Forhør desangaaende og havde derfor ikke i Tide været betænkt paa
Svaret. Jeg maatte nu søge at redde mig derfra, saa godt jeg kunde,
men det vilde ikke ret lykkes mig, og jeg kunde nok mærke, at min
Beretning blev temmelig usammenhængende og meningsløs.
»Ja saa«, sagde Præsten, da jeg omsider var færdig, »og slige
Historier troer De, at De kan binde mig paa Ærmet? Nei min unge Ven,
jeg forstaaer nok, hvad der stikker bagved. De er en Don Juan, en
fuldstændig Don Juan, skjøndt det er græsseligt at tænke sig alt i
saa ung en Alder at være saa fordærvet! Igaar søgte De at slaae
Faderen ihjel, idag holder De natlige Stævnemøder med Datteren i
Hønsehuset. Men saa er det bedst strax at gjøre en Ende derpaa; nu
har De uden videre Tøven strax paa Stedet at forlove Dem med Andrea
Margrethe.«
Jeg var lige saa tilfreds med denne Dom som Aalen, der af Molboerne
blev dømt til at druknes. Hvad derimod Andrea Margrethe meente, kunde
jeg ikke ret komme efter. Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og
syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie,
men heller ikke Bifald med, hvad Præsten havde sagt. Ikke desmindre
troede jeg mig dog i Stand til at raade disse Runer; hendes Mening
var upaatvivlelig den samme, som den havde været i Formiddags, da
Præsten havde berørt det samme Æmne: nu kan det ikke skee, men engang
om tre eller fire Aar, naar Nicolai har faaet sin Embedsexamen, saa
kan der tales for Alvor derom.
Corpus Juris fik pludselig Lyst til at spadsere. Det var ogsaa en af
disse mærkelige Forandringer, der var foregaaet med Corpus Juris
herude. Hjemme i Kjøbenhavn havde han kun sjeldent Lyst til at
spadsere; i det deiligste Solskinsveir kunde han ligge hjemme paa
Sophaen og læse i en Roman, medens Gamle og jeg travede om paa
Langelinie og Frederiksberg, og kun efter mange Overtalelser kunde vi
undertiden faae ham til at deeltage i disse Vandringer. Men her i
Nøddebo vilde han hvert Øieblik ud at spadsere. Navnlig nu for
Øieblikket fandt jeg Tiden meget ubeleilig dertil, Klokken var over
otte, og jeg syntes, han kunde have spadseret nok nede ved Fjorden,
da han søgte efter os. Gamle var for sit Vedkommende ogsaa fuldkommen
tilfreds med den Spadseretour, han havde faaet, men Andrea Margrethe
derimod var af samme Mening som Corpus Juris.
»Hvor skal vi da gaae hen?« spurgte jeg, der altid var rede til at
gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae.
»Vi vil gaae ud paa Kirkegaarden«, svarede denne.
»Hvad skal vi paa Kirkegaarden?«
»Der er saa smukt ude i Maaneskin og saa kan vi see Spøgelser
derude.«
»Kan De see Spøgelser?« spurgte jeg, »jeg har aldrig været saa
lykkelig.«
»Ja men jeg er et Søndagsbarn«, svarede Andrea Margrethe, »jeg er
født en Søndag, og derfor kan jeg see Spøgelser og Utysker.«
»Se Dig selv i Speilet, saa seer Du strax eet Utyske«, sagde Præsten.
»Skal vi saa gaae?« spurgte Corpus Juris, der var gaaet ud og nu
atter kom tilbage med Andrea Margrethes Kaabe og Hat.
»Gaaer Du ikke med, Emmy?« spurgte Andrea Margrethe.
»Ja jeg veed ikke ret -- gaaer De med, Christopher?«
»Jeg er træt«, svarede Gamle, »jeg har mere Lyst til at blive her hos
Deres Forældre.«
»Christopher er et godt Menneske«, sagde Præsten, »han tænker paa os
Gamle; I Andre tænke bare paa at føjte og more Eder -- vi Gamle kan
smukt sidde hjemme og kjede os.«
Emmy erklærede, at hun vilde ogsaa blive hjemme.
