Juris raabte ind til mig: »Hvad er der paa Færde, Nicolai? Snakker Du
i Søvne?« -- og da han reiste sig op og saae mig staae i det aabne
Vindue, gav han sig til at skænde og heftig bebreide mig min
Uforsigtighed. Nu begyndte ogsaa Gamle at røre sig. »Nicolai,
Nicolai, hvad har Du for?« og da han saae mig i det aabne Vindue:
»men er Du gaaet fra Forstanden? I aabent Vindue midt om Natten ved
Juletider uden at være paaklædt -- -- vil Du paa Øjeblikket gaae i
Seng igjen. Du kan forkjøle Dig og blive syg, faae Brystsyge og
Tæring deraf« -- -- »og Koldfeber og Typhus«, tilføiede Corpus Juris,
»og smitte hele Huset; vil Du nu strax gaae i Seng.« Saa maatte jeg
lukke Vinduet og gaae i Seng; lidt efter kunde jeg atter høre Gamles
og Corpus Juris' dybe Aandedrag, der tilkjendegav mig, at de begge
vare faldne i en sød Slummer. »Og saadanne Menneskers Raad vil Du
følge?« sagde jeg til mig selv, »Mennesker, der kun tænke paa at
forkjøle sig og blive syge; hvad forstaaer de dem paa at forlove sig?
Men det er Følgen af at gaae og blive en gammel Pebersvend: saa
tænker man kun paa Brystsyge og Tæring og Typhus og Koldfeber -- --
saadanne to Ærkephilistre!« og i dette Øjeblik følte jeg mig optændt
af saa heftig Vrede mod Gamle og Corpus Juris, at jeg næsten kunde
have Lyst til at paadrage mig en Typhus eller Koldfeber bare for at
have den Fornøielse at smitte dem. Ved en meget naturlig
Tankeforbindelse kom jeg til at tænke paa Hanen, som jeg havde
anbragt inde hos Corpus Juris, thi denne vilde dog vist blive
ærgerlig derover, og selv Gamle var istand til at blive gnaven. Denne
Tanke virkede saa beroligende paa mig, at jeg atter faldt i Søvn.
Efter nogle Timers Forløb vaagnede jeg med den samme Tanke, hvormed
jeg var slumret ind: Hanen. Men det undrede mig, at jeg slet ikke
havde hørt Noget til den endnu: det maatte dog bestemt snart være
Morgen. Jeg tog mit Uhr ned og følte paa Viserne, Klokken maatte være
henved sex. Men hvad er det dog for en Syvsover af en Hane, der ikke
havde galet endnu? Eller skulde den have galet, medens jeg sov, uden
at jeg havde hørt det? nei det var umuligt. Eller skulde den endelig
være spadseret bort af sig selv -- nei det kunde den jo heller ikke,
thi Udgangsdøren var lukket. Jeg maatte op at see, hvordan det kunde
hænge sammen. Jeg stod atter op og listede mig ganske sagte over
Gulvet ind til Corpus Juris og stak Haanden op over det store Skab --
jo ganske rigtig, Hanen sad deroppe endnu. Jeg gav et lille Puf til
den for at vække den, men i det Samme begyndte Corpus Juris at
strække sig i sin Seng, og jeg skyndte mig hurtig tilbage af Frygt
for, at han skulde vaagne og see mig. Saa laa jeg ganske stille og
ventede paa, at Hanen skulde begynde at gale, men der var ikke
mindste Tegn til, at det vilde skee. Man kunde næsten fristes til at
troe, at Hanen havde været til Julesvir i de sidste Nætter og nu var
i Færd med at sove Rusen ud. Medens jeg laa og speculerede over, hvor
vidt der kunde være nogen Sandsynlighed herfor, eller hvad anden
Grund der vel kunde findes til denne mærkværdige Taushed, faldt jeg
paa Ny i Søvn.
