Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig

undersøgte Terrænet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og

Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De løb med en

Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om

Hjertet ved Tanken om den Præstation, som vi skulde afgive ovenpaa.

»Nu skal jeg løbe mit Navn«, raabte Andrea Margrethe ind til os, og

nu løb hun i kjække raske Svingninger et =Andrea Margrethe= -- »og nu

Deres«, raabte hun op til Corpus Juris -- og øieblikkelig stod der et

zirligt =Frederik= ved Siden af.

»Vil De ogsaa løbe mit Navn«, bad jeg.

»Det kan De selv komme ud og skrive«, var hendes Svar, »De har da vel

ikke i Sinde at blive staaende hele Tiden paa Strandbredden.«

Det lod rigtignok til, at baade Corpus Juris og jeg havde meest Lyst

til at blive paa Strandbredden, der var i al Fald ingen af os, som

gjorde Anstalter til at komme afsted. Hvad Gamle angik, da havde han

roligt taget Plads paa en stor Steen under et Træ, men han havde jo

heller ikke sagt, at han kunde løbe paa Skøjter. Corpus Juris

erklærede som en klog General, at han vilde foreløbig blive paa

Strandbredden, for hvis der skulde tilstøde mig noget Uheld, da kunde

han strax ile til Hjælp. Jeg for mit Vedkommende tænkte, at man kunde

ligesaa gjerne springe i det som krybe i det og begyndte derfor at

spænde Skøjterne paa. Saa kom jeg ud paa Isen -- og Lykken hjælper de

Kjække, ja det er dog et sandt Ord, jeg blev ganske forbauset over,

saa godt jeg kunde løbe. Vel vare mine første Svingninger noget

usikkre, og jeg slingrede frem og tilbage som en Skibsmast i Storm,

men snart fik jeg mere Hold paa mig selv, saa at endog Andrea

Margrethe erklærede, at naar jeg fik lidt mere Øvelse, vilde jeg

kunne løbe ligesaagodt som hun selv. Hun foreslog mig nu, at jeg

skulde tage hende i Haanden, og saa skulde vi begge ile Emmy i Møde,

der var løbet et godt Stykke op ad Fjorden. Det gik jeg strax ind

paa, og nu ilede vi afsted. Jo længere vi kom fremad, des hurtigere

fløi vi -- nu fik vi Emmy i Sigte. Denne raabte Noget til os, som vi

ikke kunde forstaae. Hendes Raab blev imidlertid høiere, og vi

syntes, at hun raabte: »En Maage! en Maage!« Dette fandt vi ikke var

nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Løbet. Hun havde

imidlertid raabt: »En Vaage! en Vaage!« idet der nemlig befandt sig

en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens

Løb var bleven bedækket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde

see den. Vi vilde derfor ufeilbarlig begge være løbne lige i Vaagen,

om ikke den samme gode Aand, der vaagede over Palnatoke, da han løb

ned ad Kullen, nu ogsaa havde vaaget over os. Pludselig sprang nemlig

en af Remmene paa mine Skøjter, og jeg styrtede lige saa lang, jeg

var, foran Andrea Margrethe, som derved blev standset. Hun hjalp mig

atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde

meent. Saa styrede vi alle Tre vort Løb tilbage mod Strandbredden,

hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skøjterne paa; han

var nemlig ifærd med at ile mig til Hjælp, som han havde lovet før.

Vi naaede det faste Land i samme Øieblik, som Corpus Juris yderst

forsigtig og holdende sig fast i nogle Pilebuske vovede sig ned paa

Isen. Jeg tilraabte ham frisk Mod, og da jeg nu selv var i Sikkerhed,

var det mig en vis Glæde at skulle see Corpus Juris paa Glatis. Men

Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklærede, at der muligvis

kunde være flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden

Gang, naar vi havde undersøgt Isen nøiere, og at vi nu for denne Gang

skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da

Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen,

saa begave vi os paa Hjemveien.

Uagtet den uheldige Slutning var jeg meget vel tilfreds med mig selv.