»Geneer Dig ikke«, sagde Præsten, »gaa kun med, det har Du alligevel
mest Lyst til.«
Det lod imidlertid ikke til, at Emmy havde Lyst dertil. Hun satte sig
rolig ned ved Siden af Gamle og vilde begynde paa et Haandarbeide, og
først da Andrea Margrethe erklærede, at hvis Emmy ikke gik med, saa
vilde hun heller ikke gaae med, lod Emmy sig navnlig ved Corpus
Juris' og mine Overtalelser bevæge til at gjøre Følgeskab.
Jeg skyndte mig hen at byde Andrea Margrethe Armen, men Corpus Juris
kom mig i Forkjøbet. Saa maatte jeg følges med Emmy, og jeg havde
ingen Grund til at fortryde Følgeskabet. Jeg havde den Dag næsten
slet ikke talt med Emmy, saa jeg benyttede nu Leiligheden til at
indhente det Forsømte. Sneen knirkede under vore Fødder, det var
bitterlig koldt, men ved Emmys Side glemte jeg snart baade Is og
Kulde og Sne. Hendes Tale var mild og rolig, den var et klart Udtryk
af hendes Tanker, der var rene og skjønne som de klare, hvide
Maanestraaler. Alt, hvad hun talte om, blev ligesom hævet op i en
lysere, skjønnere Verden, det var, som forstod hun at opfatte
Harmonien i Alt, saa at enhver Dissonants, enhver Uoverensstemmelse
og Strid forsvandt. Meget, der hidtil ikke havde vakt min
Opmærksomhed, forstod hun at aabne mit Blik for, saa at jeg pludselig
saae det i et heelt andet Lys. Som den kyndige Juveleer veed at
skatte den kostelige Ædelsteen, der for den Uindviede tager sig ud
som en ringe og uanseelig Kiselsteen, saaledes vidste hun strax at
paaskjønne, hvad godt og smukt der kunde være hos et Menneske, medens
Andre ikke kunde see noget Usædvanligt deri. Blandt Andet kom vi til
at tale sammen om Gamle, og jeg blev i høi Grad overrasket ved at
høre den Inderlighed og Varme, hvormed hun omtalte ham. For mig havde
Gamle altid staaet i en vis Afstand; det gik mig med ham som med saa
meget Andet: jeg tog det, som det var, uden at gjøre mig selv
Regnskab for, hvorledes det egentlig forholdt sig dermed. Gamle var
min Broder, og jeg holdt meget af ham, men noget særdeles
Overordentligt havde jeg dog aldrig troet at finde hos ham.
Anderledes med Emmy, hun var nærved at betragte Gamle som et Slags
høiere Væsen. Hun kunde ikke noksom prise hans aabne Sands for alt
Skjønt og Stort, hans rige Kundskaber, hans ædle og medfølende Hjerte
for Andres Nød og Kummer. Jeg svarede hertil, at uden at ville
nedsætte Gamle maatte jeg dog tilstaae, at han meest levede i sine
egne Drømmerier og ikke syntes at bekymre sig stort om den Verden,
der omgav ham.
»Og det siger De«, svarede Emmy med en Iver, jeg ikke før havde seet
hos hende, »det siger De, der endnu i Dag har havt Beviser paa den
Kjærlighed, hvormed han tænker paa Dem.«
»Hvorledes det?« spurgte jeg.