Da jeg atter vaagnede, var det højlys Dag, Solen skinnede muntert ind
af mine Vinduer. Jeg foer i Veiret og gned mine Øjne; min første
Tanke var atter: Hanen, Hanen! Jeg saae ind i Corpus Juris Værelse
-- Sengen var tom; jeg saae ind til Gamle: samme Situation. Det var
dog altfor mærkeligt, nu maatte jeg have Forklaring, og i eet Spring
var jeg inde hos Corpus Juris: Hanen sad der endnu. »Dit uforskammede
Dyr«, raabte jeg, idet jeg rakte Haanden op og tog den ned, »hvor tør
Du vove at -- --« forskrækket standsede jeg: Vinger og Hoved hang
slappe ned -- -- den var død. Forgæves rystede jeg den, forgæves
vendte jeg den paa alle Ender og Kanter: den var og blev død. Nu
faldt det mig pludselig ind, at jeg den foregaaende Aften havde
maattet anbringe et lille Tryk paa dens Hoved for at faae Plads til
den, at dette Tryk muligvis havde været for stærkt, og at den
saaledes var bleven qvalt. Jeg lod den falde ned paa Gulvet og hengav
mig til Betragtninger, der vare af en mindre glædelig Art. Allerede
det, at den ulykkelige Hane var falden som et Offer for min
Ubesindighed, voldte mig en vis Smerte, skjøndt jeg trøstede mig med,
at den upaatvivlelig var død en hurtig Død, og at dens Skæbne vel
neppe nogensinde vilde være bleven at døe Straadød. Men den var
Præstens Yndlingsdyr, vidste jeg; hvad mon han vil sige dertil? Og
paa hvad Maade skulde jeg bedst fortælle, hvad der var skeet -- thi
det er dog yderst ubehageligt, naar man vil optræde som Elsker og som
Frier, da at skulle bede om Forladelse som en kaad Skoledreng, der
har gjort dumme Streger. Et Øjeblik tænkte jeg paa, om det maaskee
ikke var bedst at afgjøre det Hele paa en flot Maade -- f. Ex. naar
Præsten spurgte om, hvor Hanen dog kunde være bleven af, da at sige i
en let henkastet Tone: »den har jeg saamænd slaaet ihjel« -- men
denne Plan opgav jeg igjen, thi jeg følte, at den var umulig for mig
at gjennemføre, navnlig naar Emmy eller Andrea Margrethe var
tilstede. Imidlertid blev jeg ikke klogere af at staae her; jeg skød
derfor Hanen til Side og gik ned i Haab om, at der vilde aabne sig en
eller anden Udvei for mig.
Da jeg kom ned i Dagligstuen, fandt jeg den tom, der var Ingen
tilstede. Themaskinen stod paa Bordet og snurrede, den var ifærd med
at gaae af Kog; jeg kunde see, at Alle havde drukket The og vare
formodentlig gaaede ud at spadsere ovenpaa. Saa skænkede jeg mig selv
en Kop The og satte mig hen i Sophaen. I det samme gik Døren op, og
Andrea Margrethe traadte ind med blussende Kinder og straalende Øjne;
frisk og livsalig saae hun ud som den unge Morgen.
»Godmorgen Nicolai«, sagde hun, »men det var dog forskrækkeligt, saa
længe De har sovet idag.«
»Aa ja«, svarede jeg kort, idet jeg rørte om med Theskeen i min Kop.
»Frederik og jeg har spadseret en mageløs Morgentour sammen«, vedblev
Andrea Margrethe. Men denne Efterretning var just ikke skikket til at
sætte mig i bedre Humør, og jeg svarede derfor ganske kort: »Saa?«
»»Aa ja« -- og »saa«, hvad skal det sige?« spurgte Andrea Margrethe.
»De er i daarligt Humør; er der gaaet Dem noget imod?«
Disse Ord bleve sagte i en saa hjertelig Tone, at jeg samlede Alt mit
Mod og fortalte, hvad der var skeet.