Jeg havde viist, at jeg kunde løbe paa Skøjter, og allerede det var

mig en stor Tilfredsstillelse. Men hvad der var mig end kjærere: der

var Udsigt til, at jeg oftere kunde komme til at nyde denne Glæde

sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Denne Sidste vilde endog have,

at vi endnu samme Aften skulde gaae derned igjen for at løbe i

Maaneskin, hvilket hun beskrev som en særdeles stor Fornøielse. Gamle

satte sig vel derimod og meente, at det var høist uforsigtigt: naar

vi alt ved Dagslyset havde udsat os for saa stor en Fare, hvormeget

lettere kunde Sligt da ikke skee ved det usikkre Maanelys. Men Andrea

Margrethe paastod, at det var en overdreven Ængstelighed: nu vidste

vi jo, hvor Vaagen var, og behøvede altsaa ikke længer at frygte den,

ogsaa løb jeg jo saa godt, at jeg vist ikke vilde være bange derfor.

Jeg erklærede, at jeg ikke nærede den mindste Frygt i saa Henseende,

men at jeg med største Glæde vilde gaae derned igjen om Aftenen;

hvilket ogsaa var sandt, thi jeg kunde nok tænke, at hverken Gamle

eller Corpus Juris vilde følge med, og saaledes kunde jeg da løbe

ganske alene derude med Andrea Margrethe.

* * * * *

Jeg omtalte før, at jeg ved Synet af den store Hushane havde

undfanget en Plan. Der var nemlig, som jeg oftere har berørt,

opstaaet et vist spændt Forhold mellem Corpus Juris og mig, og jeg

meente mig forurettet af ham. Synet af Hanen gav mig nu Idee til en

Hævnplan. Jeg havde nemlig ofte hørt fortælle om, at det skulde være

saa morsomt at stille en Hane ind i Soveværelset og da at see

Vedkommendes Forskrækkelse, naar han pludselig bliver vækket af

Hanegal. Dette havde jeg nu i Sinde at forsøge næste Morgen med

Corpus Juris, thi det havde været mig en ikke ringe Tort at see ham i

al Magelighed tage sin Morgenslummer, medens jeg maatte ud at

spadsere Morgentur med Præsten. Da det imidlertid ved slige

Forehavender er godt at have en Deeltager, saa besluttede jeg at tale

til Andrea Margrethe derom; hun vilde sikkert skænke mig en virksom

Understøttelse. Virkelig gik hun ogsaa strax med stor Beredvillighed

ind paa min Plan, da jeg fortalte hende, hvorledes man havde at bære

sig ad ved en saadan Leilighed. Men da jeg fortalte hende, at det var

Corpus Juris, der skulde være Gjenstand for Spasen, saa blev hun

uenig med mig, idet hun bestemt vilde sætte Hanen ind i Gamles

Værelse. Dette var mig meget imod, thi jeg havde aldeles ingen Grund

til at vække Gamle, der jo ikke i mindste Maade havde viist Uvillie

mod mig, ja hvem jeg endog kunde takke for, at jeg var kommen med til

Nøddebo. Men Andrea Margrethe stod haardnakket paa sin Mening, ja hun

truede endog med, hvis jeg ikke gav efter, da at aabenbare Alt for

Corpus Juris. Dette var egentlig et Forræderi af hende, men jeg blev

nødt til at give efter, idet jeg dog trøstede mig med, at i Grunden

var det ligegyldigt, i hvis Værelse Hanen blev sat, thi da Døren stod

aaben mellem de to Soveværelser, vilde de i hvert Fald begge to blive

vækkede. -- Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den

Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og

før Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hønsehuset og

bemægtige os Hanen. Dette vilde være den bedste Tid, eftersom det da

var mørkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjøre det

ubemærket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde

røbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris.