»Har De da allerede glemt, hvilken Skræk han har udstaaet i Aften for
Deres Skyld? De skulde blot have seet, hvor urolig han var, da De var
borte, hvor han -- ja De saae ham jo selv, da han kom tilbage, var
faldet og havde slaaet sig og dog ikke agtede derpaa, saa opfyldt var
han af Tanken om Dem. Og nu hans Glæde over at gjensee Dem, agtet De
heller ikke den for Noget?«
»Ja det var nu saadan en høitidelig Leilighed«, indvendte jeg, »han
troede, jeg var druknet, og saa var det da ikke saa underligt, at han
blev glad ved at finde mig levende: det Samme vilde jeg have gjort i
hans Sted uden at regne mig det til synderlig Fortjeneste. Men De
skulde see ham til Dagligdags, saa kan han gaae undertiden hele Timer
indesluttet i sig selv uden at sige et eneste Ord.«
»Og er det da de bedste Mennesker, som tale meest? Troer De, at den,
som har mange Ord, ogsaa gjemmer Meget i Hjertet?«
»Det troer jeg just ikke, men jeg mener dog, at man gjerne kan tale
lidt sammen engang imellem, uden at det just behøver at være saa
uhyre dybsindigt. Ellers kunde man tilsidst staae Fare for ikke at
tale et eneste Ord den hele lange Dag. Og naar han virkelig gjemmer
saa meget i sig, som De troer, hvorfor meddeler han da ikke os Andre
lidt af sin megen Visdom? Saalænge han beholder den for sig selv, er
den dog kun en død Skat.«
»Har De da nogensinde bedet ham derom, og han har afslaaet det? Har
De nogensinde begyndt en Samtale med ham, og han har viist Dem
uvillig bort?«
Jeg begyndte næsten at frygte for, at jeg havde gjort Emmy vred. Jeg
havde just heller ikke tilsigtet et saadant bestemt Angreb paa Gamle,
thi jeg nærede ingenlunde ringe Tanker om ham, men ifølge den
Modsigelsesaand, som boer i os Mennesker, kunne vi aldrig høre Nogen
roses paa særdeles Maade, uden vi strax føle os opfordrede til at
fremdrage Skyggesiderne og mangen Gang dvæle mere ved disse, end vi
egentlig havde betænkt fra først af.
Vi havde imidlertid naaet Kirkegaarden og vare gaaede et Par Gange
omkring den, uden at jeg i Samtalens Hede havde lagt Mærke dertil. Nu
standsede jeg og saae mig om, og Emmy, der maaskee frygtede for at
have været altfor ivrig, standsede ogsaa. Kirken, der ved Dagslyset
saa temmelig uanseelig ud, syntes at være voxet i Maanelyset. Dens
hvide Mure, som kastede de blege Maanestraaler tilbage, havde ligesom
et aandeagtigt Udseende. Rundt om laa Gravhøi ved Siden af Gravhøi,
dækkede af det hvide Snelagen: ikke et Græsstraa var at see, ikke en
Fugl var at høre -- her havde den blege Død opreist sin Throne: Alt
var Kulde, Død og Taushed. En stærk Modsætning hertil var det
pludselig at høre Latter og høirøstet Tale; det var Corpus Juris og
Andrea Margrethe, som ligeledes vare gaaede Kirkegaarden rundt og nu
atter kom os i Møde. De vare i en hæftig Ordstrid sammen, men i al
Venskabelighed, thi de lo ligesaameget som de talte. Efterhaanden som
de kom nærmere, kunde vi bedre forstaae, hvad de sagde.
»Deri gjorde hun Ret«, paastod Andrea Margrethe, »jeg vilde have
gjort det Samme i hendes Sted.«
»Hvilket?« tillod jeg mig at spørge, da de i det Samme standsede lige
foran os.
»Frederik har netop fortalt mig en Historie om en ung og deilig
Ridderjomfru, der boede paa en gammel Borg paa den anden Side af
Fjorden, og som sagde Nei til syv Beilere.«
»Hvorfor gjorde hun det?«
»For at de ikke skulde troe, at hun uden Videre vilde sige Ja til den
Første, den Bedste, der kom. I hendes Sted vilde jeg gjort det
Samme.«
»Ja saa«, sagde jeg og taug lidt stille. Vi forlode atter
Kirkegaarden og vendte tilbage til Haven. Derpaa sagde jeg atter:
»Kjender De Visen om »Roselil og hendes Moder«?«
»Ja vist saa«, sagde Andrea Margrethe uden at ane, hvor jeg vilde
hen.
»Vil De ikke synge den for os?«
»Jo gjerne«, svarede Andrea Margrethe noget forundret over dette
pludselige Forlangende. Først da hun kom til Slutningen af Sangen, og
jeg ovenikjøbet havde den Dristighed at stemme i med ganske sagte:
»Roselil blev saa rød som et dryppende Blod« -- -- først da forstod
hun, hvad jeg havde meent. Hun standsede imidlertid ikke, men sang
rolig Visen ud og sagde derpaa til mig: »Den Hr. Peder syntes De vel
sagtens godt om?«
»Ja«, svarede jeg uden Betænkning.