»Ja det var rigtignok meget slemt, meget slemt«, sagde Andrea
Margrethe, idet hun rystede paa Hovedet, »det vilde jeg ønske, De
ikke havde gjort.«
»Troer De, at Deres Fader vil blive vred derover?«
»Vred bliver han vel ikke, men han vil komme i daarligt Humør, og det
er saa kjedeligt for os Andre.«
»Det var maaskee bedst, om jeg strax fortalte ham Alt«, sagde jeg.
»Nei gjør bare ikke det«, sagde Andrea Margrethe, »saa bliver han jo
strax i daarligt Humør. Nei lad os hellere vente, saa finde vi
maaskee paa een eller anden Udvei.« Og hun lagde Fingeren paa Hagen
og saae heel eftertænksom ud. »Der falder mig Noget ind«, sagde hun
lidt efter, »Naboens har en Hane, der ligner vor, kun er den noget
mindre: den kunde vi maaskee laane.«
»Ja hvad kan det hjælpe? Det er jo kun Galgenfrist.«
»Det kan hjælpe meget, for Fader er noget kortsynet og vil ikke lægge
Mærke dertil, saa kan vi altid vente, til De er reist til Kjøbenhavn,
og saa først fortælle ham Sagens rette Sammenhæng.«
»Men saa bliver han jo alligevel i daarligt Humør«, indvendte jeg.
»O det gjør ikke Noget, for saa ere vi alene med ham; jeg skal
desuden nok snakke godt for ham igjen.« Og dermed gik Andrea
Margrethe ud for at laane Naboens Hane. Lidt efter kom hun atter
tilbage med den; vi fik den sat ud i Gaarden, hvor den nok saa strunk
spankulerede op og ned, slog med Vingerne og galede, akkurat, som
det kunde have været den gamle Hane.
Nu kom Præsten ind, fulgt af Præstekonen og Corpus Juris, lidt efter
kom Gamle og Emmy. Jeg blev slet ikke glad ved at see hele Selskabet
samlet, thi jeg frygtede for, at mit Uheld skulde opdages nu, da Alle
vare tilstede, og jeg saaledes komme til at staae offentlig Skrifte;
i saa Fald kunde jeg da vente en lang Straffeprædiken af Gamle, og at
Corpus Juris vilde lee mig dygtig ud.
»Godmorgen Syvsover!« raabte Præsten, idet han kastede sin med
Rimfrost dækkede Hue hen i Ansigtet paa mig, »den Kunst at sove
forstaaer De udmærket; De kan da blive Professor deri, hvad Øjeblik
det skal være.«
»Ja jeg har sovet udmærket«, svarede jeg, idet jeg behagelig strakte
mig tilbage i Sophaen.
»_Har_ sovet«, sagde Præsten, »jeg troer næsten, at De kunde med
ligesaa god Grund bruge Præsensformen. -- Nu, hvad for Ulykker har De
betænkt at anrette idag?«
»Jeg kunde nok have Lyst til at ryge lidt Tobak«, svarede jeg hurtig,
thi jeg begyndte at frygte for, at Andrea Margrethes Plan dog ikke
vilde lykkes, og jeg foretrak derfor at faae Præsten over i hans
Studereværelse, for der at fortælle ham Alt i Enrum, fremfor at staae
aabenlyst Skrifte i Dagligstuen.
»Tobak? ja det er jo en meget nyttig Gjerning; kom da over med mig«,
og med disse Ord gik Præsten henimod Døren, medens jeg hurtig sprang
op for at følge ham. Men idet Præsten lagde Haanden paa Laasen,
standsede han pludselig og saae opmærksomt udaf Vinduet.
»Det er da underligt med den Hane; den seer ud, som om den var bleven
mindre end igaar.«
»Det er, fordi den gaaer saa langt borte, den er jo ovre i den anden
Ende af Gaarden, derfor seer den saa lille ud«, skyndte Andrea
Margrethe sig at sige, men jeg kunde see paa hendes Ansigt, at hun
kæmpede en haard Kamp med sig selv for ikke at briste i Latter.
