»Naa saa Du vil, at det skal være en Hemmelighed? ja saa tier jeg«,
sagde Præsten.
»Hvad for Noget?« udbrød Forpagteren, idet han forundret saae fra
Andrea Margrethe hen paa mig og fra mig hen paa Andrea Margrethe, »ja
jeg tænkte da nok, at de Kjøbenhavnere ikke vare herude for
Ingenting.«
»Tys, tys, jeg har Ingenting sagt«, sagde Præsten. »Ti bare stille,
ellers faaer jeg Skjænd hele Dagen imorgen af Andrea Margrethe.«
For at afbryde denne Samtale kaldte Andrea Margrethe paa Pigen og bad
hende tage Thetøjet bort. Saa sadde vi atter ledige paa Torvet.
Præsten holdt ikke af Kortspil, saa denne Tidsfordriv kunde vi ikke
tye til. Andrea Margrethe fik den ene Frøken Kjeldborg anbragt ved
Pianofortet, hvor hun spillede en lang Sonate, der var ligesaa
kjedelig som hun selv. Det er overhovedet mærkeligt med den Evne, som
kjedsommelige Folk have til at gjøre alt muligt kjedeligt: ved at
høre Frøken Kjeldborg spille, maatte man troe, at hun af alle mulige
kjedelige Sonater havde udvalgt den allerkjedeligste og den
allerlængste. Det var en Række af Løb, Triller og Trimulanter, som
syntes aldrig at ville faae Ende. Tilsidst reiste jeg mig fra min
Stol, for at gaae hen til Corpus Juris og fortælle ham, at jeg var
lige paa Nippet til at falde i Søvn; men han kom mig imøde paa
Halvveien for at gjøre mig den samme Meddelelse med Hensyn til sig
selv. Saa stillede jeg mig op ad Døren og kneb mig selv af og til i
Armen for at holde mig vaagen.
Andrea Margrethe kom hen til mig: »De er vist meget søvnig, Nicolai?«
»Ja det er kun med Nød og Neppe, at jeg kan holde mine Øjne aabne.«
»Nu skal jeg lære Dem noget Nyt: vi vil spjælke vore Øjne -- det er
saadant et ypperligt Middel til at holde sig vaagen.«
»Hvad er det at spjælke sine Øjne?« spurgte jeg forundret.
»Ja giv nu lidt Tid, saa skal De faae at see --« og hun gik hen til
Brændekurven og kom tilbage med en lille Pind i Haanden. »Seer De: nu
skære vi en ganske fin lille Pind heraf og sætter op i Øjelaaget --
saaledes -- see nu sidder den og stikker, og saa kan man ikke falde i
Søvn.«
»Ja det er ypperligt«, udbrød jeg, »lad mig ogsaa spjælke mine Øjne.«
Men desværre blev der ikke Noget deraf, thi Præstekonen, der havde
seet, hvad vi havde for, kom og skændte paa os, for det lignede ikke
Noget at spjælke sine Øjne, naar man havde Fremmede. Saa maatte jeg
da holde ud, saa godt som jeg kunde; Sonaten vedblev, den forekom mig
at være ligesaa lang som Kong Xerxes' Hær, der brugte syv Dage og syv
Nætter til at gaae over Hellespont. Alt havde faaet Præg af Søvnighed
og Kjedsommelighed; jeg saae hen paa Præsten, han saae ud, som om han
havde vaaget i de tre sidste Nætter; jeg saae hen paa Corpus Juris,
han stod og bed sig i Underlæben, hvilket sandsynligvis var et
Surrogat for at spjælke sine Øjne; jeg saae hen paa Gamle, han sad og
nikkede med Hovedet, som om han slog Takt til Musiken. Ja selv Lampen
begyndte at ose og at true med at gaae ud. Mit eneste Haab stod til
Aftensmaden, om mulig den kunde bringe lidt Liv i Gemytterne. Men
ogsaa det Haab blev skuffet: Aftensmaden blev anrettet, og vi
begyndte at spise, men uden at der indtraadte nogensomhelst
Forandring til det Bedre. Thi naar saadan en Kjedsommelighedens Aand
først har gjennemtrængt Alle, da er det næsten umuligt at fordrive
den igjen. Ligesom en smitsom Syge forplanter den sig fra den Ene til
den Anden, og der er ingen Lægedom. Ikke engang Forpagteren eller Hr.
Hans talte mere om deres Heste: de sadde ganske tause som alle vi
andre og nød deres Aftensmad. Det var næsten, som vi feirede et
Gravøl, og det var ogsaa et Slags Gravøl, tænkte jeg, et Gravøl over
det gode Humør og Lyst og Liv og Fornøjelighed. Og hvem var saa
egentlig Skyld deri? Kjeldborgs kunde ikke være det, i al Fald ikke
Forpagteren og Hr. Hans, de havde jo efter bedste Evne givet deres
Skærv til den almindelige Underholdning og talt om Heste og atter
Heste i det Uendelige og først tiet stille, da der ikke længer var
Nogen, som vilde høre paa dem. Mon Præsten og hans Familie da var
Skyld deri? Men fra dem var jo hidtil alt Liv og Munterhed udgaaet,
hvor var det da muligt, at de paa een Gang kunde blive Kilden til
almindelig Kjedsomhed og Søvnighed? Eller var jeg maaskee selv Aarsag
deri? Ganske frikjende mig for Skyld turde jeg ikke, thi jeg havde
ikke engang gjort saameget som Corpus Juris, der, om han end ikke
selv havde givet Noget til Bedste, dog i det Mindste med ufortrøden
Opmærksomhed havde hørt paa Hr. Hans' Foredrag over Morten Jensens
Fux. Jeg var derimod gaaet min Vei og havde med mit slette Exempel
forført de Andre til at gjøre ligervis, og derved vare Forpagteren og
Hr. Hans blevne forstemte, da deres Auditorium saaledes lidt efter
lidt forlod dem, og saa taug de ogsaa stille. Og nu -- nu sad jeg,
jeg Repræsentanten for den danske Studenterstand, jeg, der skulde
bringe Liv og Lystighed og Ungdomsfriskhed med mig, jeg sad her og
taug bomstille og spiste Gaasesteg med Kartofler til som en rigtig
Philister. Var der da ikke den mindste Gnist af Ild tilbage i mig --
kunde jeg ikke finde paa en eneste Vittighed, der kunde bære
Vidnesbyrd om, at en af de »Herrer i Aandernes Rige« var tilstede?