Enhver, der har lagt en Plan, den være sig stor eller lille, længes

altid med Utaalmodighed efter Øieblikket, da han kan udføre den, og

saaledes længtes jeg da ogsaa med største Utaalmodighed efter det

Øieblik, da Tusmørket skulde falde paa. Endelig kom det, og jeg vilde

strax afsted, men Andrea Margrethe meente, at for en Sikkerheds Skyld

var det bedst at vente til Klokken henved fem, thi paa den Tid vilde

det være aldeles mørkt. Saa maatte jeg styre min Utaalmodighed endnu

en Times Tid, men nu fremstode nye Hindringer. Corpus Juris vaagede

nemlig som en Argus over hver af Andrea Margrethes og mine

Bevægelser, saa jeg næsten kunde fristes til at troe, at vor Plan var

bleven røbet for ham, skjøndt det var mig umuligt at begribe,

hvorledes. Men aldrig saasnart stod Andrea Margrethe op for at gaae

ud, og jeg reiste mig for at følge hende, før Corpus Juris

øieblikkelig spurgte, hvor vi vilde hen. Vel undgik Andrea Margrethe

ham et Par Gange ved at sige, at hun skulde besørge Noget ude i

Kjøkkenet, men Følgen heraf var, at jeg maatte blive tilbage, og da

jeg engang gjorde et Forsøg paa at komme ud med hende ved at tilbyde

hende mit Følgeskab, erklærede Corpus Juris, at han vilde ogsaa følge

hende. Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun

hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i

Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter. Paa denne Maade lykkedes

det os at skuffe Corpus Juris' Opmærksomhed, skjøndt jeg nærede Frygt

for, at han skulde følge vore Bevægelser fra Vinduet af. Men da vi

kom ud i Gaarden, saae jeg, at alle Gardinerne vare nedrullede, saa

at vi i den Henseende kunde være rolige.

Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven

funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse

Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over

Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men

der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare

lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see

Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os

til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin

Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at

frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en

Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede

vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi

Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og

sov med Hovederne skjulte under Vingerne -- oppe paa Hjalet sad

Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi

aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen,

eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men

Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte

jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren

og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede

ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi.

Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen

let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at

see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde

lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til

at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle

høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod

en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med

Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med

deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette

hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud

i Gaarden: »Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset

igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!«

Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage

Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at

blive overraskede af Niels i en =tête à tête= inde i Hønsehuset,

besluttede vi skyndsomst at tage Flugten. Men af et Par klapprende

Træsko, der bestandig rykkede nærmere og nærmere, kunde vi slutte os

til, at Niels allerede var rykket i Felten, og at det var umuligt at

komme ubemærket bort. »Lad os skjule os herinde, følg blot mig!«

hviskede Andrea Margrethe, idet hun greb mig i Armen og trak mig

bagefter sig ind i et mørkt Rum, hvorpaa hun skjød en Dør i efter os.

Det var Brændekammeret, der stødte op til Hønsehuset, som hun havde

ført mig ind i, og hvor der akkurat var saa megen Plads tilovers, at

vi To kunde staae derinde.