»Aa hvad er det for en Snak«, svarede Præsten; »kom Mo'er og see: er
den Hane nu ikke bleven mindre end igaar? -- Hør Nicolai«, vedblev
han, idet han pludselig vendte sig om imod mig, »De har bestemt spist
Lidt af den igaar, da de var inde i Hønsehuset.«
Nu kunde Andrea Margrethe ikke tvinge sig længer, men brast i Latter.
»Hvad skal det betyde?« spurgte Præsten, og nu var der ikke Andet for
mig at gjøre end at gaae til Bekjendelse.
»De er et forskrækkeligt Menneske, Nicolai«, sagde Præsten, da jeg
havde endt min Beretning, »De holder jo ikke Fred, før De har slaaet
baade Mennesker og Dyr ihjel i Præstegaarden. Det er bedst, De strax
kommer over at faae noget Tobak, saa er jeg da sikker, at De i al
Fald saa længe ikke anretter Ulykker.«
Jeg var hjertelig glad over at slippe for saa godt Kjøb, men det
Værste stod endnu tilbage. Thi for det Første maatte jeg siden, hvad
jeg nok havde frygtet, høre en lang Straffeprædiken af Gamle, hvori
han foreholdt mig mine Pligter mod Dyrene. Disse kjendte jeg
rigtignok meget vel, og tilmed havde jeg jo ikke dræbt Hanen med
Forsæt, men jeg holdt det dog for rigtigst at tie stille, thi ellers
vilde Gamle blot have vedblevet endnu længer. Men langt utaaleligere
opførte Corpus Juris sig. Han overdængede mig med en Mængde
Spottegloser og Stiklerier om at slaae Haner ihjel, om at ville vække
andre Folk og selv sove over sig o. s. v. o. s. v. Navnlig hver Gang
jeg nærmede mig Andrea Margrethe og vilde begynde en Samtale med
hende, var han utrættelig i at angribe mig med den Slags Vittigheder.
Tilsidst blev jeg kjed af at høre herpaa, tog Kaskjet og Vinterfrakke
og gik ud paa Marken. Efterat have vandret noget omkring der ude,
faldt der mig en ny Hævnplan ind mod Corpus Juris. Jeg gik atter
tilbage, listede mig op paa hans Værelse, tog de underste
Sengebrædder ud af hans Seng og gjemte dem i Skabet og stillede
derpaa Matrasser og Dyner saa kunstig sammen igjen, at det var
umuligt at see, at der fattedes Noget. Naar da Corpus Juris om
Aftenen forføjede sig til Sengs, vilde han ufeilbarlig falde paa
Gulvet. Efterat have fuldført denne Bedrift gik jeg atter ned til de
Andre og taalte nu rolig alle Corpus Juris' Drillerier, idet jeg
trøstede mig med, at i Aften kom Touren til mig til at lee, og den
som leer sidst, han leer bedst.
Alligevel var jeg ikke ganske vel tilmode den Dag. De Planer, som jeg
havde ruget over om Natten, fremstillede sig atter for mig, uden at
jeg ret havde Mod til at gjennemføre dem. Jeg var adspredt og gav
forkeerte Svar, naar jeg blev tiltalt, hvilket end mere gav Corpus
Juris Lejlighed til at afskyde sine Vittighedspile paa mig. Saa gik
jeg ud paa Kirkegaarden for at faae Fred; _der_ havde jeg Ro nok til
at tænke efter. Og dertil kunde jeg trænge, for det var store Sager,
jeg havde at tænke over. Mine Tanker vare ligesom det oprørte Hav,
hvor det ene Bølgeslag følger efter det andet, det ene større end det
andet, og det sidste er det allerstørste. Hvergang jeg havde
gjennemtænkt een Tankerække og meente, at nu var jeg færdig med den
og kunde rolig lægge den til Side, saa dukkede pludselig en ny op,
som var endnu vanskeligere at behandle. Saaledes meente jeg
tilstrækkelig at have godtgjort, at det var paa Tide, at jeg
forlovede mig, men pludselig opstod det Spørgsmaal hos mig, om det nu
ogsaa var afgjort, at jeg skulde forlove mig med Andrea Margrethe.