»Det kan jeg tænke, men kjender De ogsaa Visen om »der arme Peter«?«
»Nei den kjender jeg ikke.«
»Nu vel, saa skal jeg ogsaa synge den for Dem« -- -- og nu begyndte
hun at synge:
»Der Hans und die Grethe tanzen herum
Und jauchzen vor lauter Freude.
Der Peter steht so still und stumm
Und ist so blaß wie Kreide.
Der Hans und die Grethe sind Bräutigam und Braut
Und blitzen im Hochzeitsgeschmeide.
Der arme Peter die Nägel kaut
Und geht im Werkeltagskleide.«[4]
[4] H. Heine.
Derpaa vendte hun sig om mod mig og sagde: »Hvad synes De om den Hr.
Peter?«
»Nei den Peter synes jeg rigtignok ikke om.«
»Tag Dem iagt, at det ikke gaaer Dem paa samme Maade. -- Kom, lad os
gaae hjem«, sagde hun derpaa til Corpus Juris, og de To gik hurtig i
Forveien.
Jeg blev staaende og grublede over, hvad Andrea Margrethe havde sagt
til mig. Hvad meente hun egentlig med disse Ord? Vare de en
Tilbagevisning, at jeg skulde vogte mig og ikke altfor dristig trænge
mig frem, eller vare de en Opmuntring, at jeg skulde tale, medens det
endnu var Tid, at jeg ikke siden maatte fortryde min Taushed? Disse
Gaader formaaede jeg ikke at løse, men der opstod i dette Øieblik en
vis Bitterhed hos mig mod Andrea Margrethe, fordi ogsaa hun, som jeg
hidtil havde holdt for saa aaben og ærlig, syntes at høre blandt dem,
der gjerne føre tvetunget Tale.
»Skal vi ikke ogsaa gaae hjem?« spurgte Emmy.
Lyden af denne blide Røst stemte mig atter mildere. Her, tænkte jeg
ved mig selv, her ved din Side staaer i det Mindste Een, hvis Sjæl
er aaben og reen, Een, som ikke kjender til skuffende og tvetunget
Tale, men hvis Ord ere rene og klare som hendes Tanker.
»Se nu falder De jo selv i Tanker og lever i Deres egne Drømme«,
sagde Emmy til mig, »og det var netop det, som De før anklagede
Christopher for.«
Ja Gamle, hvad havde han at falde i Tanker over? Men naar man har
faaet en saadan Sphinxgaade at løse som den, der nys var forelagt
mig, saa var det vel ikke underligt, om man tænkte saalænge over den,
at man tilsidst blev til Steen. At dette ikke hændtes mig, derfor
kunde jeg takke Emmys milde og livsalige Tale.
Da vi nærmede os Præstegaarden, saae vi Corpus Juris og Andrea
Margrethe staae og titte ind ad Vinduet til Dagligstuen. Vi gik ogsaa
derhen og saae Præsten, Præstekonen og Gamle sidde derinde om en stor
Punschebolle. =Edite, bibete, collegiales!= sang Præsten ud til os,
og idet han hævede det fulde Glas i Veiret, raabte han til os: »Se
saaledes gaaer det de artige Børn, som smukt blive hjemme; de faae
Punsch at drikke, medens de uartige kan staae udenfor med tørre
Munde. Se Nicolai, hvor han seer ulykkelig ud -- ja saa faae vi vel
forbarme os over Eder og tage Eder til Naade. Kom da ind, saa skal I
ogsaa faae Landets Goder at smage!«
Saa kom vi ind og toge Alle Plads om Punschebollen. -- »Smager den
Punsch ikke godt? for jeg har lavet den!« spurgte Andrea Margrethe
mig. »Udmærket!« svarede jeg med inderlig Glæde; ikke over Punschens
Godhed, men fordi jeg af Andrea Margrethes Ord til mig kunde see, at
der Intet var i Vejen mellem os, men at vi begge atter vare gode
Venner som forhen. -- Ogsaa Præsten var i udmærket Humør. Han
fortalte gamle Historier fra sine Studenterdage, hvorlunde de, naar
de exercerede, vare tre Mand om at stille een Uniform, hvorledes de
paa Hjemmarschen stillede Fanen ind i Porten og selv gik op til
Conditoren og drak Toddy o. s. v. Jeg sad i fuld Henrykkelse og
lyttede til og tænkte: »ak ja, det var de gode, gamle, lykkelige
Dage, hvem der dog levede i dem!«
Andrea Margrethe var den, som først afbrød Præsten. Hun havde jo
overhovedet ikke megen Sympathi for de gode gamle Dage, og det var
vel sagtens heller ikke første Gang, at hun hørte disse Fortællinger.