Eller var jeg end selv for fattig til at finde paa Noget, kunde jeg
da i det Mindste ikke laane lidt af den Rigdom af Lune og Vid, der
som et sprudlende Væld var strømmet fra begeistrede Læber, naar vi en
Lørdagaften sadde samlede om den dampende Punschebolle hist i de
tilrøgede Haller, og vor rungende Latter og vor jublende Sang bragte
Bud til Naboer og Gjenboer, at det danske Studenterlune var ikke død
endnu?
Jeg søgte og søgte og tænkte og tænkte -- men om det var Tanken, der
var for stor, eller det Stykke Kartoffel, som jeg netop havde i
Munden, det veed jeg ikke: nok er det, jeg fik Kartoflen i den gale
Hals. En lille Stund sad jeg stille og ventede, at det vilde gaae
over, men det blev værre og værre: jeg kunde ikke trække Veiret. Jeg
vilde raabe om Hjælp, men jeg havde ingen Stemme at raabe med. I min
Angst greb jeg min Nabo, Hr. Hans, i Armen med en saadan Voldsomhed,
at han lod Kniv og Gaffel falde og forfærdet foer op fra sin Stol. Nu
kom der Liv i Selskabet; hvor før herskede Gravens Taushed, blev en
Raaben, Skrigen og Allarm, saa at det var umuligt at høre Noget. Den
Ene gav sine gode Raad saavel som den Anden, Alle raabte i Munden paa
hverandre og Præstekonen løb efter Hofmannsdraaber. Allerede begyndte
det at sortne for mine Øjne, og Enden vilde formodentlig være bleven,
at jeg aldrig meer havde spist Kartofler, om ikke Andrea Margrethe
midt under den almindelige Forvirring havde havt Aandsnærværelse nok
til at give mig et vel anbragt Stød i Ryggen, der havde til Følge, at
Kartoflen fløj ud ligervis som en Steen af en Kastemaskine og satte
sig paa Døren ligeoverfor.
Jeg aandede dybt, og jeg aandede tungt som En, der atter vender
tilbage til Livet. De Andre kom ogsaa til Ro efter den store
Forskrækkelse og toge atter Plads, medens Forpagteren fortalte os, at
for tre Uger siden var ganske det Samme skeet med en af hans Heste,
der ogsaa havde forslugt sig paa en Kartoffel, men saa havde han
taget en Tøjrepæl og drevet ned i Halsen paa den og flækket Kartoflen
og derved frelst Dyret.
»Det var Skade, at De ikke sagde det før«, bemærkede Præsten, »saa
kunde vi have forsøgt den samme Cur paa Nicolai.«
Og hvad blev nu Følgen af denne Begivenhed? den blev, at den store
Opgave, paa hvis Løsning jeg forgæves havde arbeidet, nu var løst paa
en meget simpel Maade. Jeg havde jo siddet og speculeret paa,
hvorledes jeg skulde bringe Liv i Selskabet, og nu var der kommet Liv
i Selskabet. Thi ikke blot jeg selv fornam, hvorledes med Livskraften
og Livsfølelsen mit forrige gode Humør vendte tilbage, men det Samme
var Tilfældet med alle de Andre. Det er jo bekjendt, at naar man
lykkelig og vel har overstaaet en stor Fare, saa forvandler den
tidligere Skræk sig til en næsten overstadig Lystighed. Folk ere
aldrig saa gemytlige, saa snaksomme og saa meddelsomme, som naar de
have undgaaet en Ulykke, der truede med almindelig Fordærvelse.
Enhver har Noget at fortælle, Enhver har Noget at sige, og det sees
ret, hvorledes Glæden løsner Tungerne. Saaledes gik det ogsaa nu! Den
Skræk, hvori Alle havde været for min Skyld, havde tilveiebragt den
hidtil savnede Spænstighed i Gemytterne. Vi snakkede og vi loe, og om
end En og Anden lo, hvor han ikke skulde lee, saa frembragte det kun
end mere Latter. Forpagteren begyndte atter at fortælle Historier om
sine Heste, og Præsten begyndte at fortælle Historier fra sine
Studenterdage; det Ene som det Andet blev modtaget med lige stor
Taknemlighed. Nu var det Tidspunkt kommet, jeg saa længe havde ventet
paa, det Tidspunkt, da jeg skulde optræde og hævde de danske
Studenters Ære, og jeg foreslog derfor, at vi skulde lege
Ordsprogsleg, hvilket Forslag blev modtaget med almindelig Jubel.