Over denne Tvivl blev jeg i høi Grad forbauset, thi jeg var netop
gaaet ud fra den Tanke, at jeg burde forlove mig med Andrea
Margrethe, og først derfra var jeg kommen til det Resultat, at det
netop nu var paa Tide, at jeg forlovede mig. Men nu omstyrtede jeg
atter Præmisserne, og saa maatte Slutningen nødvendigvis ogsaa falde
bort, og dermed var da al min hidtidige Eftertænken spildt Arbeide.
Imidlertid tog jeg dog atter fat paa det sidst opkastede Spørgsmaal,
om jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, men hvorledes kunde
jeg finde noget afgjørende Bevis for Rigtigheden heraf? Jeg tænkte og
tænkte, men jo mere jeg tænkte, desmindre kom der ud af min Tænken,
og tilsidst vidste jeg hverken ud eller ind.
Solen, der hidtil havde skinnet klart og muntert, var efterhaanden
gaaet bag nogle Skyer, hvorved Alt havde faaet et vist sørgeligt og
mørkt Anstrøg. »Solen har maaskee ogsaa Noget at tænke paa«, sagde
jeg til mig selv, »derfor bliver den nu ligesaa taageindhyllet som
mine Tanker. Men det var, som om Solen kunde have gjættet denne
Formodning og nu vilde retfærdiggjøre sig, thi pludselig brød den
frem i al sin Glands gjennem Skyerne og kastede sine klare Straaler
henover den hvide Kirkemur. I det samme Øjeblik var det mig, som om
mine egne Tanker brøde frem af de Tvivlens Taager, hvori de havde
været hyllede, thi nu erindrede jeg mig paa een Gang følgende Ord fra
min philosophiske Propædeutik: »Enhver Forbindelse, der indgaaes
mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel
fremgaae af Tilbøjelighed som være begrundet i et Fornufthensyn.« Der
havde jeg jo det Bevis, som jeg søgte, og som soleklart godtgjorde,
at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe. Thi denne Forbindelse
fremgik af Tilbøjelighed, eftersom jeg virkelig var forelsket i
Andrea Margrethe, og tillige var den begrundet i et Fornufthensyn,
thi at Andrea Margrethe engang vilde blive en udmærket Præstekone,
derom vidnede hendes Bestyrelse af Huset, som jeg allerede i min
første Samtale med hende havde overtydet mig om. Altsaa: her var
baade Tilbøjelighed og et Fornufthensyn, følgelig burde jeg
forlove mig med Andrea Margrethe, og burde jeg forlove mig med
Andrea Margrethe, saa burde jeg forlove mig strax: =qvod erat
demonstrandum=. Det var, som om en tung Steen var falden fra mit
Hjerte, jeg følte mig saa fri og let som en Fugl i Luften, og idet
jeg atter gik gjennem Haven tilbage til Præstegaarden, sang jeg af
fuld Hals: »Hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde
kan -- ohi ohøi!«
Ved min Indtrædelse i Dagligstuen fandt jeg Corpus Juris og Gamle i
en heftig Disput; Emmy og Andrea Margrethe sadde som tavse Tilhørere.
Striden dreiede sig om de danske Studenter og Tonen mellem disse.
Begge to vare de enige i, at Studenterlivet ingenlunde var, hvad det
burde og kunde være, men i at forklare Aarsagen til dette Phænomen
vare de højst uenige. Gamle meente nemlig, at den maatte søges deri,
at Studenterne nuomstunder gave sig altfor _meget_ af med Politik,
Corpus Juris søgte den derimod deri, at Studenterne gave sig altfor
_lidet_ af med Politik. Gamle godtgjorde Sandheden af sin Paastand
ved at henvise til hine lykkelige Tider, da man efter endt Dagværk
samledes som trofaste Brødre uden Partistrid og Partihad og i et
ubundent Ungdomslune slog sig løs fra alle Trivialitetens Sorger og
Bekymringer. Corpus Juris meente, at det var en svunden Tid, som ikke
mere lod sig tilbagekalde, nu var Folket vaagnet til Frihed, og det
var Studenternes Sag at klare og udvikle denne Bevidsthed, det var
deres Sag at gaae fremmest i Kampen og ikke fejgt og dorsk at trække
sig tilbage i et gemytligt Philisteri med Nathuen ned over begge
Øren. Striden var her nærved at gaae over til Personligheder, om ikke
Andrea Margrethe havde givet den en anden Vending ved at spørge mig
om min Mening.