Lidt efter kunde vi høre, at Niels marscherede ind i Hønsehuset, men

det lod ikke til, at hans Nærværelse tjente til at berolige de

oprørte Gemytter. Larmen og Uroen vedblev, medens Niels undersøgte

Alt paa det Omhyggeligste. Omsider gik han atter ud og raabte over

til Præsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter være

løben bort. »Ja, ja«, lød Svaret, »saa kan Du give ham nogle Prygl,

naar Du siden finder ham; foreløbig er det bedst, at Du lukker Døren

godt i og stænger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!«

Niels efterkom Befalingen og lidt efter kunde vi høre, hvorledes han

fjernede sig med tunge Skridt. Vi listede os frem af vort Skjulested

-- men hvad skulde vi nu gjøre? Takket være Præstens Forsigtighed

stode vi som to Fanger, der ikke kunde komme bort. Døren til

Brændekammeret, som førte ud til Gaarden, var stænget, og nu havde

Niels lukket Døren til Hønsehuset. Vi søgte efter en Sprække i Døren,

gjennem hvilken man muligvis kunde stikke en lille Pind og paa den

Maade aabne Døren, men forgæves, der var ikke et eneste Hul eller

Sprække at opdage; den syntes at være gjort saa forsvarlig, at den

gjerne kunde bruges til en virkelig Fængselsdør. Jeg foreslog, at vi

skulde banke stærkt paa og kalde Nogen til; vor Raaben og Banken

maatte snart blive hørt, eftersom Kjøkkenet og Folkestuen var i

Nærheden. Men netop derfor forbød Andrea Margrethe det, thi Følgen af

vor Banken og Kalden til saa usædvanlig Tid og Sted vilde kun blive

den, at hele Mandskabet, baade Karle og Piger, kom ud, og vi vilde

blive en Gjenstand for almindelig Latter. Hun vilde derfor, at vi

skulde slaae os lidt til Taals; det kunde ikke vare længe, før man

bemærkede vor Fraværelse inde i Dagligstuen, og da vilde enten

Præstekonen eller Emmy eller en af mine Brødre komme ud for at søge

efter os, og da kunde vi kalde en af dem til for at aabne Døren. Saa

gave vi da os til at vente, men det var ikke videre fornøieligt:

Opholdsstedet var yderst ubehageligt, bælmørkt var der derinde,

Luften var qvælende, der var knap saamegen Plads, at vi kunde finde

Fodfæste, og vi turde ikke røre os af Pletten af Frygt for atter at

fremkalde et almindeligt Oprør. Dertil kom en vis Uro, hvori vi begge

og navnlig Andrea Margrethe befandt os. For dog at faae Tiden til at

gaae med Noget begyndte vi at gjætte Gaader. Men heller ikke dette

vilde hjælpe: hvert Øieblik standsede vi og lyttede til Døren for at

høre, om Ingen skulde komme. Forgæves -- det syntes, som om hele

Gaarden var uddød. Ved at søge efter fandt jeg en Svovlstik i min

Vestelomme: den besluttede jeg at tænde, skjøndt Andrea Margrethe

ivrig formanede mig til at være forsigtig, at jeg ikke satte Ild paa

hele Præstegaarden, og vi To bleve levende indebrændte. Jeg rev til

-- for et Øieblik blev der ganske lyst derinde, saa jeg kunde oversee

Alt. Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand

støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et

gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i

tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede

paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel

havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem. I det

Samme gik Svovlstikken ud, og vi stode atter i det tidligere

Bælmørke. Hvorlænge vi egentlig bleve saaledes staaende, veed jeg

ikke: mig forekom det at være en lille Evighed. Tilsidst kunde jeg

ikke holde det ud længer, jeg hævede alt Armen for at slaae et

Dommedagsslag paa Døren -- da i det Samme en af Dørene i den

modsatte Ende af Præstegaarden blev aabnet, og vi hørte en Mængde

Stemmer, der alle talte i Munden paa hinanden, men blandt hvilke

Gamles og Corpus Juris' overdøvede alle de Andres. Kort efter hørte

vi et Regiment Træsko galoppere over Gaarden ud af Porten -- saa blev

Alt igjen stille. Vi ventede, om Nogen skulde nærme sig os, men nei,

der kom Ingen -- Alt blev ligesaa roligt, som det havde været før.