Nu foreslog hun, at vi alle tilsammen skulde skrive et Rimbrev.
»Ja det vil vel sige«, sagde Præsten, »at _jeg_ skal skrive et
Rimbrev, for I Andre pleie altid smukt at tie stille ved den
Leilighed.«
»Christopher kan godt skrive Vers«, sagde Emmy, »han har tidligere
viist mig Digte, som han har skrevet.«
»Og Frederik kan ogsaa rime«, sagde Andrea Margrethe, »saa Du kan
faae Hjælp nok, naar Du først vil begynde.«
»Ja hvorom skal vi da skrive?« spurgte Præsten. Det var vanskeligt
nok at finde et Thema: den ene foreslog dette, den anden hint, men de
foreslagne Æmner befandtes at være ubrugbare. Endelig sagde Præsten:
»Nu har jeg fundet et Æmne, der er værdigt at besynges. Vi ville
skrive et Rimbrev over til Nicolais Fader og fortælle ham om Nicolais
Forlovelse med Andrea Margrethe, det vil bestemt glæde ham at høre,
hvilke Fremskridt hans Søn gjør herovre.«
Dette Æmne var ikke efter Andrea Margrethes Smag, men hun blev nødt
til at give efter. Præsten beordrede nu almindelig Stilhed, for at vi
kunde blive inspirerede: jeg fik Pen og Papir og blev udnævnt til
Secretair, »thi«, som Præsten sagde, »jeg var vistnok altfor bevæget
til selv at kunne udtrykke mine Tanker.«
Der indtraadte nogle Minuters dybe Taushed, hvori jeg havde
tilstrækkelig Tid til at betragte de forskjellige Ansigter.
Præstekonen og de to Døtre vare sysselsatte med deres Haandarbeider
og lode ikke til at ville tage activ Deel i Forfatterskabet. Præsten
sad med en meget dybsindig Mine og blæste den ene tykke Røgsky ud af
sin Pibe efter den anden, saa at han tilsidst forekom mig som en stor
Dampmaskine, der arbeidede og arbeidede for at fabrikere Vers. Corpus
Juris sad med Hovedet støttet paa begge Hænder og saae stivt over paa
Andrea Margrethe, som om Synet af hende skulde begeistre ham. Paa
Gamle var der ikke noget at see, han sad ganske som sædvanlig med et
vist drømmende Udtryk i sine Øjne, saa jeg troede, han var falden i
Tanker og reent havde glemt det Hele. Men denne Gang havde jeg dog
gjort ham Uret, thi han var endog den Første, som begyndte. »Skriv,
Nicolai«, sagde han til mig, og derpaa begyndte han at dictere:
»Vi binde i Rimenes festlige Klang
»Den Nyhed, vi har Dig at bringe,
»Thi mægtig fra Hjertet frembruser vor Sang,
»Og ei vi formaae den at tvinge.
»To elskende Hjerter -- -- to elskende Hjerter --
det er dog kjedeligt, nu har jeg glemt Slutningen«, sagde Gamle, idet
han forgæves søgte efter i sin Hukommelse.
»Saa kan Nicolai skrive saaledes«, sagde Præsten:
»To elskende Hjerter, der længtes saa svart,
»Har fundet hinanden -- det gik i en Fart.«
Gamle var ikke fornøiet med den Slutning, men Aanden var vegen fra
ham, og han saae sig ikke i Stand til at lave nogen bedre, hvorfor
den blev staaende.