»Jeg«, svarede jeg, »jeg mener, at Livet mellem Studenterne er i
enhver Henseende, hvad det bør og skal være og aldeles upaaklageligt.
Jeg kommer aldrig op i Studenterforeningen, uden at jeg træffer gode
Venner og Bekjendte og morer mig udmærket.«
»Der mærker man da strax, at det er Russen, der taler«, sagde Corpus
Juris med en vis haanlig Betoning, »han seer Alt i et rosenrødt
Skær.«
»Saa gid alle Studenter vilde vedblive at være Russer«, raabte jeg,
»men naar man gaaer hen og bliver en gammel vranten« -- Pebersvend,
vilde jeg have sagt, men blev afbrudt af Andrea Margrethe, der sagde,
at det glædede hende, at jeg befandt mig saa vel blandt Studenterne,
men om jeg ogsaa virkelig var vis paa, at Alt var saa fortræffeligt?
»Jo det er jeg vis paa«, svarede jeg med stor Iver, thi jeg
begyndte at komme i Hede, »i Studenterne boer Ungdomslivet og
Ungdomsfriskheden, og fra dem skal det udbrede sig over hele Folket
-- -- de danske Studenter, de kan, hvad de _vil_«, tilføjede jeg med
stærkt Eftertryk, idet jeg tænkte paa det Forsæt, som jeg havde
fattet ude paa Kirkegaarden, og hvori jeg nu var urokkelig. Striden
var imidlertid bleven ført bort fra sin egentlige Gjenstand, og
Samtalen vendte sig til andre Æmner.
* * * * *
Muligvis kunde En og Anden forarge sig over de hyppige Disputer, der
fandt Sted mellem os tre Brødre, og mene, at Broderkjærligheden just
ikke kan være saameget stor mellem os. Men jeg maa hertil svare, at
vi ikke mene hinanden det saa slemt: det er Noget, der nu engang
ligger i vor Natur, og som vi maaskee have arvet fra vore gamle
Forfædre, der først maatte slaae Arme og Been itu paa hinanden, inden
de kunde blive rigtig gode Venner. Dertil kommer, at denne
Disputeresyge fremtraadte langt stærkere i hine Dage, vi tilbragte i
Nøddebo Præstegaard, end den ellers plejer. Man skulde have ventet
det Modsatte, nemlig at den Fredens og Kjærlighedens Aand, som
herskede her, ogsaa havde meddeelt sig til os. Dette skete imidlertid
ikke. Meest Brøde, troer jeg, paahvilede Corpus Juris; han var i hine
Dage højst pirrelig, han var, om det maa være mig tilladt at bruge en
uskjøn, men meget træffende Talemaade, ligervis som et raaddent Æg.
Man kunde sige, hvad man vilde: strax fandt Corpus Juris det
fornødent at opponere. Overfor Gamle var dette vel sjeldnere
Tilfældet, thi for denne havde han en vis Respect, men desto
hyppigere gik det ud over mig, som jeg alt har anført flere Exempler
paa. -- Efter denne lille Apologi vender jeg atter tilbage til min
Fortælling.
Da vi om Eftermiddagen sadde samlede i Dagligstuen: Præstekonen, Emmy
og Andrea Margrethe hver sysselsat med et Haandarbejde, og Gamle,
Corpus Juris og jeg sad og saae derpaa, traadte Præsten ind og indbød
mig til et Parti Schach.