Der var al Sandsynlighed for, at Husets Folk vare sendte ud for at

søge efter os, altsaa kunde vi gjerne begynde at banke og raabe uden

at blive overraskede af dem. Men paa den anden Side var der heller

ikke stor Rimelighed for, at Nogen kunde høre os, thi Dagligstuen laa

for langt borte. Dertil kom, at ved det første Slag, jeg førte mod

Døren, begyndte Hønsene at flagre op, saa jeg øieblikkelig maatte

lade være. Atter maatte vi slaae os til Taals: Folkene maatte dog een

Gang komme hjem igjen, og da fik vi at overgive os paa Naade og

Unaade. Saa ventede vi atter en Stund, da hørte jeg pludselig lette

Fodtrin ile forbi. »Halloh«, raabte jeg, saa høit jeg kunde -- -- den

Forbiilende standsede -- nok et »Halloh«, der blev besvaret med et

»Hvor?« -- det var Corpus Juris' Stemme. »Her, her«, raabte jeg --

»ja hvor? hvor?« blev der raabt tilbage -- »her, her i Hønsehuset!«

»I Hønse-!« men inden Corpus Juris fik fuldendt sit Forundringsraab,

stod han alt ved Døren, rev den op i Hast, og ud styrtede jeg som en

Død -- nei jeg vilde sige som en Ikke-Død af sin Ligkiste, naar denne

atter bliver aabnet. »Men hvor -- hvor er Andrea Margrethe?« spurgte

Corpus Juris forfærdet -- »der«, svarede jeg, idet Andrea Margrethe,

som først havde holdt sig lidt tilbage, nu traadte ud. Men hvad gik

der dog af Corpus Juris? I Begyndelsen frygtede jeg, at han havde

taget Skade paa sin Forstand -- han var lige ved at kaste sig paa Knæ

for hende, greb hendes Hænder, trykkede dem og begyndte en Strøm af

usammenhængende Ord, hvoraf jeg kun kunde opfatte ganske enkelte,

som: Is -- løbe paa Skøiter -- Vaage -- drukne o. s. v. Saaledes trak

han os efter sig, uden at det var os muligt at forstaae, hvad han

egentlig meente, indtil vi kom ind i Dagligstuen. Her gik Præsten op

og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der

venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af

Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet

Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. »Her er de!« raabte

Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en

seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig.

»Hvor kommer I fra?« spurgte Præsten overrasket.

»Fra Hønsehuset!« svarede Corpus Juris i en selvtilfreds Tone, som om

det var hans Sindrighed, man kunde takke for denne Opdagelse, medens

han dog aldrig vilde have fundet os, om jeg ikke havde raabt ham an.

»Fra Hønsehuset!« udbrød Præsten, »og hvad« -- mere fik han ikke sagt,

thi Præstekonen var som ude af sig selv af Glæde over at see os

igjen, ja selv Emmy syntes at være kommen i en stærk bevæget

Tilstand, -- og jeg saae endog en Taare blinke i hendes store klare

Øie.

Men vare de Andre forbausede ved at erfare, hvor vi havde været, saa

var vor Forbauselse ikke mindre over at finde dem i en saadan

Bevægelse. Først efterat Præstekonen havde omfavnet os fire eller fem

Gange, og den første Glæde over Gjensynet havde faaet Luft, først da

fik vi efterhaanden Forklaring over, hvorledes Sagerne forholdt sig.

Corpus Juris havde strax lagt Mærke til vor Fraværelse og yttret Uro

derover, uden at de Andre havde bekymret sig synderlig derom. Men da

en halv Time gik, og vi endnu ikke vare komne tilbage, begyndte ogsaa

de Andre at undre sig. Saa kom Præsten over fra sit Værelse, og da

han ikke saae os, havde han spurgt efter os uden at kunne erholde

nogen Underretning. Dog meente Præstekonen, at vi vare maaskee gaaede

ud at spadsere sammen, skjøndt Præsten fandt, at det var en underlig

Tid at spadsere paa. Man havde raabt ud i Haven paa os i den Tanke,

at vi muligvis kunde være der -- men der var intet Svar kommet paa

Raabene. Medens man nu anstillede forskjellige Gisninger om, hvor vi

vel kunde været gaaede hen, fik Gamle pludselig den ulykkelige Idee,

at vi maatte været gaaede ned til Fjorden sammen for at løbe paa

Skøjter. Han erindrede sig, at vi havde om Morgenen talt om, at det

kunde være morsomt at løbe paa Skøjter i Maaneskin, tillige erindrede

han sig Vaagen, som vi nær vare styrtede i, og af Alt dette kom han

til det Resultat, at der maatte være skeet en Ulykke. Præsten meente

vel, at det havde ingen Fare, for »Ukrudt forgaaer ikke saa let«,

men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til

Fjorden for at søge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han

atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at

vi vare druknede. Nu var ogsaa Præsten bleven urolig over vor lange

Udeblivelse og havde derfor sendt Gaardens Folk ud for at søge efter

os: det var denne almindelige Afmarsch, som vi havde hørt inde fra

vort Skjulested. Efter at man en Tid lang havde anstillet frugtesløse

Undersøgelser nede ved Fjorden, var Corpus Juris atter ilet tilbage

til Præstegaarden for at see, om vi dog ikke skulde være komne. Det

var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne

fundne.

Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren

op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til

nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store

Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme

rislede ned ad ham. Ansigtet var ligeledes dækket af Jord og Støv, og

i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet løb ned ad den høire

Kind. Jeg blev staaende stum af Forskrækkelse ved dette Syn, men

neppe fik Gamle Øie paa mig, før han styrtede hen imod mig, omfavnede

mig og slap mig ikke, før jeg var bleven et nøiagtigt Afbillede af

ham selv. Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis

standsede Præsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage

hans Lykønskninger paa Afstand. Først nu kom Gamle til Besindelse om,

hvorledes han egentlig saae ud. Han fortalte os da, at han, efter at

man forgæves havde søgt os nede ved Stranden, var aldeles overbevist

om, at vi vare forulykkede, at han ude af sig selv af Sorg og

Fortvivlelse var løben tilbage til Præstegaarden; paa Veien var han

snublet og faldet i en dyb Grav, hvor Bevidstheden et Øieblik havde

forladt ham. Derpaa havde han atter reist sig op og var løben videre,

indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare.

Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at

sige, hvem af os der saa værst ud.

»Se der staaer Originalen«, sagde Præsten, idet han pegede paa Gamle,

»og der staaer Copien«, idet han pegede paa mig -- »Ligheden er

slaaende: det er dog Jammerskade, at Bogtrykkerkunsten alt er

opfunden, ellers var det falden i vort Lod at gjøre Verden bekjendt

med den herlige Opfindelse.«

Præstekonen havde imidlertid hentet Eddike og Vand for at bade Gamles

Pande, og det viste sig, at Saaret var ubetydeligt. Vi gik nu begge

op paa vore Værelser for at skifte Klæder. Det var godt, at jeg kunde

hjælpe Gamle hermed, thi han var endnu saa bevæget, at han hverken

kunde sandse eller samle. Først vilde han iføre sig Corpus Juris'

Klæder, og da jeg havde gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, vilde

han trække Frakken paa før Vesten. Endelig blev han færdig og gik

atter ned. Da jeg derpaa i Hast havde omklædt mig selv, tøvede jeg et

Øieblik. »Endnu er der Tid«, sagde jeg til mig selv, »Slaget er ikke

tabt endnu. Der er Ingen, der egentlig har faaet vor Plan at vide,

vort Forehavende er ikke blevet røbet. Endnu kan det udføres: nu

kjender Du Leiligheden derovre -- Du kan i Hast løbe derover og tage

Hanen, sætte den i Corpus Juris' Værelse og atter gaae ind, uden at

Nogen, ikke engang Andrea Margrethe har nys om Sagen.« Som tænkt, saa

gjort: jeg foer afsted over til Hønsehuset, saae mig forsigtig

omkring til alle Sider, at ikke Trofast eller Niels eller Præsten

skulde være i Nærheden, aabnede Døren, gav nøie Agt, at jeg ikke

atter skulde træde paa Ænderne, og fik Hanen lykkelig og vel fat. Saa

tilbage, ind paa Corpus Juris' Værelse: der stod et stort Klædeskab,

som næsten naaede heelt op til Loftet; ovenpaa det kunde jeg bedst

gjemme Hanen. Pladsen var imidlertid kun knap, men jeg gav Hanen et

lille Tryk paa Hovedet, og saa kunde den nok faae Plads deroppe.

Magelig sad den jo rigtignok ikke, men en Hane behøver da heller ikke

at have det saa forskrækkelig magelig, og des før vilde den vaagne og

glæde Corpus Juris med sine natlige Toner.

Da jeg atter kom ned, fandt jeg Familien ved Aftensbordet.

»Hør Nicolai«, sagde Præsten til mig, »kunde jeg nu ikke faae at

vide, hvad De egentlig vilde ovre i det Hønsehus?«

Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard · 第 7 / 19 段