En lille Stund sadde vi atter stille, derpaa sagde Præsten: »Skriv
Nicolai:
»Dog mange Lyder
»Besidder _Han_,
»Og snart hans Dyder
»Man tælle kan:
»Sort er hans Øje,
»Og sort hans Sjæl;
»Vi maae ham kalde
»En Laban fæl.«
Jeg havde endnu ikke faaet sat Punktum, før Corpus Juris raabte:
»Skriv Nicolai!« og nu dicterede han saa hurtig, at jeg knap kunde
følge ham:
»Men _Hendes_ Dyder
»Er uden Tal,
»Og ingen Lyder
»Man finde skal.
»Klart hendes Øie,
»Lyst hendes Sind,
»Frisk hendes Tale
»Som Morgenvind.«
Andrea Margrethe bøjede sig ned over sit Sytøj og syede saa ivrig, at
det undrede mig, at hun ikke stak sig i Fingrene; men Præsten udbrød:
»Nei see til Juristen, hvor han kunde galloppere afsted, da han først
kom op paa Vingehesten; det havde jeg aldrig troet. Det forstaaer
sig: det Meste deraf var jo Plagiat efter mig.«
»Nei«, raabte Corpus Juris, »Plagiat er det sandelig ikke; Formen var
maaskee den samme, men Indholdet var nyt, og det er ikke Formen, men
Indholdet, som det kommer an paa.«
»Hu ha, jeg tier, jeg tier«, sagde Præsten, »før mig bare ikke en
Proces paa Halsen, saa jeg bliver nødt til at gaae fra Hus og Hjem.
Deres Vers ere ganske splinternye, og det er mine, som er Plagiat
efter Deres: er De saa fornøiet med den Erklæring?«
»Men Du har været altfor stræng mod Nicolai«, sagde Præstekonen, »det
Vers maa Du lave om.«
»Nei saamænd gjør jeg ej«, svarede Præsten, »Nicolai er et skændigt
Menneske, der burde afmales med endnu sortere Farver. Saadan en
attenaars Don Juan -- det er jo græsseligt! -- -- Men hvem
fortsætter?«
»Nu maa De komme med Noget«, sagde Corpus Juris, idet han bøjede sig
over mod Præstekonen.
»Ja lad nu Mo'er ogsaa komme frem«, sagde Præsten, »hendes bliver
bestemt det Bedste af det Altsammen, -- saa faae vi saadan en smuk
Slutning.«
Præstekonen vilde i Begyndelsen ikke, men da Corpus Juris blev ved at
trænge ind paa hende, begyndte hun først lidt frygtsomt, men senere
mere roligt:
»Dog vistnok din Længsel maa være stor,
»De Elskendes Navne at vide,
»Thi skikke vi did da det vingede Ord,
»Og sikkert derpaa tør Du lide:
»Thi Bruden er Jomfru Andrea saa skjøn --«
Her afbrød Præsten hende pludselig:
»Men Labanen det er din egen Søn!«
Alle Præstekonens Indsigelser hjalp ikke, Præsten paastod,
understøttet af Corpus Juris, at denne Slutning skulde blive
staaende, og vilde tage Brevet til sig for næste Dag at sende det
afsted. »Jeg skal love for, at Deres Fader vil blive fornøiet, naar
han faaer slige Nyheder at høre«, sagde Præsten.
Jeg beholdt imidlertid Brevet, idet jeg paastod, at der skulde tages
en Afskrift, thi det nærværende Exemplar var skrevet altfor utydelig,
til at det kunde bortsendes, og under dette Paaskud gjemte jeg Brevet
i min Tegnebog med den stille Beslutning, at det skulde aldrig komme
videre -- men maaskee nok et lignende af samme Indhold, dog i en
anden Form.