Jeg modtog Tilbudet, men i mit stille Sind opkastede jeg det
Spørgsmaal, hvorfor Præsten ikke ligesaa gjerne kunde have indbudt
Corpus Juris til at spille Schach. Andrea Margrethe bragte
Schachbrættet og Brikkerne frem, og vi satte os ned for at begynde
Spillet.
Uheldigvis havde jeg mine Tanker mere ved Andrea Margrethe end ved
Schachspillet, og Følgen var, at jeg mistede den ene Officeer efter
den anden.
»De troer nok, at vi spille »Først af Brættet««, sagde Præsten --
»Mat!«
For dog at lade, som om jeg havde fulgt Spillet med nogen Interesse,
maatte jeg forlange Revanche. Men det gik mig ikke bedre anden Gang,
og tilmed kom jeg uforvarende, idet Præsten sagde mig Mat, til at
støde min Dronning ned paa Gulvet, saa hun gik midt over.
»Saa«, sagde Præsten, »begynder De nu at gaae løs paa mine stakkels
Schachbrikker. Nej med Dem er der intet Udkomme, det er jo et
fuldstændigt Ødelæggelsesprincip, der har taget Bolig i Dem.
Christopher og Frederik, kom De og lad os faae en fornuftig Schach en
=quatre=; jeg skal spille med den blinde Mand.«
»Aa lad mig være med som den fjerde Mand«, bad Andrea Margrethe.
»Du?« sagde Præsten, »see Du at faa et Slag Hanrej eller Sortepeer
med Nicolai, det er Noget for Jer To.«
Andrea Margrethe vedblev imidlertid sin Begjæring og blev saa kraftig
understøttet af Corpus Juris, der bestemt fordrede hende til Makker
istedenfor Gamle, saa Præsten tilsidst maatte give efter: han og
Gamle bleve Makkere, og Corpus Juris og Andrea Margrethe dannede
Modpartiet. De havde netop indtaget deres Pladser, da vi hørte en
Vogn rumle ind ad Porten.
»Hvem er det?« spurgte Præsten, idet han lagde Haanden bag Øret for
at opfatte de Kommendes Stemmer (thi vi havde alt tændt Lys og
rullet Gardinerne ned).
Andrea Margrethe løb hen til Vinduet og kiggede ud bag Rullegardinet.
»O vee, o vee, o vee!« raabte hun, »det er Forpagter Kjeldborg med
hele sin Familie!«
»Er det saadanne græsselige Mennesker, siden De raaber tre Gange
Vee?« spurgte jeg.
»De ere saa græsselig kjedsommelige, saa der er ingen Ende derpaa«,
sagde Andrea Margrethe. »Faderen og Sønnen har kun tre Æmner til
Samtale; det første er Heste, og det andet er Heste, og det tredie er
ogsaa Heste, og Moderen og de to Døttre har slet ikke Noget, de kan
tale om!«
»Ja kunde De nu finde paa en eller anden lille Ulykke at more os med
i Aften, Nicolai«, sagde Præsten, »saa skulde jeg endda tilgive Dem
al den øvrige Fortræd, De har voldet mig.«
Vi gik ud i Forstuen, jeg ikke lidet spændt paa, hvordan disse
græsselig kjedsommelige Mennesker kunde see ud, idet jeg ved mig selv
tænkte, at det skulde dog være sært, om jeg ikke formaaede at sætte
Liv i dem og derved vise, hvad de danske Studenter ere istand til.
Da vi kom ud, kunde jeg ved den urolig flammende Lampes Skind i
Begyndelsen ikke see Andet end lutter Peltsfrakker, uldne Tørklæder,
Kaaber og Schawler, men lidt efter lidt udviklede menneskelige
Skikkelser sig af disse uformelige Masser. Men disse uformelige
Masser havde noget Kæmpemæssigt ved sig, saa at jeg næsten kunde
fristes til at antage dem for henhørende til en anden Menneskerace
end vi selv. Selv Præsten, der var af en ganske anseelig Højde, kom
til at see lille ud ved Siden af den svære Forpagter, thi jeg vil nu
slet ikke tale om Gamle og Corpus Juris, der saae ud som et Par nette
Smaadrenge ved Siden af Forpagterens Søn, Hr. Hans, som han
almindelig blev kaldet.