Den Aften blev vi ikke siddende længe oppe for ikke at forstyrre
Præstens Nattero, kun en ganske kort Tid bleve vi endnu sammen,
efterat Præsten var gaaet bort fra os, og derpaa skiltes vi fra
hverandre. Corpus Juris havde endnu Noget at sige Andrea Margrethe,
hvorfor jeg skyndte mig i Forveien op paa hans Værelse for at see
efter, om Hanen endnu var der -- jo der sad den oppe lunt og godt og
sov, uden at Nogen kunde mærke dens Tilstedeværelse: men imorgen
tidlig -- sikken et Spektakel, der vil blive, naar Hanen begynder at
gale og Corpus Juris at skænde!
* * * * *
Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg atter vaagnede; mit Blod var
i stærk Uro, og mine Tanker i ikke mindre. Jeg maatte tænke paa det
Rimbrev, vi havde skrevet. Jeg var aldrig rigtig paa det Rene med, om
Præsten talte Spøg eller Alvor, thi hans Ansigt var sædvanlig aldeles
uforandret. Kunde han dog nu ikke have meent noget mere med dette
Brev end en blot Spøg? Kunde det dog ikke være som et hemmeligt Vink
om, at jeg skulde blot ikke være bange; naar jeg kun dristigt gik
frem, turde jeg nok være vis paa Sejr. Jeg gjennemgik i Erindringen
Alt, hvad Præsten havde sagt den Aften, og des mere blev jeg
bestyrket i denne min Overbevisning. Jeg vilde vente fire eller fem
Aar, til jeg havde faaet min Embedsexamen: saaledes havde jeg tænkt
den foregaaende Aften -- men hvorfor vilde jeg vente saalænge? Fordi
Gamle havde sagt det -- men var da Gamle ufeilbar i sine Meninger og
Domme? Der var jo mange Mennesker, der havde forlovet sig i samme
Alder som den, hvori jeg var, og som dog vare blevne meget lykkelige
Ægtemænd. Kan man overhovedet bestemme nogen Alder for et Menneske,
hvori han skal forlove sig? -- -- -- Fire eller fem Aar: det er en
lang Tid -- hvem veed, hvad der kan skee imidlertid? Kunde ikke en
Anden komme mig i Forkjøbet? Ja denne Anden kunde jo komme inden et
halvt Aar, inden en Maaned, og saa kunde jeg hele mit Liv igjennem
angre min Uforsigtighed, at jeg nu havde forsømt det gunstige Øjeblik
og ikke talt, medens det endnu var Tid. Thi at det nu netop var den
rette Tid til at tale, det var klart af Alt: havde ikke Andrea
Margrethe selv sagt til mig, at jeg skulde vogte mig, at det ikke
gik mig som den arme Peter. Naar jeg tænkte paa hele hendes Opførsel
imod mig, hvorledes vi, der før slet ikke havde anet hinandens
Tilværelse, nu i Løbet af to Dage havde stiftet et saa nøie
Bekjendtskab, at vi omgikkes som Broder og Søster -- hvad kunde hun
vel med disse Ord mene Andet end netop, at jeg skulde benytte Tiden,
at jeg ikke tilsidst kom til at staae som Trediemand, ligesom den
arme Peter. -- -- Men jeg gjorde maaskee dog bedst i at vente lidt
endnu, at betænke mig ret, at jeg om fornødent endnu i Tide kunde
trække mig tilbage -- -- nei, nei, en rigtig Elsker tænker aldrig paa
at trække sig tilbage, han kaster enhver Bro af bagved sig og iler
kun fremad, indtil han finder enten Sejr eller Undergang.
Jeg kunde ikke blive liggende rolig, jeg sprang op af Sengen, gik
hen og aabnede et Vindue. Jeg saae op mod den stille, klare
Stjernehimmel; men atter vendte mine gamle Tvivl tilbage. Gamle havde
sagt, at det var den største Taabelighed at forlove sig som Student,
tidligere havde jeg altid fulgt Gamles Raad og befundet mig vel
derved, hvorfor vilde jeg da ikke gjøre det nu? -- -- I det Samme
faldt et stort og prægtigt Stjerneskud: »nei, nei«, sagde jeg til mig
selv, »Du skal ikke tvivle og ikke frygte, der seer Du Tegnet paa
dine Ønskers Opfyldelse, gaa kun freidig frem og stol dristig paa din
Lykke!«