»Goddag og Velkommen«, sagde Præsten, idet han rakte Forpagteren
Haanden: »det var smukt af Dem at komme over at see til os. Hvor
Godtfolk er, kommer Godtfolk til: her træffer De tre Kjøbenhavnere,
hvoraf den ene er Theolog og kan lære Dem, hvad De _bør_ gjøre, den
anden er Jurist og kan lære Dem, hvad De _skal_ gjøre, den tredie
hedder Nicolai og kan lære Dem, hvad De hverken bør eller skal
gjøre.«
»Saa er det vel sagtens Dem, der hedder Nicolai, kan jeg tænke«,
sagde Forpagteren, idet han trykkede min Haand saa kraftig, at jeg
troede, at han havde beholdt mine fem Fingre med det Samme. Men der
var saamegen Hjertelighed i dette Haandtryk, at jeg gjerne tilgav
dets Voldsomhed, skjøndt jeg maatte slaae Knips vel over ti Gange,
inden jeg kom til Bevidsthed om, at jeg virkelig havde mine Fingre
endnu.
Vore Gjæster bleve førte ind i Dagligstuen, hvor der bødes
Forpagteren og Hr. Hans hver en Pibe, og ved kraftig Understøttelse
af Præsten og mig var Stuen snart indhyllet i tætte Røgskyer, men,
som Præsten hviskede til mig, det var saadant et godt Præservativ mod
at falde i Søvn.
»Er Kjørselen gaaet godt og vel?« spurgte Præsten.
»Jo Tak, vel nok«, lød Svaret, »skjøndt den Nærmer gjorde mig det
broget nok. Det er et Pokkers stridigt Sind, der stikker i hende.
Altid vil hun gjøre det Modsatte af, hvad man vil have hende til.
Igaar vilde jeg have, at hun skulde gaae lidt langsomt, for
Pigebørnene skulde kjøre hende, men saa foer hun afsted, som om
Jorden brændte under hende. Idag vilde jeg derimod gjerne lidt rask
afsted, for idag kjørte jeg hende selv, og jeg kan nok magte hende,
men saa var hun knap til at faae af Stedet. Men jeg tænker nok, jeg
skal faae kureret hende, naar jeg har havt hende et halvt Aars Tid
endnu. Det er forresten curiøst nok, for det er accurat ligesom
Pastorens Røde.«
»Ja«, svarede Præsten. Jeg kunde see paa ham, at han alt for længe
siden havde tabt Traaden, og at hans Tanker vare andensteds henne.
»Ja den Røde blev Pastoren da trukken godt til Vands med. Men det var
Deres egen Skyld, hvorfor vilde De ikke tage mig paa Raad med? Jeg
havde netop dengang en prægtig Fux, som jeg vilde af med; den skulde
De have faaet for halv Pris, men nu blev den solgt til Morten
Jensen.«
»Saa?« sagde Præsten og gabede, saa jeg kom ogsaa til at gabe,
hvorfor jeg besluttede at søge lidt Afvexling i Underholdningen. Jeg
saae, at Hr. Hans var ifærd med at underholde Corpus Juris paa det
Ivrigste, og at denne lyttede til med tilsyneladende spændt
Opmærksomhed. Saa gik jeg da hen til dem i Haab om her at finde lidt
Aandrigheds Føde, men blev høilig skuffet i min Forventning, idet jeg
nemlig fandt Hr. Hans ifærd med meget omstændelig at beskrive alle de
fortræffelige Egenskaber, som bemældte Fux, der var bleven solgt til
Morten Jensen, havde besiddet. Efter nogen Tid at have hørt herpaa,
paakom der mig atter en heftig Trang til at gabe, og jeg saae mig
om, hvor jeg kunde finde en ny Adspredelse, medens Corpus Juris med
en sand Procuratorudholdenhed vedblev at følge Hr. Hans' Foredrag.